Vi lærte at klare os selv

Far og Mor købte en ejendom i Edderup i 1931. De solgte den igen i 1944 og flyttede til Højlyst på Thorshede. Den ejendom havde de til april 1967, da de solgte til min yngste søster Lilly og hendes mand Henning.

Fra starten i Vestervang i Edderup var det meget småt. Mor arvede lidt møbler fra sit hjem og fik et kaffestel med guldkant af sin bror. Da Maja blev født i 1932, havde Mor kun en kjole.

Der var heller ikke lagt strøm ind på ejendommen, men det var der jo ingen, der havde den gang. I stalden var 7-8 køer, to arbejdsheste og nogle grise. Mor havde også høns og ænder, der skulle jo være noget at sætte på bordet. Om sommeren var der gerne en høne, som blev skruk, så fik vi runget kyllinger ud. Når jeg skulle fodre kyllingerne, sad jeg ofte på en sæk og nød synet. Det var ikke helt det samme med køerne. Far mente, at jeg skulle lære at passe dem. Jeg forsøgte at gemme mig under sengen, men når Far stod i gården med køerne og råbte, måtte jeg jo frem. Jeg skulle øve mig, så jeg fik tøjret til den skikkelige nr. fire i hånden. Det skulle være stramt, ellers kom hun for tæt på, men det endte til sidst med, at jeg stod i gangen, og nr. 4 stod på trappen og så på mig med sine milde øjne. Det kneb for Far at holde masken. Jeg var 6-7 år den gang, Jeg lærte aldrig at malke og tænk sig, Maja og Tove fik præmier ved malkekonkurrencer.

Mor syede meget tøj til os efter krigen. Krigstidens rullegardiner blev til sommerjakker til os piger og et par korte bukser til Jens Peter.

Det var et hårdt arbejde at vaske storvask, når pumpen stod ti meter fra trækarrene, der blev brugt til at vaske og skylle i. Jens Peter bar engang 70 spande ned i vaskehuset til mor.

Min farbror Poulin havde en ejendom på Norup Mark. Han og Far hjalp tit hinanden. Engang de tærskede hos os, kom de ind for at drikke kaffe. Poulin syntes, der var noget, der puslede under vesten. Vi gyste lidt, da han trak en lille mus frem.

Om sommeren kørte Far til Norup for at hjælpe med at skære tørv i Poulins tørvegrav. Vores rødbrune hest, Prins, løb foran og trak ham på cyklen. Prins blev senere solgt. Handelsmanden drog af gårde med ham efter cyklen. Far sagde ingenting. Senere fortalte han, at manden havde snydt ham engang. Vi hørte, at handelsmanden flere steder i Edderup måtte have folk til at genne på Prins. De 12 kilometer til Mariager har været lange, men det var Fars lille hævn.

Ind under jul var der mange ting at foretage sig på en gård. At slagte julegrisen var et stort arbejde. Der kom en hjemmeslagter. Grisen blev lagt op på en stige over et kar med kogende vand. Derefter stak slagteren den i halsen, så blodet kunne løbe ned i en spand med rugmel. Der skulle røres i blodet hele tiden, så det ikke størknede, for det skulle bruges til blodpølse.

I blodet kom der også flæsketerninger og rosiner. Pølserne smagte godt kogt eller stegt i skiver på panden med sukker på.

Når grisen var død, blev den skoldet i vandet og skrabet, så alle hårene kom af. Derefter blev den bundet til stigen, der blev rejst op mod muren. Her skulle den hænge til næste dag for at blive kold. Vi havde ingen fryser dengang, så når grisen var blevet parteret, blev meget af kødet saltet og lagt ned i store trækar. Flommen blev hakket og smeltet til fedt og fedtegrever. Det smagte godt til en rugbrød med salt på. Der skulle laves leverpostej.

Kødet blev skåret op i stege og koteletter, eller hakket til frikadeller og medisterpølse. Det meste blev henkogt.

Af hovedet blev der lavet sylte, og af skank og tæer blev der kogt suppe.

Skinken blev røget og hængt op til skorstenen i brunt papir, så kunne vi skære af den efter behov.

Rullepølsen blev snøret og lagt i saltlage, senere blev den kogt og presset.

Alt blev lavet i hånden – uden maskiner til hjælp.

Der blev bagt lagkage, sandkage og småkager, og der skulle gøres grundigt rent. Kakkelovnen blev pudset. Gardiner og lyseduge blev vasket, stivet og strøget. Gulvet blev skuret og ferniseret, og til sidst blev det bonet. Vi børn fik klude om fødderne for at blanke, og så gik det strygende omkring bordet. Til sidst blev der pyntet med gran bag billederne i stuen. Det hyggede og duftede dejligt.

Julegaverne var ikke store. Et år fik vi et par kludesko, hvor sålerne var syet sammen af filthatte og en gammel kørekappe. Overstykket var lavet af betræk-ket fra gamle kurvestole. Skoene blev foret med vat i bunden. De var dejlig varme. Mor havde siddet og syet dem, når vi var sendt i seng. Bagefter blev de gemt under underdynerne i sengens fodende.

Når tiden blev lang, læste vi i julebøgerne, mens nogle på cykel tog i kirke for at deltage i julegudstjenesten.

Vores julemiddag var flæskesteg med nykogt rødkål, kartofler, sovs, asier og syltetøj og til dessert ris a’ l’amande med kirsebærsovs. Mandelgave var der ingen af.

Vi måtte ikke se juletræet, før Far efter maden og opvasken havde flyttet det ind i dagligstuen. Her blev lysene tændt, så vi kunne gå rundt om træet og synge mange salmer. Derefter fik vi vores kludesko, som vi blev meget glade for, måske var der også andre småting, som Mor selv havde lavet.

Senere fik vi slik. Jeg kan tydeligt huske, da vi fik appelsiner første gang efter krigen. Det var spændende. En gang havde Mor haft for meget om ørerne. Det nye spil, vi skulle have haft juleaften, fik vi først i juledagene – Mor havde glemt det.

Jeg blev konfirmeret i april 1950. Min første plads var hos et par, der bestyrede Stangerum Central. Det var spændende.

En aften gik det galt, da jeg skulle passe centralen alene. Efter en lang dag faldt jeg i søvn på den hårde stol. Jeg vågnede først, da der var en, der skrævede over mine ben og satte kontakterne i, så samtalen kunne komme igennem – jeg var i pladsen i 2½ måned, så sagde Far op for mig.

Jeg var hjemme hele efteråret, så fik jeg plads hos købmand, frk. Johanne Sørensen. Jeg skulle hjælpe til i forretningen. Det var jeg meget glad for. Hun prøvede mig af ved at lægge en enkrone under gulvtæppet ved skrivebordet.

I forretningen vejede vi alting af selv. I bagbutikken var der store kasser med mel, sukker og havregryn. 1,5 meter derfra var pumpen til petroleum, som vi tappede af til kunderne i de medbragte dunke. Der var også saltsild i tønder, salt og soda m.m.

I november 1952 fik jeg plads hos sognerådsformanden i Gjerlev. Det var en større gård og et missionsk hjem. Der blev bedt bordbøn og lignende, min far sagde, at hvis de ville have mig med til møde, så var det nok kun noget, der kunne gavne mig. Jeg har sikkert også lært noget af det.

Jeg havde plads på flere gårde, inden jeg i 1955 kom på St. Restrup Højskole. Jeg lærte meget i de fire sommermåneder. Der var en pige fra Finland, tre fra Island og to fra København samt en masse jyske piger.

Det var den senere folketingsmand, Svend Haugaard og hans kone Bergljot, der var forstanderpar. Vi var 14 piger, der startede en vandrebog, da vi forlod højskolen – den lever stadig.

Da jeg tjente i Ajstrup traf jeg Per, der var fodermester. Han havde en bror, der arbejdede i Sverige. Han fortalte, at der ville være en plads til Per i Sverige, hvis han var gift, så den 1. september 1958 blev Per og jeg gift og flyttede. I de følgende 10 år kom vi til at bo flere forskellige steder i Sverige.

Min far røg lang pibe. Udkrads, aske og tændstikker kom i en askeskuffe. Jeg kan huske når vores nabo, Marinus, kom på besøg, han var meget interesseret i askeskuffen. Det var jo ikke til at få ordentlig skrå og snus under krigen. Marinus løftede skuffen op og hældte indholdet direkte ind i munden. Der fulgte nu nogle åndeløse sekunder, hvor vi stod måbende og så ham pille tændstikker ud mellem læberne.

Da Far senere tabte sin pibe med porcelænshoved, ville han ikke have en ny. Han ville ikke ryge kirsebærblade eller anden erstatning, så det blev fremover kun til en søndagscigar, som vi alle havde fornøjelse af.

Vi kunne godt være lidt usikre og generte, når vi skulle ud og invitere folk til kaffegilde. Hvis vi spurgte Far, hvilken dør, vi skulle gå ind ad, var der ingen hjælp at hente. Han svarede altid:

Der stor sikkert en stig op te’ skorstienen, som I ka’ brug!

Vi skulle lære at klare os selv.