Landsbyhistorier.dk

Han var som katten sin egen

Min mormor, Karen Vase, er født den 11. februar 1901 i Homaa ved Grenaa. Hun tjente på en gård i Mørke, da hendes forældre flyttede til Skrødstrup. Bedstemor ville blive på Djursland, men hendes forældre syntes, at det var for langt væk, så de bad hende komme hjem. Det viste sig, at de havde lavet en aftale om en plads i Hem, hvad Bedstemor var meget ked af.
Sammen med sin mor skulle hun kort efter til en samtale på gården. I gårdsleddet kom en ung pige løbende – på bare ben. Synet forargede hende og hendes mor, der bemærkede:

Sån’ må do it go, Karen! – det var der nu heller ingen fare for.

Mod forventning blev Bedstemor glad for at være i Hem. Med sit sprudlende humør førte hun ofte an, når de unge lavede løjer i byen. I Hem mødte hun min morfar, Jens Vase, til hvem hun blev viet i kirken den 23. marts 1923.

Ca. fire år senere flyttede de til en lille ejendom i Edderup. Stedet var så forfaldent, at det krævede enorme kræfter at få det omdannet til et hjem. Men gå-på-modet og viljen var der, så efterhånden blev det lysere tider.

Den underholdning, der var i Edderup, stod man selv for. Nytårsaften var der frit slaw, og Bedstemor gjorde sit bedste for at indfri forventningerne. Et år kom hun forbi naboens vindue og bemærkede en plade med boller, der stod til hævning. Det var for fristende. Bedstemor fiskede pladen ud ad vinduet, tog den med hjem og bagte bollerne, hvorefter hun diskret stillede pladen tilbage i vindueskarmen – til stor undren for nabofamilien.

Et andet år måtte Eli Nielsen stå for skud. Bedstemor tog ham på fersk gerning med hendes kaffekande i hånden. At snuppe kaffekanden hos naboen var en gammel nytårsskik i vort sogn. Hwa’ lawer do her, spurgte Bedstemor, hvorefter Eli blev inviteret på kaffe.

No gor A ud å lawer kaffe, så ka’ do snak’ lidt mæ’ Jens imens!

Mens snakken gik ved stuebordet, løb Bedstemor og Sigrid, min mor, over til Eli og vendte hans seng på hovedet. Det gik så hurtigt, at Bedstemor kunne servere kaffen og sætte sig ned og deltage i snakken, som om intet var hændt. Eli anede ikke uråd.

Bedstemor var ihærdig og meget proper, udenfor som indenfor var alt i sirligste orden. Det var nok grunden til, at der ofte var bud efter hende, når en og anden havde brug for hjælp til rengøring, vask eller madlavning. Der var flere der fandt, at hun var uundværlig ved fødsler – hos dyr og mennesker.

Hjemme var det hende, der mangen en nat måtte våge over en so, der berigede familien med smågrise. Hun glædede sig over resultatet, når hun havde fået smågrisene tørret og anbragt varmt og godt uden for soens rækkevidde.

Den hårde start med et hus uden gulve, utætte vinduer og manglende døre gjorde, at Bedstemor senere i livet forstod at glæde sig over de små ting – at der var pænt ude og inde. Blånelse og Nu’ren (sæbe) var altid at finde på hylden i hendes hjem. Alting lugtede af sæbe, og sengelinned var let stivet, så det knitrede dejligt, når vi skulle sove. Der under dynen læste hun børnene i Nyskoven, og da jeg blev lidt større dilettantstykker.

Jeg tror, der var gået en god lærer tabt i Bedstemor. Hendes fantasi var formidabel, og når hun fortalte, blev vi alle revet med.

Søndag eftermiddag var der altid liv i huset. Bedstefar sad for bordenden og spillede kort med min morbror, Aage, og naboen, Peter Munch. Det var en selvfølge, at Bedstemor til kaffen stillede an med galopkringle, udrullet lagkage og kaffekage.

Den gang fik vi heldigvis lov til at kede os. Det udvikler jo fantasien. Og Bedstemors fortællinger om skærslipperne og uldkræmmerne fra hendes barndom fik stor indflydelse på mine lege, der ikke altid var helt almindelige. Mens mændene spillede kort og damerne snakkede, gik jeg rundt og forsøgte med større eller mindre held at sælge, hvad jeg havde i min bylt af kamme, børster m.m. At være sælger er i dag mit levebrød, hvem ved, måske kan jeg endnu nå at avancere til skærslipper.

Handel interesserede også Bedstemor. Hun handlede selv med æg, juletræer og bær, som hun plukkede i heden. Og når Christian Andersen kaldet Long Krasjan kom forbi, købte hun sommetider fisk af ham. En dag kom han spadserende på landevejen. Bedstemor stod i døren. Christian råbte til hende, om hun ville købe ål.

Å, de æ wal bare nåed bitte skidt, råbte Bedstemor.

Resolut tog Christian en ål op af sækken, og med et af de imponerende kast, han var berømt for, slyngede han ålen af sted med så stor kraft, at den landede for fødderne af Bedstemor.

Så ka do sjel si, om de æ nåed bitte skidt!

Min bedstefar, Jens Vase, er født i Hem den 27. januar 1899. Han overlevede Den spanske Syge og oplevede to verdenskrige.
Da han i 1927 flyttede fra Hem til Edderup med Bedstemor og børnene, fik han rig lejlighed til at udvikle de evner, han havde som håndværker. Han var selvlært, men efterhånden som folk i området bemærkede hans kunnen, blev der sendt bud efter ham, når nyt skulle bygges eller gammelt repareres. Ikke så få bygninger på egnen vidner om hans indsats.

Bedstefar var som katten sin egen. Hans stil var kontant. Han sagde tingene lige ud – ganske ligeglad med, om folk syntes om hans meninger eller ej. Han gjorde ikke forskel på folk. Høj eller lav – alle fik de, om de bad om det eller ej, hans uforbeholdne mening. Det skabte respekt.

Den stil har han altid haft. Som soldat kom han til Kastellet og Bådsmandsstræde Kasserne i København. Han blev hurtigt klar over, at de mange tåbelige ordrer kunne han ikke leve med. Blandt andet skulle han samle tændstikker op mellem brostenene. Det ville han ikke.

Der var to, som blev kasseret som infanterister og i stedet blev oppassere. Bedstefar og en fra Mariager. Majoren bad om en forklaring.

Hvorfor er De blevet kasseret, spurgte han.
A ka’ it’ go i trit, svarede manden.
Og ganske rigtigt – øvelsen bekræftede det.
Så blev det Bedstefars tur.
Majoren: Hvorfor blev De ikke infanterist?
Bedstefar: For A æ it suer fatnem!
Majoren: Hvad F., tal dog dansk mand!
Manglende fatteevne, svarede Bedstefar.
Majoren brølede: Det er sgu løgn!
Javel, svarede Jens.

Men Bedstefar vandt hans respekt, og det blev senere hans arbejde at følge mandens børn til og fra skole.

Er det din bedstefar? Spørgsmålet har jeg ofte hørt, og jeg kunne fornemme, at der lå respekt bag.

En gang er jeg dog kommet i tvivl. Det var Marius Møller fra Grove, der spurgte. Marius var et år ældre end jeg. Hans far, Julius Møller, havde fået Bedstefar til at mure for sig. Den lille Marius var meget interesseret og stillede sig tæt ved Bedstefar.
Gå væk, lød det barskt. Marius fik sig ikke flyttet i tide. Han troede måske ikke, at det var alvor. Ikke før Bedstefar med bagsiden af murerskeen sendte en klat mørtel i ansigtet på ham.

Bedstefar var heller ikke typen, der lod sig imponere af penge. Han sagde ofte: Peng løjter i hvordan det goer. Jo! Jens Vase var min bedstefar.

Han vidste besked om mange ting i samfundet. Mange gange har jeg trampet i pedalerne over heden til Edderup for at få hjælp, hvis regneopgaverne omhandlede aktier eller obligationer. Bedstefar kunne altid hjælpe – desværre havde han ikke Bedstemors pædagogiske evner.

Da han blev ældre fik han knallert. Det blev hans kæreste eje. På den kunne han køre landevejene tynde for at træffe gamle bekendte. Han kerede sig ikke så meget om, hvorvidt han var velkommen eller ej. Han havde sin egen ligefremme facon, og den forventede han også fra andre. Når han så havde fået en historie eller nyhed, sagde han ofte:

Den er gevaldig! Den ska a hjem å fortæl’ Karen!

Bedstemor lyttede gerne. Den ros skal hun have. Og Bedstefars historier – de blev ikke dårligere med årene.

Hans afsked med Edderup blev tung. Han flyttede til Fjorvang i Mariager, men han savnede sit værksted og sit værktøj. Det undrede os, at han ikke gik ned og arbejdede på det lille værksted, der var på Fjorvang.

Hvorfor går du ikke ned og snedkererer på værkstedet, Bedstefar? For der ska a ryd’ op!

Om han nu lærte at rydde op eller arbejdede på dispensation, ved vi ikke, men senere kom han i gang i værkstedet og lavede mange gode ting til oldebørnene.

Som Bedstemor havde Bedstefar lune og var gerne med på en spøg.

Da ældrecenteret en gang inviterede til fastelavnsfest med tøndeslagning tog Bedstefar med. Ingen har nogen sinde kaldt ham feminin, så da han velbarberet ankom – i lang blå kjole med hat og sort dametaske – var han ikke nem at genkende. De præcise slag og den kvindelige ynde smeltede mændenes hjerter. Og udsigten til et nyt spændende, kvindeligt bekendtskab gjorde flere af mændene ganske livlige. En spurgte sin sidemand:

Hwem æ hin der?
A ved’ed it! De sejer, de’ æ jen fra Gierløv!

Da vi ville hejse flaget på hans 97 års fødselsdag, sagde Bedstefar:

Nej! Vent I no mæ’ de’ te’ om traj or, så æ’d nåd å fejer.!

Men det skulle hverken han eller vi opleve. Vi hørte aldrig Bedstefar beklage sig over noget – helbred eller alder. Jeg oplevede at have ham med til mit sølvbryllup. Kun ved den lejlighed har jeg hørt ham omtale alderen. Han sagde, at han følte sig gammel, når han så på mig.

Det jeg husker bedst om Bedstemor og Bedstefar er, at de aldrig gav op, og altid forsøgte at få det bedste ud af tingene. De havde evnen og viljen til at lytte og var levende interesserede i livet omkring dem. Det er ingen selvfølge, men måske medvirkende til, at de opnåede så høj en alder.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.