Landsbyhistorier.dk

På motorcykel i jakkesæt

Vi boede yderst i Sem Sogn ikke langt fra Assens, så vi havde nok mere fornøjelse af tyskerne end de fleste. Hver gang de skulle ud for at købe proviant hos landmændene, æg, kartofler, korn m.m., eller når de marcherede i samlet flok ud i Hien for at holde skydeøvelse, kom de forbi os.

Min far var som de fleste andre i Edderup ikke nogen ynder af tyskerne, hvilket han ikke lagde skjul på. Jeg kan især huske, hvor utryg jeg var, når jeg skulle hjælpe ham med at trække køerne ud på eller hjem fra marken. Vejene var den gang ikke asfalterede, og vejtræerne stod tæt, så det var begrænset, hvor meget plads der var, når man mødte folk. Det gik fint, hvis vi mødte danskere, men min far kunne ikke se det rimelige i, at en dansk mand, der trak på en dansk vej med et kobbel rolige, danske køer, havde nogen som helst forpligtelse til at gå til side for tyske soldater, der var på vej til skydeøvelse i Sem Hede. Jeg, der var omkring 10 år gammel, havde ikke besvær med at regne styrkeforholdet ud mellem et kompagni bevæbnede tyske soldater og en dansk bondemand med et kobbel køer. Men Far gav sig ikke – og der skete aldrig noget. Min mor var mildere. De tyske soldater var ved krigens slutning meget gamle eller yngre end mine ældre brødre. Det har min mor nok tænkt på, da en halvvoksen, tysk dreng en dag ind under jul blev sat til at holde vagt ved vores hus. Mor, der lige havde lavet medisterpølse, ville give ham et stykke, men han var så angst, at han næsten ikke turde tage imod det.

Under krigen var det ikke let at være husmoder. Det var altid vanskeligt at skaffe varerne på grund af rationeringen – og så var der pengene. Med en børneflok på 13 var der aldrig for mange penge, også selvom de store var begyndt at flytte hjemmefra.

Der var mange kvinder, der viste deres værd. Med små midler og megen snilde fik de tingene til at hænge sammen. Vores mor var en af dem.

Smør kunne kun fås på mærker. Margarinen, som man før krigen havde kunnet købe billigt, var slet ikke på markedet – men vi havde køerne. Selv om afregningen på mejeriet var afhængig af fedtprocenten, skummede Mor en gang imellem mælken, så der var fløde nok til at lave en portion smør i den hjemmelavede kærne – en lerkrukke.

Alt blev talt op og kontrolleret. Man måtte kun beholde en del af det, man producerede. Resten skulle afleveres. Kontrollanterne blev udpeget af kommunen, og det var borgerligt ombud, så enhver kunne blive udpeget. Kornet blev talt op, og man måtte kun beholde det, der skulle bruges til foder. Resten skulle afleveres – sælges.

Mel var også en mangelvare, der kun kunne købes, hvis man havde mærker. En gang imellem lykkedes det Far at opspore og tiltuske sig en sæk hvede, som han fik malet på Å Mølle. Så kunne Mor bage – og det var hun god til.

13 børn var en stor flok, men ikke for mange for vores mor. Hver søndag sad hun ved vinduet i stuen og kiggede spændt op ad bakken for at se, hvem der kom hjem. Hun glædede sig, selv om det betød ekstra arbejde, for mange af os kom hjem med vasketøj, og sammen med os kom kærester og venner. Det blev tit en stor flok, men der var altid husrum – og hjemmebag.

Jeg kom som de fleste andre drenge ud at tjene, lige efter jeg var blevet konfirmeret i 1947 af pastor Nørgaard i Hem Kirke. Min første plads var hos Peter Thorsen i Kastbjerg. Jeg ved ikke, om det var noget, der sad i os fra krigens tid, men jeg var ikke ret glad for at komme sent hjem om aftenen. Gården lå lige op ad kirken og kirkegården, så jeg havde fart på, når jeg på vej hjem skulle op ad bakken til gården. Det var en lettelse, når jeg stod i mit værelse – på den rigtige side af døren. Jeg havde fri hver anden søndag, men jeg skulle være tilbage om aftenen. I dagene mellem jul og nytårsaften havde jeg fri hver eftermiddag, men jeg skulle stadig være tilbage inden aften, så jeg kunne nå at fodre dyrene og muge ud i stalden.

I 1951 tjente jeg hos Charles Brønnum. Det er det eneste sted, jeg har været med til at klippe køer om vinteren, men det er nu noget helt andet, jeg husker bedst fra den plads. Vi fik mund- og klovsyge, mens jeg var der. Havde det været i dag, var alle dyrene nok blevet slået ned – både de syge og de raske. Den gang nøjedes man med at isolere gården i den tid, der var mulighed for smittefare. Det var såmænd hårdt nok. Ude ved vejen stod skilte, der afviste besøgende. Når posten kom med breve eller pakker, måtte han, inden han forlod gården, rense sit fodtøj i karbol for ikke at bringe sygdommen videre. Alle andre bl.a. bageren kom slet ikke ind i gården. De bestilte varer fra købmanden eller Brugsen blev stillet uden for gården, hvor vi selv måtte gå ud og hente dem. Det var ikke rart at se køerne stå med savl om munden ude af stand til at æde. Mælken måtte vi ikke sende på mejeriet. Man forsøgte at anvende så meget som muligt i husholdningen og som foder til grisene, men en del gik til spilde. Når dyrlægen havde erklæret besætningen rask, var man selvfølgelig lettet og glad, men så begyndte arbejdet for alvor. Gulve, stier og båse – alt skulle rengøres med karbol. Det var dog værre på de gårde, hvor man ikke havde cementgulv i stalden. Vi skurede og skrubbede. Når vi endelig var færdige, måtte vi se i øjnene, at alting alligevel ikke var som før. F.eks. var mælkeydelsen mindre, end før dyrene blev syge. Charles var engang lidt bekymret for min økonomi. Det almindelige var, at man, hvis man manglede penge i løbet af året, gik til manden og bad om at få udbetalt et beløb af den løn, man allerede havde tjent. Der skulle meget gode grunde til, hvis man skulle have udbetalt et egentlig forskud.

En vinter havde jeg købt et flot, mørkt jakkesæt. Et par måneder senere slog min bror, Svend, ed slaw op i gården på sin motorcykel og spurgte, om jeg ville med en tur til Randers. Det ville jeg gerne, for nu var det blevet forår, og moden foreskrev lyst sommertøj. Da jeg gik til Rasmus Brønnum for at bede om penge, lagde han ansigtet i lidt mørkere folder, end han plejede, og sagde: No ska’u te’ å pas’ lidt po! Egon. Det måtte jeg så, men efter en hæsblæsende tur til Randers bag på motorcyklen, kom jeg alligevel hjem med et nyt lyst jakkesæt.

I 1954 arbejdede jeg som fodermester hos Anker Holm i Enslev. Jeg fik en god løn – 6.500 kr. for hele året. Det var også det år, jeg blev gift med Musse i Enslev Kirke. Vi havde lært hinanden at kende ved et af de berømte baller i Sem Forsamlingshus. Senere kom jeg til at arbejde på Amaliegård. Man sagde De til Vissing Jørgensen, og han sagde De og Egon. Men ellers var han en meget usnobbet og reel mand. Vi blev aflønnet efter tariffen, og lønnen faldt til tiden. Mens jeg var der, kom jeg til at beskæftige mig med frøavl – bl.a. roefrø. Vi fremavlede selv de små roeplanter, der senere blev plantet ud i marken – enkeltvis. Når planterne skulle i jorden, sad vi to mand på en maskine, som smeden i Vindstrup havde lavet, og stak de små roeplanter i jorden. Da Vissing Jørgensen syntes, det gik for langsomt med to rækker, spurgte han smeden, om han ikke kunne lave en maskine til fire rækker. Jow, jow. Det kunne han da sagtens – så plantede vi fire rækker ad gangen. Når roerne havde sat frø, blev frøstandene høstet, hængt op til tørring og kørt hjem til tærskning. Det var et stort arbejde – og som det dog støvede. Da høsten var forbi, blev Musse og jeg inviteret til høstfest sammen med de andre arbejdere, som havde arbejdet på Amaliegård den sommer. Vi kom til at sidde ved Vissing Jørgensen. Han var en god vært, så der manglede ikke noget. Det var den aften Musse smagte sin første snaps. Vejen hjem til Enslev på cykel var måske lidt lang – men stemningen var god. Det skulle senere vise sig, at Vissing Jørgensen også mente, at folken skulle have det godt i julen. Vi fik alle en kvart gris i julegave. Der var ikke mange arbejdsgivere på landet, der var så gavmilde.

Jeg var meget glad for at arbejde på Amaliegaard. Men alt får jo en ende. Jeg begyndte at arbejde hos murer Christen Christensen i Gjerlev. Det var hårdt at balancere med byggematerialerne på stiger og stilladser. Men han var ikke af de værste. Tempoet var rimeligt. Han foreslog selv, at jeg kunne kaste stenene op til ham, hvis der ikke var for højt. Derved blev arbejdet lidt lettere. Det var noget andet i de 11 år, jeg var ansat hos murermester Arnholm i Randers. Det var storbyggeri. Jeg var med som jernbinder, da vi byggede den store kornsilo på bryggeriet Thor. Vi måtte i de 13 døgn det varede arbejde på toholdsskift fra kl. 12 til kl. 24. Det var 13 barske døgn.

I 1973 fik jeg et helt andet og mindre fysisk krævende job. Jeg blev pedel på Enslev Skole. Der var jeg, til skolen blev nedlagt i 1980. Derefter blev jeg pedel på Gjerlev Skole, hvor jeg arbejdede, til jeg i 1998 gik på efterløn. Vi bor stadig i det hus, jeg selv var med til at bygge i Enslev i 1969/70. Der er blevet lidt mere tid til at passe hus og have, og når jeg en gang imellem giver en hånd med på min søns ejendom, har jeg heller ikke besvær med at sove om natten. Skulle der blive tid til overs, hygger jeg mig ved at gå på jagt eller arbejde med træ.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.