Landsbyhistorier.dk

Et par på skrinet

Da jeg var omkring 10 år, fik jeg vand i lungerne. Det tolkedes som begyndende tuberkulose, der den gang var en udbredt og ofte dødelig sygdom. Jeg blev indlagt på Vejle Sanatorium, hvor jeg måtte opholde mig de næste 10 måneder. Da jeg kom hjem, var jeg blevet storebror.

Det var almindeligt, at drenge for at stive selvrespekten af begyndte at ryge, når de blev konfirmeret. Det var ikke så lige til under krigen. Tobakken var som alt andet rationeret.
Jeg fandt ud af, at man kunne skrive efter tobaksfrø og så selv avle tobak i haven. Når bladene var store nok, blev de brækket af og hængt op til tørring. Derefter blev de, inden de blev findelt og røget, behandlet med “aroma”. Tobakken kunne ryges, men vi var nu glade, da vi efter krigen igen kunne få rigtig tobak.

Min far var ivrig jæger. Vildtet, han skød, blev solgt til en vildthandler i Hadsund. Jeg var som min far interesseret i jagt. Første gang jeg gik ud med bøssen, var det med et lånt gevær. Efter en lidt ureglementeret tur i Edderup Skovgårds plantage kom jeg stolt hjem med det første dyr. Det er nok den bedste dyresteg, jeg nogensinde har smagt.
Når jeg senere var på jagt, blev vildtet: Duer, regnspover, fasaner, harer og rådyr sendt med rutebilen ud til fiskehandler Møller i Randers, så tjente jeg en hårdt tiltrængt skilling.

Pi’ Molberg og Mine var et par gamle mennesker, der boede i Rosenly i Edderup. Ejendommen er lavt beliggende. I haven udsprang en lille bæk, der fortsatte ned gennem Edderup og til sidst løb ud i Kastbjerg Å.

I vort sogn holdt alle høns. På de små ejendomme var indtægten fra salget af hønsenes æg ofte så stor, at den kunne betale den beskedne regningen hos købmanden eller i Brugsen. Det gjaldt også for Peder og Mine.
Når Mine havde samlet en kurv fuld med æg, gik hun til Brugsen i Kastbjerg for at sælge dem. Grusvejen til Kastbjerg var lang, og kurven var tung for en gammel kone som Mine. Det kan ikke undre, at hun på en sådan tur blev glad, da en venlig mand, der overhalede hende, tilbød at tage kurven med og sætte den et stykke længere fremme ad vejen. Mine så aldrig hverken æg eller kurv igen. Det har uden tvivl været et tab, der satte sine spor i husholdningsregnskabet.
Lidt naivt tænker vi dag. Men den gang havde vi i vort sogn tillid til og troede på hinanden. For eksempel kunne ingen, der var ved sine fulde fem, drømme om at låse døren, når man gik i byen. Derfor!

Da Peter og Mine blev så gamle, at de havde besvær med at malke deres to køer selv, gik min mor, Marie Kastberg, hver dag over og malkede for dem. Hun tjente på den måde 35 øre om dagen.
Peder og Mine havde ikke selv radio, så hver søndag kom Peder gående ad jord-vejen op til os for at høre søndagsgudstjenesten.

Efter min konfirmation hjalp jeg til hjemme på ejendommen hos Far og Mor. Hvis der var tid, arbejdede jeg som daglejer på bl.a. Edderup Skovgård. Allerede under krigen begyndte Far at køre mælketur fra Edderup til Havndal for at tjene lidt ekstra. I 1946 overtog vi mælketuren i Grove. Det var ellers gennem mange år Hans Lindskovs arbejde. Det var hårdt for hestene. De kunne æde 200 pund valset rug om ugen. Det var ikke gratis. Ud over at køre mælken til og fra mejeriet havde vi kurve med til folk, der havde bestilt varer hos de handlende i Havndal. Vi skulle være vågne, for der kunne være mange kurve. Bl.a. var der rigtig mange, der til jul købte flødeskum på mejeriet. Det var sjældent folk var utaknemmelige, men det kunne hænde. En dag jeg kørte mælketuren, havde Ajs’ Møller, vores sognefoged, bestilt varer. Om eftermiddagen mødte han op i Bækkebo og spurgte efter en pakke søm. Jeg kendte ikke noget til hans søm og har vel svaret for mig, så godt jeg kunne. Ajs’ blev i alle tilfælde meget ubehagelig og kaldte mig en grøn, snotniesed knejt. Jeg blev rasende og sagde, at han kunne vægre glad for, han var en gammel mand, ellers havde han fået et par på skrinet. Så sluttede den samtale. Dagen efter kunne Far aflevere sømpakken. En mejerist havde stillet den på mejeriets indvejningsvægt. Kort tid efter mødte jeg Ajs’, der kom kørende i V44. Jeg blokerede vejen og spurgte, om ikke det var rimeligt, han tog til Havndal og gav mejeristen den samme omgang, som jeg havde fået. Ajs’ vred sig lidt, men jeg fik ingen undskyldning.

I 1946/47 aftjente jeg min værnepligt ved Prinsens Livregiment i Viborg som infanterist – fodtudse. Da jeg kom hjem, arbejdede jeg hjemme og på forskellige gårde. I 1956 blev jeg gift med Anne Lise. Samme år fik jeg arbejde hos Reinholdt Pedersen i Skrødstrup. Der blev vi i tre år. Det var en dejlig tid. Reinholdt passede køerne, og jeg passede markerne. Det var næsten som at være selvstændig. Reinholdt blandede sig aldrig. I 1959 fik jeg plads på en gård i Gassum, hvor jeg skulle passe markerne og de ungkreaturer, manden købte op til opfedning og videresalg. Et år var prisen på kvier så høj, at han i stedet købte køer, der var malket tørre. Det var udmærket, indtil de havde ædt så godt af foderet, at de begyndte at give mælk. Det betød så meget arbejde for mig, at jeg begyndte at tænke på at forlade landbruget.

Mekaniseringen var så småt begyndt at slå igennem på gårdene, så der var ikke brug for så mange karle. Vi besluttede – som så mange andre – at prøve lykken i Randers. Det var ikke nemt at få arbejde og slet ikke at få en lejlighed. Vi måtte købe et lille havehus i Nordbyen. Der vi boede i 1½ år.

Jeg fik arbejde på Randers Aktietømmerhandel, der lå på Randers Centralbiblioteks nuværende parkeringsplads. Da firmaet kort tid efter fik en ledig lejlighed i en af sine ejendomme, flyttede vi ind. Huslejen var på 29,50 kr. om måneden. Det var billigt. I 1964 købte vi et hus i Vorup, som vi selv renoverede. Bl.a. lavede jeg hele træarbejdet. Ledelsesformen var meget gammeldags på Tømmergården. Direktøren betragtede nærmest de ansatte som slaver. Der var ingen, der turde bede om lønforhøjelse af angst for at miste arbejdet. Når lageret skulle tælles op, foregik det altid i vores fritid. Det skulle jo nødig ødelægge forretningen. Jeg syntes, at det var urimeligt, at vi ikke fik løntillæg for ekstra arbejde, så jeg klagede. Jeg blev kaldt ind til direktøren, der spurgte, om jeg var klar over, jeg kunne miste mit arbejde. Jeg mente, det var os, der gjorde firmaet en tjeneste, så jeg holdt på mit. Kunne det ikke være anderledes, måtte de afskedige mig – vi fik løntillægget. På Tømmergården arbejdede jeg på lageret med at sortere og pakke brædder. Jeg har vel ikke været helt umulig, for det var min arbejdsplads i 29½ år, indtil jeg i 1989 gik på efterløn. Der var stadigvæk nok at se til. Da min datter og svigersøn renoverede deres hus og byggede et nyt værksted, hjalp jeg med alt træarbejdet. Siden min ungdom har jagt været min store hobby. Det betød, at jeg i mange år havde forbindelse med flere af mine barndoms og ungdomsvenner. Det sluttede desværre i 1998 p.g.a sygdom.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.