Landsbyhistorier.dk

Købte Ålborg for 175 kr.

Jeg gik til præst i 1950 hos pastor Nørgaard i Hem. En dag glemte vi helt, hvad vi havde lært. Da vi var på vej gennem Skrødstrup, blev vi så fristet af Andrea Fynboes røde æbler, at vi gik på æbleskud. Pludselig råbte Andrea oppe fra trappen. Kom lig her op drenger, jæ vil gæn snak mæ jer. Jæ gør jeg int nåed. Vi spænede hen ad vejen mod Sem. Vi havde jo lovet at komme lige hjem.

Min første plads var hos Søren og Marie, der boede på en lille ejendom mellem Edderup og Nebstrup. Marie var et jern. Var hun i nærheden, arbejdede alle. Søren havde en ganske anderledes afslappet holdning til livet. Stod han med armene hvilende på svinestiens skillerum, hændte det, at hovedet gled ned på underarmene – så sov han. De to belgiere havde temperament som Søren, så der skulle undertiden gode overtalelsesevner til, hvis man skulle have dem til at rubbe sig. Jeg boede i et uopvarmet værelse i hjørnet af stuehuset. Om vinteren var der, når jeg vågnede, et tykt lag rim på dynen. Det krævede stor selvdisciplin at stikke fødderne ud under dynen, blive vasket og trække i det iskolde tøj – men sådan var forholdene jo for de fleste den gang. Jeg var glad for at tjene hos Søren og Marie.

I 1953 flyttede jeg hen til Anders Mogensen i Havndal. En gang vi var ude at høste korn ved Overgårds enge, blev der et forfærdelig tordenvejr. Vi krøb i ly ved en bæk under et bindersegl. Pludselig slog lynet ned så tæt ved os, at det tog Anders det meste af en halv time at komme over det.

Jeg ville gerne være mekaniker, men kunne ikke finde en læreplads. I stedet kom jeg i 2 år i lære som mejerist på Skørring Mejeri på Djursland. Det var et stort mejeri. Der var 7- 8 mejerister. Lønnen var 60 kr. om måneden + kost og logi. Når jeg ved middagstid var færdig med arbejdet på mejeriet, hjalp jeg til med regnskabet. Jeg ville gerne tjene lidt ekstra penge, så i min ferie gik jeg ud og arbejdede hos landmændene. I den tid holdt jeg mig selv ved kost på værelset. Jeg prøvede også en overgang at gå rundt og sælge malerier for en kunst-maler. Det kom der nu ikke noget godt ud af. Jeg tror, jeg fik solgt 2. Hver dag skulle alt gøres rent med skoldhedt vand og kaustisk soda. En dag jeg kom susende, skred træskoene på cementgulvet, så det skoldhede, ætsende vand skvulpede op over mine ben. En af de andre mejerister så det. Resolut tog han mig under armene og vippede mig op i ostekarret i det kolde vand. Det var nok ikke helt reglementeret, men jeg undgik skoldning og ætsning på benene.

Det var ikke så ofte, jeg var hjemme i Edderup, mens jeg boede i Skørrig. Kun et par gange kørte jeg den lange tur på knallert. Da jeg havde taget kørekort til motorcykel i Mørke, fik jeg lov til at låne skolecyklen, da jeg skulle en lille tur hjem til min familie. Efter to år skulle jeg flytte til et andet mejeri for at afslutte min uddannelse. Til stor fortrydelse for især min mor, flyttede jeg til det lille Krejbjerg Mejeri på Salling. Hun var så bekymret, at hun først sendte mig en radio, senere mangen en god pakke med hjemmebag. Den slags luner, når man lever i det fremmede.

Min ankomst til Krejbjerg var alt andet end hyggelig. Mejeribestyreren lå syg i sengen og ville ikke snakke med mig. Da konen insisterede, fik jeg lov til at komme ind i soveværelset. Han bød mig ikke velkommen, men fortalte i en bøs tone, hvad jeg skulle lave den næste dag – så vendte han ryggen til. Næste morgen, da jeg mødte førstemejeristen, vidste jeg, hvor min plads var. Jeg var glad for, jeg havde lært at bestille noget.

Den teoretiske del af uddannelsen foregik på Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole, hvor jeg var et halvt år. I 1960 blev jeg indkaldt for at aftjene min værnepligt i flyvevåbenet. I de fire måneder, jeg var rekrut i Jonstruplejren ved Værløse, tog jeg kørekort til bil, lastbil og til bil med påhæng. Jeg er nok den eneste danske soldat, der har købt Ålborg for 175 kr. Det kom sig af, at resten af soldatertjenesten skulle tilbringes enten i Ålborg, Skrydstrup eller Karup. Jeg trak desværre Karup, men jeg havde de 175 kr., som en af mine kolleger, der skulle til Ålborg, manglede, så jeg købte Ålborg.

Da jeg ankom til Flyvestation Ålborg, skulle jeg melde mig i kørselsafdelingen i et lille skur ved en af hangarerne. Ingen svarede, da jeg bankede på ruden, så jeg gik ind. Det skulle jeg ikke have gjort. Der blev talt meget højt, og jeg blev sendt ud for at banke på igen. Tonen ændrede sig straks manden hørte, at jeg var fra Edderup. Han var fra Klattrup ved Havndal. I 1961 var jeg på sergentskolen i Værløse i et halvt år. Derefter vendte jeg tilbage til Ålborg. Da en af flyvestationens kørelærere blev pensioneret, fik jeg muligheden for at uddanne mig til kørelærer. Jeg kom efter anbefaling fra en af kørelærerne til en prøve hos den motorsagkyndige på Hærens Materiel- og Færdselsskole i Hellerup. Et halvt år arbejdede jeg som kørelærerassistent. Jeg underviste de elever, der skulle omskoles til forskellige kørestøjstyper. Da jeg et halvt år efter gik op til den afsluttende eksamen og bestod, blev jeg ansat som kørelærer på Flyvestation Ålborg. Det var min arbejdsplads, indtil jeg som 60-årig – som alle professionelle soldater – skulle lade mig pensionere i oktober 1998.

Sideløbende har jeg kørt privat køreskole i Ålborg, med kørekort til motor-cykel, bil, lastvogn, lastbil med påhængsvogn, omnibus, i ca. tyve år. Jeg ejede en overgang en af de mindre ejendomme på Thorshede. Jeg kørte ofte hjem til Edderup for at hjælpe til på mine forældre ejendom. Til gengæld lånte jeg min fars traktor, så jeg kunne klare markarbejdet i fritiden og i weekender. Der var ingen dyr på ejendommen. Stuehuset led noget under at være udlejet til fremmede. Det hjalp først, da John Søndergaard og hans kone flyttede ind som lejere. De ryddede op og gjorde i stand både ude og inde. I 1968 blev jeg gift med Ruth, vi har to børn Kent og Rikke. Mine store interesser – jagt og fiskeri – har betydet, at jeg stadig har forbindelse med nogle af mine barndomskammerater fra Sem Sogn.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.