Landsbyhistorier.dk

Rottehaler og røde sløjfer

Der er nok ikke mange konfirmander, der har oplevet at skulle være fadder på deres konfirmationsdag. Det gjorde jeg i foråret 1964. Da min storebrors søn skulle døbes, stod jeg sammen med de andre faddere ved døbefonden. Jeg skulle holde sutten under dåben. I forvirringen glemte jeg at aflevere den, så da jeg lidt senere skulle konfirmeres af pastor Nørgaard, måtte jeg diskret sende den bagud til min søster, Grethe. På grund af barnedåben blev min konfirmationsfest først afholdt ugen efter. Mine forældre havde indbudt omkring 100 gæster – familie og venner – til fest i Sem Forsamlingshus.

I halvandet år blev jeg boende hjemme, men jeg arbejdede ude hos fremmede. Først hos Ingrid Jensen i Vestervang, hvor jeg skulle passe hus, og når det kneb, hjælpe til i stalden. Derefter var jeg et halvt år på Edderup Østergård og endelig i Enghavegaard hos Inga og Erik Kristiansen. Den tidligere ejer Dorthe Møller, der var gået på aftægt, men stadig boede på gården, havde lidt svært ved at slippe tøjlerne. En dag hun kom ud i køkkenet sagde hun: Ka’u wri en karklud ornli’ ? Selvfølgelig kunne jeg vride en karklud – hvem troede hun, jeg var!

I 1965 rejste jeg til Århus på en ungdomspension for unge sukkersyge, Sahralyst, i Højbjerg. Her skulle jeg gøre rent og hjælpe økonomaen i køkkenet. Efterhånden arbejdede jeg mest i køkkenet. Jeg lærte meget om madlavning, for alt skulle på grund af elevernes sukkersyge vejes og måles. Mens jeg boede i Århus, fulgte jeg et danskkursus under Taleinstituttet.

Da jeg blev 17 år, fik jeg arbejde som husassistent på en kvindeafdeling på Sødisbakke i Mariager, hvor også min søster, Grethe, og min mor arbejdede. Far har altid holdt på, at vi skulle have en uddannelse, men da jeg var i tvivl om, hvad jeg ville være, forsøgte jeg mig først som smørrebrødselev på restaurant Jylland i Randers. Det var ingen succes. Det blev derimod opholdet på Hadsten Højskole, hvor jeg var fra 1. april til 1. oktober 1968. Jeg var meget utryg ved igen at skulle gå i skole, så da jeg drog fra Edderup til Hadsten, meddelte jeg, at jeg var indstillet på at komme hjem hver weekend. Jeg ændrede nu hurtigt indstilling. På grund af de mange skoler: To højskoler, Håndværkerhøjskolen og en husholdningsskole, var der mange unge mennesker i byen. Der var liv og glade dage – og undertiden en lun spadseretur i skoven, så jeg glemte at komme hjem hver søndag. Vi blev undervist i alm. skolefag, samt vævning, kjolesyning og stoftryk. Jeg valgte også psykologi, for den danskundervisning, jeg havde modtaget i Århus, i Mariager og på højskolen, havde givet mig så meget selvtillid, at jeg nu var besluttet på at uddanne mig til pædagog. Jeg søgte ind til Åndssvageforsorgen, som det hed den gang. Den praktiske del af uddannelsen foregik på Sølund i Skanderborg og Sødisbakke i Mariager, hvor vi fulgte det daglige arbejde på de forskellige voksen- og børneafdelinger. Den teoretiske del af undervisningen: Pædagogik, psykologi og anatomi m. m. foregik i København. Da jeg var færdig med min uddannelse i 1971, blev jeg ansat på en afdeling for unge mongoler på Sølund. Samme år blev jeg gift med Peter, som jeg havde lært at kende, til et julebal i Mariager.

På den tid var det blandt unge piger moderne at gå med rottehaler og røde sløjfer, så det er tænkeligt, at vi har set lidt ungdommelige ud. En dag vi skulle på tur til Århus med nogle af eleverne, spurgte en lidt urolig togfunktionær, mens vi stod ventede på toget på Skanderborg Station, om vi nu også havde fået lov til at tage på tur alene. Lidt stødte kunne vi fortælle ham, at det var os, der var ledere – hvad bildte han sig ind? Det var ellers en dejlig tid. Alt var under forandring til det bedre. De store sovesale blev afløst af nye, velindrettede tomandsstuer, vi holdt op med at gå i blå uniformer, og pædagogikken blev mere moderne og fri. En af drengene henvendte sig en dag til lederen og bad om nogle penge. Han ville invitere mig på restaurant til en øl. Det måtte han gerne, men så skulle han selv hente øllene og låne en lighter, så jeg også kunne ryge. Rævestolt kom han tilbage med det hele. En lys øl og en lighter til mig og en guldøl til sig selv. Man har vel ansvarsfølelse. Ved en lovændring i 1976 blev alle pædagoger ligestillede. D.v.s. man kunne søge mange forskellige pædagogstillinger. Jeg havde lyst til at prøve noget nyt, så i 1978 flyttede jeg til Børnehuset i Østbirk, hvor jeg i tre år var støttepædagog for et hjerneskadet barn, der skulle integreres.

I august 1981, da Peter blev arbejdsløs, besluttede vi at søge lykken i Grønland. Peter fik arbejde som fabriksmester på Grønlands største rejefabrik i Sisimiut, og jeg fik arbejde i en daginstitution samme sted. Opholdet i Grønland var en stor naturoplevelse. Da en grønlænder lagde op og ville sælge sine hunde, fik vi også lært at svinge pisken over vort eget hundespand. Vi kom ret billigt til et sæt nye hundeseler. I et forsøg på at løse de store spiritusproblemer, der var på Grønland, havde man indført rationering. Hver person fik 70 point eller mærker om måneden. En øl kostede et mærke og en flaske vin kostede tre mærker. Vi kunne ikke bruge alle de mærker. Andre ville gerne købe dem, så på den måde fik vi penge til indkøb af nye hundeseler. Da vores kontrakt udløb i 1983 besluttede vi at vende hjem – også af hensyn til børnenes skolegang. Den ældste gik i 2. klasse og den yngste skulle starte i 1. klasse.

Vi havde ikke arbejde, da vi kom hjem. Jeg var en kort tid i en vuggestue i Horsens, inden jeg igen fik arbejde i en daginstitution i Østbirk. Far og Mor boede i en beskyttet bolig ved plejehjemmet i Assens, da Mor i 1994 fik en hjerneblødning. Det kneb for dem at klare sig, så jeg fik i 1995 orlov, så jeg kunne tage op for at besøge og hjælpe dem hver onsdag. Da de sidst på året fik en plads på plejehjemmet, begyndte jeg igen at arbejde – først i skolefritidsordningen på Østbirk Skole og senere på en skole i Horsens.

I 2005 sagde jeg mit job i SFO op. Jeg trivedes ikke under de ændrede forhold. Tre måneder senere fik jeg arbejde i en almindelig daginstitution i Østbirk. I vore ferier har vi haft stor glæde af sammen med vore to børn at besøge de fleste af Europas lande i campingvogn. Vi har også haft mulighed for at komme en tur til Canada og New Zealand.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.