A æ tøste!

Før 2. Verdenskrig boede jeg med min familie i et hus ved vejen mellem Havndal og Kastbjerg. I 1947 flyttede vi og kom til at bo inde i til Kastbjerg. Min far var arbejdsmand. Når han tog på arbejde, var det ikke altid, der havde været råd til at købe pålæg, så fik han øllebrød med i et syltetøjsglas.

Far cyklede til og fra arbejde på vores eneste cykel. I 1945 lod han den nogle gange stå og gik hjem. Tyskerne var begyndt at konfiskerede alle de cykler, de kunne finde, og det ville være en katastrofe, hvis de tog vores. Hvordan skulle Far så komme på arbejde.
Det var en ond tid, hvor meget kunne ske, så vi var urolige, når Far kom sent hjem. Han havde ingen mulighed for at berolige os ved at ringe hjem, for det var kun få mennesker, der havde telefon.

Først som voksen er jeg kommet til at tænke på, hvor få penge vi havde til forbrug. Egentlig tænkte vi ikke meget over det, for der var ikke meget at købe, og desuden var det vilkårene for næsten alle familier.
Vi havde kun et sæt sengetøj til hver seng, så når vi skiftede, skulle det vaskes og tørres den samme dag. Det var især problematisk om vinteren, når tøjet blev tørret ved kakkelovnen. Stuen blev som en sauna af damp.

Min bror og jeg fik først hver sin seng, da vi var 10 og 12 år, for min gamle, senile mormor boede hos os, og hun skulle have sit eget værelse.

Vi var ikke altid lige artige. Vi kunne finde på at drille Mor, når vi var puttet i seng. Hvis vi bad om et glas vand, begyndte Bedstemor også.

A æ tøste! (tørstig)

Egentlig var der jo ikke noget at sige til, at Mor, der ellers havde nok at se til, kunne blive lidt pillen, når hun også skulle suse rundt med vandglas.

Da de allierede tropper i 1944 invaderede Tyskland, flygtede mange – især østtyskere – mod Danmark. De blev indkvarteret i offentlige bygninger. I Kastbjerg blev både skolen og forsamlingshuset beslaglagt, det var grunden til, at min årgang, det første år vi gik i skole, blev undervist i en stue på Niels Nielsens gård i Kastbjerg.

I tiden op til fredsslutningen, den 4. maj 1945, skød tyskerne resten af deres ammunition af i engene nord for Kastbjerg. Vi kunne se og høre fyrværkeriet oppe fra byen, men vi fik strenge ordrer om ikke at samle noget op.

Julen 1945 blev en fest. Hvert barn kunne få en appelsin. De var ikke så søde, som appelsinerne er nu. Derfor blev der skåret et kryds med en kniv i den ene ende. Når den blev puttet et par sukkerknalde i hullet, kunne vi gå i lang tid og suge den søde saft. Herligt.

Som alt andet var sukker rationeret, så man måtte være opfindsom. Det var Mor. Hun raspede nogle sukkerroer, hun havde fået hos en landmand, meget fint og kogte saften af. Når den var blevet siet og kogt lidt ind, var det den dejligste sirup, som vi brugte til æbleskiver og tykmælk. Noget af siruppen kogte Mor helt ind og hældte i papir kræmmerhuse. Når hun stak en pind i, havde hun slikkepinde te knejten. Det var ellers sjældent vi fik slik.

Det er ikke let at forstå, at der for 60 år siden var så store sociale skel. I Kastbjerg legede arbejderbørn ikke med gårdmandsbørn, så det var lidt ualmindeligt, at en af mine meget gode legekammerater var Chr. Nielsens Birthe. Det nød jeg godt af lige efter krigen. De havde familie i USA, der en gang imellem sendte dem en pakke. Var der tyggegummi i, kunne det hænde, at jeg fik et stykke. Det kunne holde meget længe, for om natten gemte jeg det i et vandglas ved sengen – nøjagtig som de voksne gjorde med deres forlorne tænder.
Til daglig kunne vi kun købe tyggegummi, der var lavet af paraffin. Det var ikke nogen nydelse. Det var stift og klistrede til tænderne.

Far begyndte at døje med at klare arbejdet. Han havde tilbragt mange timer og dage i dybe, vandfyldte grøfter. Det gjorde nu sin virkning. Han kom til at døje med hofterne. Han var opfødt på en gård, så da Semmøgelbo blev til salg, slog han til.
DET blev en omvæltning. Vi havde været vant til lys og vand. Nu måtte vi vænne os til, at vandet skulle hentes i et væld i markskellet mellem Sembrogaard og Hestehavegaard. Den brønd vi havde i gården løb tit tør for vand. Vi fik gravet en ny brønd i haven, da Far fik Tip-Ajs, en gammel ungkarl, til at vise vand med sin pilekvist. Efterhånden som vi kom til at bruge mere vand, blev det nødvendigt at bore brønden noget dybere.

Vi måtte døje med petroleumslamperne, der lugtede og osede. I 1952 fik vi indlagt el. Det var en stor lettelse.
De første år var hårde. Far måtte stadigvæk gå i roerne eller på anden vis arbejde for fremmede for at skaffe lidt ekstra penge – bl.a. kørte han en gang om ugen landtur med varer for Kastbjerg Brugsforening.

Ofte var jeg med, når han kørte træstammer ud fra Edderup Skovgaards plantage. Man blev ikke ligefrem overbetalt den gang. Min mands far fik 20 kr. i dagløn for at stå en hel dag – ti timer – og læsse møg.

Det første år tjente vi ingenting, så vi måtte være taknemmelige for, at købmanden i Kastbjerg, der var min fars gode ven, var villig til at give os henstand.
Vi havde hele tiden haft bog, som det hed, når man købte på kredit – men regningen blev betalt hver lørdag. Der var feststemning, når vi fulgtes med Far hen til købmanden. Når regningen var betalt, fik Egon, jeg og Bedstemor en slikkepind. Den måtte vi undvære hele det første år i Grove, for Far kunne ikke betale købmandsregningen.

Vi tjente også lidt ved at sælge de ribs og solbær, vi havde i haven. Min mors helbred var heller ikke for godt. Hun havde arbejdet meget, og gigten gav hende smertende håndled. Når vi til jul slagtede en gris, var det mig, der måtte stå og røre i spanden med blodet og rugmelet til blodpølsen. Mor kunne ikke for smerter.
Det kød, vi ikke spiste ferskt, kom i saltkarret. Vandet skulle være så salt, at et hønseæg kunne flyde ovenpå. En af skinkerne og flæsket blev gerne røget.
Da vi flyttede ind i Semmøgelbo var der 3 køer og et par meget gamle, udslidte heste. Når min bror Egon gik i marken oppe ved skoven, kunne de finde på at lægge sig ned, så måtte han råbe på Far, for ligegyldigt hvad Egon gjorde, blev hestene liggende.

Der var altid arbejde nok til alle på ejendommen. Dagen før Ole, min lillebror, blev født, kravlede min Mor rundt på marken og samlede kartofler op. Når hun havde fyldt løben – kurven, kom min far og tømte den for hende.

Om sommeren, når vi kom trætte ind fra arbejdet, havde Mor gerne sat nogle spande med vand ude blandt buskene i haven. I løbet af dagen havde solen varmet vandet op, så det var lunt at vaske sig i. Der var ingen vandhaner – og slet ingen med varmt vand.
Det var meget mærkeligt at begynde i skolen i Grove. Der var kun en lærer – og ham sagde man Do til. Ingen havde turdet at sige du til lærer Møller i Kastbjerg.
Og ringetiderne. De fandtes ikke. Det var lærer Bach, der egenhændigt bestemte, når timen eller skoledagen var forbi – og det var den, når han var færdig med at gennemgå lektien eller mente, at vi havde regnet eller skrevet nok. En gang imellem hændte det, at folk blev utålmodige og begyndte at kalde på deres unger. De troede, de stod og dryssede på et hjørne sammen med skolekammeraterne. Så fik vi fri.

Jeg var 16 år, da jeg fik plads hos skrædderen i Havndal. Når jeg mødte om morgenen, skulle jeg hente brænde og fyre op. Det var en sur tjans om vinteren. Jeg tjente hele 25 kr. om ugen, så nu kunne jeg, som alle andre piger begynde at samle udstyr. Man skulle gerne have samlet 12 o hwer slaw, inden man skulle giftes, så der var nok at gå i gang med.
Som spisebestik valgte jeg Riberhus, og som spisestel Mågestellet. Hver gang jeg fik løn, købte jeg noget: En sølvske, stof til en dug, håndklæder eller viskestykker, som jeg selv syede og broderede. Det blev alt sammen gemt hen i min brudekiste. Den synede nu ikke af meget ved siden af så mange andres. Det var en af de ægkasser med to små rum, vi leverede æg i. Da jeg lærte Harry at kende, viste jeg ham stolt ægkassens indhold og måtte forbavset konstatere, at han var mere interesseret i sin motorcykel.

I 1956 flyttede Harry og jeg til Randers i hvert sit værelse. Mine forældre havde altid sat en ære i at betale enhver sit. Et bryllup var en stor udgift, så min far var meget betænkelig. Han vaklede mellem at give os et større beløb eller holde brylluppet. Min lillebror afgjorde sagen:

Når vi no kun hår jen dætter, sku’ vi så it ku hol ed ornlig gil – bryllup?

Der blev bryllup, hvorefter vi flyttede sammen i en lejlighed. Der boede vi, indtil 1961, da vi solgte vores bil for at skaffe udbetalingen til det hus, vi stadig bor i. Jeg fik arbejde som syerske hos Falbe Hansen, indtil vores første barn blev født, og Harry arbejdede som finmekaniker på Skandia.