Landsbyhistorier.dk

Og milde kvinder, hvor har de magt

Da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke i 1978, gik min mor og døjede med ryggen, derfor blev festen mod sædvane afholdt på restaurant Tagterrassen i Mariager. Det er ikke så meget, jeg husker fra selve dagen, men det var jo dejligt at blive fejret, spise fint og høre Morfars tale:

Blyw woksen . . . . Åltier arbed’ til dem, der wæl ha’ed arbed’ . . .

Det var ord alle kendte. Men pludselig sagde han:

Do ska vår dæ for men, der hwisker – å damer, der råver høwt!

Det brændte sig ind. Jeg køber aldrig af en sælger, der ikke kan tale højt og stolt om sine varer, og hvor tit har vi ikke sunget med Johannes V. Jensen:

Og milde kvinder, hvor har de magt.

I 1981 forlod jeg Havndal Skole efter at have taget afgangsprøven efter 10. klasse.

Min første plads var hos Lars Andersen i Hem som andenkarl. Det var en rar plads. Jeg kom ud og opdagede verden. Lars respekterede mig for det, jeg var, og gav mig det ansvar for driften, jeg var i stand til at påtage mig på det tidspunkt. Den slags styrker selvtilliden. Jeg hjalp smeden med at reparere maskiner og redskaber. Det har jeg siden haft stor gavn af. Vi kom med til mejerimøder, markvandringer og besøg på gårde med løsdriftsstalde – og endelig tog jeg kørekort. Jeg oplevede meget, så jeg var kun hjemme om fredagen med mit vasketøj.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være landmand, så jeg måtte uddanne mig. Jeg ville gerne på landbrugsskole i Viborg. Det kunne ikke lade sig gøre, så jeg begyndte på Borris Landbrugsskole i 1982. Borris var møj lont hen. Jeg tog bussen mod Randers søndag aften kl. 17.30. Jeg skulle skifte i Randers og ankom først til Borris kl. 23.30. Så var der kun tilbage at gå de tre km ud til landbrugsskolen med en af bagerens fem kroners automatbasser i hånden.
Vi blev undervist i almindelige skolefag, udarbejdede foderplaner og lærte at beregne gødningsbehov. Det mest spændende var måske turene ud til de moderne landbrug f.eks. gårde, der var gået over fra bindestalde til løsdriftsstalde – Vardestalde – de findes stadig.

Da jeg kom hjem fra skolen marts 1983 fik jeg plads hos brødrene Mogensen. Jeg endte med at være enekarl i otte måneder, så jeg havde god til at afprøve alt det, jeg havde lært på skolen, i praksis. De 75 køer og de 75 ungkreaturer (opdræt) skulle passes i den nystartede løsdriftsstald og den tilhørende motionsfold, og endelig var der de mange tyrekalve, der skulle opfedes.

I min næste plads hos Ernst Hauer Laursen i Nørre Onsild blev forholdene endnu større. Der var 110 køer og 110 opdræt. Jeg lærte stadig nyt. Vi havde en gastæt tårnsilo, hvor der kunne være et helt års forbrug af foder til 110 køer. Foderet blev blæst fra siloen over i en foderblander, så var det bare at køre frem med traktoren og hælde foder i krybben. Det var nemt, men noget anderledes end det, jeg havde oplevet som barn hjemme i Grove.

Konkurrencen var hård, ville jeg være landmand – og det ville jeg, så måtte jeg sørge for at få en solid uddannelse. Jeg meldte mig til Dansk Landbo Ungdoms kurser i Hobro. I to – tre år gik jeg om vinteren på kurser i pasning af kvæg og svejsning. Om sommeren tog jeg sprøjtebevis og blev undervist i planteavl.
I oktober 1984 fik jeg plads hos Torben Hauer Andersen i Døstrup, hvor jeg kom til at bo i et dejligt værelse med eget bad. Det blev en af mit livs store oplevelser. Ser man på gårdens størrelse, kunne man kalde det et tilbageskridt, men det blev i den plads, jeg lærte stort set alt det, jeg kan i dag.

Torben var en meget dygtig landmand, lidt af en opfinder og ejer af en af Hobroegnens højstydende besætninger, men det vigtigste for mig var, at han turde give mig det fulde ansvar for arbejdet. Da jeg havde været der et år, tog familien for første gang på ferie – en tur til Gardasøen – mens jeg passede det derhjemme.
I samarbejde med Herborg Roeskærerfabrik udviklede Torben en computerstyret roevasker, der var så effektiv, at man kunne fodre køerne med 70 kg roer mod de sædvanlige 35 kg, uden køerne fik roe- eller jordforgiftning. Den blev koblet sammen med det eksisterende computerstyrede kraftfoderanlæg. Det gav højere ydelse, bedre foderudnyttelse og lettere håndtering af roerne.

1986 blev næsten et skæbneår for mig. I forbindelse med en influenza fik jeg konstateret sukkersyge og stillet i udsigt, at min drøm om at blive landmand aldrig ville gå i opfyldelse – men det var også det år, jeg kom på Asmild Kloster Landbrugsskole, hvor jeg tog Det grønne Bevis.

I et halvt år (1987) havde jeg en fodermesterplads i Nørager, inden jeg igen flyttede tilbage til Torben i Døstrup. Der blev jeg, til jeg to år senere rejste til Hobro og fik arbejde på Faltec Porte. Det var i den periode, jeg levede ungkarlelivet – men det var min uddannelse, vi kom fra.
Trods det muntre liv, huede det mig ikke at bo i byen og gå på arbejde fra kl. 8.00 – 16.00 for at lave aluminiumsporte. Jeg slappede af ved at tage til Døstrup og hjælpe Torben på gården i fritiden.

I 1992 begyndte jeg, når der var tid, at arbejde som landbrugsvikar, mens jeg så småt – tilskyndet af Torben – begyndte at se på gårde. I foråret 1993, hvor der ikke var så meget arbejde, fik jeg orlov fra Faltec, mens jeg tog Driftslederuddannelsen på Vejlby Landbrugsskole. Det var spændende at lære om ledelse, samarbejde, organisation, virksomhedsøkonomi, landbrugsjura og nationaløkonomi. Det var tungt stof, så her sluttede ungkarlelivet. Samme efterår rejste jeg sammen med en kammerat i egen bil rundt i USA – en fem ugers tur gennem 20 stater fra øst til vest.

Jeg var stadig på udkig efter en gård med løsdriftsstald, men der var stor konkurrence. bl.a. måtte jeg engang give op, fordi jeg ikke kunne hamle op med en hollænder, der kunne præstere en udbetaling på to millioner kr. kontant.
Der var ikke økonomi i at overtage mit fødehjem i Grove. Jorden var for dårlig. Der var ingen udvidelsesmuligheder, og det var nødvendigt. Men til sidst lykkedes det. Den 1. oktober 1994 købte jeg ejendommen i Møgelholt ved Als. Den var, da jeg købte den på 36 ha. – jorden fra fire husmandsbrug. I 1994 købte jeg yderligere 19 ha og indgik en aftale med en nabo om forpagtning af hans ejendom på 10 ha. Efter en ombygning i 1996 var der plads til 75 – 80 køer i løsdriftsstalden. Jeg faldt godt til i Møgelholt, og jeg kom hurtigt med i den lokale erfa-gruppe. På møderne udveksler vi erfaringer eller har lærerige diskussioner på baggrund af de indkaldte specialisters oplæg. Det har også været spændende at være med i det lokale vandværks bestyrelse, hvor vi har formået at nedsætte prisen pr. m3 vand ved at renovere ledningsnettet. I 1997 blev jeg formand for vandværket.

Da jeg i 1995 gik til folkedans i Ommersysselhallen, lærte jeg Lene at kende. Hun var sygeplejerske og stammede oprindelig fra Assens. Det blev ikke ved dansen. Lene flyttede ind på gården og i 1996 blev vi gift – pinsebryllup med familie, venner og naboer, for vi vil gerne bevare landbokulturen. Siden er antallet af beboere på gården øget med fem dejlige unger – alle med gamle danske navne: Jens-Christian, Eline-Marie, Jens-Peter, Jens-Michael og Signe-Marie.

For at bevare levestandarden, måtte vi have flere køer, og da også arealkravene til dyrehold blev øget, måtte vi skaffe os mere jord. I 1995 fik vi mulighed for at købe fire ha. af en nabo og i 1998, hvor alle eksperterne spåede prisfald på alle landbrugsprodukter de næste 10 år, købte vi yderligere en ejendom på 12 hektar. I 2001 blev der brug for regnemaskinen. Sammen med en nabo købte vi en ejendom på 46 ha. – jorden og maskinerne delte vi mellem os. Jeg kunne også have købt en ejendom på 12 ha, men det måtte vente til 2002.

I dag – 2005 – er ejendommens areal på 110 ha. jord samt 20 ha. lejet eng- og agerjord, og efter en tilbygning på 1.000 m2 og en ombygning af stalden i 2003 er der nu plads til 150 køer og opdræt. Man kan godt blive lidt svimmel, når man tænker på, at for kun 50 år siden, var der arbejde og udkomme til 12-13 husmandsfamilier på det areal, jeg og min familie – med hjælp af en enkelt karl – nu lever af.

I 1999 tog vi på en længe ønsket ferie – 12 dages bryllupsrejse til Florida. Efter mellemlanding i London var vi på en 10 dage guidet bustur fra Miami til Key West, til Vestkystens brede strande, tre dage i Disneyland og til sidst Kennedy Space Center.

Med fem børn i huset fra otte mdr. til otte år og en voksen pige, der lige er flyttet på kollegium, er vi ikke plaget af tosomhed eller kedsomhed. Vi nyder, når legekammerater eller familie kommer på besøg. Næsten hver dag er der et par børn ekstra ved bordet, og da Lene er sygeplejerske, hænder det, at en nabo eller hans familie skal lappes, når sav eller hammer har været for tæt på. Fritiden går med bestyrelsesarbejdet i Møgelholt Vandværk og udlejningen af det lokale forsamlingshus, og Lene er med i Als Børnehaves bestyrelse.

Ska’ a beskryw mæ sjel, æ a nok møj tolle o en moderne landmand å vær!

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.