Landsbyhistorier.dk

Hellere pæne køer end pæne møbler

Min oldefar, Anders Møller overlod Enghavegaard til sin søn, Anders Rasmussen Møller, den 31. marts 1920 for 34.000 kr. Den 6. maj 1925 købte han yderligere 5,2 ha for 4.800 kr.

Anders og Dorthe, havde ingen børn, så de kastede deres kærlighed på dyrene og på gårdens drift i det hele taget. Som Dorthe udtrykte det:

A væl heller ha pæn kyer i stolden end pæn møbler i stowen!

Den gang var der mange om arbejdet, der for det meste foregik med håndkraft og ved hjælp af heste.

Da jeg kom til at tjene som pige på Enghavegaard, lærte jeg meget. Dorthe var dygtig og proper. Det betød meget for hende, at tingene var i orden – også andres. Når vi bagte, skulle alle småkagerne være nøjagtig lige store, og pæne lysebrune – også under bunden. Når hun var inviteret ud til kaffegilde, undersøgte hun gerne kvaliteten ved lige at vende småkagen – ikke altid lige diskret.

Når folkene havde gået bag harven eller ploven en hel dag, var der hverken problemer med appetitten eller med at sove om natten. De havde 14-15 timers arbejdsdag og kun fri søndag eftermiddag hver tredje uge.
Den gang må man sige, at folk arbejdede for føden. De fik ikke ret meget i løn. Man sagde, at arbejdet var løn i sig selv – og man havde et sted at være.

Karlene var sultne, så der skulle rigelig og helst god mad på bordet, og Dorthe var god til at lave mad, men hun forstod samtidig at spare. Til tider var hun næsten nærig, men det var nødvendigt for at klare sig godt den gang.

På Enghavegaard fik vi, mens jeg tjente der, to retter mad om middagen. Som forret var det gerne byggrød eller mælkegrød lavet på skummetmælk. Den var slem til at brænde på, hvis vi ikke var over den hele tiden – og så var der altid en der spurgte: Haar ræven wot her? Det var lidt flovt.
Hovedretten var som regel kartofler med flæsk, udvandet saltkødmad fra saltskarret, gule ærter eller grønkålssuppe. Om søndagen fik vi frikadeller. Fik vi en sød efterret, kunne det være sødsuppe eller sagosuppe. Om lørdagen fik vi pandekager med syltetøj. Hver aften serveredes der brasede kartofler.

Den 1. oktober 1958 overtog min mand og jeg Enghavegaard efter Dorthe og Anders. Aftalen blev, at de skulle blive boende på gården.

MEN!!!!! Et sådant arrangement kræver stor indføling fra begge parter. Som ung har man meget forståeligt et ønske om at blive herre i sit eget hus. Man har set så meget nyt og kommer med ideer til forandringer, som de gamle måske opfatter som en kritik af deres livsværk.

Anders havde ikke noget besvær ved at overgive nøglerne og ansvaret til en ny ejer. For Dorthe, der havde kendt mig, siden jeg var en lille pige og været min arbejdsgiver i flere år, var det en helt anden sag – her kunne det undertiden knibe med indfølingen. Indimellem kunne det også føles lidt hæmmende, at man aldrig var alene i sit eget hus – for Dorthe fulgte til det sidste ivrigt med i alt, hvad der foregik, og ikke så sjældent følte hun sig kaldet til at deltage i afgørelser, som vi mente tilfaldt andre.

Anders døde to år efter – den 7. juni 1961, mens Dorthe kom til at bo hos os i endnu 15 år, inden hun flyttede på plejehjem i Mariager. På det tidspunkt led hun af en fremskreden senilitet.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.