Landsbyhistorier.dk

Knækpølser og leverpostej

Jeg er født 1916 på Ajstrup Mark ved Hadsund, der havde mine forældre en lille landejendom. Min mor døde af den spanske syge i 1918, da jeg var 2 år gammel. Ved hendes begravelse var der en ældre dame, en moster til min far, som bad, om hun måtte tage mig med hjem en tid. Det fik hun lov til. Der var syv ukonfirmerede børn i hjemmet. Vi var fire småpiger og tre lidt større drenge fra et tidligere ægteskab og to store piger, som var ude at tjene. En tid blev til 6½ år. Jeg var 8½ år gammel, da jeg kom til at bo hos min moster Line i Edderup.

Min far ville have mig hjem, men min første plejemor syntes ikke, at mine søskende havde det godt med de forskellige husbestyrerinder, og jeg var jo vant til at være enebarn.

Sådan begyndte min tid i Edderup og Grove Skole. Min moster Line arvede huset i Edderup, da hendes mor døde i 1915. Så vidt jeg har forstået, flyttede min moster hjem til sin mor, da hendes far døde i 1908.

Min mormor vævede, og Moster havde en strikkemaskine, så hun kunne strikke for folk. Hun gik også ud og arbejdede, når der var arbejde at få. Det kunne være roe- eller kartoffeloptagning, høstarbejde, vask eller rengøring rundt om i hjemmene. Hun hjalp også til ved fester.
Moster Line var et sødt og meget flittigt menneske. Jeg kan huske, at lønnen for en storvask fra tidlig morgen til sen aften var to kroner, da jeg boede hos hende.
Der kunne være flinke folk, som sagde, at jeg skulle komme hen til dem efter skoletid, når Moster arbejdede hos dem. Så spiste jeg til aften der, og Moster var fri for at gå alene hjem, når det var mørkt. Det var hun ikke glad for.
Sammen med huset havde min moster “arvet” en ældre mand, som hed Peder Frederiksen. Han blev kaldt Pier. Han havde haft den aftale med min mormor, at han skulle bo i den ene stue – der var fire – og have renlighed og forplejning. Til gengæld skulle han betale regningen i Brugsen.
Pier havde to geder, som græssede i vejgrøfterne om sommeren. De gav mælk til husholdningen.
Jeg havde været hos Moster Line i 1½ år, da Pier døde. Han havde voksne børn, som kom og hentede hans ejendele bl.a. gederne.

Efter den tid hentede vi mælk hos Anders Møller. Det var mest mig, der gik efter mælk, når der var malketid. Jeg måtte pænt vente, til Dorthe havde tid. Hun havde en hofteskade, men var selv med til at malke køerne. En liter mælk kostede den gang 20 øre.

Dorthe har aldrig gjort mig noget ondt, men hun og mange andre syntes, at Moster ville have det meget bedre uden mig, så det var tit, jeg følte, at jeg var i vejen – aldrig for Moster, men for hendes omgangskreds.

Når der var tomt i spisekammeret, eller der ikke var mere petroleum, måtte jeg traske i mine spidsnæsede træsko til Brugsen i Kastbjerg. Kunne jeg få følgeskab af en anden, var det en spændende tur. Vi fik som regel en to eller fem øre, som vi måtte bruge.

Ved Kastbjerg Mølle kunne vi gå ned under den bro, der var over åen. Der var en cementkant, som vi kunne sidde på og svinge med benene. På varme dage kunne vi dyppe tæerne i vandet. Jeg behøvede den lille hvilestund, når jeg havde mel, sukker, kaffe m.m. i Mosters bæreklæde, et stykke firkantet tøj, som vi stablede varerne midt på, inden hjørnerne blev bundet sammen to og to. Foruden klædet havde jeg dunken med de fire liter petroleum. Det med bæreklædet var nok allerede i min barndom lidt gammeldags. Jeg har aldrig set det andre steder end hos Moster. Jeg brugte det også sommetider, når jeg skulle bringe strikvarer ud til Mosters kunder. Så var jeg spændt på, om jeg fik betalingen. Jeg vidste jo, at hun behøvede pengene.

Da jeg begyndte i Grove Skole hed læreren Jacobsen. Vi var ikke de allerbedste venner. Jeg syntes altid, han var efter mig. Jeg havde gået i Udbyover skole. Det hed den, selvom den lå i udkanten af Havndal. Den var noget større end skolen i Grove. Jeg gik i 3. klasse, da jeg blev flyttet.

Min skønskrift var forfærdelig dårlig, og så kunne jeg ikke synge. Det var ellers de to ting, lærer Jacobsen gik meget op i. Jeg kunne godt selv se, at de, der var begyndt i Grove skole, skrev meget pænere end jeg. Vi skulle synge en ad gangen. Det fik jeg megen utak for, men det hjalp jo ikke spor. Jeg ville så gerne synge, men jeg var tonedøv og det, selvom jeg havde søskende, som var meget musikalske.

Lærer Jacobsen rejste. Han blev afløst af en vikar, der hed Brix. Det er meget sjovt, for da jeg blev født, var mine forældre og lærer Brix’s forældre naboer. Min storebror sagde: Ham har jeg leget med, da jeg var dreng. Min bror var bare ti år ældre end jeg, så det siger sig selv, at lærer Brix var meget ung. Vi fik også at vide, at han var for ung til at blive fast ansat, så han var der vist bare nogle måneder. Så kom Lærer Bach med frue og en ganske lille søn.

Med lærer Bach begyndte en lykkelig tid i mit skoleliv. Stod den lille dreng ude i sin vogn, kunne man være sikker på, hvor jeg var i frikvarteret. Jeg var meget glad for ham, og hvis det ikke er helt galt med hukommelsen, hed han Sven Egon. Jeg blev spurgt, om jeg ville køre lidt med ham efter skoletid. Det ville jeg meget gerne. Så skulle jeg spise sammen med familien, inden jeg gik hjem. Jeg var også sommetider med inde at spise i middagsmad i frikvarteret. Det var en lykkelig tid for en fattig pige. Jeg elskede den lille dreng og var lykkelig for at få lov til at lege med ham – og så fik jeg oven i købet penge for det. Jeg var gammel nok til at forstå, at det var en hjælp for Moster Line. Både lærer Bach og fru Bach var meget gode mod mig.

Når jeg traf dem senere i livet sammen med mine børn, sagde Bach altid til dem, at han var deres Bedstefar.

Da Moster og jeg blev alene, lejede hun den ene ende af huset ud. Der var to stuer og et køkken. Moster og jeg havde to stuer, men intet køkken. Vi kunne koge på kakkelovnen eller på den primus, der stod i mellemgangen mellem de to lejligheder. Vi vaskede os også i mellemgangen. Det blev nu ikke til et rigtigt bad. Vi måtte klare os med etagevask. Moster var meget renlig, så der blev skrubbet.
Når jeg skulle i skole om morgenen, satte Moster vaskefadet ind på en stol ved siden af kakkelovnen, så jeg kunne stå der i varmen og vaske mig. Vandet hentede vi i en lille bæk, der løb nedenfor huset. Det var en fin legeplads. Vi legede ofte ved og omkring bækken, især om sommeren.

Vi spiste meget øllebrød og grød, men vi fik også tit kartofler og flæsk. Moster købte en gang imellem et stykke røget flæsk. Det kunne bedst holde sig. Vi havde jo hverken kælder eller køleskab. Når slagtervognen kom, kunne vi få knækpølser og leverpostej for 10 øre. Så var der fest, ellers spiste vi mest ost og sukker på vores mad.
Når jeg havde fødselsdag, skulle jeg have budding med saftsauce eller pandekager. Da måtte man jo selv ønske.

De første nye lejere, vi fik efter Peders død, var Martinus Molberg og hans kone, Ane. De blev senere skilt. De havde to piger, Minna og Asta. De var begge lidt yngre end jeg, men i dem fik jeg legekammerater og følgeskab til skolen.
Vi piger gik sommetider en tur til Edderup Krat især om foråret, når der var nyudsprungne bøgegrene og anemoner.
Om sommeren badede vi i åen, selvom det var lidt koldt. Vi havde ingen badedragt, men vi vidste jo, hvad der hørte sig til. Skam få den, som giver sig. Vi havde en undertrøje, og var den ikke lang nok, så havde vi en underkjole, der ved hjælp af en sikkerhedsnål blev til en fin badedragt, så vi kunne bade anstændigt.
Vi piger spillede meget bold, hvis vi da ikke legede med dukker. Jeg, som først havde været plejebarn i et mere velhavende hjem, havde både dukker og dukkevogn fra den tid.
Henne i nabohuset boede en familie med mange børn. Der var en dreng, der var lidt ældre end jeg. Han kom sommetider hen for at lege. Så spillede vi pind eller langbold. Det var meget brugt på den tid.

Jeg var jo ikke forældreløs, for min far levede. Han blev 95 år. Af og til kom han og så efter, om jeg havde det godt hos Moster.
Når jeg havde ferie fra skolen, forlangte han, at jeg skulle være hjemme hos ham, så jeg kunne holde kontakten med ham og mine søskende ved lige. Mine søstre kom somme tider på ferie i Edderup hos Moster Line.

Jeg havde en søster, som var 14 år ældre end jeg. Hun var gift og boede i Assens. Hun syntes, at jeg skulle tage ansvar for mig selv og selvfølgelig hjælpe Moster Line. Da jeg var 13 år, bestemte hun, at nu skulle jeg ud at tjene. Jeg fik plads på en gård i Skrødstrup. Jeg skulle have 30 kroner for et år. Mit arbejde var at malke og hjælpe til i marken.

Det sidste halve år, jeg gik i skole, blev jeg flyttet til Skrødstrup Skole. Det var den 1. november 1929.
Det var hårdt at sige farvel til Grove Skole, parret Bach og den lille dreng, men der var ingen kære mor. Jeg skulle nu til at forsørge mig selv.
Jeg blev udskrevet fra Skrødstrup Skole om foråret, men fortsatte med at gå til præst hos pastor Skjærbæk i Hem sommeren over.

Den 5. oktober 1930 blev jeg konfirmeret i Sem Kirke. Anders Møller kørte os til kirken. Han var en af de få, der havde bil den gang. Nummeret var V44, så man kan se, at der ikke var mange biler i amtet.

Der hvor jeg tjente, skulle vi samle kartofler op om lørdagen. Vi skulle være helt færdige, så klokken var over ni om aftenen, inden jeg kunne begynde at gå til Edderup. De kunne slet ikke forstå, hvor jeg blev af. Min søster var jo for længst kommet.

Min ældre søster var ikke bare streng. Hun havde lært at sy, så hun syede alt mit tøj. Det var også hende, der bestemte, at mine brødre, der var voksne, skulle give en skilling til hjælp, så jeg skulle få nyt tøj til min konfirmation. Efter konfirmationen blev der holdt en lille fest i mit hjem. Det var i den gamle skole i Edderup hos Moster Line. Det var jo stadig mit hjem.

Det blev forlangt, at jeg mandag morgen skulle møde i min plads for at malke, men her sagde min søster stop. Jeg skulle have fri om mandagen. Det hørte sig til, mente hun, så kunne jeg gå til Skrydstrup tirsdag formiddag. Det fik jeg mange skæld ud for, men pyt – – – der var ikke lang tid til 1. november, skiftedag.

Jeg havde fået plads på Nebstrup Mark. Det var lidt nærmere ved Edderup. I min nye plads skulle jeg have 180 kr. for et år. Det var virkelig mange penge.

Min far var gift med to søstre efter hinanden. Min moster var altså også en kær moster til min ældre, strenge søster, selvom vi ikke havde samme mor.

Da jeg kom til at bo hos Moster, havde hun nogle gode venner: Sophie Kastberg, hendes søn, Rasmus, og svigerdatter, Marie. Jeg mener, at vi var lidt i familie med dem. Jeg tror nok, at Mormor og Sophie var kusiner.

Jeg var ni år, da Rasmus og Marie blev gift. Jeg var med til brylluppet. Jeg syntes, at Marie var så fin i sin sort silkekjole med det hvide slør. Selvom jeg absolut ikke kunne synge, gik jeg og skrålede på deres bryllupssange længe efter. Jeg havde så let ved at lære udenad. Jeg husker meget af dem endnu.

Om sommeren hjalp vi Rasmus og Marie med at skære tørv. Det var en skik helt fra Piers tid. Når tørvene blev kørt ind, fik vi et læs. Jeg syntes, at det var festligt, når det var tørvetid. Jeg kunne nok ikke hjælpe meget, så længe tørvene var våde. De var jo tunge. Men jeg husker, at jeg skulle tælle og stikke et hul i en våd tørv ved et vist antal. Vi havde saftevand og mellemmadder med, som vi sad nede ved åen og spiste. Når tørvene skulle rejses og sættes i skruer, kunne jeg hjælpe til. Og tænk, hvor vi blev sorte, når det var varmt. Vi svedte, og tørvene støvede. Rasmus og Maries lille dreng, Villy, var også med.

Det par jeg blev ansat hos på Nebstrup Mark var nogle, Anders og Dorthe kom sammen med. En gang sagde Dorthe til Moster Line. Der får hun rigtignok lov til at gøre gavn for sin løn. Det var en ros, som rørte mig meget, fordi den kom fra hende. Jeg var da 14 år.

Min mand og jeg flyttede til Sverige i 1957. I 1958 blev Moster indlagt på sygehuset i Randers med betændelse i den ene fod. Der var en læge, der udtalte, at det var tvivlsomt, om hun kunne komme til at gå igen.

Da sagde Dorthe: Kan Line it go så ka’ vi it ha hinne her!

Min storesøster svarede: Det ka’ wi, og hun ska nok blyw passet.

Så kom vores kære, lille Moster til Assens. Hun var der, til hun døde, og vist kom hun til at gå igen. Til alles glæde fik hun gode dage og mange gode venner i Assens. Hun var Moster Line til det halve af Assens.
Der kom mange mennesker hos min søster og svoger. Min søster syede for folk og min svoger var med i fodboldklubben og den førende kraft inden for Assens dilletanterne.

Moster fik mange skønne bilture. Hun besøgte mig i Sverige fem gange. Den første gang var, da min mand og jeg havde sølvbryllup i 1965. Hun kom igen året efter, da jeg fyldte 50 år.
Da Moster var i Sverige sidste gang, var hun 92 år. Hun kunne altså ikke rigtigt lide, at banken snød hende, når hun vekslede til svenske penge. Den gang fik man 79 danske kr. for 100 svenske kroner – nu er det omvendt.

Moster Line var født i Skrødstrup og opvokset i Edderup. Hun blev der, til hun var 78 år. Hun satte sit præg på den lille by på sin egen stilfærdige og flittige måde. Hun var meget dygtig til håndarbejde. Hun hæklede og syede mange fine ting, mens hun var hos min søster. Nu havde hun jo pludselig fået tid til sine egne interesser.
Moster kom til at være på gården hos Anders Møller og Dorthe mere og mere, da jeg kom ud at tjene. Hun var ked af at være alene i huset. Til sidst var det næsten, som om Dorthe ejede hende. Hvis hun ville besøge os, skulle hun skam pænt spørge, om hun kunne få fri.

Mosters hus blev til sidst solgt til nedrivning. Materialerne blev brugt til en bygning på Thorshede. Når vi kører forbi, siger vi gerne: Det er Mosters hus.

Det er rigtigt, at der har været skole i Mosters hus engang. Det har hun fortalt mig. Der var mange ting at undre sig over, bl.a. var det ikke almindeligt, at der i et så gammelt hus var så højt til loftet.

Jeg blev gift i Vindblæs Kirke i 1940, så vi fejrede guldbryllup i 1990. Min mand var ikke rask de sidste 1½ år. Han døde i 1992.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.