Landsbyhistorier.dk

Den kan fås i alle farver – bare den er sort

I 1933 købte min far og mor ejendommen i Edderup af Chr. Pedersen. Det var bidende koldt -30 grader, og fire køer havde frit udsyn til himlen, så dårligt var taget holdt.
Det eneste foder, Far havde til, var lyngkviste. Det har man altid brugt i vort sogn, når det var småt med foderet. Lyngen blev høstet i Den stur Hie. Når Far malkede, måtte han på grund af kulden bruge vanter. En kalv var så medtaget af kulde, at den måtte slagtes.

Dagen efter indflytningen skulle Far hente møbler hos min morfar, der den gang boede i Blenstrup. Vi havde to små heste. Far gik op til Hans Lindskov for at låne mælkevognen. Da Hans så vore heste, der var så små, at de dårligt kunne trække mælkevognen, tilbød han, at Far måtte låne hans heste – sådan blev det.

Det var næsten umuligt for min far at få et lån. Ejendommen havde ikke uden grund et dårligt ry. Der havde været mange ejere. Alt var misligholdt. Bygningerne var meget medtagne, og som nævnt var der hul i taget. Rotterne boltrede sig i udhuset. Det var nu ikke så ualmindeligt den gang. Rottebekæmpelsen var endnu ikke sat i system.

Der var nok for mine forældre at tage fat på. Der var kun et problem . . . pengene. Der var fem kr. i mælkepenge om ugen, så for fire kr. til skulle Far købe madvarer, tøj og foder til dyrene. Der skulle også være penge til overs til forbedringer. Maden bestod mest af vore egne produkter: Æg, mælk og brød.
Udover arbejdet på ejendommen påtog min far sig alt det arbejde, han kunne få. Hvert år rensede han sammen med Rasmus Kastberg åen op fra Kærbybro til Å Mølle, hvis han da ikke skar tørv i mosen, eller asede med at få huset sat i stand.

I 1938 fik vi indlagt elektricitet. Det fik kun de, der havde råd. Man skulle være medlem af transformatorforeningen, og det kostede penge. Transformatoren blev bygget i skoven, der ligger syd for vejen, der går fra Enghavegaard op mod skolen. Den er nu for længst nedrevet.

Den gang blev tagrør anset for at være det bedste tækkemateriale til huse, men det var dyrt. I stedet tærskede vi selv rugen, så negene kunne bruges til tækning.
Vi brugte en maskine med en tromle tæt besat med træpigge. I begyndelsen blev maskinen betjent med håndkraft. Senere blev den drevet af en motor. Holdt vi aksene ned mod tromlen, blev alle kernerne revet af. Så blev stråene banket sammen og samlet i et pænt neg, der kunne bruges til at tække med.
Avnerne blev kørt gennem vores lille hånddrevne kornrenser. Når vingen i maskinen drejede rundt, skiltes avner og kerner fra hinanden. Kernerne kom i sække, og avnerne var glimrende som strøelse i hønsehuset.
Når der var halm og penge nok, blev der sendt bud efter tækkemanden, Martinus Molberg. Man kunne nytække eller reparere. Reparerede man, blev der bare lagt et ekstra lag strå oven på det gamle tag.
Vi drenge skulle sætte tråd i tækkenålene. Det var gerne sisalsnor. Men under krigen, da der var mangel på alt, anvendte vi papirsnor, der var dyppet i tjære. Martinus lå uden på taget. Han fik negene langet op – gerne en fi’ stekker – fire neg ad gangen. Med sin tækkespade, som han selv havde lavet, slog han negene pænt på plads. Så skulle der sys. Martinus stak nålen gennem taget ind til min far, der sad inde på loftet og strammede til. Det var en varm tjans især om sommeren. Der blev myndet. Det vil sige, tagryggen blev dækket med lyng.
Var taget dårligt, kunne man risikere, at det hele blæste af i en storm, Det klarede man ved at lægge de gamle harver op på taget, til der var råd til at tække.

For at få enderne til at hænge sammen, skulle man den gang være meget sparsommelig. Når en mark var høstet, blev vi drenge sendt ud for at samle aks. Intet måtte gå til spilde. Det var nøjagtig som Ruth i Det gamle Testamente.

Det var aldrig svært at få en af vi drenge til at smøre træskostøvlerne ind i læderfedt. Vi skulle nemlig bruge lågene fra dåserne som hjul til de vogne, vi selv lavede af træ til at lege med.

En septembermorgen i 1942 gik jeg og mine brødre i skole. Vi fulgte en skolevej, der ikke eksisterer mere. Den gik langs Chr. Møllers mark op til Søndergaards vej, forbi Jens Lindskovs gård og derfra tværs over marken til skolen. Men den morgen var ikke som de andre. Jeg havde stærke smerter i det højre ben og kunne ikke følge med.
Den næste dag blev smerterne værre. Jeg skulle have hjulpet min far med at tærske, men måtte tilbringe eftermiddagen inde i køkkenet. Det værste var, at Far troede, jeg pjækkede.
Den følgende morgen kunne jeg ikke støtte på benet. Dr. Fuglsang blev tilkaldt og stillede diagnosen, polio eller børnelammelse.
Det var ikke en ukendt sygdom. Hvert efterår udbrød der gerne et eller andet sted i landet en epidemi. Det var som regel børn eller unge, der fik sygdommen, deraf navnet. Sammen med Hans Egon Christensen, der var lammet i armen, blev jeg indlagt på det daværende epidemisygehus i Randers. Når mine forældre kom på besøg, måtte de på grund af smittefaren nøjes med at stå på bænke uden for vinduerne og vinke ind til os på stuen.

Hans Egon og jeg var indlagt i Randers i seks uger, inden vi kom på Hald Ege ved Viborg. Der skulle vi sammen med mange andre genoptrænes. Vi var lidt misundelige på Hans Egon. Han havde en let lammelse i højre arm. Det kunne næsten ikke ses, og som et led i genoptræningen fik han ofte en æggeblomme med sukker. Den måtte han spise, når den var rørt med den lammede arm. Jeg tænker stadig på Hans Egon, når jeg ser en æggeblomme med sukker.
Da vi efter otte måneder kom hjem, var alt forandret. Jeg måtte vænne mig til, at folk kikkede, når jeg gik, at blive valgt som den sidste til fodboldholdet og sidst – men ikke mindst at gå i ortopædiske støvler. Man kunne dengang kun få et par ufikse støvler til hverdag og fest. Og de skulle holde i 15 måneder – og det til en dreng i voksealderen.
Om de ortopædiske støvler kunne man sige det samme, som Henry Ford sagde om sin Ford-T model. Den kan fås i alle farver – bare den er sort. Det var som med den tids sygekassebriller. De styrkede ikke selvtilliden hos en dreng i puberteten.

Noget af det, jeg erindrer med stor glæde fra min barndom, er den årlige tur i jumbe op til min farfar i Vester Doense. Det var gerne den 21. juni, når han havde fødselsdag. Vi kørte som regel i vor egen jumbe med jernhjul. Det kunne være en blandet fornøjelse, men undertiden lånte Christen Borresens jumbe. Den havde gummihjul. Det var rart.

Der var i begyndelsen slagsmål om, hvem der skulle sidde forrest i jumben. Vi havde madpakke med. Lige nord for Mariager kunne vi ikke vente længere. Vi hyggede os med maden – bortset fra ham, der havde tilkæmpet sig pladsen lige bag ved hesten. Den hyggede sig også, men lugten var svær at vænne sig til sammen med maden. Når vi kom til Hobro, gav Far gerne en is.

Senere cyklede vi til Mariager, hvor vi betalte et beløb for at få cyklerne opbevarede, mens vi tog rutebilen til Hobro. Der skiftede vi til en anden rutebil mod Vester Doense. De sidste 1,5 km fra vejen ind til Vester Doense måtte vi gå.

Farfar skråede og havde som alle andre ordentlige mænd sin spytbakke stående i et hjørnet af stuen. Det var imponerende at se ham sidde ved bordet og spytte i bakken. Han ramte næsten hver gang.
Han var også ivrig jæger. De patroner, han ikke mere kunne lade op, fik vi til at lege med. De blev bl.a. brugt til at lave røgbomber af.
Et patronhylster blev fyldt med celluloid fra et cykelstyr. Som regel glemte vi at spørge, når vi tog det fra andres cykler. I et lille hul i siden af patronen, eller hvor fænghætten havde siddet, blev lunten anbragt. Hullet i toppen blev lukket med en prop. Når der blev sat ild til bomben, osede den fælt.

Mit højeste ønske dengang var at få råd til at købe en motorcykel til min 18 års fødselsdag, men der var jo det med pengene. Pludselig viste der sig en mulighed.

Efter krigen var cyklerne igen kommet på mode. Da de færreste havde råd til nye cykler, blev de gamle sat i stand. Det blev i nogle år mit arbejde. For en krone fik jeg mine brødre til at slibe lak og rust af. Hos cykelhandler Juul i Havndal købte jeg maling i forskellige farver samt lak og billeder til staffering af cyklerne. Når en cykel var malet, lakeret, stafferet og på anden måde sat i stand, fik jeg 15 kroner. Efterhånden udvidedes forretningen, så det blev nødvendigt at tage til Randers for at købe materialer i Cykelkompagniet, hvis jeg da ikke kunne nøjes med at sende bud med rutebilen.
Selv om Grønnings rutebiler udgik fra Assens, begyndte ruten først i Sem. Stillede man sig ud til vejen, kunne man nu godt komme med fra Edderup, hvis man da ikke foretrak at tage Karl Thomasens rutebil i Kastbjerg. Det var små biler, der var plads til omkring 20 passagerer. Ruten gik fra Sem over Dyrby og Gassum til Randers. Ved juletid kunne der hurtigt blive trængsel i bilen. Så lød chaufførens stemme: Vær venlig at rykke længere tilbage i midtergangen. Til sidst var det ikke nødvendigt at holde fast i stroppene. Man kunne ikke vælte. Blev trængselen for slem, ringede chaufføren til Assens, så blev der sendt en ekstra rutebil af sted mod Gassum. Her mødte vores rutebil Mariagerbilen. Passagererne i midtergangen blev så fordelt i de tre biler, inden turen fortsatte til Randers.

Under krigen kørte bilerne på gas. Bag på bilen var installeret en stor generator. Chaufføren måtte en gang imellem ud for at hælde en sæk brænde i kedelen. Det hændte, at rutebilen ikke havde motorkraft nok, når den skulle op ad Dyrby- eller Sembakken, så måtte mænd og drenge gå op ad bakken. På toppen af bakken ventede bilen med de øvrige passagerer. Det var en blandet fornøjelse i dårligt vejr, men humøret var som regel højt, så der var mulighed for en munter bemærkning. Det var en af de få lejligheder, hvor jeg havde fordel af mit dårlige ben. Jeg fik lov til at blive siddende i rutebilen.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.