Landsbyhistorier.dk

Jeg fik syv ører

Når vi skulle i skole, gik vi uanset vejret de fire km til Grove. Om vinteren i træsko og om sommeren i gymnastiksko. Alle børn og voksne gik i lærredssko. Der var to udgaver. De brune, der var de mest praktiske og de hvide, der blev anset for at være de fineste, hvis de blev holdt rene. Når de var snavsede, skulle de vaskes og kridtes med skopasta fra den tube, man kunne købe i Brugsen, så var de som nye, indtil man kom til at trampe lidt hårdt i grusvejen, kom for tæt på en græstot eller en ko . . . . Nej! De brune var nu de mest praktiske – i alle tilfælde til drenge.

Det var en alvorlig sag at gå i skole i Grove. Man skulle arbejde og lære noget – i alle tilfælde skulle man sidde stille og holde mund – tænkte man på konsekvenserne, var det også kun de færreste, der havde lyst til andet.

Havde en af tjenestedrengene været tidligt oppe om morgenen for at hjælpe med i stalden, kunne det undertiden være svært for ham at holde sig vågen, når han sad der i den varme sol ved vinduerne.

Når skoledagen var til ende, stillede vi op på række ved siden af pultene og sang en lille sang:

Nu er dagen til ende,

og vi hjemad skal gå,

hvad vi lærte derhenne,

skal vi nok huske på.

Efter sangen gik pigerne først ud. De sad på bænkene midt i skolestuen ved siden af den store, sorte kakkelovn. I Grove Skole var det drengenes privilegium at sidde langs de store, utætte vinduer og fryse om vinteren. Når pigerne gik forbi lærer Bach nejede de. Derefter gik drengene – vi bukkede. Jow! Jow! Vi lærte skam pli i Grove Skole.

Jeg husker især min første skoledag. Idet jeg gik forbi Bach, tog han min hånd og gav mig en to-øre og en fem-øre. Syv ører! Jeg blev overrasket. Jeg kom ud i den lille forgang, fandt mine træsko og tumlede ud i skolegården.

Jeg, der ellers aldrig havde penge, var den lykkelige ejer af SYV ører. I dag kan man trække på smilebåndet af det, men jeg så allerede mig selv i købmandsbutikken. Købmanden bag disken stod med en af de høje metaldåser, der altid først skulle have et kraftigt dunk i disken, inden han kunne komme for to øre Kongen af Danmark-, althea-, hindbær- eller pebermyntebolcher i det hjemmelavede kræmmerhus – måske har tanken om at spille flottenhejmer – at købe nogle af de dyre, fyldte bolcher – strejfet mig. Jeg husker det ikke, men syv øre. Jeg kunne jo købe bolcher eller knalde, som vi kaldte bolcher, til hele familien. Jeg glemmer det aldrig!

Når vi gik i skole, havde vi mellemmadder med i brunt papir. Som pålæg havde vi købt pølseender hos slagteren til fuglekvidder. Det var billigt og rakte til mange stykker mad – men for det meste var det leverpostej og æg.

Det betød ikke så meget, hvis bare jeg havde et stykke af Mors hjemmebagte sigtebrød med, så kunne jeg altid bytte med Casper, som vi kaldte Knud Pedersen fra Sem. Han var en meget stor ynder af min mors hjemmebag.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.