Landsbyhistorier.dk

Bombe i ajletønden

Som mine to store brødre, Villum og Gunnar, kom jeg til at opholde mig nogle år hos Moster Else, og hendes mand, Jens Lindskov, i Grove. De havde ikke selv børn, så jeg legede meget med Hans Lindskovs børn.
Fyrværkeri kunne kun fås til nytår – og hvem havde råd til at købe det? Men vi klarede os. Hans Lindskov havde ikke fået indlagt elektricitet, så de brugte karbidlamper. Karbid var et fast, lyst stof, der når det blev vådt udviklede gas. Det udnyttede vi omme bag laden – kun i små doser, for Moster Else havde en god hørelse.
Vi kom en lille klump karbid i en tom dåse. Når vi spyttede på karbidklumpen, udvikledes der efterhånden så meget gas, at dåselåget blev sprængt af med et højt knald. Borede vi et lille hul til en garnlunte i siden af dåsen og satte ild til, blev det en hel lille bombe.
En dag skulle Moster i byen – vist nok over i skolen for at hente rationeringsmærker. Jeg kom en god klump karbid i en dåse. Nu skulle det være!
Klumpen var så stor, at en almindelig spytklat ikke var tilstrækkelig, men heldigvis kan drenge i en snæver vending levere væske på anden vis – gennem buksebenet. Det skulle vise sig, at jeg havde forregnede mig. Lige da jeg havde antændt lunten, kom Moster ud fra hønsehuset med en kurv fuld af æg. Hvad nu?
Hurtigt og diskret anbragte jeg dåsen i ajletønden og gjorde mig usynlig. Kort efter lød der et brag. Låget fløj af dåsen – og bunden af ajletønden.
Jeg nåede lige at se Moster gå i spagat med kurven ved siden af slibestenen, inden jeg hurtigt fjernede mig over mod skolen og op langs granskellet til Sem Møgelhøj, hvor jeg en stund sad eftertænksomt og funderede over livets fortrædeligheder.
Tanken om, at Moster kunne være død, strejfede mig. I alle tilfælde var jeg sikker på, at min tid i Grove var omme. Jeg ville hjem til mine forældre i Nørre Onsild.

Jeg kunne ikke finde andre steder at gå hen end ned til min morbror, Pi Raj, i Sem. Tante Marie var et besindigt menneske. Hun lyttede roligt til min version af historien. Derefter tog hun mig i hånden og fulgte mig gennem Sem Skoven til Grove. Jeg blev anbragt på tørvekassen i køkkenet, mens moster Else og tante Marie fik sig en god, fornuftig snak. Det blev bestemt, at jeg fortsat skulle bo i Grove – hvis jeg lovede at holde mig fra karbid og tændstikker i fremtiden. Det gjorde jeg – men skal sandheden frem, havde Moster en gang tidligere haft mig i ørene af samme grund.
Moster havde ikke lidt nogen større overlast – bortset fra forskrækkelsen, men hun var ikke skudsikker. Siden gården i 1932 brændte ned til grunden efter et lynnedslag, havde hun været meget bange i tordenvejr og afskyede høje lyde. Det var årsagen til, at hun havde haft nødig at skifte en intim beklædningsgenstand. – og så var der naturligvis tabet af ægpengene. Det kunne være slemt nok. Det var dem der dækkede regningen i Brugsen og gav hende økonomisk frihed til at købe lidt ekstra til sig selv.
Onkel Jens, der ellers sjældent udtalte sig om noget som helst, brummede, at jeg sikkert ville have godt af at få brugt nogle af mine kræfter. Det gjorde jeg så i de følgende uger ved at hjælpe ham med at læsse roer.

En hel ny og vidunderlig verden åbnede sig for os, da vi i puberteten begyndte at interessere os for piger – vi, der ikke havde søstre lige ved hånden syntes bare, at der var alt for få.

Om efteråret og vinteren havde vi chancen, når Lisbeth Møller ledede damegymnastikken i Sem Forsamlingshus. Vi vidste godt, at vi ikke måtte liste os hen kigge ind under gardinet, når damerne gjorde gymnastik, men hvem kunne dy sig, hvis muligheden viste sig?

Ethvert drengehjerte skælvede ved synet af de søde og dejlige piger i de hjemmesyede, lyseblå gymnastikdragter. Damerne var der selvfølgelig mere gods i. De var måske knap så yndefulde, men det var kvinder. Vi nød det. Af bar begejstring og spænding lo vi højt og kom med kvikke, opmuntrende tilråb.
Damerne delte ikke vores begejstring, men når de kom ud på trappen for at tale os til rette, var vi væk. Til sidst blev det for meget. Der måtte statueres et eksempel. Man gik til Denen i Grow. Han plejede at være mand for den slags.
Det var årsagen til, at jeg, da jeg frisk og veloplagt mødte op i skolen næste morgen, blev kaldt op til katederet. Jeg blev noget overrasket, da jeg fik en knaldende lussing. Bag efter fik jeg forklaringen – om jeg så for eftertiden kunne lade være med at genere gymnastikundervisningen i Sem Forsamlingshus. At jeg slet ikke havde været i Sem den pågældende aften, var der ingen, der tog sig af. Havde jeg klaget til Moster, havde jeg sikkert fået beskeden: Så haar do sikkert fortjent’n en aan gaang!

Efter min konfirmation i Grove den 27. marts 1949, blev jeg hos Moster Else og Onkel Jens, indtil jeg i august måned rejste hjem til Nørre Onsild. Min far foreslog, at jeg skulle være maler. Det ville jeg ikke.

Jeg havde mod på livet og min bedste ven, Ib, der var købmandssøn, var lige kommet ud at sejle. Han fortalte om sit spændende sømandsliv, så jeg besluttede at rømme. Næste gang han kom hjem på besøg, pakkede vi en kuffert og sneg os ud ad bagdøren. Vi havde bestemt os for at tage ud i den vide verden med den melassebåd, der gik i fast rutefart mellem Hobro og København.
Lige uden for døren mødte vi Ibs mor. Da hun spurgte, hvor vi skulle hen, svarede vi, som sandt var:

Te Hobrow! Så skal I lig ha et pund kaffe og nuer kager mæ te’ Faster Jørgensen.

Under besøget hos Faster fortalte Ib så levende om høje bølger og søsyge, at jeg blev noget betænkelig. Da vi senere stod på Hobro Havn ved båden for at tage hul på eventyret, begyndte jeg at græde. Jeg havde jo ikke engang fået sagt farvel til min mor. Sådan sluttede den rømning.

Kort efter kom min Morbror Christian, Long Krasjan, på besøg. Det blev aftalt, at jeg nogle uger skulle med ham op til Spritfabrikkernes forsøgsgård, Trinderup, for at samle kartofler på akkord. Det blev en oplevelse. Undertiden sagde han: No gir’ed sgu’ kroner, knejt – for han kunne arbejde hårdt, hvis han ville, og så var det svært at følge ham. Foruden os var der nok 20 kartoffelmadammer, husmands- og arbejderkoner, der ved det hårde slæb tjente en hårdt tiltrængt ekstraskilling.
Christian elskede at drille. Når en af damerne listede hen i læhegnet for diskret at løfte nederdelen, havde Long Krasjan gerne en rådden kartoffel ved hånden. Med et velrettet kast med kejten, placere han den, hvor konen var bredest. Når den chokerede og rasende kone fløj op, så hun kun flittige kartoffeloptagere, der passede deres arbejde – men Long Krasjan havde ret, vi tjente gode penge.

Den 1. november 1950 fik jeg plads hos Hans Nielsen i Karlby ved Hobro. Der blev jeg, til jeg året efter fik mulighed for at komme i lære som bager hos Lauge Andersen, der havde forretning i Jernbanegade i Hobro.
Fire år senere fik jeg svendebrev. Det kunne være svært at få lov til at blive i pladsen, når man var udlært. Det var jo dyrt for mester, men jeg blev i bageriet i Jernbanegade, til jeg 1. maj 1956 blev indkaldt til forsyningstropperne i Padborg. Nu kunne man jo tro, at det havde noget med bageri at gøre, men det var bestemt ikke tilfældet.

Efter rekruttiden flyttede jeg til Vester Alle’s Kasserne i Århus. Jeg blev privatchauffør hos Oberst Stensgaard, til jeg blev overflyttet til Nymindegab Lejren. Der blev jeg chauffør for kaptajn Toksmann og samtidig var jeg assisterede skydeinstruktør for hjemmeværnets kursushold.

Da jeg blev hjemsendt 1. september 1957, skulle jeg selvfølgelig forsørge mig selv. Det var ikke muligt at få arbejde som bager, så jeg hjalp min far, der var vært i forsamlingshuset og samtidig passede kirkegården i Nørre Onsild. Så kunne jeg i det mindste kunne tjene til kost og logi.

En kort periode arbejdede jeg som tankpasser hos Esso på Randersvej i Hobro, inden jeg i 1958 endelig fik en stilling som bagersvend i Sdr. Onsild. I november samme år blev jeg gift med Oda.
Der var lidt stille i Sdr. Onsild, så da jeg fik chancen, flyttede jeg til bager Søren K. i Hobro. Det var en stor forretning. I bageriet arbejdede chefen, fem svende, tre lærlinge og en bagerikarl. Der var ansat tre damer og to buddrenge i forretningen, og til at betjene de ca. 25 udsalg, var der ansat to salgschauffører.
Det var en dejlig arbejdsplads med store udfordringer og meget arbejde, så det var en stor skuffelse, da Mester en uge før jul gav mig og en anden svend en fyreseddel, fordi salget svigtede. Det hjalp ikke meget, at han samtidig meddelte, at vi kunne blive ansat igen, når der blev mere arbejde. Vi havde lige fået en ny lejlighed og købt møbler på afbetaling, og julen stod for døren, så vi havde brug for pengene.
Jeg gik ned på Hobro Svineslagteri. Der var arbejde. Jeg fik besked på at melde mig næste morgen kl. 5.30 til tarmmester, Carlo Ganshorn. Slagteriet blev min arbejdsplads de næste 11 år. Da man indførte akkord, så vi dag efter dag måtte stå på den samme plads og lave det samme arbejde, begyndte jeg at længes efter et lidt friere liv, I august 1971 så jeg en annonce i Hobro Avis. Skole- og behandlingshjemmet, Hostruphøj, søgte en pedel og en vikar. Jeg lagde billet ind på begge stillinger og blev indkaldt til en samtale. Jeg blev ansat som vikar, indtil jeg i 1972 blev optaget på børneforsorgsseminariet, Råens Minde, i Ålborg.
Efter min afsluttende eksamen i 1974 var jeg så heldig igen at få ansættelse på Hostruphøj i en stilling som 1. assistent. Gennem 25 dejlige år var min hobby mit arbejde, indtil jeg i 1996 gik på efterløn.
Man sagde gerne om Hostruphøj, at det var et behandlingshjem for vanskelige børn. Som jeg oplevede det, var det børnene, der havde vanskelige forældre.

Kort efter jeg havde fået ansættelse på Hostruphøj, mødte jeg pastor Nørgaard fra Hem hos urmageren i Mariager. Vi faldt i snak, og pastor Nørgaard ville vide, hvad jeg lavede. Jeg er på Hostruphøj, forklarede jeg. Pastor Nørgaard så overrasket op fra piben, som han var ved at stoppe, så sagde han alvorligt: Det har de sandelig været længe om at finde ud a! Ikke Halfdan!

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.