Landsbyhistorier.dk

Herregårdsbisse med kravetøj

Min far er født 1911 på en ejendom ved Ramten på Djursland. En overgang drev han sit barndomshjem sammen med sin søster. Senere arbejdede han som herregårdsbisse. Det kaldte man de karle, der arbejdede på godserne og de større gårde.

Der var nu ikke meget bisse i min far. Han ville mere, så da stillingen som ladefoged på herregården Store Sjørup ved Ørsted blev ledig, søgte han den og blev ansat. Det forandrede hans liv. Han fik højere løn, og så skulle han hver morgen møde på arbejdet i en fin manchetskjorte – med knækflip. Det var han bestemt ikke vant til.

Da Far og Mor blev gift i 1936, drømte de som alle andre drømte om at få deres eget. I 1946 fik de muligheden, da forpagtningen på Bakkely, der hørte under Edderup Skovgård, blev ledig.

Fem år senere, da Bakkely blev udskilt som selvstændig ejendom, købte de den.

Statshuse, kaldte man den slags ejendomme i daglig tale, for staten garanterede, så det var muligt at få låne- og afdragsordninger på rimelige betingelser.

Der var også ulemper. Far måtte bl.a. ikke uden videre gå ud og fælde træer i den skov, der hørte til ejendommen. Han måtte pænt vente, til der kom en statsskovridder for at vise træer ud – bestemme, hvilke træer der måtte fældes det pågældende år.

Det første halve år, vi boede i Bakkely, lærte vi at spare på vandet. Brønden var løbet tør, så alt det vand, vi skulle bruge både til dyr og mennesker, måtte vi hente i den lille bæk, der løber gennem engen lige neden for vor nabo, Rasmus Kastbergs ejendom.

1947 var et tørt år. Den vinter kom de fleste landmænd i sognet til at mangle foder til dyrene. Eli Nielsen og hans søn, Niels, lejede et stykke af Sembygårds Hede. De tjene en ekstra skilling ved at slå lyng og revling med slåmaskine og sælge risene til de landmænd, der mødte op med deres kassevogne i heden. Folk skulle selv læssede risene på vognen, så det kunne hænde, der var lidt diskussion om, hvor stort et læs skulle være.

Vores jord var sandet og langt fra den bedste i sognet. Det var dyrt og ikke almindeligt at bruge meget gødning, så avlen var beskeden. Undertiden var kornet så lavt, at det ikke var muligt at binde det i neg, når vi høstede.

Man var endnu ikke begyndt at sprøjte for ukrudt i markerne. Det kunne gå, hvis det var valmuer eller kornblomster, men var der for mange af de store, stive tidsler, var det bestemt ikke spændende at gå efter slåmaskinen og binde kornet op i neg for bagefter at anbringe dem i sæt ( 12 neg ). Det gav ømme arme og rygge.

Det var almindeligt, man hjalp hinanden, hvis der var brug for det. Vi havde kun to heste. Det var nok til daglig, men der skulle bruges tre heste til at trække selvbinderen. Den tredje hest lånte vi hos naboen. Han vidste, at vi altid ville hjælpe ham en anden gang, når han fik brug for det.

Når vi skulle tærske, lejede vi et tærskeværk i Ajstrup. Det blev drevet af en petroleumsmotor, for vi havde ikke indlagt el.
Min søster og jeg skulle tage halmen fra tærskeværket. Det var et hårdt arbejde. Det støvede meget, så det var det rene svir, når motoren strejkede, og fik vi en hårdt tiltrængt pause – det hændte af og til. Først i 1951 eller 1952 fik vi indlagt el. og kraft.

Var der mulighed for det, arbejdede Far og Mor ude for at tjene lidt ekstra penge. Når de var færdige med arbejdet hjemme, fulgtes de undertiden ad ned til Edderup Skovgård for at tynde roer. Når vi kom hjem fra skole, hjalp vi også til. Det var hyggeligt. Mor havde altid lavet kaffe. Den nød vi sammen, når vi holdt en pause.

Min faster, der boede i Auning, holdt gæs. En dag kom posten med en pakke – det var før man i postvæsenet begyndte at kaste med pakkerne. Det var Faster, der havde sendt min mor to gåseæg. Æggene blev ruget ud og de to gæs blev sammen med den gase, som Mor senere købte hos Christen Borresen, grundstammen i en større gåseflok. Nu kunne også Mor tjene ekstra penge til husholdningen. I flere år leverede hun gæs til andespillet i Sem Forsamlingshus.
Det var et stort arbejde at slagte gæssene. Først skulle de skoldes, så det blev nemmere at pille fjerene af dem. Brystdunene skulle samles fra. De blev brugt som fyld i dyner og puder. Derefter blev gæssene svedet over en spritflamme, så de sidste rester af dun forsvandt. Endelig blev de gæs, der ikke skulle anvendes med det samme, taget ud – det vil sige, at man fjernede indvoldene, så kødet ikke blev ødelagt. Alt skulle gøres ordentligt, ellers købte folk deres gæs hos andre.

Næsten ingen havde biler, og kun de færreste havde så mange cykler, at alle i familien kunne cykle på en gang. Far og Mor havde hver deres cykel. Kaja og jeg måtte deles om min mosters gamle cykel. Den var blevet malet og sat i stand.

Mormor boede i Keilstrup på den anden side af Mariager Fjord. Det var ikke så ofte, vi så hende eller resten af familien, men det var en fast tradition, at familien hvert år besøgte hende på hendes fødselsdag. Det glædede vi os til.

Vi skulle cykle til Mariager. Far og Mor på hver sin cykel. Kaja og jeg cyklede på mosters den nymalede. Det var noget besværligt. Først cyklede jeg et stykke vej, så stillede jeg cyklen og begyndte at gå. Når Kaja nåede cyklen, spurtede hun forbi mig og satte den et godt stykke længere fremme. Sådan fortsatte vi, til vi noget forpustede nåede Mariager. Fra havnen sejlede vi med cyklerne over fjorden med damperen, Stygge Krumpen. Når den lagde til ved Høllet, stod vi af, og så gik det igen på cykel helt til Keilstrup.

Den første søndag i juli var der børnefest i Havndal. Det glædede vi os til længe i forvejen. Vi kørte i god tid, så vi kunne nå at få hesten staldet op i Udbyover, inden vi skulle til Havndal for at se optoget lige over middag.
Vi fik fem kroner med til at more os for, men det hændte, at vi, hvis vi deltog i sække- og æggevæddeløbene – og vandt – havde flere penge med hjem end da vi kom.

Far havde arbejdet hårdt hele sit liv. Det satte efterhånden sine spor. Han døjede med sin ryg, og til sidst fik han en diskusprolaps. Han havde store vanskeligheder med at klare det daglige arbejde i landbruget.
Nogle venner rådede ham til at sælge ejendommen og tage et almindeligt arbejde. Det ville blive lettere for ham, mente de.

I 1963 blev Bakkely solgt til apotekeren i Grenå, der ejede Edderup Skovgård. Prisen var 50.000 kr. Far og Mor flyttede til Dalbyover, hvor de købte et hus.

Fars arbejde blev nu ikke lettere. I den periode var der mange af de gamle grusveje, der blev asfalterede. Det var Far med til en tid. Det var et hårdt og farligt arbejde. Han fik ødelagt sine lunger. Nu havde han også vanskeligheder med at trække vejret. Han arbejdede en tid på en fabrik, hvor der blev lavet vinduer og senere hos en cementstøber. Det var heller ikke ideelle jobs for en mand med dårlig ryg.

De sidste år blev svære for min far. Han var opvokset i en tid, hvor man satte en ære i at klare sig selv. Alene tanken om at få afslag var nok til at afholde ham fra at søge pension. Først da dr. Fuglsang foreslog det, søgte han og fik tilkendt den mellemste invalidepension.

Vi var nok fattige, men når jeg tænker tilbage på min barndom, synes jeg ikke, vi savnede noget. Vi levede i et godt og trygt hjem. Havde lige så pænt tøj som andre børn og gik aldrig sultne i seng.

Noget af det, jeg tænker på med størst glæde, er, når vi om søndagen sammen med Far og Mor gik rundt for at se på markerne og skoven. Man kunne fornemme Fars glæde, når korn og roer stod godt. Han forklarede, hvad der manglede, når der på en mark voksede mange stedmoderblomster og på en anden rødknæ.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.