Landsbyhistorier.dk

Spis frikadeller

Vi var fattige, men det var jo alle. Min far, Jens Vase, gik på arbejde og tjente tre kr. om dagen (30’erne), så der var ikke meget at rutte med. Vi var seks mennesker, der skulle have tøj og mad hver dag. Som et eksempel kan jeg nævne, at første gang jeg smagte en sodavand var til min konfirmation.

Jeg var meget glad for skolen og de mange gode oplevelser. Vi så frem til årets juletræsfest. Jeg glemmer aldrig posen med slik og det store juletræ.

I mellemkrigstiden var det meget svært for landmændene at sælge grise og køer til slagteriet. Der blev udleveret svinekort. Leverede landmanden flere grise til slagteriet, end han havde kort til, måtte han næsten binde en pengeseddel i grisens hale for at komme af med den.

Det var også svært at sælge kødkvæg. Min far tjente engang en skilling ved sammen med et par andre mænd at købe en ko hos Jens Lindskov i Grove for 38 kr. Slagteren, Nikolaj, fra Hou, der var en lille tæt mand, blev bestilt til at slagte koen. Vi børn var meget bange, for koen var ikke så interesseret. Den gjorde så stor modstand, at der måtte flere mænd til at holde den, men Nikolaj kunne sit job. Koen blev slagtet og hængt til afkøling i laden. Det var vi børn noget utrygge ved. For os børn var det bedste ved den historie, at vi fik koens yver at lege med. Da det blev hængt op, kunne vi komme vand i og lege, at vi malkede.

Folk mødte op for at købe kødet. Det var billigt. Der blev kun hovedet tilbage til os selv. Mor pillede så meget kød af, at der blev til 72 frikadeller. Til daglig fik vi som alle andre, kun en frikadelle eller et lille stykke flæsk hver, hvis der da var kød. Men det var ikke let at opbevare færsk kød, så Far sagde:

Spis frikadeller. I behøwer it aa spis kartofler.

Og vi spiste. Efter den omgang varede det nogen tid, inden jeg igen blev hægen efter en frikadelle, men det var en stor oplevelse for os småkårsfolk.

Far og Mor flyttede til en ældrebolig i Mariager i 1986.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.