En slægtsgård

I 1988 var Jens Møller færdiguddannet fra Asmild Kloster Landbrugsskole. Samme år indgik han sammen med Anna og Villy Møller i I/S Hedely. Bindestalden blev ombygget og moderniseret med plads til 46 køer.

Den 30. jan. 1993 blev jeg forlovet med Jens og flyttede ind på Hedely. Jeg blev student og fortsatte i 1995 på lærerseminariet i Aalborg. Som den første landmandskone på Hedely har jeg en uddannelse og arbejder på fuld tid uden for hjemmet. I dag er hustruens indtægt væsentlig for familiens økonomi.

1997 blev et begivenhedsrigt år. I/S Hedely blev opløst, og vi overtog ejendommen. Vores første barn, Asta, blev født den 6. juni. Vi købte mere jord – Marinus Pedersens ejendom og Skrødstrup Mølle af Viggo Hadsund. Bygningerne blev solgt fra, og jorden lagt ind under Hedely.

Hedely omlægges til økologisk drift
At omlægge til økologisk drift virkede som en fremtidssikring. Samfundet støttede økologien, og det var in. Priserne var gode og kunne, for os at se, finansiere en modernisering af driften. Mange så hovedrystende til og advarede velmenende om fortidens store ukrudtproblemer og om, hvordan kemikalierne netop sikrede landmandens udbytte og dermed indtægterne. Her kom landbrugets net af konsulenter ind i billedet. De rådgav med hensyn til mark, kvæg og økonomi, og ved hjælp af en langsigtet planlægning og udregning af budgetter stod det klart, at det nok skulle gå. Med i beregningerne var en løsdriftsstald til 100 køer. Den stod færdig i 1999.

I 2001 fødtes Cecilie den 5. juni. Jens og jeg blev gift i Sem Kirke den 18. maj 2002. Vi holdt fest på Færgekroen og inviterede familie, venner og naboer. At sætte pris på, at ens naboer er med til brylluppet, er nok ikke så almindeligt i dag. Men jeg tror, det hører landbokulturen til. Vi er et lille samfund, der er flettet ind i hinanden på godt og ondt. Det giver en stor tryghed at være omgivet af så mange mennesker, som kender os og vi dem, synes vi.

I 2002 købte vi Chresten Greves ejendom, Kaldalvej 7, Skrødstrup. Bygningerne blev solgt, og jorden lagt ind under Hedely.

I 2003 blev vi spurgt, om vi ville være med i et studielandbrugsprojekt. Her kunne vi få et meget indgående kendskab til vores egen produktion og sammenligne os med andre bedrifter i Danmark. Det sagde vi ja tak til.
Vi har lært at tage imod al den gode, faglige og økonomiske rådgivning, vi bliver tilbudt. Det er nemlig viden på alle felter i bedriften, der er afgørende for indtjeningen. Jens kan ikke selv være ekspert i alt, og derfor har han en god sparring i sine konsulenter.
Det er helt anderledes for os, end det var tidligere. Det er et sikkerhedsnet, vi er omgivet af – om end det til tider kan føles stramt.

Konventionel mælkeproducent igen
Ja, sådan gik det netop. De økologiske regler blev strammere og strammere. De uanmeldte kontrollanter blev en plage, som betvivlede alt, hvad vi gjorde og sagde. Det var belastende for en ærekær landmand som Jens. Da fem års bindingen ophørte i 2004, var han ikke i tvivl. Han ville ikke mere.

Fremtidsudsigterne var dystre, og priserne på mælk faldt. Det var ikke længere rentabelt at være økologisk landmand. Driftsformen har været udmærket. Jens har været meget glad for ikke at skulle sprøjte og kunstgøde. Han har lært mange nye måder at drive specielt græsmarkene på. De gode ting vil han tage med sig, nu hvor han igen bliver konventionel mælkeproducent.

Status er nu, at stalden har 80 malkekøer. Ydelsen er blevet meget højere og svarer ikke til den kvote, vi har købt. Vi må jævnligt slagte køer, for ikke at få for meget mælk. En trist, men meget sigende problemstilling for dansk landbrug.

Landbofamilie anno 2004
Den konflikt, der præger vores familieliv mest i dag, er at få tiden til at slå til. Specielt at huske at bruge tid på at slappe af. Jens har lært at holde ferie. Det tog flere år, før han kunne rejse væk en uge – og nyde det. Ligeså er det med mødeaktiviteter i forbindelse med bestyrelsesarbejde. Der har jeg måttet lære at vælge fra.

Jeg har veninder, der ikke forstår, hvordan jeg holder ud at være gift med en landmand. Han støvsuger ikke, laver ikke mad, henter ikke børn o.s.v. På den måde er vores kønsrolle-mønster ikke væsentlig anderledes fra generationerne før os. Men når man så fortæller, at han arbejder fra 05.00 til 18.30 hver eneste dag, kan de godt se, at sådan må det være. Men jeg har krævet, at han holder en weekend fri hver måned. Det er nemlig også et hårdt job at være lærer på fuld tid!

Det vi sætter størst pris på, og som gør, at vi fortsat har lyst til at drive landbrug, er bevidstheden om, at vi skaber noget. Vi ejer den jord vi går på, vi efterlader noget til fremtidige generationer. Med ansvaret som selvstændig følger også en stor frihed og en glæde, når ting lykkes. En glæde, som man selv kan tage æren for. Men lige nøjagtig begrebet frihed lyder lidt hult i vor tid. For nok lever vi mindre risikofyldt end foregående generationer – men prisen er friheden. Faktisk er vi regulerede i alt, hvad vi foretager os! Netop denne regulering koster samfundet mange penge, og der skal produceres mere og mere for at betale omkostningerne.

Derfor skal vi ikke håbe for meget på, at et af vores børn har lyst og mulighed for at drive Hedely videre. Det koster at holde liv i alle de konsulenter og embedsmænd, som sidder i stat, amt og kommune m.m. – derfor er det evige mål også, flere dyr, mere jord, større ydelse og højere effektivitet.

Men . . . så kan nutidens landmand jo også holde ferie, barsel og få hjælp ved sygdom.

Jo, meget har ændret sig siden det hele begyndte i 1872.

Hedelys historie
Omkring 1872 brændte 3 gårde i Sem By. Anders Christensen Møller, der var fæster på en af gårdene, blev løst af fæstet og fik hedearealet. Han byggede Hedely i 1872, men gik senere fallit. Han tilhørte ikke vor slægt.

Første generation – hedebonde
Ane Kirstine Christensen (1859) og Christen Christensen Smed fra Enslev, købte gården 19. maj 1879. Skødet lød på 8.000 kr. Ane Kirstine var født i Enslev, og Christen var fra Grenåegnen.

Ane Kirstine fødte 10 børn, men kun 5 overlevede. Chresten Skødt, Metha, Christen Smed, Anton og Petra. Anna Møller husker de 5 små høje på familiegravstedet på Sem Kirkegård. Det gjorde indtryk på hende, da hun var barn. Christen Christensen Smed døde i en tidlig alder. Ane Kirstine ansatte en forvalter på gården. Det var den 30’årige møllersvend, Niels Møller Jensen, født i Blendstrup. Den 11. november 1894 fødte Ane Kirstine en sund dreng, Julius. Året efter blev Niels og Ane Kirstine gift. I 1897 fødte Ane Kirstine en dreng, der også kaldtes Christen, og den 27. december 1897 fødtes Jens.

Det gik de 5 børn fra 1. ægteskab godt. Her nævnes kort:

Chresten Skødt blev slagteriarbejder i Hadsten. Metha købte Hjarbæk Kro og blev krokone. Chresten Smed fik en gård på Terndrup Hede. Anton, der blev præstegårdsforpagter i Bælum, var ugift. Petra blev gift med en murermester i Hobro.

Niels kom godt ud af det med Ane Kirstines 5 børn fra 1. ægteskab, dog var han en smule ræd for Metha, så når hun på hans gamle dage meldte sin ankomst, gik han på gåben til Terndrup for at besøge Chresten et par dage.

Niels og Ane Kirstine levede på heden og kunne kaldes hedebønder. Jorden var ringe, men der var meget af den – 86 tdl. Det var nok grunden til, at de ikke var så fattige som andre hedebønder. De levede af gården og havde ingen biindtægter. Besætningen bestod af 4-6 køer, to heste, nogle får og høns. De tre yngste børn gik i Grove Skole. Familien levede et normalt, stilfærdigt og slidsomt liv.

I 1905, da man vedtog en ny navnelov, blev efternavnet Møller Jensen ændret til Jensen Møller. Senere slettedes navnet Jensen helt.

Anden generation – heden opdyrkes
I oktober 1920 døde Ane Kirstine. Forinden – i september – blev der på sygehuset ordnet papirer, så Julius kunne overtage gården for 24.000 kr.

Den 16. december 1920 blev Julius gift med Dortea M. Andersen i Hem Præstegård. Dortea ( f. 1899 ), stammede fra Maagaard i Sem. Hun var datter af Willum Andersen.

Julius satte sig for at opdyrke hedearealet. Heden blev brækket – pløjet op med heste, og de store sten, der dukkede op, blev gravet fri og sprængt i stykker med dynamit.
Derefter hentede Julius mergel i Dalbyover – to læs om dagen i en kassevogn læsset med skovl – og spredte det på markerne med skovl.

En overgang blev køerne syge. Det var noget med nyrerne. En kvie blev sendt til Landbohøjskolen for at blive obduceret. Her viste det sig, at det var p.g.a. for meget spergel i foderet.
Spergel er en meget hårdfør plante, der i dag betragtes som ukrudt. Tidligere blev den dyrket som foder på den allerringeste jord, da den kunne gro selv i de tørreste somre.

I takt med at jorden blev bedre, udvidedes besætningen til 12 køer. Dortea og Julius fik 3 børn. Den 21. november 1923 fødtes Niels Jensen Møller. Den 25. august 1926 fødtes en pige, der døbtes Anna Møller og den 29. marts 1931 fødtes Villy Møller.

I 1924 rejste Julius’s bror, Christen Smed, til Amerika. Han kom hjem i 1933 og hjalp til med at pløje heden. Den yngste bror Jens flyttede til Blendstrup. Gården har haft sin egen selvbinder siden 1931.

I september 1936 døde den gamle Niels Jensen Møller, han havde boet på gården indtil da – i sit eget kammer.

Dortea havde ikke selv spisestel de første år, hun var på Hedely. En aften kom der gæster, så hun lånte lidt af sin svigerfaders service.
Da selskabet brød op, gik Dortea i stalden for at malke. Niels tog porcelænet tilbage. Vel og mærke uden at vaske det op. Det skulle man ikke bare sådan låne – det skulle stå i skabet!

Generelt var det mændene, der var herre i huset i Hedely. De bestemte, hvad der var ret og rimeligt. Sådan var det vel i de fleste hjem på den tid.

Dortea fortalte, at hun måtte gøre rede for hver eneste brugt krone og øre, når hun kom hjem fra bytur. Den eneste måde, hun kunne købe ting til sig selv og til hjemmet, var ved salg af tyttebær, som vel nærmest kunne betragtes som hedens røde guld. Dortea kendte mange gode steder, og der blev plukket mange pund bær hvert efterår.

Hun lærte at kæmpe for tingene. Da gården fik eldrevet vandpumpe, ønskede Dortea brændende at få en vask i køkkenet. Nede fra brønden, som Jens Vase og Julius var ved at mure op, hørte hun dem blive enige om, at hun måtte kunne nøjes med en vask i bryggerset. Dortea holdt stædigt på sit – og fik sin vask i køkkenet.

Kvinderne på Hedely har altid haft et godt håndelag. Dortea spandt, kartede, strikkede, hæklede og broderede. Og hun huskede at videregive traditionerne til sin datter, Anna, som besidder samme talent.

I 1941 plantedes en stor del af hedearealet til med nåletræ. Det stod Hedeselskabet for. Arbejderne, der plantede, blev kaldt Det flyvende Korps.

Besættelsestiden på Hedely
Vi havde ofte besøg af tyske tropper. De holdt øvelse i heden. Særligt i 1943 var der store manøvrer. Hedely og Brunhøje var indtegnet på deres kort. En gang var der særlig mange. De havde et feltkøkken stillet op på gårdspladsen. Der var vagtposter rundt omkring, og der blev skudt med skarpt.

En soldat kom slemt af sted. Han kom ridende med to heste. Den ene blev Bange for noget og styrtede. Soldaten blev revet af sin hest og hang i stigbøj len. Han fik hovedet læderet. De kom ind og lagde han på stuegulvet. Der måtte to mand til at holde ham. Han bankede sine støvler i gulvet, og det nye trægulv fik slemme mærker af de tyske ridesporer. Vi havde ikke telefon den gang, og da der hverken var biler eller busser, lånte tyskerne den eneste gangbare cykel, vi havde, og kørte hen på centralen i Skrødstrup. Døren var låst, og da det var tyskere, der bankede på, blev der ikke lukket op. Så måtte de videre til Mariager. Ambulancen skulle komme fra Viborg. Det varede 2 timer, inden den kom, så soldaten døde. Da vi i 1998 istandsatte stuehuset og fjernede de gamle gulvbrædder i stuen, kunne vi stadig se mærkerne fra soldatens sporer.

I dag ses stadig resterne af de skyttegrave og huller, de tyske soldater gravede under øvelserne på heden.

Tredje generation – effektivitet
I 1949 døde Julius Møller. Han blev 54 år gammel. Dortea, hendes ældste søn, Niels, og hendes datter, Anna, drev gården videre.
Niels havde planer med gården. I 1954 byggede han en ny stald til 24 køer, og heden blev plantet til, så der nu er en granskov.
Det samme år købte han en bil – en Consul – i kompagni med smeden i Kær by. Den blev lejet ud uden fører.
Da skolen i Skrødstrup blev hovedskole, skulle de små elever fra Skrødstrup fragtes til underskolen i Grove. Det stod Anna Møller for. De blev kørt i Consulbilen.

Villy var ude at tjene meget af tiden. Den 29. december 1956 blev han gift med Eva Magnussen fra Grove. De købte ejendommen Damgården i Hem.

Den 10. juli 1957 fødtes deres første barn, Finn. Den 2. marts 1966 fødtes deres andet barn, Jens.

I 1972 blev Hilmers ejendom, Semvej 17, i Sem købt til. Jorden blev lagt ind under Hedely. Hilmar blev boende på ejendommen nogle år. Senere istandsatte Eva og Villy ejendommen og flyttede ind.

Året efter i februar 1973 blev der indkøbt et rørmalkningsanlæg. Det var også det år, Finn rejste til København.

Jens arbejdede hver dag med på gården og ytrede meget tidligt: Jeg vil være landmand! Og det blev han! I 1988 blev han færdiguddannet fra Asmild Kloster Landbrugsskole.