Landsbyhistorier.dk

Min barndoms landsby

Lindbjerg er en lille landsby, som hører under Harridslev sogn, Støvring herred og det gamle Randers Amt. Nærmeste byer er: Hald og Gjerlev mod nord – Mellerup og Randers Fjord mod øst – Harridslev og Gimming mod syd/sydvest – Mejlby og Spentrup mod vest.

Lindbjergs historie går langt tilbage i tiden. Første gang man finder byens navn i offentlige dokumenter er i 1470 og da kaldte man byen for ‘Lindbierw’. Omkring midten af 1500-tallet findes byen nævnt som ‘Lindbierig’ og hen imod midten af 1600-tallet bliver byen kaldt ‘Lindebjærg’. Slår man op i gamle kirkebøger og folketællinger fra 1700-tallet og 1800-tallet, er navnet ofte stavet på forskellig vis. Men jo tættere man kommer nutiden, jo oftere bliver byens navn stavet ‘Lindbjerg’ som vi kender det i dag.

Den største gård var Lindbjerggaard. Der findes dokumenter på Landsarkivet i Viborg der fortæller: Lindbjerggaard har været en adelsgård, der af kongen blev solgt til fru Øllegaard Gyldenstierne, som var enke efter Chr. Friis til Lyngbygaard. Chr. Friis’ bror, oberst Hans Friis til Clausholm, købte i 1658 halvparten af gården af hende.
Lindbjerggaard har efterfølgende nogle omtumlede år og indimellem har den også været en ødegård. Men i en Skøde- og Panteprotokol fra 1784 kan man læse at Anders Pedersen bliver fæstebonde på Lindbjerggaard. Den allerførste folketælling foretaget i Danmark, nemlig i 1787, kan man læse at Anders Pedersen bor på og driver gården sammen med sin hustru Dorthe Jensdatter. Begge er i øvrigt født i Lindbjerg, Anders i 1753 og Dorthe i 1755.
Den 23. juni 1799 køber Anders Pedersen Lindbjerggaard og bliver selvejer, efter at have været fæstebonde på gården i 15 år. Anders Pedersen driver gården flittigt i yderligere 12 år og den 27. september 1811 sælger han gården til sin yngste søn Jens. Efter 9 år som eneejer vælger Jens i 1820 at sælge halvdelen af gården til sin ældre bror Peder. Handelen bliver underskrevet Torsdag den 8. juni 1820 i Skøde- og Panteprotokol for Nørhald og Støvring herreder samt Glenstrup Birk (B-52-SP-3 side 211).

Lindbjerggaard blev således da en tvillinggaard.

Andre store gårde i Lindbjerg – nævnt fra vest mod øst. Th. Lauritzen – Thorup Pallesen – Chr. Madsen – Karl Winther – Poul Clemmensen – Chr. Østergård – Tane Magnussen – Johannes og Dorthea – og ved vandværket, Jørgen Velling Sørensen. dog boede Jørgen V. Sørensen kun ganske få år i Lindbjerg – de rejste til Hvorslev. (Deres datter Bodil gik jeg i skole med i en af de små klasser, men husker ikke hvilken.) Gårdmændene i Lindbjerg var særdeles aktive og landbruget blomstrede i slut-50’erne. Der var fremgang i de små samfund og arbejde var der nok af. Nogle gårde købte dyre landbrugsmaskiner og lejede ud til andre for et fordelagtigt beløb. Man hjalp til og gjorde brug af hinanden på mange måder – det den ene ikke kunne, det kunne den anden.
Derudover bestod Lindbjerg af: Brugs, Smed, Cykelsmed, Vandværk, Kurvemager, Skole, Forsamlingshus, Frysehus, Slagter, Mælkemand og senere Vognmand samt Maskinstation og Genforeningssten.

Brugsen
Uddeler, Harald Kristensen og hustru Elna stod for den daglige forsyning til Lindbjerg borgerne. I Brugsen kunne man købe ALT – lige fra almindelige ting som skulle bruges i den daglige husholdning samt gryder og pander og saftkoger. Men også selvbindergarn, læskekalk, nye klinger til roe-jernet, nye skafter til diverse redskaber i have og mark. Brugsen var i sandhed ‘en blandet landhandel’.

Smeden
Smed, Peder Andersen kunne reparere alt lige fra plovskær til større landbrugsmaskiner der var gået i stykker. Han var også mester i at slibe knivskæret til skårlæggeren og fremstille nye hestesko. En uundværlig altmuligmand indenfor smedearbejde.

Cykelsmeden og Lillebil vognmand
Cykelsmeden Chr. Riis Madsen tog sig kærligt af de fleste folks mest brugte transportmiddel, cykelen. En lapning, en grundig rensning og stramning af kæden, skille navet ad og smøre kuglelejet og alle andre bevægdele – så var cyklen så godt som ny.
Chr. Riis Madsen var også ejer af en lille røde bus, som vi børn blev transporteret i til og fra skolen i Albæk – det forekommer mig at bussen ikke var særlig stor – men den kom jo også ind under kategorien ‘lillebil’. Senere da den lille røde ikke kunne klare strabadserne mere, købte han en VW Kleinbus.

Vandværket
I den østlige ende af Lindbjerg var (og er stadig). vandværket, som var et privat vandværk.
På et tidspunkt – jeg tror det var midt/slut-70’erne – da vi, som boede ude på ‘vestegnen’ skulle tilkobles Lindbjerg vandværk. Det var far ganske og aldeles utilfreds med. Vi havde jo vores egen boring midt på gårdspladsen og det var det dejligste, klare, velsmagende drikkevand uden haletudser og okker og andet snavs. Og som han sagde “Ka’ køerne drikke vandet så ka’ a vel osse”.
Ganske længe var han modstander af, at blive koblet på Lindbjerg vandværk og kæmpede med næb og klør for at beholde vores eget vand, men til sidst måtte han bøje sig for de offentlige myndigheder og kapitulere. Vi overlevede da også den tort, at skulle drikke vandet fra Lindbjerg.

Kurvemageren
Johansen lavede store kurve til opbevaring af brændsel eller optændingskvas i form af grantoppe ved siden af kakkelovnen og til at bære vasketøj i. Og en løv til at samle æbler i eller mindre kurve til at hente varer i Brugsen, cykelkurve elle kurve til opbevaring af sytøj og strikketøj og små kurve til at samle æg i. Der var i alle størrelser og til alle formål – kun fantasien satte grænser.

Skolen
Skolen havde, som så mange andre landsbyskoler, privatbolig i den ene ende af bygningen og skolestue i den anden. Der var en kæmpestor kakkelovn i lokalet og en stor tørvekasse. Skolegården var ikke særlig stor og der var slet ingen legeredskaber. I et hjørne af skolegården, længst væk fra vejen, var der bygget et skur med to lokum’er – et til drengene og et til pigerne. Der var jalousi-døre og dermed en naturlig udluftning – hvilket var strengt nødvendigt, især på en varm sommerdag. Og det var så sandelig en kold fornøjelse når der om vinteren var føget sne ind på brættet.
Uanset om det var sommer eller vinter, var det bestemt ikke et sted, hvor man brugte tiden til at sidde og filosofere over livets gang.

Forsamlingshuset
Forsamlingshuset var en naturlig del af landsbysamfundet – og er det stadigvæk. Hvis der var sølvbryllup, rund fødselsdag eller en anden større begivenhed, blev det altid fejret i forsamlingshuset. Ved en sådan mærkedag var der ofte lagt en tilmeldings seddel i Brugsen, så kunne man skrive sig på, hvis man havde lyst til at fejre dagen med fødselaren eller sølvbrudeparret. Efter tilmeldingen betalte man et fastsat beløb til Uddeleren og beløbet blev skrevet ind i et telegram fra samtlige byens borgere – hvorefter telegrammet så blev overrakt, som gave fra byen – det var ikke almindeligt dengang at man købte gaver fra hver husstand.

Forsamlingshuset blev også brugt til den ugentlige gymnastiktime af skolens elever – der har vidst også været danseundervisning – men det var før min tid.

På sensommeren blev der holdt muntre høstfester og når julen var vel overstået blev der holdt en stor juletræsfest. Det var som regel 28. december – 4. juledag.
Juletræet var kæmpestort og nåede til loftet. Det blev sædvanligvis doneret af gårdejer Th. Lauritzen, som ejede en del af Lindbjergskoven. I børnenes bevidsthed var det vel nok den største begivenhed der skete i Lindbjerg by.
Vi kunne i lang tid i forvejen, se frem til den årlige godtepose. Men først skulle vi synge salmer og gå omkring juletræet – derefter en anden salme og modsat vej rundt, alt imens vores lærer gik rundt om træet med en lyseslukker på et langt skaft. Der måtte jo for alt i verden ikke gå ild i træet! Efter alt for mange salmer (syntes vi) fik vi endelig vores godtepose som indeholdt en appelsin (som kun var at få til jul) et æble, nogle stykker chokolade, lakrids og bolcher. Og vi var lykkelige!!! – aldrig havde vi fået SÅ meget slik på én gang – og derudover fik vi også en sodavand!

Fastelavn var også et af årets store tilløbsstykker, hvor alle børn og unge mødte op i flotte og fantasifulde hjemmelavede udklædninger og flotte masker så ingen kunne genkendes. Katten blev slået af tønden og ud raslede alskens frugter og slik!

I mange år blev der spillet dilettant i forsamlingshuset. Mange af de Lindbjerg-folk som var udøvende ’skuespillere’ gjorde det med sådan en entusiasme og ildhu at ‘Dilettant i Lindbjerg’ var kendt viden om og mange kom gerne langvejs fra, til en festlig og fornøjelig aften med efterfølgende traktement og dans.
Min mor har i mange år været en fast del af skuespiller teamet og der var ikke den rolle hun ikke turde påtage sig. For hende var det en sand fornøjelse at kunne slippe sin indre spasmager fri og far nød at være med og give hende sin opbakning. Han var ofte den der måtte lægge øre til, når hun igen og igen hjemme i stuen øvede på replikkerne.

Frysehuset
Eller fryseboksen som vi kaldte den, blev bygget i første halvdel af 1950’erne og var til stor glæde for husmødrene. Det var nu muligt at opbevare kød i nedfrosset tilstand. Man behøvede ikke længere at lægge det i saltlage eller få det røget, for at det kunne holde sig. Frysehuset havde 20 bokse og det gjaldt om, at ‘pakke’ sin boks på bedst mulig måde. Alle rum var opdelt af solide gitre mellem hver indehaver. Kødet blandede vi godt når det blev pakket, sådan at man bare skulle tage det som lå øverst, for hvis man begyndte at rode rundt med pakkerne, kunne man ikke altid gå plads til dem igen, da de jo var frosset i ‘facon’. Én gang om året skulle alle boksene afrimes og hele frysehuset rengøres. Man skulle selv rengøre sin egen boks, men hele frysehusets rengøring gik på omgang blandt ‘lejerne’.
Det var en sand fornøjelse at man hele året kunne lave mad af ‘friskt’ kød, syntes mor.

Slagteren
Når det var tid at få suppleret op med kød til fryseboksen kom hjemmeslagteren Anton Jensen fra Lindbjerg kørende på sin knallert med alt sit grej i en kasse på bagagebæreren. Hans skarpe knive og strygestål og andre ting var sirligt pakket ind i et rum-opdelt læderstykke og derefter pakket ind i en fintmasket sæk og derefter var der bundet en hyssing omkring.
Anton havde i øvrigt en bror som boede i ‘Grønkær’ – han var også slagter – og de havde begge et fantastisk godt humør og fløjtede ofte til deres arbejde.
Mor havde gjort køkkenet klar, ‘Master-Mixeren’s knivsæt var slebet, kødknivene var slebet, der var købt brunt papir, frostpapir, elastikker og blyanten var klar til at skrive på pakkerne.
Så blev der ellers lavet flæskestege, rullepølser, koteletter, medisterpølse, leverpostej, fars til frikadeller, flæsk til røgning og saltning, og meget andet.
Jeg var ‘pakkemester’ og alt skulle først pakkes i frostpapir derefter i brunt papir og en snor omkring. På alle pakkerne blev der skrevet indhold og slagtedato. De senere år blev alle pakker yderligere pakket i plasticposer og elastikker havde udkonkurreret snoren. Det aller værste jeg kunne blive sat til at gøre i forbindelse med en slagtning, var at røre rugmel i blodet – jeg har ALDRIG spist blodpølse -lugten af varmt griseblod er aldrig forsvundet fra min næse!

Mælkekusken
Han hed Anders Skipper og boede i Lindbjerg. Han kørte hver dag med sine heste og gummivogn sin runde til Lindbjerg og omegns landmænd og hentede deres mælkejunger som efterfølgende blev kørt til mejeriet i Støvring. På hjemturen afleverede han mælkejungerne – som havde navn og nr indgraveret på ‘halsen’ og på låget – til den rette ejer, med eller uden indhold af skummetmælk og valle som blev brugt til henholdsvis husholdning og til dyrene i stalden.
Skulle vi have æblekage eller andet som fordrede fløde så var det jo nemt at gå ud og skumme fløde af mælken. Mor lavede også selv ‘knapost’ med kommen – det ville far gerne have.

Vognmand
Kresten Salling startede som vognmand i Lindbjerg og min andenældste bror havde arbejde hos Kr. Salling som chauffør. Min bror kørte hos Kr. Salling i nogle år, hvorefter han skiftede til at blive rutebilchauffør hos DSB.
Senere kom Johannes Larsen til som vognmand og hentede mælkespandene som nu blev kørt til mejeriet i Randers. Han var også den, der leverede gødning og såsæd fra DLG til landmændene og om vinteren kørte han med sneploven. En gang var jeg med på en tur med sneploven og jeg syntes det var forrygende sjovt, når han kørte ind i en kæmpe snedrive og det hele stod ud i ét.
Johannes Larsens søn Henrik Larsen har overtaget forretningen og kører i dag.

Maskinstationen
Omkring sidst i 1950’erne og først i 1960’erne etablerede en af byens gårdmænd, Hans Winther, sin egen maskinstation. Han kørte ud til andre landmænd for at udføre det arbejde de ikke selv havde maskiner til. De store maskiner havde den fordel at de var i stand til at udføre arbejdet på en kortere tid og det var jo en fordel alle drog nytte af. Maskinstationen kom hurtigt videre til næste kunde og landmanden fik den del af arbejdet udført hurtigt og effektivt.
Senere var der Ole Timm der kørte maskinstation og jeg husker tydeligt, når han kom ud til far og skulle nedfælde amoniak på markerne – det var nogle voldsomme store maskiner.

Genforeningsstenen
Lindbjerg har en stor Genforeningssten stående midt i byen. Den er placeret ved ‘Gl. Kirkevej’ som er en gammel offentlig vej (nu nærmest markvej) som Lindbjergs borgere brugte førhen i tiden når de skulle i kirke i Harridslev – den har nærmest ‘ført’ Lindbjerg folkene direkte til kirken. Om sommeren kan den stadig bruges – dog bedst, når der har været tørt i en periode.

På Genforeningsstenen står der: “Hvad fjender fordum delte, nu venner delvis helte” “1864 – 1920”.

Som barn synes man jo, det bare er en stor sten med nogle bogstaver på, som man ikke forstår betydningen af, men det er absolut nogle få velvalgte ord, man som voksen synes giver stof til eftertanke.

 

7 replies
  1. Per Skipper says:

    Hej Alis.
    Mit navn er Per Skipper.
    Jeg er i gang med slægtsforskning vedr. min familie som på min fars siden kommer fra Lindbjerg.
    Det var derfor meget spændende at læse om mælkekusken Anders Skipper, som var min farfars
    lillebror.

    Min farfar hed Peder Pedersen Skipper og er født i 1899. Han døde i 1979.
    Han fik 2 børn, hvoraf datteren stadig lever.

    Anders er døbt Anders Pedersen Skipper. Han blev født den 2/6 1902 Han døde i november 1966. Gift med Edith Kathrine Nielsen.
    De fik 3 børn, Esther, Peder og Mogens. Mogens lever stadig og bor i Støvring.

    Der var en bror mere, Anton Pedersen Skipper. Han var født i 1907 og døde i 1965. Han drev en gård i Lindbjerg Bakke. Han var gift med Signe Marie Jensen. Han fik 7 børn, hvoraf 2 stadig lever og bor i Jægerspris.

    Der var også en datter, Marie, som blev gift og flyttede til Albæk. Hun fik en søn, Kristian Yde. De lever ikke længere.

    Det har været spændende at læse din beretning om Lindbjerg. Kendte du mere til familien Skipper?

    Med venlig hilsen

    Per Skipper

    Svar
    • Alis Skjødt Nielsen says:

      Hej Per Skipper 🙂

      Tak for de pæne ord!
      Jamen, det er altid interessant at læse noget, som kan belyse et tidsbillede i ens egen barndom/ungdom, men også hvis man har nogle aner fra det pågældende område. Og du har jo netop aner i Lindbjerg.
      Jeg slægtsforsker selv, så jeg forstår din glæde ved at læse om dine bedsteforældre 🙂
      Jeg husker Anders og Edith Skipper rigtig godt og deres tre børn, Esther, Peder og Mogens. De har jo alle været en del af min barndom – jeg er fra 1952 – og jeg kom ind til Anders og Edith på min rute med Randers Dagblad.

      Du er velkommen til at sende en mail til mig på: alis1952@gmail.com

      Hvis du er interesseret, så har jeg en del materiale om alle de forskellige gårde og huse i Lindbjerg.
      Det er skrevet i power-point, men jeg har gemt det som en pdf-fil, så det er nemt at sende til dig på mail.

      Jeg beklager, at jeg nylig har set din besked nu – men, jeg håber du ser beskeden og skriver tilbage 🙂

      Venlige hilsner
      Alis Skjødt Nielsen

      Svar
  2. Per Skipper says:

    Hej Alis.
    Jeg er i gang med slægtsforskning vedr. min familie som hed Skipper og kommer fra Lindbjerg. Det var derfor spændende ar læse om mælkekusken Anders Skipper, som jeg er sikker på er min farfars lillebror.
    Anders er døbt Anders Pedersen Skipper og er født den 2/6 1902. Han døde i november 1966. Han var gift med Edith Kathrine Nielsen.
    Han havde 3 søskende, Anton, født i 1907, død i 1965, Han drev en gård på Lindbjerg bakke. Han fik 7 børn.
    Marie født i 1900, hun lever ikke mere. Hun boede i Albæk, og endelig min farfar Peder Pedersen Skipper, født 1899 og død i 1987. Min farfar flyttede til Sjælland.

    Anders fik 3 børn, Esther i 1933, Peder i1936 og Mogens i 1942. Mogens lever stadig og bor i Støvring.

    Med venlig hilsen

    Per skipper
    Greve Strand.

    Så vidt jeg har kunnet finde ud af lå Anders barndomshjem på det der i dag hedder Lindbjergvej 95.

    Jeg leder videre for at finde ud af mere om hvordan livet var da de var børn.

    Svar
  3. Allan Bach (Jensen) says:

    Tænkte en morgen, gad vide om min bedstefar Slagter Anton Jensen – som er et dejligt minde og allerede var det før Internettet opstod – var beskrevet og så dukker din side op.

    Sjove og dejlige minder dukker op under din læsning, som den med man kunne få alt i brugsen, vi hentede også dynamit derinde så jo lidt af hvert er vist dækkende og juletræsfesterne i forsamlingshuset, de lyse aftner på samme sted, mit første kys tilhører også Lindbjerg, så tak for lidt mindefuld og sjov læsning.

    Svar
    • Alis Skjødt Nielsen says:

      Hej Allan.
      Ja, det er lidt længe siden, du skrev en kommentar til ‘Min barndoms landsby’ og da det nu er muligt at svare på disse kommentarer, vil jeg gerne sige tak for dine pæne ord.
      Det er altid rart at kunne dele sine minder med nogen som har oplevet det samme, og det må man jo sige vi har, da vi kommer fra Lindbjerg begge to.
      En opfordring til dig om at skrive netop din historie om Lindbjerg – det kunne være interessant.
      Venlig hilsen
      Alis Skjødt Nielsen

      Svar
  4. Bent Bjerre Bach says:

    Kære Alis Skjødt Nielsen.
    Jeg har med interesse læst din historie om Lindbjerg by, men jeg synes, du mangler een historie – historien om Lindbjerg skov, der gjorde jeres by kendt på hele egnen. Om vinteren var der jo ikke meget andet at tage sig til for vi unge end at deltage i gymnastikken i forsamlingshuset – og så i øvrigt glæde os til den sommersøndag, hvor vi kunne mødes med mange andre unge og dyste i jeres skov.

    Det ville være dejligt, hvis du kunne “spinde en ende” om Lindbjergskoven? Med venlig hilsen
    – og tak for historierne.
    Bent Bjerre Bach

    Svar
    • Alis Skjødt Nielsen says:

      Hej Bent Bjerre Bach.
      Tak, fordi du har læst min lille historie om Lindbjerg og finder den interessant.
      Og ja, det kunne være dejligt at kunne ’spinde en ende’ på min historie, men jeg synes jo ikke det er muligt, da det ikke er noget jeg selv har oplevet.
      Jeg skriver jo netop om ‘min’ barndoms landsby og jeg har ikke deltaget i gymnastik i Lindbjergskoven – jeg mener ikke det eksisterede fra 1958 til 1968.
      Dog er jeg meget forbavset over at Lindbjergskoven kunne tiltrække så mange gymnaster, at det over en årrække blev så stort et tilløbsstykke.
      Så jeg er klar over Lindbjergskovens gymnastiske fortid – men der var før min tid 🙂
      Venlig hilsen
      Alis Skjødt Nielsen

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.