Landsbyhistorier.dk

Et rap over fingrene

Pladsen i Enghavegaard blev anset for at være en af de hårdeste i sognet, men man lærte meget, for Dorthe (Anders Møller’s kone) var dygtig, og hun var interesseret i alt. Hun deltog i gårdens drift. Det var hende, der vidste, når en ko skulle holdes til eller et dyr sælges, og undertiden var det hende, der løjted o – lygtede af. Udtrykket stammer fra den tid, da landmænd gik dagens sidste runde i stalden med en petroleumslampe i hånden.

Og som Dorthe kunne malke. En morgen hændte det, der aldrig måtte ske – vi sov over. Stor opstandelse. Kunne vi nu nå at malke og få mælkespandene på plads ude ved vejen, inden mælkekusken kom forbi på sin vej mod mejeriet i Havndal. Alle måtte hjælpe, og vi nåede det, for Dorthe stod ud af sengen og ledede slagets gang.

Også livet i sognet interesserede Dorthe. Der var enkelte, der påstod, at det, hun ikke vidste, ikke var værd at vide – nogle brugte andre ord.

Det gamle ordsprog: Hun ka bær lig så møj ud i sit forkle, som han ka kom hjem mæ i sin pong, passede ikke på Dorthe. Hun var møj nøw. Intet blev smidt ud. Da jeg havde været der nogle uger, sagde jeg til True Line, der havde været gammelpige på gården i mange år, at jeg ikke syntes, det var så slemt. Hun svarede lakonisk: Vent en måned! Og sandt var det, ingen har nogensinde sagt, at Dorthe roste for meget.

Dorthes og Ajs’s forhold til tjenestefolkene var lidt gammeldags. Når vi sad ved langbordet og spiste, sad Dorthe og Ajs ved den ene ende af bordet. Der var dækket op med smør, sødmælk og franskbrød. Ved den anden ende af bordet, hvor vi sad, var der margarine, skummetmælk og rugbrød.

Når vi for eksempel fik grønkålssuppe, skulle vi spise en hel tallerkenfuld af suppen, inden vi begyndte at spise af kødet. En af karlene havde ikke hørt det, så han tog straks efter kødet. Dorthe gav ham et rap over fingrene. Men sådan var forholdene på mange store gårde.

Biler var der ikke mange af den gang. Der var dyrlæge Munch, doktor Fuglsang og Ajs Møller. Dorthe og Ajs Møllers bil havde nummer V44.

Det var så ualmindeligt at se biler, at flere, der i dag er ældre herrer, erindrer, at lærer Bach tillod, eleverne at forlade skolestuen for at beundre vidunderet, hvis der kørte en bil forbi oppe på vejen.

Når Ajs og Dorthe kørte en tur i V44, var det selvfølgelig Ajs der styrede, men det hændte ikke så sjældent, at Dorthe blandede sig i kørselen. Pas på ham der, Ajs, formanede Dorthe, hvis han lagde an til at overhale en cyklist. Ajs var ikke uden lune, så en dag de overhalede en cyklist, bemærkede han lunt:

Æ de jen, vi ska’ pas’ po, Dorthe!

Hvis Ajs og Dorthe en aften kørte i byen, blev Line siddende oppe og ventede, til de kom hjem. Det var nemlig hendes arbejde at tæppe af – lægge sengetæppet sammen, når de skulle i seng, og det måtte hun først gøre, når de kom hjem.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.