Landsbyhistorier.dk

Tog til tiden

Efter mine syv dejlige år i Grove Skole, blev jeg konfirmeret i Hem Kirke i foråret 1944. Vi var flyttet til Hou Mark et par måneder forinden, så jeg gik den lange vej til skole og præst til fods. Så vidt jeg husker, forsømte jeg ikke en eneste gang, men hvor var jeg bange for at møde tyske soldater på min vej. Mon unge mennesker kunne klare det i dag? Jeg tvivler. Vi var nok lidt mere robuste den gang. Som mange andre af disse årgange fik jeg ingen uddannelse. Den første tid efter min konfirmation, hjalp jeg til på ejendommen hjemme hos mine forældre på Hou Mark. Mine seks søskende var jo på det tidspunkt flyttet hjemmefra. Jeg skulle hver dag med Far på mælketur. Han led af iskias, så det var mig, der måtte springe af vognen og håndtere mælkespandene.

Da jeg var omkring 15 år, kom jeg i huset hos min søster og svoger, der var fodermesterpar på Sembygaard. I guder, hvor var der mange rotter. De vrimlede ud under de store kornstakke, der stod lige ved siden af fodermesterhuset. Vi bankede på døren til dasset, inden vi gik ind. Rotterne for omkring og forsvandt for en tid, så vi fik ro til at forrette vort ærinde – hvis vi skyndte os. Jeg hader rotter den dag i dag.

Min første plads i huset fik jeg hos Maren og Søren Offersen i Jennum. Jeg var der i 1½ år. Jeg fik 75 kr. om måneden. Ud over familien var der to karle og en fodermester, så der var nok at se til, men det var en god plads. Jeg havde kun fri hver anden søndag fra midt på formiddagen til mandag morgen.

Min næste plads var hos en kreaturhandler i Nedre Hornbæk. Her fik jeg 125 kr. om måneden. Her arbejdede jeg, til jeg blev gift med Frits på min 18 års fødselsdag – den 8. august 1948. Jeg havde mødt ham i vinteren 1946 – 47, da vi gik til folkedans. Frits var fra en gård i Spentrup. Han arbejdede ved landbruget, indtil han efter sin soldatertjeneste søgte ind til DSB, der blev hans arbejdsplads i 40 år. Efter sin uddannelse, der medførte en del flytten rundt i landet, fik han i 1953 ansættelse i Tyregod. Der boede vi i 15 år.

Jeg fik samtidig tilbudt pladsen som ledvogter ved en overskæring mellem Thyregod og Give. Der var mangel på lejligheder, så da vi fik fribolig i et lille ledvogterhus, der lå, hvor banen krydsede landevejen, slog vi straks til. Lønnen var 120 kr. om måneden. Mange af vejbommene og leddene langs DSB’s banestrækninger blev den gang betjent manuelt. Jeg lærte at passe togtiderne. Hele året i sol, regn og sne måtte jeg, når toget kom, gå ud og åbne og lukke de to låger – en på hver side af vejen – så der ikke skete ulykker. Det glippede heller ikke en eneste gang. Bagest i haven var der en klokke, som stationsforstanderen aktiverede, når toget forlod Thyregod Station – hvis han ikke glemte det på grund af travlhed. Vi havde strenge ordrer til selv at passe tiden. Varede det for længe, inden toget kom, så der blev kø på vejen, skulle vi ringe til stationen og undersøge sagen, inden vi lukkede op for leddet. Arbejdstiden var fra kl. 6.00 til kl. 18.00 alle hverdage. Fra kl. 18.00 til kl. 00.30 og om søndagen blev arbejdet overtaget af en afløser, der kunne sidde i den lille kakkelovnsopvarmede træhytte, der var bygget oppe ved bommene. Der kunne jeg også gå i læ, hvis toget var forsinket.

Jeg skiftede senere arbejde og blev syerske på en tekstilfabrik i Thyregod. I 1960’erne forandredes Danmark. Alt skulle være større og gå hurtigere. DSB automatiserede alle jernbanestrækninger, så ledvogterne forsvandt. De små stationer blev lukket og omdannet til ubemandede trinbrætter. Da vi i 1967 fik besked om, at man på et tidspunkt ville nedlægge vores station, Thyregod, besluttede vi at søge til Sjælland, hvor der var mere gang i jernbanedriften. Frits søgte og fik arbejde ved Kystbanen – banestrækningen mellem København og Helsingør – på Nivå Station. I juni 1967 flyttede hele familien – i to jernbanevogne, der var stillet gratis til rådighed af DSB – til Humlebæk.

De første ni år boede vi til leje hos DSB, men i 1976 købte vi det lille hus på landet, som vi stadigvæk bor i. Her fandt jeg min egen lille plads i samfundet. Jeg kom til at arbejde hos en familie i 22 år. Først passede jeg deres to børn, senere overtog jeg rengøringen af deres hus.

I Thyregod havde Frits købt tre bifamilier af en ældre kollega for 150 kr. I 1959, da jeg holdt op som ledvogter, flyttede vi ind i en lejebolig i Thyregod . Bierne, der havde formeret sig til 12 familier, flyttede med. De efterfølgende år købte vi flere gange bier af avlere, der stoppede. Vi lavede også selv bistader. De 20 af staderne stod ved lejeboligen, mens resten var placeret i fem forskellige bigårde ude på landet. Der var meget arbejde med bierne. Da jeg var overfølsom for bistik, blev det mig, der lavede nye tavler, slyngede honningen ud, gjorde rent og rørte honningen, inden den blev fyldt på dåser. Frits tog sig af arbejdet ved staderne. Det var på grund af bierne, vi skulle bruge to jernbane-vogne, da vi flyttede – en til familien og en til de 45 bifamilier. Vi manglede aldrig noget at bestille om sommeren, når solen skinnede. Vi slyngede hvert år mellem 700 og 900 kg honning. I begyndelsen solgte vi til en Central, men da der kunne gå et helt år, inden vi fik afregnet, begyndte vi at sælge honningen ved gadedøren. Vi havde kunder, der aftog 20 – 30 dåser om året. Honningsalget betød, at vi fik råd til holde bil og tage på ferie. Vi var biavlere i 43 år og stoppede først i 1996. Vi har regnet ud, at vi gennem årene må have produceret omkring 10 tons honning.

Vi har to børn, en dreng og en pige. Begge har en uddannelse og er blevet gift, så familien er blevet udvidet med to svigerbørn og tre børnebørn. Efter vi er blevet henholdsvis 75 og 80 år, nyder vi tilværelsen som pensionister her i Humlebæk. Vi forsøger at holde os i form ved at gå lange ture og gå i motionscenter tre gange om ugen. Vi kan også lide at rejse og har været på mange ture rundt i Europa og tre uger i USA, hvor vi besøgte Frits’ familie. Hvem drømte om det, da vi var børn i Grove Skole – og aldrig havde set et fly, før tyskerne kom. Vores megen flytten rundt har givet os den erfaring, at man selv må gøre en indsats for at finde nye venner. Frits har i kraft af sit arbejde på et stationskontor mødt en stor del af befolkningen og kom derfor hurtigt i kontakt med mange mennesker. Vi kom med i en del foreningsarbejde så som gymnastik, tennis, badminton og aftenskolekurser. Vi har også deltaget i frivilligt socialt arbejde – senest i Humlebæk, hvor Frits i fire år var formand for pensionistforeningen, der har 150 medlemmer. Jeg har bagt brød til kaffen i hver sæson fra oktober til maj. Vi var også med ved tilrettelæggelsen af den ugentlige underholdning.

Nu har vi trappet ned på foreningsarbejdet og tænker lidt på os selv. Vi rejser et par gange om året og kører et par gange til Jylland og besøger familie og venner. Det er mange år siden, jeg boede i området omkring Grove Skole, men bøgerne om Sem sogn, kalder minderne frem. Mine forældre ligger begravet på kirkegården i Mariager, og jeg har en niece i Hadsund, så det hænder, vi lægger vejen om Grove Skole, så mine børns stående bemærkning: Så, nu skal vi til Grove Skole igen – gælder stadig.

 

1 svar
  1. Eva Voss siger:

    En dejlig historie, der vækker minder. Jeg er selv datter af en banemand på Langå/Struer banen og min mor var ledvogter.

    Svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.