Landsbyhistorier.dk

Kød eventyr

Ens for os i Edderup var, at vi var fattige, og at vi kun sjældent smagte kød. Vores understøttelse på 12 – 18 kroner om ugen strakte ikke langt, når en hel familie skulle forsørges.

Jeg var imidlertid blevet gode venner med Jens Lindskov, som havde en lille ejendom i Grove. Han tilbød mig at låne hans hest samt plov og harve, når jeg skulle have noget lavet. En dag sagde han: ”Jeg har en ko til salg, men jeg kan kun få 38 kroner for hende, og det er for lidt”. I folk ude i Edderup skulle gå sammen og købe hende i fællesskab. På den måde kan I få billigt kød, og det er hvad, I trænger til”.

Jeg mindede ham om, at ingen af os Edderup-folk havde penge. Han svarede: ”Tænk nu over, om ikke 8 familier hver især kan rejse 5 kroner. Bliver I enige, så giver I mig 40 kroner, og jeg leverer koen. Men I skal selv skaffe en slagter”.

Det var et fornuftigt forslag, men det var næppe realistisk at tro, at 8 mand i Edderup hver kunne stille med 5 kroner. Der var da også flere, der klart meldte fra, da de hørte forslaget. Men 8 mand blev faktisk enige. En slagter på Hou Mark tilbød at slagte koen, hvis han fik huden som betaling. Alt var således på plads, da Jens Lindskov kom med koen. Hun stod klar, da slagteren kom cyklende. Den første dag skulle han slagte, den næste dag partere. Han betragtede koen og konstaterede, at hun vejede cirka 1000 pund. Efter slagtningen skulle koen hænges op, og eftersom vi havde det højeste hus, skulle koen hænge hos os. Ingen havde tænkt på at købe et reb, så jeg måtte en tur til Assens. Til alt held havde jeg den krone og de 22 øre, som rebet kostede.

Slagteren var lige så fattig som os. Han havde hverken noget at skyde med eller en kødsav. Koen skulle slås for panden, og det mente han, jeg skulle gøre, mens han holdt hende. Sikke en opstandelse der blev. Konerne ville ikke se på, og børnene måtte ikke.

Slagteren skar først hovedet af koen. Ingen af kvinderne havde rigtig mod på at få det. Der opstod bred enighed om, at Karen havde fortjent det, eftersom hun lagde hus til slagteriet. Slagteren pakkede kohuden sammen på bagagebæreren og cyklede hjem for så at komme og partere koen næste dag.

Karen arbejdede møjsommeligt med kohovedet. Da hun var færdig, havde hun 90 frikadeller. Børnene stod sultne og med store øjne og betragtede de spruttende frikadeller: ”Mor, hvor mange frikadeller må vi få i dag” spurgte Sigrid og hoppede på ét ben af bare spænding. ”Alle dem I kan spise”, svarede hendes Karen.
Efter 5 frikadeller var Sigrid fornøjet, og i lang tid derefter rørte hun ikke frikadeller.

Næste dag kom slagteren for at partere koen. Der blev 50 pund kød til hver, og alle var enige om, at det var en vellykket dag. Det må vi gøre hver uge, lød det fra flere sider.

Nummer 2 ko var ikke så stor som den første, så hende købte vi for 38 kroner. Nu var der imidlertid ikke 8 men 20 personer om at dele, for kød eventyret var rygtedes. Den 3. ko, vi købte, var mindre, og da var der ikke kød til alle.

Slagteren var ovenud tilfreds med vort samarbejde. Han var nu i stand til at opfylde sit store ønske: En kødsav. Det var en luksus, han havde ønsket sig i mange år.

Det forår slagtede vi 17 køer. Men da vi stod overfor en stor tyr på 1800 pund, sagde jeg stop. Den vægt turde jeg ikke lægge hus til. Med foråret kom der arbejde, og vi havde ikke mere tid til at slagte. Det var måske i virkeligheden udmærket. Ideen med fælles slagtning havde bredt sig, og det var kommet myndighederne for øre, at der blev slagtet uden kontrol. Det satte en stopper for slagteriet, da der rundt om blev uddelt bøder. Vi undgik bøde, men kød-eventyret var slut for vores vedkommende.

(Kilde: www.aasethomassen.dk)

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.