Hunden afkølede suppen

Vi købte ejendommen af mine svigerforældre i 1947 til den anseelige sum af 47.000 kr. De købte en mindre ejendom lige ved siden af. Den havde tilhørt en ungkarl, Karl Thomsen. Han flyttede ind til Sem By i det hus, hvor Marinus Christensen havde boet.

Den gang havde kun få kvinder erhvervsarbejde – man var hjemmegående. I dag er der et lidt romantisk skær over begrebet hjemmegående. For os den gang betød det, at vi udover arbejdet i hjemmet med rengøring, madlavning, pasning af mand og børn også skulle arbejde med i mark og stald, så det var undertiden så som så med det romantiske.

Engang imellem – når der var tid, kunne vi tjene lidt ekstra penge til husholdningen ved at arbejde i tørvene eller andet, og så var der jo endelig bærrene fra Hien – heden. Jeg betragtede det som en miniferie, hvis jeg en dag kunne se mit snit til at komme en tur i Hien for at plukke tyttebær – uden børnene, der den gang var 3-4 år. Ikke fordi jeg havde noget imod at have dem med, men de havde meget svært ved at stilles, mens jeg gik og plukkede, og så fik jeg for få bær med hjem. Gik jeg alene, nød jeg vejret og Hien, som jeg kendte så godt fra dengang, jeg som barn plukkede bær sammen med min mor.

Jeg var ikke den eneste, der lejede et stykke af Sembrogårds Hede. Det kostede mig en kurv med tyttebær om året. Det var måske en overkommelig leje, men det var ikke alle, der respekterede vores ret til at plukke i en bestemt del af heden. Konerne fra Assens mødte i flok, og så kunne det være svært at hævde sin ret.
Når konerne fra Sem, Murer-Sine, Tyk-Stine m.fl., mødte konerne fra Assens i Hien, kunne mødet godt udvikle sig. Endnu er der folk, der kan huske, når flokken af kvinder vendte hjem til Sem fra Hien med de fyldte bærkurve – højrøstede, med uglet hår og endnu varme og røde i kammen efter det sejrrige møde med Assenskonerne, der havde dristet sig til at plukke på det forkerte sted.
Det var nu ikke uden grund, at vi en gang imellem blev vrede. En dag mistede jeg en kurv fyldt med bær. Det var en hel eftermiddags arbejde + fortjeneste og kurv. Gik det godt, kunne vi plukke 40 pund på en eftermiddag. Et godt bærår tjente jeg, selv om prisen kun var 25 øre for et pund, 1.400 kr.
Det var en stor dag, da jeg med bærpengene kunne betale vores nye møbler – to stole og en sofa til dagligstuen.
Som regel blev bærrene solgt privat, men plukkede man rigtig mange bær, kunne de leveres til opkøbere i Randers eller Hadsund og til Long-Krasjan, Kristian Andersen, der kom meget rundt på egnen. Når han havde modtaget en bestilling, købte han bærrene hos os og bragte dem videre ud til folk. Han havde kunder helt i Hobro.

Når min mor hver sensommer plukkede bær i heden, hændte det, at hun på hjemvejen kiggede ind hos os i Narsiem, Nørre Sem, med sin fyldte bærkurv. Det var i 60’erne, da landbrugets mekanisering rigtig slog igennem. Vi havde lige fået traktor, som jeg havde lært at styre – troede jeg. Jeg var ivrig efter at vise Mor, hvad jeg kunne. Hun satte kurven med bær ved siden af vejen og nød min triumf. Pludselig blev jeg usikker – der var jo to pedaler.
Jeg valgte den forkerte og fortsatte lige hen over Mors kurv. Det varede nogle år, inden hun syntes, den historie var morsom.

De fleste havde bog hos købmanden eller i Brugsen. De varer, man hentede, blev skrevet på regningen, som blev betalt hver uge, eller hver 14. dag.
Hønsene var et godt aktiv. De lagde for det meste så mange æg, at der var nok til at betale regningen, når de blev solgt hos købmanden. Det talte jo også, at børnene fik et stykke slik eller Far en cigar, når bogen blev betalt – så var også procenterne hjemme.

Til daglig nød vi at være omgivet af natur, hede og skov, men der var visse ulemper. Et år fik vi besøg af ræven. Da jeg stod op om morgenen, kunne jeg ikke forstå, at hønsene allerede var ude i hønsegården. Ræven havde været på besøg om natten og i en blodrus bidt 40 høns ihjel. Det var dem, der lå spredt rundt i hønsegården. De resterende ni høns sad forskræmte i træerne. En nabokone fik et par af de døde høns – resten endte på møddingen. Vi havde godt nok ½ fryseboks i Skrødstrup, men der kunne kun være ½ gris. Det var en af de gange, vi fik lidt for meget af naturen.

Men ellers var det hyggeligt at se fuglevildt rundt om på markerne. Nogle gange var vi så heldige at se grævlingen, når den luntede om og forsynede sig i havren. En vinter stod ni rådyr og smagte på roerne i vores roekule. Det var et smukt syn – og vi skal jo alle leve.

Da mekaniseringen begyndte at slå rigtig igennem i landbruget, betød det, at der ikke mere var brug for så mange hænder til at klare det daglige arbejde. Kvinderne på landet havde for de flestes vedkommende ingen egentlig uddannelse. Jeg tror, at det var gammel vane. Det lå i luften, at vi skulle giftes og passe mand og børn. Ud over arbejdet hjemme, havde vi kun mulighed for at få arbejde i kartoflerne, roerne eller tørvene – til en meget beskeden løn. Nu, da samfundet var blev rigere, var der brug for flere hænder på fabrikkerne og i plejesektoren. Pludselig fik vi muligheden for at uddanne os og få et bedre betalt arbejde.

Da jeg var barn, var det almindeligt, at folk hvert år holdt et kaffegilde. Man inviterede alle dem man skyldte, det vil sige dem, man i årets løb havde været til kaffegilde hos. Der kunne være så mange, at det gav lidt ekstra arbejde til min mor, der gik ud og hjalp til ved den slags gilder.
Et par aftener om året var hun gerne nede i Grove Skole, når fru Bach inviterede gæster. Hun fik som regel nogle af resterne med hjem. Min lillebror, Åge glædede sig så meget, at han en gang, hun kom tomhændet hjem, græd og næsten ikke kunne falde i søvn.

Da jeg som nygift i 50’erne fik muligheden, begyndte jeg sammen med vores nabo, Anna Møller, at gå ud og lave til gilde for at tjene en ekstra skilling. Det var ikke noget fedt job. Vi fik i begyndelsen omkring 5 kr. i timen.
Det kunne være et slæb at lave suppe, steg og is. Det var tidens faste menu ved store fester. Der kunne være op til 150 gæster.
Vi mødte som regel dagen før, for al maden skulle laves helt fra bunden. Mange steder havde husmoderen dog forberedt sig, så grønsager og kød lå parat. Det gjorde arbejdet meget lettere.
Nogle steder måtte vi begynde med at tilberede grønsagerne og partere grisen, før vi kunne få lavet suppen. Når den var færdig og siet, blev den sat ud i gården til afkøling – under skarp opsyn forstås, for der færdedes både hunde og fjerkræ.

Nedkøling er der i årenes løb blevet fortalt mange historier om.

En kogekone fortalte mig, at hun en gang oplevede en venlig gårdhund, der gerne ville hjælpe med nedkølingen. Den lettede ben op i gryden. Nu var gode råd dyre. En hel dags arbejde var ødelagt – og værre endnu, hun havde ikke mulighed for eller tid til at lave en ny portion suppe. Hvad gør man så – INGENTING – men hun var også kendt for sin gode suppe.
Derudover skulle der laves kød- og melboller. I begyndelsen var de håndlavede. Det gik hurtigere, da vi fik en lille hånddrevet maskine, der kunne lave otte boller ad gangen.
Der skulle også laves frikadeller og medisterpølse, der blev lagt ved stegen for at strække, når den blev serveret anden gang til gildet dagen efter.

Desserten var altid is, den blev købt ude.

Havde konen i huset ikke selv bagt kringler, småkager og lagkagebunde, var det også vores arbejde Vi var trætte, når vi andendagen ved midnatstid stod og smurte natmaden – rugbrød og franskbrød med pålæg. Vi var ikke i tvivl om, at vi havde tjent vores løn. Alligevel hændte det, at det kneb for husmoderen at finde den sidste femmer i pungen, når der skulle afregnes med kogekonen.

I 1971 begyndte jeg at arbejde fast på plejehjemmet i Mariager. Da var timelønnen 9,75 kr. Da jeg sluttede i 1987 var lønnen 84 kroner i timen.

Arbejdet på landet var anderledes hårdt i min barn- og ungdom, end det er nu, hvor maskinerne har overtaget det meste.
Om foråret, når der havde været så meget tørring i luften, at markarbejdet kunne begynde, blev jorden fælled. Efter at have samlet de sten, der var kommet frem i vinterens løb, lod man hesten gå hen over marken forspændt en hjulring, en omvendt harve eller et bræt, så de værste jordklumper fra efterårets pløjning kunne blive slået i stykker. Til sidst blev harven vendt om, og jorden bearbejdet, så den var myg og løs. Efter en hel dags arbejde i marken var det de færreste, der følte trang til at gå en aftentur.

Såmaskinerne den gang var små. Ca. 1 til 2 meter brede. De kunne så mellem 15 og 24 rækker korn ad gangen.
Når magasinet var fyldt med sædekorn, gik turen igen frem og tilbage over marken. Man skulle have et øje på hestene og et på piberne, som kornet strømmede ned igennem. De kunne nemt stoppe til, så de måtte af og til løftes, for at blive rengjorte. Det gav også ømme rygge og en god søvn.
I ældre tid blev kornet sået med hånden. Enkelte havde en kurv flettet af halm, som de bar i en rem over skulderen. De fleste nøjedes med en sæk fyldt med så meget korn, de kunne bære. Så gik det med store skridt hen over marken. Når venstre ben var fremme kastedes kornet jævnt med højre hånd. Vi anvendte også den metode, når vi spredte kunstgødningen, som vi selv blandede. Der var jo ingen maskiner den gang.
Når kornet var kommet op, blev marken harvet igennem med ukrudtsharven, så kunne det klare sig selv indtil høst.
Høsten startede med, at kornet rundt i kanten af marken, blev slået med le. Derefter kørte man rundt med slåmaskinen. Det var som regel mandens arbejde. Efter slåmaskinen gik alle andre og bandt op. Man samlede en passende bunke aks, snoede et stramt bånd af strå, som man bandt om neget. Det lyder nemt, men den gang sprøjtede man ikke for ukrudt, og ofte var der ubehagelig mange tidsler på marken. Negene blev sat sammen. Der var 6 – 8 stk. i hver hob.
Efterhånden afløstes slåmaskinen af aflæggeren. Den havde fem vinger og kunne kaste kornet af i neg, så var det lidt nemmere – men tidslerne var der stadig. Galt var det også, hvis det havde været en fugtig sommer, så kornet lå ned. Så måtte en mand gå foran høstmaskinen og løfte det op.
Inden kornet blev kørt ind, måtte vi måske vende negene flere gange, til vi var sikre på, at de var helt tørre. Hvis ikke, kunne de brænde sammen, når de blev kørt i stak eller kom ind på loen.

Der blev avlet mest byg, men hos os også noget rug, fordi vi havde så let jord. Man kunne regne med 21 – 22 tønder korn pr. tønde land, nu får man næsten det dobbelte.
Efter høst skulle vi først skrælpløje. Så blev jorden harvet to gange, inden den til sidst blev pløjet med en enfureplov forspændt to heste. Der var mange omgange at gå selv på små marker, så der var god tid til at nyde vejret.
Høhøsten begyndte allerede lige efter grundlovsdag, den 5. juni.
Vi kørte møg og ajle ud på de marker, hvor vi skulle så sukkerroer, fordi de var så grådige.
Roerne blev sået med maskine – to rækker ad gangen. Senere fik man maskiner, der kunne så et frø ad gangen. Det var besparende, og det blev meget nemmere at tynde roerne.
Sukkerroerne skulle tyndes, så der var 15 cm mellem hver plante, mens der skulle være ca. 30 cm mellem kålroerne – og så, som Mor forklarede: Kun jen! Jeg misforstod og troede, Mor mente et blad. Omhyggelig pillede jeg alle de overflødige blade af planterne, indtil den lille misforståelse blev opklaret.
I løbet af sommeren kørte man et par gange med radrenseren, der kunne tage to rækker ad gangen. Man gik mange kilometer i løbet af den dag.
Roeoptagningen gav ømme rygge. Sukkerroerne skulle rykkes op, hvorefter toppen blev skåret af med en speciel roekniv. Roerne måtte ikke skades, så kunne de ikke holde sig i kulen om vinteren.
Kålroerne var mere robuste. Med et jern skar man først toppen af roen, hvorefter den blev trukket op med et par hager, der sad bag på jernet. Til sidst fik man maskiner, der klippede toppen af roerne, så man kun skulle trække dem op af jorden med jernet. Det var en stor lettelse.

Tegnet på, at der var nye tider på vej kom i løbet af 60’erne. Det var traktoren – i de fleste tilfælde den lille Ferguson. Det betød, at arbejdet blev lettere. Med traktoren og de nye redskaber var arbejdet overstået uden så meget besvær og på kortere tid. Pludselig kunne både mand og kone klare lidt arbejde uden for hjemmet. Det gav lidt mere luft i økonomien.