Landsbyhistorier.dk

I smutsko og kittel

Jeg kom allerede ud at tjene i 1955, da jeg var 12 år. Det var hos nogle af mine forældres venner. De havde et lille landbrug på 12 tdl. i Gjerlev, hvor jeg også kom til at gå i skole de to sidste år. De havde kun en datter. Hun var flyttet hjemmefra, så jeg var nærmest søn af huset. Lønnen var ikke imponerende. Jeg fik en krone om dagen, men derudover fik jeg: Kost, logi, tøj og andre fornødenheder, så jeg havde ingen grund til at klage. Jeg skulle hjælpe til med arbejdet på ejendommen. Manden kørte mælk. Da han havde dårlig ryg, måtte jeg undertiden op allerede kl. 5.00, så jeg kunne komme med rundt på mælketuren for at håndtere spandene. Det kunne være koldt om vinteren. Vi oplevede nogle gange, at der var så meget sne, at vi ikke kunne køre ud til de yderste ejendomme for at hente mælken. Når jeg kom hjem fra skole i Gjerlev, deltog jeg i alt arbejdet på ejendommen. Når jeg havde klaret min del, måtte jeg gerne løbe ud og lege med nabodrengene. Hver 2. søndag cyklede jeg gerne hjem til Edderup for at besøge min familie. Da jeg i foråret 1957 blev konfirmeret i Gjerlev Kirke, var det min arbejdsgiver, der bekostede festen.

Lige efter min konfirmation kom jeg ud at tjene på en gård i Vindblæs. Jeg fik 1.350 kr. for hele året. Det var en god løn. Det var et traditionelt landbrug, men manden fulgte med efter bedste evne, bl.a. havde vi en lille, grå Ferguson traktor. Det var en stor lettelse for folk på landet, da traktoren begyndte at overtage det hårdeste arbejde. Året efter flyttede jeg som andenkarl hen til naboen, der var ejer af 100 tdl. sandjord. Det betød, at vi ikke altid vidste, om den var hjemme, men det kendte jeg jo så godt fra Edderup. Vi var tre ansatte. To karle og en fodermester. Vi skiftedes, så vi kun havde staldtjeneste hver tredje søndag. En karl havde allerede fri lørdag aften, mens nummer to først havde fri søndag morgen, når han havde røgtet hestene. Alle kom hjem søndag aften, så de var klar til arbejdet mandag morgen.

I 1953 rejste jeg ned til Søren Johansen på Holmgården i Grove. Det var en god plads. Vi spiste godt og var velkomne i dagligstuen om aftenen, hvis vi ville se fjernsyn. Man kunne godt mærke, at det var nye tider. Traktoren og de nye maskiner havde medført, at der udover familien nu kun var brug for en karl og en pige på gården – hesten blev kun brugt, når der skulle renses roer. Skulle møngen – møddingen – tømmes, blev der undertiden sendt bud efter en daglejer, Jens Juul fra Sem – så skulle der hænges i, hvis man ville følge med.

I 1962, da jeg mødte på session, blev jeg udtaget til sygepasser. Det blev betragtet som en loppetjans, for vores tjenestetid var kun på 14½ måned, mens andre soldaters tjenestetid var mellem 16 og 18 måneder. Jeg nåede lige at deltage i børnefesten i Havndal den 1. juli, inden jeg rejste til Vordingborg Kasserne, hvor vi i løbet af 4½ måned blev uddannet i forskellige former for sygepleje – bl.a. førstehjælp, inden vi blev fordelt rundt på de forskellige kaserner. Jeg kom til Flyvestation Ålborg. Vi skulle til daglig gå rundt og passe folk med småskavanker og snue – altid passende påklædt i hvid kittel. Men bevægede vi os uden for infirmeriet, skulle vi trække i blå uniform og skråhue – også selv om vi bare skulle hente mad til patienterne i kantinen. Jow! Jow! Disciplin skal der til. En gang imellem kunne det hænde, at: – wos fra Edderup tøt, de’ war lig grow nok! En dag jeg skulle hente mad i kantinen, kom jeg lidt hurtig af sted – i smutsko og kittel. Det kostede mig fem dages kvarterarrest, lige indtil vores oversygeplejerske, der ikke var let at bide skeer med, fik ordnet sagen. Mange af sygepasserne var ældre folk nær 30 år, der på grund af studier havde fået udsat deres militærtjeneste. De lod sig ikke byde alting. Under en øvelse skulle en af officererne, der ofte var lidt barsk, bæres rundt på en båre som patient. De ældre lod ikke chancen gå fra sig. Så snart lejlighed bød sig, tabte de ham i en vandpyt – vi andre nøjedes med at more os. Inden jeg kom hjem fra militærtjenesten, nåede jeg at få kørekort. Det havde jeg stor gavn af – både når jeg den gang kørte vejene tynde i min lille Gogomobil, den tids økonomibil, og senere hen i livet.

I 1964 fik jeg arbejde på Centralstøberiet i Lem. Vi arbejdede på akkord – 45 timer om ugen til en timeløn på 8.50 kr. Senere i 1964 fik jeg arbejde ved typehuset, Obi-Huse, der blev bygget af Oue Savværk. Min svoger og jeg rejste rundt i hele Jylland og lavede gulve og skillevægge i husene, når vægge og skillerum var rejst. Jeg kom også til at arbejde på Saltfabrikken ved Assens med forskellige former for støberi – beton- og forskallingsarbejde – hvis jeg da ikke kørte med byggekranen. Det var tungt arbejde, der efterhånden satte sine spor. Jeg fik konstateret slidgigt, så jeg den 1. maj 2005 blev nødt til at gå på efterløn. I 1971 var jeg blevet gift med Anna, og familien er senere blevet forøget med en søn, svigerdatter og et barnebarn.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.