Landsbyhistorier.dk

Kvien hoppede over hegnet

I gråzonen mellem det jeg kan huske, og hvad min mor undertiden omtalte med varme følelser, dukker et billede op.

Min lillebroder, Holger, blev meget syg af lungebetændelse. Det var en sygdom mange den gang døde af. Den eneste behandling man kendte, var varme omslag.
Efter et lægebesøg var min mor helt slået ud. Hun tolkede lægens væremåde sådan, at nu var alt håb ude.
Fru Bach kom lidt efter lægen var kørt igen. Hun forstod situationens alvor og sagde: Vi fortsætter med varme omslag! Så blev der ellers kogt vand, og vredet skoldede klude til de varme omslag. Processen gentog sig mange gange om dagen i den følgende tid. Når Mor fortalte historien, sagde hun gerne, at vi kunne takke fru Bach for, at Holger klarede skærene.
Mor bad fadervor sammen med os hver aften, når vi var kommet i seng, Det var med til at give dagen en rolig afslutning.

Var der uenighed mellem os børn, var det sjældent Far dømte helt forkert. Vi blev sat til et stykke arbejde, som alligevel skulle udføres. Hans mundheld var i øvrigt: Den der it’ wæl arbed, ska heller it’ ha’ føen! – og ellers mente han, at enhver bliver salig i sin tro. På den måde kunne han forholde sig nogenlunde neutral og undgå at tage parti for den ene mod den anden.
Arbejde var ellers vigtigere end skolen. Om sommeren efter skoletid – nogen gange før – måtte vi med i engen som tørvetrillere. Vi nød kaffen i det fri, og vi blev ofte underholdt af gøgen.

Når vi søskende senere mødtes på Skovly om søndagen, var der mange emner, der kom under behandling: Hvilken gårdejer, der havde de bedste heste, om jerseykøer var bedre end andre kvægracer, om indstilling til militæret, vegetarisme, vaccination, Rudolf Steiners pædagogik, den biodynamiske dyrkningsmetode, J.A.K. og meget andet måtte en tur op at vende. Diskussioner, der fik mig til at tænke over, hvad jeg ville med mit liv – f.eks. hvilke gårde jeg ønskede at tjene på.

Jeg kom ikke som mine to ældste brødre ud at tjene før jeg var konfirmeret, men det forår jeg var 10 år, arbejdede jeg sammen med Åge og Tage nede hos Konsulenten, som landbrugskonsulent Rasmussen fra Mariager blev kaldt i daglig tale. Rasmussen ejede Hammergården i Grove og noget af Semskoven. Det år havde han ikke nogen bestyrer på ejendommen, så han havde hårdt brug for arbejdskraft til at passe roerne – og vi kunne sagtens bruge pengene.

Den 1. november 1947 kom jeg til at tjene hos Jens Møller i Dalsgård i Grove. Lønnen for det første år var 1.300 kr. Det var en god plads. Jeg blev der i tre år. Men det var hos Jens Møller, jeg kom ud for det, Johannes Møllehave kalder Bekymringer, der aldrig blev til noget.
Jeg blev sendt ned på Edderup Skovgård med en kvie, der skulle ned og hilse på tyren. Det har sikkert været Palle, som skræmte Viktor K. og Rasmus K., da de arbejdede ved åen. Da jeg kom til Skovgården, fik jeg den besked, at jeg kunne trække ud ad Nebstrupvejen, der gik tyren i en fold sammen med køerne.
Jeg trak af sted med kvien, mens jeg tænkte, hvordan jeg skulle få den ind i folden. Hvad nu, hvis køerne og tyren stimlede sammen ved leddet? Men jeg var jo nødt til at forsøge. Jeg kom ud til folden, fik leddet lukket op, kvien trukket indenfor, og leddet lukket. Køerne gik og græssede langt oppe i folden, men tyren have fået færten, den var allerede næsten fremme og klarede sit gøremål i løbet af et øjeblik. Meeen! hvordan skulle jeg kunne hindre tyren i at følge med kvien ud af folden, hvis det var det, han ville?
Pludselig kom køerne stormende, måske troede de, at de skulle hjem. Kvien blev så forskrækket, at den hoppede eller nærmest væltede ud over hegnet – ud på Nebstrupvejen. Heldigvis uden der skete noget med hegnstråden – eller kvien. Jeg var lettet. Hjemturen var uden problemer, og jeg havde lært, at man ikke skal bekymre sig i utide.

28. november 1950 rejste jeg over til P. Madsen, Oldhøjgård, Bråde, hvor min storebror, Hans, før havde tjent. Folkeholdet var to karle, en fodermester og en tjenestepige. Da jeg ankom, skulle vi spise. Det var lidt over normal spisetid. Familien var vegetarianere. De bagte selv mørkt hvedegrovbrød næsten hver dag. Da jeg havde taget en pæn portion af grønsagerne over på min tallerken, opdagede jeg, at det jeg havde anset for snittet hvidkål var meget store, rå, snittede zittauerløg. Hjemmefra kendte jeg kun de meget mindre chalotteløg. Jeg lod mig ikke mærke med fejltagelse – men spiste godt med brød til.

Madsen var modstander af vaccinationer. Han mente, at når afgrøderne blev dyrket på rette vis, blev hverken mennesker eller dyr syge. Hans synspunkt kom til at stå sin prøve, da mund – og klovsygen slog ned i naboens besætning. Han boede lige på den anden side af vejen, og hans katte kom ofte på besøg i vores stald. Vores køer var ikke forsikrede. Det eneste der blev gjort for at undgå smitte var opstilling af nogle underkopper med myresyre hist og her rundt om i stalden. Besætningen forblev rask, men vi kunne godt mærke en stor lettelse, da faren for, at den skulle blive ramt af mund- og klovsyge var drevet over.

Gården blev drevet efter den biodynamiske driftsmetode. Gødningen fra dyrene blev via kompostering omsat til muld. Den kunne indeholde mange regnorme. En daglejer bebrejdede meget forarget P. Madsen, at han som vegetar og humanist kunne forlange, at arbejderen skulle stå og stikke sin greb ned i levende væsner. Livsholdningen, intet skal dø, fordi jeg skal leve, er ikke let at leve op til.
Da jeg et par år senere arbejdede på Buddegård ved Nexø deltog jeg i ungdomsforeningens møder, der blev afholdt på gården. Vi startede en slags diskussionsklub, som fungerede på den måde, at hver deltager skulle vælge en bog. Når det blev ens tur til at indlede aftenens møde om den valgte bog, skulle man gøre sit bedste for at fortælle hovedtrækkende i bogen, og hvorfor man havde valgt netop den bog. Derefter startede diskussionen. Alle deltog efter evne. Det føg gennem luften med spørgsmål og kommentarer i den næste time. Så blev der serveret kaffe. Derefter fortsatte diskussionen efter princippet: Frit slaw på alle hylder.

1952 flyttede jeg til Arne Sørensen i Sodemark ved Esrum. Der var tre heste på Gården. To oldenborgere og en krydsning mellem en oldenborger og en fuldblods. Den brugte vi, når der skulle renses roer eller til en ridetur i Grib Skov efter fyraften. En aften, jeg red over en åben plads i skoven, hvor der græssede nogle hjorte, oplevede jeg, at hjortene kun veg et par meter ud til siden. De blev ved med at græsse, som køer ville gøre. De så kun hesten og bemærkede ikke min eksistens. Der er plads til os alle – hvis vi vil. Måske er ekspansion og effektivitet alligevel ikke altid det eneste svar.

Diskussionerne derhjemme var måske skyld i, at jeg meget tidligt begyndte at undre mig over, at skønt vi i vores del af verden bekender os til kristendom og demokrati, har kærlighedsbudet indtil nu ikke haft nogen større indflydelse på den politik, der føres. Der drives rovdrift på jordens resurser, og det er så som så med fordelingen af goderne.
Mener man noget med det, man tror på, har der altid været nok at tage stilling til – man kunne f.eks. demonstrere mod: Atomkraft, krig, eller den økonomiske udbytning. Jeg aftjente min værnepligt som militærnægter i Oksbøllejren.

Jeg haft altid haft stor lyst til at opleve verden, og da jeg altid har lagt større vægt på, hvem jeg arbejder samme med, end hvad jeg arbejder med, har jeg haft store muligheder.

I 1960 rejste jeg til Norge, hvor jeg tjente i Telemarken hos lensmanden, Bunkholt, der, fordi han var medlem af Stortinget, kun var hjemme på gården i weekenderne.
En søndag, jeg i fint vejr gik på fjeldet, fandt jeg ud af, at man aldrig skal føle sig helt sikker, hvis man færdes på ukendt grund. Jeg blev overrasket af et voldsomt torden og regnvejr. Jeg fandt i læ i et uaflåst skur, mens tordenbragene gav genlyd og vandet fossede ned ad fjeldsiderne. Lynglimtene kom både fra oven og fra fjeldet. På vej ned ad det fugtige og glatte fjeld, fik jeg brug for at støtte mig til et ca. fire meter højt træ. Pludselig bevægede jorden sig. Jeg nåede at give et hop, og lå nu i den lille hulning i fjeldet, hvor træet havde stået. Jeg undrede mig over, at stormen ikke for længst havde sendt træet på den rutschetur, når der ikke skulle mere til end en torden-byge et lille skub. Jeg tror, det er den eneste gang jeg har følt ubehag ved tordenvejr.

Efter hjemkomsten fra Norge fik jeg arbejde som jord- og betonarbejder hos K. Hindhede i København.
Da min bror, Tage, fortalte om sit arbejde i Grønland, syntes jeg det lød spændende. Jeg søgte ansættelse hos A/S Jesper & Søn, og i foråret 1962 fik jeg tilbudt en stilling i Grønland. I de følgende fire år arbejdede jeg som sæsonarbejder i byggebranchen flere forskellige steder i Grønland. Jeg var bl.a. med, da sygeplejeboligen i Jacobshavn blev bygget.
Jeg mindes endnu den dag, vi i havnen skulle losse hele årets forbrug af cement. Sækkene blev kørt fra skibet op til et teltet på kajen, hvor vi anbragte cementsækkene i høje stabler. Ved at bruge sækkene som trappetrin, kunne vi nå op til toppen af teltet med de bagerste rækker. Vi sov godt om natten, og næste dag var vi meget ømme i arme og skuldre.

Kun en enkelt vinter blev jeg i Grønland. En aften gik jeg, der ikke danser, til dansemik. Jeg var vist nok den eneste dansker. Jeg var ikke utryg, for jeg havde iagttaget, at grønlænderne aldrig sloges selv når der var mange samlede – og dog. På vejen hjem blev jeg passet op af en grønlænder, der gerne ville prøve kræfter. Det blev dog ikke til noget, for pludselig kom to af hans kammerater, tog ham under armen og gik med ham.
Efter en kort arbejdsperiode i Sverige 1966/67 arbejdede jeg forskellige steder i Københavns omegn: På Rigshospitalet, i Ballerup, Vejlesøparken, Teknikerbyen og Farum Midtpunkt. Og midt i det hele – det bedste. Jeg mødte Birthe, som jeg blev gift med i Herluf Magle kirke i 1971.
Jeg startede på min sidste arbejdsplads, Østre Anlæg, i 1977. Min chef var, som jeg jyde, så vi forstod hinanden, og jeg var meget glad for, at arbejdet var udendørs. I 1993 gik jeg på efterløn.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.