Landsbyhistorier.dk

Tyskeren endte i hakkelseskassen

Da jeg var 10 år, løb jeg og legede med nogle af mine kammerater nede ved vandet i Fladbjerg, hvor min familie boede. En mand fra Nebstrup havde været i Assens for at søge en hjorddreng. Der var ingen ledige, så da han så os, råbte han: Æ’d ingen o jer, der hår lyst te å kom ud å tien. Det kunne jeg da godt tænke mig. Så gik turen hjem til min mor. Væl han ud, ska’ han da også ha’ lov, sagde hun. Så fik jeg plads i Nebstrup.

Da jeg var 15 år, tjente jeg hos sognefogeden i Edderup, Anders Møller. Det var det år, jeg blev konfirmeret.

Senere arbejdede jeg i fire år på Jomfrubakken ved Mariager. Der kørte jeg mælk. Jeg kunne næsten ikke løfte spandene. Først løftede jeg dem fra jorden op på hjulet og derefter op på vognen.

Jeg lærte Agnes Møller at kende. Hun var datter af Chr. Møller i Dalsgaard i Grove. Jeg blev karl på gården og senere, da Chr. Møller købte ejendom i Edderup, forpagtede vi Dalsgaard i seks år.
Det gik godt. Så godt, at Chr. Møller forlangte mere for forpagtningen. Det ville jeg ikke give, så vi flyttede til Edderup i det hus, der stadig ligger overfor Enghavegaard. Jeg fik arbejde som fast daglejer på Edderup Skovgaard.

Mens jeg arbejdede hos min svigerfar, Chr. Møller, i Grove, kom sognefogeden i Sem, Chr. Pedersen, på besøg. Inden han gik ind i stuen, tog han sine støvler af. Da han skulle hjem, kunne han ikke på grund af en dårlig tå, få sine støvler på igen. Min svigerfar spurgte, om jeg ikke lige kunne køre ham hjem. Æ’u (er du) skikkelig kyren, spurgte Chr. Pedersen. Det var vi altid med den Bitte Røde. Det gik i hvert fald stærkt. Så snart jeg satte foden på trinnet, satte hesten i gang som en hvirvelvind. Den standsede ikke, før vi holdt på Sembygaard. Chr. Pedersen havde på hele turen ikke mælet et ord. Han holdt sig, så godt han kunne, fast med et hårdt greb i vognen.
Det var søndag lige efter kirketid. I Sem ved kirkevejen stod pastor Nørgaard, organisten, lærer Christiansen, fra Skrødstrup, og kirkesangeren, lærer Bach, fra Grove, og snakkede. Mens de høfligt lettede på hatten, kikkede de forundret efter jumben, der jog af sted. Chr. Pedersen nåede ikke at lette på hatten. Han holdt fast. Senere kommenterede lærer Bach episoden med ordene: Jeg skal love for, at Chr. Pedersen kom af sted.

Under krigen var der en tysk garnison i Assens. Når de manglede forplejning til mennesker og dyr, drog de ud for at købe det i omegnen. De medbragte da en skriftlig rekvisition fra kommandanten – på tysk forstås. Det var nu ikke, fordi vi mærkede så meget til tyskerne i Edderup, men et par gange havde vi fornøjelsen.
Vi boede dengang i Vestervang. En dag kom en tysker og en russisk medhjælper ind i gården og forlangte kartofler. Jeg forklarede, at vi ikke havde nogle kartofler inde. Tyskeren blev vred og truede mig med sin pistol. Så måtte vi jo ud til kartoffelkulen. Her ville han have kartoflerne sorteret. Det skulle russeren og jeg gøre, mens han gik op til Christen Søndergaard.
Da han var godt på vej, begyndte vi at læsse kartofler på vognen – uden at sortere dem. Det opdagede tyskeren. Han kom springende tilbage og gav os en ordentlig omgang, så gik han igen op mod Christen Søndergaard. Kort tid efter vendte han tilbage. Nu ville han ikke have vores kartofler, for Søndergaard havde allerede sorteret sine kartofler i fine bunker, så dem tog han i stedet.

En dag, jeg kom på besøg hos min svoger, Christen Borresen, der boede i Engvang, var han meget oprørt. Ude i gården stod to tyske soldater i grønne uniformer og med geværet over skulderen. Den ene var noget aggressiv, mens den anden, der kunne tale lidt dansk, var venligere. Det skulle senere vise sig, at han også havde humor.

Di wæl ha mit kuen, sagde Chresten. Harfor genner do dem it ud, spurgte jeg. Vi vidste, at tyskerne havde ordre til ikke at skyde på civile, så vi kunne jo tage chancen. Efter nogen diskussion fik jeg den sure skubbet ud i gården, mens den anden tysker stod og morede sig.

Så forsøgte de sig på naboejendommen, hvor Carly var alene hjemme. Victor Christensen var på arbejde. Carla begyndte at græde. Efter succesen hos Christen forsøgte jeg mig igen. Inde i huset fik jeg et godt tag i den sures nakke og r.., så jeg kunne trække ham ud af huset. Hans kammerat nøjedes igen med at grinede.

Så forsøgte de tredje gang. Det var hos mig i Vestervang. Vores hund, Lütt, en stor dansk hund, kom springende ud. Det kølede den sure lidt af, men han tog sig sammen og begyndte at undersøge, om der var noget at hente på loftet eller i laden.

Jeg var efterhånden blevet godt træt af deres besøg. Vi havde lige skåret nogle havreneg til hakkelse. Da den sure skulle ned fra loftet, hjalp jeg ham lidt – han endte i hakkelsekassen. Lettere chokeret kom han ud på gårdspladsen med avner og korn i håret og på uniformen. Kammeraten kunne igen se det kosmiske og lo højt. Pludselig skulle de hjem. Det var sidste gang, vi havde besøg af tyske soldater.

Den gang skulle alt tælles, vejes og kontrolleres: høns, svin, korn, uld. En del af kornet og ulden skulle man aflevere. Alle kunne af sognerådet blive udpeget som kontrollant. Det var borgerligt ombud. Victor Christensen og jeg var en overgang udpeget.
Man kunne være mere eller mindre emsig. Det blev fortalte, at Marinus Christensen alias Korporalen i Sem under vejningen var så akkurat, at han næsten skulle have den sidste kerne bidt over for at få resultatet til at stemme.

Om vinteren rykkede Mads Hansen og Anders Finn rødder op i Semskoven. Jeg kørte rødderne til Mariager, hvor de blev læsset på et skib. De blev betalt pr. rummeter. Det var som at købe elastik i metermål. Mads var god til at stable rødderne op – den tykke ende inderst. Jeg plejede at kunne have to rummeter på vognen. Når jeg kørte træ fra Semskoven, var der undertiden otte rummeter på ladet.

Jeg kørte en overgang grus fra en sandgrav tæt ved Nebstrup. Senere, da veen fra Edderup Østergaard til Trinderup skulle anlægges, kom jeg igen til at arbejde sammen med Mads og Anders. De harpede gruset, der blev brugt til vejen i en sandgrav tæt ved Nebstrup. Jeg kørte det op til vejen i den nye gummivogn, jeg lige havde købt for 2.100 kroner, som jeg lånte i banken.

Min svigerfar havde købt 30 td. land hede af Laurids Pedersen i Sem. Jeg opdyrkede de 16 td. land. Det var et stort arbejde. Vi lagde jernkæder om træerne, og lod hestene trække, mens vi huggede med øksen eller gravede med skovlen for at få rødderne op. De store sten blev slæbt væk af hestene, efter at vi havde lagt en tyk jernkæde om dem.
Derefter måtte vi i gang med at pløje med den brede plov, inden vi kunne begynde at harve med fjederharve. De rødder, vi harvede op, var gode til at fyre med i komfuret, hvis de da ikke blev brændt af på stedet. Så harvede vi igen flere gange. Ind imellem samlede vi sten op. Endelig kunne vi så forårsbrug eller lupiner, der var gode til at gøde jorden.
Chr. B. Møller fandt en sten, der var så stor, at der blev tre hele vognlæs ud af den. Han slog den i stykker med en forhammer – det tog meget lang tid.

I 1943 holdt tyskerne øvelse i Sem Hede. Ved den lejlighed skød de med kanoner op i heden lige nord for Grove Skole. Kanonerne var placeret i Sembygaards Hede. At de skød op over husene i Edderup generede ikke tyskerne.
Agnes og Karen Vase tyndede roer på skolemarken nord for skolen. De måtte gå hjem, da kuglerne begyndte at falde rundt om dem. En af vore heste fik en kugle gennem manken. Hos Christen Borresen gik en kugle gennem bryggersvinduet og en anden gennem et vindue i stuen. Den borede sig ned i gulvet, hvor sønnen, Anders, kort før havde leget.
I 1944 beslaglagde tyskerne heste. Lisbeth kom ud i marken, hvor jeg arbejdede og fortalte, at der lå tyske soldater i grøften og ventede på, at jeg skulle komme hjem med hestene. Jeg trak dem op i Edderup Skovgaards Hede bag Rosenborg, hvor Peder Molberg boede, for at gemme dem. Jeg ventede med at tage hjem, til jeg kunne se, at soldaterne var borte.

Efter Krigen havde min svigerfader købt 32 td. land af Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard for 50 kr. pr. td. land. Vi fik 10 td. land, hvor vi skulle bygge en ejendom.

Byggeriet begyndte i 1956, mens jeg var karl hos Anders Møller. Først gravede vi brønden. Vi gravede ind under de store brøndrør, så de sank ned. Til sidst var der ni rør oven på hinanden.

Nogle år senere måtte vi atter i gang, fordi der ikke var vand nok i brønden. Der blev sat to lidt mindre rør indeni. Jens Navndrup murede. Jeg klarede selv gravearbejdet og var arbejdsmand om dagen. Om aftenen gik jeg ned og arbejdede hos Anders Møller, hvor også Ingrid arbejdede. Taget lagde jeg selv op med Jens Vase som hjælper. Det var en stor lettelse, da huset var færdigt, og vi havde vort eget.

En overgang var jeg snefoged. Det var borgerligt ombud. Man fik fra kommunen tilsendt lister over, hvor mange personer der skulle stille til snekastning fra hver ejendom. Det var afhængigt af ejendommens areal. Edderup Skovgård skulle stille fire karle. En større gård to karle. En ejendom en karl. Et hus en mand ½ dag pr. bud. Et bud gjaldt i tre dage, så begyndte man forfra igen.

Ejeren på Edderup Skovgaard kunne dårligt undvære de fire karle. I stedet tilbød han at stille med en hjemmelavet sneplov og fire belgiere. Mens snekasterne sad på ladet, gennemkørte han turen fra Edderup til Trinderup. Til sidst kørte han en tur ude på marken langs vejen ned til Edderup Skovgaard. Det betød, at driverne kom på marken og ikke på vejen. Ingen havde noget imod den ordning.

Den vej havde vi ellers respekt for. Under den store snestorm i 1943 tog det 21 dage at rydde den, fordi sneen skulle kastes op i tre etager. Det var for øvrigt her Erik Ørfeldt, der var snefoged det år, blev udsat for snekasternes drilleri.

Man havde lige gravet sig gennem en stor drive. Der blev gravet ekstra dybt ind i bunden af driven, inden man råbte til Ørfeldt: Ska’ vi også kåst sne i muen – i morgen. Da Ørfeldt intetanende trådte op på den udhængende kant, fik han sig en rask tur på enden ned på vejen til stor fornøjelse for snekasterne. Han prøvede det samme en gang senere, inden han lærte at gå ned på vejen et sted, hvor driverne var lavere.

En gang bød Christen Borresen og jeg på mælketuren i Edderup – og fik den. Hver anden dag startede jeg kl. seks om morgenen og kørte i skridtgang mod Havndal, hvor jeg skulle være kl. otte Der var ca. 50 spande a’ 40 kg, der skulle læsses. Turen hjem foregik i trav, så den tog kun 1½ time.
Det var almindeligt, at folk ringede til Brugsen eller dyrlægen for at få varer med mælkevognen hjem. Det kunne medføre små specialopgaver.

Dagny Ørfeldt brød sig ikke om, at hendes mand røg, men Ørfeldt elskede en cigar. Vi havde derfor den aftale, at jeg skulle købe en æske cigarer, 10 Golf, og anbringe den i den kasse med grutning, der stod ude i stalden. Erik Ørfeldt kunne så ryge en cigar, når han var i marken uden at genere sin kone Mælketuren kunne være hård om vinteren. En gang kom vi tre mælkevogne til Kastbjerg på samme tid. Der lå en stor drive. Jeg kørte igennem. De andre turde ikke. Da jeg kom til Havndal, kunne jeg give sneploven besked, så vejen kunne blive ryddet.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.