Ka’ de leve af det, kan jeg også

Min far, Hans Lindskov, var mælkekusk. Han kendte mange mennesker på egnen, så da Harry Jensens karl rejste i utide sidst på sommeren 1935, har han vel spurgt Far om, hvor han kunne finde en ny karl. Det var grunden til, at jeg som 11-årig kom ud at tjene i to måneder i sensommeren 1935.

Den følgende sommer tjente jeg på Thorshede hos Marius Hjort. Lønnen var 65 kr. Jeg cyklede til skole i Grove og senere, da jeg begyndte at gå til konfirmationsforberedelse en gang om ugen, cyklede jeg til Hem.
Jeg var meget stolt, da jeg kom hjem til Mor og Far med min første løn. Den var dog skrumpet lidt. Jeg havde brugt to kr. på den årlige skole-udflugt.

I foråret 1937 blev jeg konfirmeret. Det var dyrt, men jeg var heldig. Hos Marius Hjorts nabo tjente en dreng, der lige var blevet konfirmeret. Jeg købte hans jakkesæt for 20 kr., så efter en tur til Hadsund, hvor jeg fik et par nye sko, var jeg klar til at blive konfirmeret i Hem Kirke foråret 1937.

Pastor Nørgård overhørte alle konfirmander på en gang. I var heldige, sagde min far, da vi kom hjem. Det skyldtes, at en af konfirmanderne fra Skrødstrup var fra et missions hjem. Han kendte bibelen ud og ind og kunne svare på alt. Da Pastor Nørgaard bad ham tie stille, blev der lidt længere mellem svarene.

På grund af Fars arbejde som mælkekusk, var der mange, der gav telegrammer med penge i. Fem kr. var den almindelige takst. Enkelte gav to kr., men sagde så nej tak, da de blev bedt til kaffebord en af de følgende aftener.
Jeg købte en cykel for 100 kr. for nogle af mine konfirmationspenge.

På mindre gårde var det almindeligt, at man fæstede en karl for hele året og som ekstra hjælp ansatte en dreng om sommeren. Efter konfirmationen fik jeg fik plads som dreng hos Anton Olsen i Kastbjerg. Vi var to karle og en pige på gården. Lønnen for sommeren var på 225 kr. I Grove Skole havde man kun gymnastik et par gange om sommeren, så jeg vil ikke betegne mig som elitegymnast, da jeg om vinteren meldte mig til gymnastik i Kastbjerg Forsamlingshus. Lederen – en kontrolassistent – var heller ikke imponeret. Han bad karlen træne lidt med mig i fritiden. I skal it gyr jer nowen ulejlighed, sagde jeg. A ka’ hold! – Og det gjorde jeg.

Året efter flyttede jeg lidt længere hen i byen til Jens P. Olsen. Der var lønnen for hele året 425 kr. Jeg fik mavesår og kom i behandling hos Mathis Fuglsang Damgaard, der var læge i Havndal. Han ordinerede Bella Donna pulver. Det hjalp ikke, så til sidst blev jeg indlagt hos nonnerne på Skt. Josephs Hospital i Randers. Deres pleje og skånekost hjalp godt, så jeg blev hjemsendt efter 14 dage. Jeg gik hjemme hele den vinter. For at tjene lidt til føden, begyndte jeg at arbejde i Semskoven, hvor jeg fældede og plantede træer. Min farbror, Jens Lindskov, spurgte undrende min Farfar, hvorfor jeg gik hjemme.

De æ naad mæ mawen, sagde bedstefar. Han ska ha skaanekost.
De ka Else da law, sagde farbror Jens.

Og det kunne hun, så jeg fik plads hos Farbror Jens og Faster Else. Hun var en bestemt dame, så der var mange, der ikke brød sig om at tjene der, men jeg var glad for det. Hver morgen gik jeg i stalden og røgtede hestene, mens Farbror Jens og Else passede køerne. Efter morgenmaden gik vi i marken. Farbror Jens var en mand af få ord, så det var ikke hver dag, vi talte med hinanden, men jeg vidste jo, hvad jeg skulle lave – så hvad var der at snakke om.
Da jeg en dag fortalte Faster Else, at jeg ville være militærnægter, udbrød hun bestyrtet. Nej! Nej! Nej! Så æ’d jo ingen piger, der wæl ha dæ.

De næste to år arbejdede jeg som anden karl hos Fløche Jensen på Edderup Skovgård. Lønnen var nu steget til 900 kr. for hele året.
Han var en venlig men bestemt mand, der havde styr på tingene. Vi var mange ansatte: fire karle, en daglejer, to arbejdsmænd i skoven, to piger og en bittepig, der nærmest var barnepige. Fløche Jensen var altid i en slags militæruniform med spidsbukser, når han om morgenen mødte op i stalden, eller når han kom ridende ud i marken for at sætte os i gang med det daglige arbejde.
Det andet år jeg var der, spurgte han pludselig, om jeg ikke kunne tænke mig at være forkarl.

Nej, sagde jeg. A ka it set så manne folk i gong.
Det ved du jo godt, jeg gør!
Men jeg skal bruge en til at passe hestene!

Så turde jeg godt, for arbejdet med hestene kendte jeg hjemme fra. Pludselig steg jeg i graderne, for pladsen som forkarl på Edderup Skovgaard var meget eftertragtet og lønnen god. Min løn steg fra 900 kr. til 1.750 kr.
Der var nok at se til, når der skulle fodres, strigles, strøs halm og muges ud hos hingsten, de fire spand heste og plagene. De mange roer skulle vaskes i vaskemaskinen og halmen skulle snittes til hakkelse. Fløche Jensen ville ikke have, at hestene blev fodret af før efter kl. 21, så jeg var meget bundet i stalden det år.
Jeg kunne ikke danse, men ville gerne gå til aftenskolen i Grove Skole. De andre karle ville gerne ud at more sig lørdag aften og sov derfor længe søndag morgen, så vi lavede en aftale, alle var glade for. De klarede hestene, når jeg gik i aftenskole, og jeg klarede alene hele arbejdet i stalden søndag morgen, så de kunne sove ud.
Til daglig passede jeg hingsten, og det spand jeg kørte i marken med, mens de andre karle passede deres eget spand heste. Klokken 7.00 skulle vi være færdige i stalden og have spist morgenmad, for da kom Fløche Jensen ned i stalden og satte os i gang med arbejdet.
Hver morgen skulle jeg kalde på de andre karle. Jeg har åbenbart ikke været skrap nok, for snart skulle der kaldes både to og tre gange. Det varede indtil den morgen Fløche Jensen kom ned i stalden og spurgte: Vil de ikke op? De er i alle tilfælde ikke kommet. Han drejede rundt på hælen og aflagde et lille besøg i karleværelset. Efter den tid mødte alle til tiden.

Flere landmænd i Grove bl.a. Chren Møller, Farbror Jens og min far var interesseret i de tanker om biodynamisk landbrug, der førtes frem af bevægelsen, Jord, Arbejde, Kapital kaldet JAK. Den byggede på filosoffen Rudolf Steiners teorier.

I sommeren 1944 så jeg et opslag i JAK- bladet om en plads på Oldhøjgaard, på Sjælland. Ejeren, Peder Madsen, skrev tilbage, at han troede, det lige var en plads for mig – sidst i brevet nævnte han, at kosten var vegetarisk. Jeg anede ikke, hvad det betød, men da Mor havde forklaret det for mig, sagde jeg: Ka di løw o’ed, ka’ a osse!
Mor ville gerne på grund af krigen have mig til at vente et år, men jeg ville af sted. Sidste dag i oktober, tog jeg med Grønnings rutebil fra skolebakken i Grove og kørte mod Randers, hvor jeg overnattede på Missionshotellet. Jeg skulle jo nå morgentoget mod Sjælland næste dag.

Det skulle vise sig, at rejsen kom til at tage næsten tre dage. Da jeg næste morgen stod på perronen og ventede på toget, blev det meddelt over højtaleren, at passagerer til Sjælland først ville blive sejlet over Storebælt den følgende dag. Englænderne havde om natten udlagt miner i bæltet. De skulle fjernes, inden færgen måtte sejle. Jeg valgte sammen med mange andre at fortsætte rejsen over Fyn mod Sjælland. De fleste stod af i Odense for at finde hotelværelse. Der var for få, så de fleste måtte tilbringe natten sovende på hovedbanegårdens bænke. Vi, der fortsatte til Nyborg, sov lidt bedre. Vi blev indkvarteret i private hjem. Om middagen den tredje dag ankom jeg til Oldhøjgaard, hvor jeg lærte utroligt meget. Jeg fik et helt nyt livsgrundlag. Jeg blev bl.a. vegetar, og i de følgende 18 år spiste jeg ikke kød.

Min næste plads var på Rudbjerggaard, JAK’s forsøgsgård. Jeg skulle tage mig af landbruget og en fodermester af arbejdet i stalden, så lederen, konsulent Elstrup Rasmussen, kunne få mere tid til at rejse rundt og vejlede de landmænd, der var interesserede i biodynamisk landbrug. Forholdene var nu ikke helt, som man havde lovet mig, bl.a. var maden ikke udelukkende vegetarisk, så da jeg ind under jul fik besked om, at jeg den næste dag skulle hjælpe til med at slagte julegrisen, sagde jeg stop.
Jeg blev truet med, at jeg ikke ville få min løn udbetalt, men jeg ville ikke bøje mig. Jeg følte, at mit helbred var meget bedre, når jeg levede som vegetar.

I et halvt år var jeg på en gård ved Dronning Mølle, hvor der ud over et lille landbrug var 25 tdl. med frugttræer. Selv om jeg om aftenen kunne gå tur og se, når Cirkus Benneweis elefanter badede i Øresund, var det lidt trist at sidde mutters alene og spise i folkestuen. Peder Madsen foreslog, at jeg skulle rejse til en gård Lunde i Vestjylland, hvor en familie ville lægge om til biodynamisk landbrug. Det viste sig, at familien var uenig, så jeg rejste igen. Også i den næste plads rejste jeg i utide, da vi ikke kunne blive enige om lønnen. Da oplevede jeg for første gang i mit liv at stå uden arbejde.

Da jeg kom hjem til Grove foreslog Johannes Christensens søn, Karl, at jeg skulle tage med ham til Folkemarked i Randers den 2. november. Når unge karle og piger, der ikke havde fundet en ny plads inden skiftedag gik rundt i byen, kunne de være heldige at møde landmænd, der ikke havde fået ansat karle eller piger i tide. Vi blev som ventet kontaktet af en mand, der spurgte om vi søgte plads. Da vi svarede ja, inviterede han os på en kop kaffe, så vi kunne snakke om tingene. Sådan gik det til, at jeg kom til at arbejde et år på gården, Mellemmølle ved Lime, inden jeg vinteren 1948-49 tog på Husmandsskolen i Høng. Det var som at komme hjem, da jeg igen i 1½ år fik arbejde hos Peder Madsen på Oldhøjgård. Denne gang blev jeg ansat som fodermester.

Da stillingen som bestyrer på forsøgsgården Rudbjerggaard blev ledig, syntes Peder Madsen, jeg skulle søge den. Jeg havde stillingen i to år, indtil jeg på grund af intriger i bestyrelsen rejste hjem til Grove med de 20.000 kr., jeg havde opsparet, og købte Dalsgaard af Jens Møller.
Et par år efter byttede jeg ejendom med min bror, Ove. Han ville gerne have lidt mere at rive i, og jeg lidt mindre, så pludselig sad jeg som ejer af et af de 13 husmandsbrug, der var udstykket fra enkesædet under Rosenholm Gods på Djursland.

Jorden var leret og meget vanskelig at bearbejde, og stald- og beboelseshuset var utidssvarende, men det blev alligevel i Bale livet fik et helt andet indhold for mig, ungkarlen Hans Lindskov – Eli flyttede ind på ejendommen.
Hun var meget interesseret i landbrug og passede dyrene og bedriften, i en periode, hvor jeg arbejdede som jord- og betonarbejder, da man udvidede Århus Universitet.

Eli havde i flere år levet i et barnløst ægteskab, og jeg havde i min ungdom haft fåresyge, så tanken om at blive forældre end ikke strejfede os. Men . . .! En dag jeg var på arbejde, kom en nabo på besøg. Eli gik i stalden og fodrede dyrene. Da han så hende slæbe rundt på de tunge spande, tilbød han sin hjælp med ordene: De æ da vist for hårdt for dæ!

Eli var blevet lidt kraftig, men vi havde ikke tænkt på, at hun kunne være i lykkelige omstændigheder – vi troede, det var den sunde kost. Efter et besøg hos lægen, blev hun ringet op. Sidder du ned, sagde han, inden han gav besked om, at hun var gravid i sjette måned. Nu blev der travlhed i Bale. Vi ville ikke lade et barn vokse op i det stuehus, så mens Eli blev indlagt for at føde, fik jeg solgt ejendommen. Kort tid efter flyttede vi med de 20 jerseykøer op til den ejendom i Nørre Onsild, der skulle blive vort hjem de næste 17 år.

Anden gang, Eli overraskede mig, var, da hun meddelte, at hun ikke længere ønskede at være vegetar. Jeg havde to muligheder: En skilsmisse eller Eli og maden, som vor mor lavede den. Jeg valgte Eli og maden.

Jeg begyndte at arbejde som husbondafløser. Det fortsatte jeg med, indtil jeg i 1983 fik konstateret leddegigt. Da Eli heller ikke var rask, solgte vi ejendommen og købte et hus i Sønder Onsild. Efter Elis død i 2001 blev jeg et par år boende alene i huset, indtil min søn og svigerdatter foreslog, at jeg skulle flytte ned til Lind ved Herning, hvor de boede. Sådan blev det. Et halvt år efter boede jeg i Lind – tæt ved den søn, jeg aldrig havde regnet med at få, og hans dejlige familie.