Landsbyhistorier.dk

Flyvende rotter

Min far tjente lidt ekstra penge ved at gå ud som tækkemand, men indtjeningen hos os var – som på de andre små ejendomme i sognet – let at overse. Egentlig var det ikke så underligt, at vi, så snart det var muligt, blev sendt ud til fremmede for selv at tjene til føden. Jeg var 13 år, da jeg kort efter min konfirmation i Sem Kirke 1952, rejste til Hou for at være tjenestedreng hos Carl Skovridder. Det var nu ikke så slemt, for min ældre fætter, Gunnar ( Ejvind ) Vichberg, var førstekarl og hans kone husbestyrerinde. Jeg fik et godt værelse i stuehuset, og arbejdet var overkommeligt. Vi havde traktor på gården. For mange andre var det en ganske anderledes barsk oplevelse for første gang at flytte i plads. Da Gunnar og hans kone 1½ år efter rejste, steg jeg i graderne og blev enekarl, så var det mig, der kørte rundt med den lille Ferguson.

Året efter flyttede jeg til Strandholtgården, der lige var blevet overtaget af en københavner. Her gik meget af tiden med at rydde op. Der lå 1½ år gammelt korn i laden, som skulle tærskes. Det var noget af en oplevelse. Der er sagt meget om gummistøvler, men jeg var glad for dem, især da vi nåede ladegulvet. Aldrig har jeg set så mange rotter. De var så skræmte, at de bed sig fast i grebens skaft, så vi måtte slynge dem væk. Som på de fleste andre gårde havde vi en foxterrier. Den ville have gjort sig på ethvert håndboldhold. Den bed rotterne i nakken og slyngede dem op i luften. Undertiden svævede en død rotte i luften, mens hunden var i gang med at ruske den næste. Af en eller anden grund kom kornet, når det var tærsket, i sække a’ 110 kg. Det var et hårdt arbejde for en dreng på 16 år, når sækkene skulle bæres fra laden, over gården og op på stuehusets loft ad en trappe med forkert hældning. På Strandholdt boede jeg i staldbygningen, så jeg måtte vaske mig i koldt vand i malkemaskinrummet efter arbejdstid. Det kan godt være, at det en gang imellem gik lidt for hurtigt med etagevasken i den kolde periode. Jeg arbejdede mest ude og var kun med i stalden, når der var travlt, eller når jeg havde vagt hver tredje søndag.

I 1956 tjente jeg et år i Vindblæs. Der havde vi stor fornøjelse af naboens lille 5-årige søn. En dag spurgte manden ham: Nå, do ska’ ha’ en bittesøster? Æ de jen, der kommer mæ storken? Nej, F. . . . . nej! Hin hår wi sjel laved, men hun æ it hiel færdig endno! Man tog skam ikke let på seksualundervisning i Vindblæs.

Året efter flyttede jeg over til sognerådsformanden i Hem, hvor jeg blev forkarl. Jeg havde byttet min knallert ud med en motorcykel. Det gav mere opmærksomhed fra pigerne. Om aftenen samledes vi gerne fire – fem unge mennesker på værelset for at snakke. Der foregik jo ikke så meget i Hem. Datteren kom ofte listende for at være med, men hun blev i god tid før sengetid hentet af sin far eller mor – også i Hem passede man på de unge pigers dyd. At tynde roer er jo ikke det mest ophidsende arbejde, så det hændte, vi tog et lille uofficielt hvil og nød den liter is, jeg havde hentet på motorcykel i Skrødstrup. Datteren på gården havde for en sikkerheds skyld altid et par teskeer i lommen.

2. juli 1958 rejste jeg til Holstebro. Jeg skulle være dragon, så i de følgende 16 måneder var jeg medhjælper på en Centurion tank. Allerede mens jeg var soldat, blev det aftalt, at jeg, når jeg kom hjem, skulle rejse ned til min morbror, der var smed i Esbjerg, for at søge arbejde. Han havde fundet en lille niche. Fjernsynet var ved at dukke op, men man kunne ikke få fjernsynsantenner. Han lavede dem i kobber og satte dem op. Det varede nu kun, til andre så fidusen og satte en stor fabrikation i gang.

Fra 1960 – 62 arbejdede jeg på et cementstøberi. Vi var 4-5 mand, der støbte fliser og stolper af cement. Det var ikke altid let med de bare hænder at lægge terrasser og fortove med 50 x 50 cm fliser eller rejse et hegn af de store, tunge cementpæle rundt om en minkfarm. Det gav hård hud i hænderne og kræfter, hvis vi da ikke var uheldige at ødelægge ryggen. På det tidspunkt begyndte min motorcykel at gøre knuder, så jeg fandt det klogest at bytte den ud med en bil – en Simca. En aften, jeg var ude at more mig på Strandgaarden i Hjerting, mødte jeg Else. Hun var kun 17 år, men havde plaget sine forældre så længe, at hun endelig havde fået lov til at tage til bal sammen med sin kusine, hvis de fulgtes ad – også hjem. Til mit held glemte hun at fortælle sine forældre, at kusinen havde fået forfald, så hun var nødt til at tage til bal alene.

Jeg boede på et dårligt, uopvarmet værelse i Esbjerg. Fugten drev ned ad væggene. Jeg længtes efter forandring, så selv om min svigerfar strittede imod, blev vi viet i Guldager Kirke den 29. december 1962. Den gang var man kun berettiget til at få en lejlighed, hvis man var gift. Jeg fik arbejde samme sted som min svigerfar – på sildeoliefabrikken. Først som altmuligmand, men snart som fjerde mand i et sjak. Der var 700 fiskekuttere i Esbjerg den gang. Nu er der kun 70 tilbage. Når bådene kom ind med tobis, der blev anvendt til fiskeolie, fik vi travlt på kajen. 1. mand lænsede den første båd. 2. mand lænsede den anden båd osv., så jeg kom først til at arbejde på akkord, hvis der var mindst fire både at losse – ellers måtte jeg nøjes med den faste ugeløn. Fiskene i lasten havde ofte samme konsistens som vand, men de lugtede meget anderledes. De blev læsset op i tipvogne med kran. Vi kørte vognene op til den snegl, der førte dem ind i fabrikken. Vognene blev tippet med håndkraft. Hurtigt – men med følelse. Var man for hurtig, sprøjtede det, så man stod tilbage gennemblødt til skindet af halvrådne tobis – så lugtede man værre end til daglig, når man kom hjem. Man lærte at skynde sig. Jo flere fisk vi fik landet, des større var ugelønnen. I dag bliver fiskesuppen suget op i sneglen.

Efterhånden var vel både Else og jeg lidt trætte af lugten af sildeolie, der altid hang i tøj og hud, så da en ny regnskabschef ændrede akkorderne, og de gyldne tider i fiskeindustrien var forbi, skiftede jeg arbejde. Der var stadig stor optimisme og aktivitet i byggeindustrien, så jeg blev i 1972 arbejdsmand og senere chauffør og altmuligmand i et byggefirma. Jeg skulle sørge for at svendene fik de materialer, der var brug for: Brædder, sand, mursten og andet, og skulle der udskiftes en flise i badeværelset eller i en nybygning, var det også mig, der lavede det. Der var ingen grænser for, hvor meget vi måtte arbejde. Fik vi brug for en ekstra skilling, tog jeg på arbejde om lørdagen og imprægnerede brædder. De skulle med hænderne løftes op i et stort kar med solignum og derefter lægges til tørre. Jeg kunne også flytte en skurvogn om natten, så den var klar til brug på en ny arbejdsplads næste morgen. Vi måtte kun køre 30 km i timen – til overarbejdsbetaling, så der var mulighed for at tjene en god løn.

Nye momsregler satte i 1973 en stopper for byggeriet, så alt stagnerede. Jeg måtte igen se mig om efter et nyt job. I 1975 arbejdede jeg en kort overgang på en køkkenelementfabrik i Løsning. Inden vi flyttede til Løsning, havde vi boet i to år i et selvbygget hus (1969) i Alslev ved Varde og senere et parcelhus i Esbjerg. Jeg brød mig ikke om at arbejde på fabrik, så jeg søgte og fik arbejde på Fragtcentralen i Horsens. Jeg var meget hjemmefra, fordi jeg kørte med gods til Sjælland. Med læsset vogn tog jeg Julsmindefærgen kl. 22.00, så jeg var klar til at aflevere gods på Sjælland næste morgen kl. 7.00. Som regel var der 30 – 40 kunder. Til sidst tog vi konsekvensen og flyttede til Kalundborg. Derefter kunne jeg nøjes med at hente den læssede lastvogn ved færgen og køre min rute. Min dag sluttede som regel kl. 15 eller 16, men jeg har prøvet på en dag at køre 300 km og besøge 70 kunder – da var jeg først hjemme kl. 17. Det var altid dejligt at hente gods hos Lagerman. Der fik man udleveret et halvt kg lakridskonfekt af truckføreren, og var man lidt fiks, kunne man få et ekstra halvt kilo i informationen. Vi havde den gang flere kagedåser fyldt med lakridskonfekt på køkkenhylden.

Vi flyttede til Holbæk, da jeg af direktøren på Fragtcentralen fik tilbudt en plads som lagerforvalter. I 1989-90 begyndte man at rationalisere på området. Det betød, at vi igen skulle flytte. Det gjorde vi så – hjem til Esbjerg, hvor jeg fik plads som lagerforvalter på Fragtcentralen. Da jeg i 1993 blev opereret for en diskosprolaps, var det slut med at løfte tunge pakker. Jeg kom til at arbejde på Colorlux, hvor min barndomsven, Poul Arne Pedersen fra Trinderupgården, havde en lederstilling. Jeg skulle lave skilte, men det bedste var, at der på fabrikken blev taget hensyn til min dårlige ryg. Jeg besluttede, at jeg ville gå på efterløn i maj 2002, men firmaet krakkede allerede i februar måned, så de tre sidste måneder fik jeg min løn udbetalt fra Lønmodtagernes Garantifond. Ud over arbejdet i hus og have, har jeg nu tid til at beskæftige mig med min store interesse – frimærker, men der har også været tid til et par rejser til Marokko og Spanien.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.