Landsbyhistorier.dk

Illegale blade under loftsbrædderne

Vores farfar, Poul Peter Nielsen, der var murer på Dania, købte i slutningen af 1800’tallet 20 tdl. hedejord. Som ejer af så meget jord, kunne han ikke længere være i fagforeningen, derfor begyndte han at opdyrke heden – med sin hakke, sin skovl og sin spade.

Bedstemor fik tuberkulose, der var en almindelig og ofte dødbringende sygdom. Da hun døde, overtog vores forældre i 1919 ejendommen. De måtte ikke flytte lige ind. Først skulle huset desinficeres. Vinduer og døre blev klistret til, hvorefter huset blev gasset.

Udbyttet fra den lette hedejord var ikke det største. Man sparede på den dyre kunstgødning, som vi selv måtte blande, og gødningen fra vore 4-5 køer rakte ikke langt.

Skulle stråtaget repareres, måtte Far høste rugen med le – og senere tærske med plejl, så stråene kunne bruges til at tække med. Ellers høstede vi med slåmaskine eller aflægger. Når kornet var blevet tørt, blev det kørt hjem i laden eller i stak.

Det var – sagt på jysk møj træls – at gå en hel eftermiddag og genne på hesten i den hestegang, vi havde i gården, men det var nødvendigt for at få vores pigetærsker, det lille, primitive tærskeværk, til at fungere. Helt galt var det de år, hvor kornet var så lavt, at det ikke kunne bindes i neg, så blev det kørt hjem som rivelse og tærsket – som det dog støvede.

Når vi havde tærsket, lå avner, korn og halm i en bunke. Halmen kunne vi fjerne med en greb, og så kunne vi begynde forfra med at rense kornet i den hånddrevne rensemaskine. Den brugte Mor også, når hun rensede de tyttebær, hun og pigerne hvert efterår plukkede i heden og solgte til Andi-Peter fra Assens for at tjene en ekstra skilling til husholdningen.

Vi havde ikke el eller vand på ejendommen. Vandet måtte vi hente i brønden, der lå på den anden side af vejen. Tre store cementrør var gravet ned i jorden. I bunden var et rent lerlag, her sivede vandet ud. Kunne der leve frøer i brønden var vandet rent – og vi så ofte frøer.

Værst var det, når Mor en vinteraften sagde, at der ikke var mere vand, så måtte en af os drenge ud i vejret, over vejen til brønden. Man kunne ikke se, og der var ingen hegn om brønden, så de sidste meter var det klogt at kravle, så man undgik et ufrivilligt bad.

Når sneen smeltede om foråret, kunne det ske, at arealet ved brønden stod under vand, så skulle den tømmes. Til sidst blev en af vi drenge hejst ned for at skrabe mudder op, indtil vi igen kunne se det fine, rene ler på bunden.

I den tid vi ikke kunne bruge vandet fra brønden, kom Far, der kørte som mælkekusk, hver dag hjem fra Trinderupgården med et par mælkespande fyldt med vand.

Til ejendommen hørte en lille skov. Træerne blev solgt på roden. Når de var fældede, blev de kørt til et savværk og savet i brædder. Grenene kørte Far til Assens. Her solgte han dem til arbejderkonerne, der huggede dem op og bandt dem i små bundter, der lige passede til komfuret og kakkelovnen.

Selv om Mor var dygtig og nøjsom, var indtægterne fra landbruget langt fra nok til at forsørge en familie med 13 børn, så Far måtte tage arbejde ude.

Hjemme kunne vi altid høre, når en kuldamper ankom til Dania, så blev der travlhed. Mor smurte madpakke og viklede våde aviser om trepæglsflasken med kaffe. Far fandt cykel og skovl frem, for det gjaldt om at komme hurtigt af sted. De, der kom først frem til Dania, fik arbejdet.

At læsse kul på Dania var akkordarbejde og godt betalt, så når Far 10 – 12 timer senere kom hjem kulsort over det hele, var Mor glad:

No æ’d peng, så wi ka’ kyw tøw te’ knejten.

Et år, der var småt med foder, lejede Far sammen med et par andre et stykke af Sem Hede for at tjene lidt ekstra. Hus- og gårdmænd måtte som så ofte før i Hien for at hente revling og lyng til kreaturfoder. Gik det lidt trægt med betalingen, stak Far gerne en greb op til manden i læsset med ordene: Do ka’ set pengen her!

Da tyskerne forlod landet i 1945, blev en masse biler kørt op i kanten af Skrødstrup Skoven, hvor de blev sprængt. For at forhindre folk i at stjæle fra bilerne, holdt frihedskæmperne vagt.

Det forår gik Far og Eskild Bregendahl og tog stød, trærødder, op. Far havde lært at sprænge dem ud af jorden. Tidligere var det hårdt arbejde at brække dem ud af jorden med en rafte, når man havde hugget smårødderne over med en økse.

Pludselig så de, at der under de grene, de skulle have med hjem, lå dæk og hjul fra bilerne. De var ikke længe om at finde ud af, at der kunne tjenes en ekstra skilling, hvis de tog dem med hjem og solgte dem – så det gjorde de.

Far kunne – som Bedstefar – ikke komme i en fagforening, fordi vi havde 4 – 5 køer. Grænsen gik ved to, men han ville ikke skille sig af med nogle af dem.

Det var som regel Far der malkede køerne. Om vinteren, eller hvis det blev ud på aftenen, fordi en eller anden kom og snakkede, var det altid en af os, der måtte stå og holde flagermuslygten – og koens hale. Det var der ingen af os, der syntes, var spændende.

Mor vaskede spandene – under skarpt opsyn fra Far, for var de ikke pinligt revne, gik mælken i anden klasse på mejeriet. Det betød dårligere afregning, og vi havde brug for pengene, for der var mange munde at mætte.

Når Far arbejdede ude, var det gerne med heste og vogn. Han var meget glad og stolt, da han fik råd til at købe to frederiksborgere fra Edderup Skovgård. Nu havde han heste, der kunne trække, når han arbejdede i marken, skulle køre mælketur til Assens eller Havndal, sand fra Ajs Møllers sandgrav i Edderup til kommunens vejarbejde eller træ i skoven.

Det var ikke almindeligt at holde mange grise, men en julegris var der som regel i stalden. Vi har dog været ude for, at pengekassen var så slunken, at Far var nødt til at sælge den inden jul.

Skulle der slagtes, blev der sendt bud efter Nicolai fra Hou.

Når grisen lå med bundne ben på det store trækar, skar Nicolai halspulsåren over, så den kunne forbløde, ellers blev kødet ødelagt. Først når grisen ikke skreg mere, blev den stukket i hjertet, så den døde. Så gik Mor i gang med at skære grisen ud, lave blod- og medisterpølse og meget andet.

Engang havde vi en gedebuk som legedyr, indtil Fløche Jensen fra Edderup Skovgård kom og købte den. Man mente den gang, at man kunne afværge kalvekastning i besætningen, hvis en gedebuk gik rundt i stalden.

Vi havde næsten alle typer fjerkræ. Høns, ænder, gæs, duer og en overgang kalkuner.

Både når det gjaldt høns og duer, var Posten en af vore gode kunder. Han købte æggene, fordi han syntes så godt om farven. Vi havde hvide høns, der gik frit omkring. Der var jo ingen trafik. Æggene havde vi tit besvær med at finde. Hønsene gemte dem alle steder – selv på møddingen.

En gang manglede Far penge, så han ikke kunne betale for avisen. Posten syntes ikke, at det var et store problem. Han lovede at ordne det, hvis han fik Dueunger for beløbet. Men sikke et cirkus. Han ville selv med ud i dueslaget og penge duerne ud. Trods vore protester vred han halsen om på nogle voksne duer. Dem var der mere kød på, mente han – og det havde han jo helt ret i.

Om foråret havde vi en lille bibeskæftigelse. Ikke langt fra os lå Simmismues – Simons Mose. Egentlig var det en lille sø. I søen lå en lille ø, hvor der var en stor måge- og ternekoloni. Var man kendt med forholdene og passede lidt på, kunne man vade helt ud til øen og samle mågeæg. Man skulle altid lade et æg blive i reden, ellers holdt fuglene op med at ruge. Æggene solgte vi til bageren i Assens for ti kroner for en kurvfuld. Var man uheldig og trådte ved siden af stimen, kom man i land med våde bukser, og så var det klogt at se efter, om der sad igler på benene.

Der var et lille problem. En mand, hvis grund gik helt ned til mosen, troede, at han havde eneret på at samle æggene. Hvis han hørte mågerne skræppe op, kom han stormende, så var det klogt at være lidt årvågen, så man kunne nå at komme væk i tide. Desværre blev indsamlingen til rovdrift, så til sidst forsvandt mågene helt fra øen. De er aldrig senere vendt tilbage.

En af vore naboer havde en søn, der boede i Ålborg. Når han under krigen var på besøg hos os, havde han gerne en pakke med. Det var illegale blade. Far gemte dem under loftsbrædderne ude i laden, indtil han kunne give dem til posten, der skulle dele dem rundt.

En dag kom tyskerne fra Assens for at søge efter en undvegen fange. Vores lillesøster forstod ikke, hvad de sagde, men pegede op på loftet. Heldigvis fandt tyskerne ingenting. De ledte jo efter en mand,.

Far og Niels Wichberg var ikke altid de bedste venner. Niels, der kørte som mælkekusk, havde irriteret min far groft. En gang de mødtes på Assens Mejeri, undgik Niels kun at komme en tur i ostekarret, fordi mejeribestyreren lagde sig imellem.

Deres skærmydsler var skyld i, at min søster og jeg skulle køre vores mælk på mejeriet den 19. september 1944, da tyskerne arresterede det danske politi. Det er en dag, der står tydeligt i min erindring.

Der stod tyske vagtposter ved alle indfaldsvejene til Assens. Man skulle have en skriftlig tilladelse for at komme forbi. Det havde jeg ikke. Først da Slagter-Peter kom og hjalp os, fik vi lov til at køre på mejeriet med mælken. På vejen hjem gik det galt igen. Vi blev arresteret og måtte tilbringe adskillige timer på skolen, som tyskerne havde beslaglagt. Det samme skete dagen efter. Først den tredje dag fik vi den skriftlige tilladelse, så vi kunne køre mælken på mejeriet uden problemer.

Vores storebror, Holger, var politibetjent i Hadsten. Sammen med en kollega var han i Randers. En lokal købmand advarede dem og lånte Holger tøj og en cykel, så han uden besvær kunne tage ud til sine svigerforældre i Råby. Resten af krigen var han under jorden – skjult for tyskerne. Ingen vidste, hvor han var.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.