Landsbyhistorier.dk

Det var i vores hede

Våbennedkastning i Sem hede – natten mellem den 11. og 12. marts 1943. Vi havde ikke meget at gøre os til af under 2. Verdenskrig i mit lille, fattige barndomssogn, Sem sogn. Sognet ligger 9½ km sydøst for Mariager. En stor del af jorden var uopdyrket hede og skov. Resten var små, sandede marker, som vore fædre gennem tiden med stor møje havde slidt ud af heden. Udkommet var pauvert, men vi var nøjsomme og arbejdsomme, så det gik.

Krigens store begivenheder gled ligesom uden om vores sogn, men vi gyste, når vi læste avisen, og rundt i de små hjem sad folk med ørene trykkede tæt ind til radioens højtaler for gennem de tyske støjsendere at høre ”ordentlige” nyheder, for alle vidste jo, at det der stod i avisen var censureret.

Til daglig døjede vi, som alle andre danskere med varemangel, rationering og erstatnings varer. En gang imellem kom vi op at toppes med tyskerne, når de kom rundt på gårdene for at proviantere, og hele sognet blev sat på den anden ende, da de afholdt en stor militærøvelse i heden. De skød med skarpt, så folk flygtede hjem fra markerne med projektilerne hylende om ørene, og så de skød de med kanoner – havde man kendt magen. Kun drengene var begejstrede. De kunne efter øvelsen finde uafskudt ammunition og andet godt i heden – selv om vi havde strengt forbud mod at komme der.

Men en månelys aften i 1943 – den 11. marts – kom vi på kortet. Enkelte vidste vel “noget” under krigen, men de fleste fik først efter 5. maj 1945 kendskab til den begivenhed, der forårsagede så sælsomme hændelser, at ældre folk fra sognet stadig kan huske dem.

”De’ spøger i hien”. Annas historie.
Vort sogn, Sem sogn, ligger ca. 9km sydøst for Mariager. Vi levede ikke rigtigt op til Grundtvigs ord, for nok var der få, der havde for meget, men til gengæld var der adskillige, der havde for lidt. Selvom mange i førkrigsårene havde fået installeret el, var der stadig hjem, hvor man om aftenen sad i skæret fra petroleums- eller karbidlampen i det lille køkken og nød ”si nætter”(aftensmad) efter dagens hårde slid – for det meste arbejde var manuelt. Vi manglede vel ikke kød, men i tiden før frysehuse, køleskabe og dybfrysere, var kødet som regel saltet, røget eller henkogt, så alle glædede sig, når der kom fersk kød på bordet.

Før krigen var der flere, der – med eller uden jagttegn – tog sagen i egen hånd. De købte en riffel eller et jagtgevær og gik i skoven eller heden og vendte undertiden hjem med en hare, agerhøne eller fasan, hvis de da ikke var så heldige, at de fik ram på en råbuk. Det ændrede sig efter 9. april 1940, da alle jægere skulle aflevere deres våben hos politiet i Mariager – men enkelte undlod.

Der var fuldmåne og perfekt vejr til en tur i heden hin torsdag aften i marts 1943, da Ajs klædte sig på, tog geværet på nakken og stille trissede ud af byen. Han kom langt ud den aften. Helt til Edderup tæt ved den lille hedesø, der i dag ligger næsten gemt og tilgroet blandt høje graner. Under krigen lå søen i et mere åbent terræn mellem små lave bakker, dækket af lyng og småkrat. Man skulle ret tæt på søen, inden man opdagede den. Bedst som Ajs stod og sundede sig, blev der tændt hvide og røde lys omkring ham. Han dukkede sig. Skræmt fra vid og sans kravlede han bort gennem lyngen mod Sem. Ingen i vort sogn havde endnu hørt om Ufoer, men fænomenet var så skræmmende, at Ajs vel hjemme i Sem besluttede, at han ikke igen skulle i heden ved nattetide.

Han holdt ord – i alle tilfælde til efter krigen. Først efter krigen fik Ajs og vi andre en naturlig forklaring på fænomenet. Våben nedkastningen i “wos hie” natten mellem den 11. og 12. marts 1943 var foranlediget af Flemming Juncker på Overgaard. Der var leder af modstandsbevægelsen i Jylland. Faldskærmsmanden. Ole Geisler og et hold fra Randers stod for selve modtagelsen. Da der manglede folk til at transportere de nedkastede våben til Randers, blev Marius Fiil kontaktet. Han samlede den gruppe, der senere fik navnet Hvidstengruppen. Som sagt, havde vi ikke meget at prale af i vort sogn, men det var dog i ”wos hie” den første våbennedkastning foregik, og den var årsag til, at Hvidstengruppen blev dannet.

Uventede gæster. Bents historie.
Nogle dage efter Ajs’s tur i heden, sad ”denen”, hans kone og lille søn på 7½ år omkring spisestuebordet og hyggede sig under 25 Watt pæren, da det bankede på døren. Hver aften under hele krigen havde familien siddet spændt med øret tæt ved radioen i et forsøg på gennem de tyske støjsendere at høre de sidste nyheder fra BBC’s dansksprogede radio – og hver aften hørte man om uhyggelige overgreb. Sabotage, der blev gengældt med schalburgtage, og mord på stikkere og uskyldige danskere, så selv om vi i vort sogn til daglig ikke mærkede meget til krigen, var en uventet banken på døren om aftenen nok til at give hjertebanken.

Nej, uventet besøg ” de war wi it møj for”. Min far så hurtigt på min mor, da han rejste sig for at gå ud at lukke op. Jeg fulgte nysgerrig med. Neden for trappen stod en mand, jeg ikke kendte – pænt klædt på, som de var i byerne. Hans frakke var en af de populære, hvide cottoncoats, man kunne få syet hos en skrædder i Randers for 50kr., hvis man sendte ham et par hvide lagener. Den bløde, brune hat var trykket godt ned i panden. Henne ved brændeskuret stod en lille lastbil med generator og osede. Foran og ved siden af lastvognen stod to mænd, der til forveksling lignede manden ved trappen. Manden hilste høfligt og spurgte derefter om vej til Randers. Min far var ikke i tvivl om, hvad det handlede om. Han forklarede, hvordan man kunne komme til Randers uden at køre gennem byer som Hald, hvor der var indkvarteret tyske soldater.

Da lastbilen var forsvundet i mørket langs skolestuen, kom jeg på ”den gule taburet” i køkkenet – det hændte undertiden. Jeg havde et helt specielt forhold til den taburet. På den havde jeg siddet, da min far rødmende fortalte mig om blomsterne og bierne. Jeg kom også på taburetten, da jeg en aften kom skrålende hjem til skolen på sangen: Først så tar’ vi Gøbbels ved hans vingeben, og senere da jeg ved et uheld fandt en stak illegale blade bag bøgerne i fars bogreol i kontoret og nu igen denne martsaften i 1943. Far forklarede mig, at jeg ikke måtte fortælle noget – ikke engang til min bedste ven, Villum. Det var tungt – men jeg var så skræmt, at jeg holdt min mund til efter krigen.

Nye Redekasser. Villys historie.
”Kom hviledagen i hu”, står der i Bibelen. Det gjorde vi i vort sogn – også selv om vi ikke var meget kirkesøgende – af gammel vane, respekt for præsten, men… vel allermest fordi vi trængte til det efter en uges hårdt slid i mark og stald. Når vi knægte tænker tilbage på vor barndom – og det hænder, så er det ikke mindst de herlige søndag eftermiddage, vi tilbragte sammen med kammeraterne, vi tænker på.

Hans Lindskovs lille ejendom lå tæt op mod skoven. Karla og Hans havde ikke meget, -men der var altid hjerte- og husrum for egnens unge, så det var ofte der, vi samledes. Efter lidt leg og snak drev flokken af drenge og helt unge karle op mod skoven og undertiden længere bort ud over heden. Søndag den 14. marts 1943 gik turen netop ud over heden, til vi stod ved hedesøen. Ude i vandet stak enden af det vi troede var en ajletønde op. Nysgerrigheden ændredes til vantro. Den var af metal? De modigste af drengene begyndte at kaste sten mod tønden. En af de mere fornuftige foreslog, at vi skulle dele os i to hold vel nærmest for at begrænse tabet, hvis nu? Andre så straks muligheder.

Da vi efter endt leg var på vej hjem, fandt vi en lyseblå silkefaldskærm, der hang ned fra grenene i et lille buskads nær søen. Peter erklærede sig straks som ejermand. Man kan vel ikke udelukke, at en og anden følte et lille stik af misundelse, da han nogen tid efter mødte op i skolen i lyseblå silkeskjorte. Vi andre måtte på grund af tøjmangel og rationering stadig gå rundt i hjemmestrikket trøje eller slipover, og flere af os førte os frem i vore ældre brødres gamle skjorte med lapper på ærmerne.

Kort efter besluttede Villy at tage i heden igen, men hans cykel var punkteret. Det var nu ikke ualmindeligt under krigen. Selv om man var skrevet op hos Cykelkompagniet i Randers, kunne man godt komme til at vente år på en ny cykel. Slanger og dæk var næsten ikke til at skaffe, hvis man ikke ville give omkring 100kr for et par slanger på ”Den sorte Børs”, og hvem havde råd til det. Men Villy havde en god ven på Norup Mark, og han var den lykkelige ejer af en næsten ny cykel.
Knægtene drog af sted mod den lille hedesø. En af de to store containers lå så tæt på bredden, at Villy og hans kammerat uden at risikere en våd sok kunne trække den på land. Da de fik åbnet lågen i containerens side, viste der sig tre mindre tønder (ca. 0,75 – 1 m) med låg i toppen – samt en faldskærm. Den begrænsede plads på cykelens bagagebærer var årsagen til, at Villy måtte nøjes med at hjembringe to små tønder og en faldskærm. Villys mor, Marie, blev glad.
Hun var velkendt på egnen for sin fine gåseflok, og nu fik hun to praktiske, nye rugereder, hvor rugende gæs og høns i ro og fred kunne ligge og hygge om æggene. Vi havde ikke for meget og var vant til at udnytte tingene, og tønderne tilhørte jo ingen, så hvad galt kunne der være i at hente og anvende dem.
Men…, så stort et held kunne ikke skjules i et lille, lukket samfund, hvor de få nyheder havde det med at flyve hurtigt over hækkene, og desværre var der folk, der blev misundelige og værre endnu sympatiserede med tyskerne. Historien nåede en mand på Norup Mark, der anmeldte Villy til politiet. En betjent mødte op og bad ham om – for hans egen skyld – at aflevere fundet hos sognefogeden, Ajs Møller, i Edderup. Ingen kan vel ikke fortænke Maries høns i at være lidt ærgerlige over, at de på grund af menneskelig nedrighed, igen måtte tilbringe ruge tiden i gamle, trange reder, kasserede gryder og papkasser.

Nye vandtønder og en næsten ny cykelsaddel. Christians historie.
Alle sognets drenge kom som regel ud at tjene lige efter konfirmationen. I hjem, hvor indtjeningen trods sliddet i de små, sandede marker ikke var tilstrækkelig til at mætte de mange munde, var der drenge, der kom ud at tjene allerede før konfirmationen. Sådan var det gået for Christian.

I foråret 1943 tjente han som fjortenårig hos Christen Fisker i Kastbjerg, men han havde fridag, derfor var han blandt drengene ved hedesøen søndag den 14. marts 1943. Christians familie boede ”neien for høwen” i Grove. Familiens brønd var ikke ret dyb, så den havde det med at løbe tør om sommeren – til stor gene for især Christians mor, Marie. Hun manglede ofte vand til madlavning, rengøring og vask, så hver dag, når Christians far, Hans Rasmussen, kom hjem fra sin mælketur til Havndal, måtte han hente rent vand i skolen eller hos naboerne i sine mælkespande. Det var meget besværligt.
Da Hans hørte om tønderne i heden, mente han, at de kunne gøre gavn som vandbeholdere, så kunne Marie jo undvære mælkespandene. Hans Rasmussen vendte tilbage fra sin lille tur i heden med en af de store containers med låge i siden. En kort tid fungerede den upåklagelig som vandtrug for køerne, der stod på græs. De blev efter tur trukket til vanding, og ”der ku’ lig stå tow kyer ve sin o hinån” (der kunne lige stå to køer ved siden af hinanden). Hans sikrede sig også en 4 – 5 stykker af de små tønder. De havde et låg i toppen, der var fæstnet til tønden med en jernklemme som dem, der bruges til at lukke ”smækken” på vore dages landbrugsvogne. I låget lå et lag skumgummi limet fast med klæbende gummibånd – ca. 2½ cm bred. Det gik godt en kort tid, men en dag stod en ukendt mand i døren og beordrede Hans til – for hans egen skyld – straks at aflevere tønderne hos vores sognefoged, Ajs Møller i Edderup. Hans afleverede tønderne og begyndte igen at hente vand til Marie i mælkespande.

Og Christian. Ja…, han havde som sin far fundet ting i heden, han kunne anvende. Sadlen på hans cykel var gammel. Polstringen, der var slidt og hullet, trængte til at blive repareret, og hvad fandt han! Skumgummi og klæbebånd! Hurtigt fik han klippet et stykke skumgummi til og klæbet det til sadlen med klæbebåndet. Den blev rarere at sidde på og så vel også lidt kønnere at se på – selvom vi af gode grunde ikke var så kræsne med, hvordan ting så ud under krigen. Christian var knap kommet hjem til Kastbjerg, før Christen Fisker spurgte ham, hvor han havde klæbebåndet fra. Christian forklarede, men inden han var færdig, beordrede Christen ham til at fjerne klæbebåndet og smide det væk.
Ved samme lejlighed bad han Christian om, hvis han ”så noget” oppe på halmloftet, ikke at fortælle det videre. Christen var nemlig med i en anden modstandsgruppe, der hørte til omkring Overgaard i Udbyneder. Han gemte undertiden “sager” (våben og ammunition) under halmen på kornloftet, så han var ikke interesseret i at tyskernes nysgerrighed blev vakt på grund af et stykke klæbebånd.

Modtagearbejdet foregik ved, at der kom en kode fra den engelske radiostation BBC: “Husk at lytte” eller “Lyt igen”, hvilket betød, at der ville komme én eller flere engelske Halifax-bombefly ind over området samme aften, og modtagegruppen skulle være parat. Den første aktion foregik natten mellem den 11. og 12. marts 1943 på Sem Hede øst for Mariager, hvor der blev nedkastet 12-14 containere, der blev skjult i et tæt krat, så de ikke umiddelbart kunne findes.
Næste dag ankom Dr. Thorup Petersen på kroen og blev inviteret på flæskeæggekage af kroejer Marius Fiil, og mens de sad der, kom Ole Geisler ind i skænkestuen. Ole Geisler havde til opgave at samle trådene omkring modstandsarbejdet i hele Jylland. Han henvendte sig til Marius Fiils gæst og spurgte, om det da ikke var doktoren? Da Dr. Thorup Petersen bekræftede, sagde Ole Geisler: “Jamen så har jeg en hilsen til Dem fra Elias”. Og det var kodeordet om at der natten før var nedkastet våben og sprængstoffer ved Mariager til modstandsbevægelsen i Jylland.
Marius Fiil blev nu sat ind i tingene, og indvilligede – efter at have spurgt sin kone Gudrun til råds – i at deltage i modtagearbejdet. Samme aften kørte Marius i sin hestevogn til Trinderup Hede for at hente våben og sprængstoffer, som han transporterede til sin genbo gårdejer Stenz’ gård, hvor det blev omladet til Dr. Thorup Petersens bil og kørt til Randers, hvor det blev lagt i et depot til senere brug.
For at finde en egnet modtageplads nærmere Hvidsten Kro blev kortene over lokalområdet gransket, og gruppen udvalgte et område på Allestrupgaards marker, hvor der var et mosehul der var velegnet til at skjule containerne i, når de var tømt. Denne modtageplads blev kaldt “Mustard Point” og blev af englænderne betegnet som én af de bedste modtagepladser i Danmark. I løbet af april-maj 1943 blev der på de to pladser nedkastet 50 containere og landsat 7 ”faldskærms-mænd”.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.