24 halve i madpakken

Jeg var 15 år, da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke i marts 1962. Skoleåret startede den gang 1. april, men netop det år blev det ændret til august, så mit konfirmationshold skulle egentlig gå i skole et par måneder længere, end man plejede. Det blev der snakket meget om, inden vi fik lov til at gå ud af skolen 1. april, som man altid havde gjort.

Min bror, Jens, der kendte lidt mere til livet, forsøgte ellers at få mig til at gå i skole noget længere, men jeg var som de fleste af mine kammerater interesseret i at komme ud at tjene og klare mig selv. I Grove var der ikke tradition for at gå længe i skole. Vi vidste vel knap, hvad man skulle bruge en eksamen til. Jens tilbød at betale skolepengene, så Far havde sikkert givet lov, hvis jeg havde ønsket at fortsætte med at gå i skole.

De første to år tjente jeg hos min tidligere lærer, Andersen, i Skrødstrup. Det var en dejlig plads, hvor jeg havde det meget lettere end mange af de andre piger, der blev ansat på gårde. De skulle hjælpe til både ude og inde. Andersens havde kun voksne børn, og de var flyttet hjemmefra. Det var mit arbejde at holde huset, mens lærerparret var i skole. Jeg var især meget glad for at få mit eget værelse, og så vidt jeg husker, havde jeg fri hver søndag.

Fra maj til oktober 1964 gik jeg på Hadsten Husholdningsskole. Hver morgen skulle alle elever møde op i ren blå kjole, hvidt forklæde og kappe. Vi lærte meget om ernæring og hygiejne. Vi skulle selv gøre rent på skolen, så der blev ikke smidt papir eller æbleskrog på gulvet. Gad vide hvor mange elever, der ville finde sig i det i dag. Ville jeg hjem til Grove i weekenden, måtte jeg cykle de 36 km frem og tilbage.

Da jeg kom hjem fra husholdningsskolen, fik jeg arbejde på Århus Lærlingehjem, hvor min svoger var pædagog. Det var en institution, hvor unge, der havde haft en vanskelig opvækst kunne bo, mens de fik en uddannelse. Jeg arbejdede i køkkenet og skulle bl.a. smøre madpakker. De unge mennesker havde en god appetit. Jeg husker især en dreng, der hver dag skulle have 24 halve i madpakken for at blive mæt.

I 1965 kom jeg til at arbejde hos en slagterfamilie på St. Pouls Plads i Århus. Jeg var med til at lave de færdigretter, der blev solgt i forretningen: Bøf, forloren skildpadde og biksemad. Jeg spiser stadig ikke biksemad, hvis den er købt i en slagterforretning. Det var mig, der skulle tø alle de ”friskslagtede” kyllinger op, der i stort tal blev solgt i forretningen. Desværre led min tillid til handelsmoral ved den lejlighed et stort knæk, som jeg aldrig har forvundet – nu kalder jeg det sund skepsis. Det var i øvrigt en god plads, og der var den store fordel at tre af mine søskende, Tove, Else og Ole boede i og omkring Århus, så vi ofte så hinanden.

Min næste plads (1966) var på Frøvadsholm, et lærlingehjem i Hornbæk ved Randers. Det var skam en god plads, men der var kun fire beboere, da institutionen var under afvikling. Det største arbejde var næsten at få det til at se ud, som om vi lavede noget.

Den 4. februar 1967 blev jeg gift med Henry Thommasen fra Dalbyover. Jeg havde mødt ham tre år tidligere ved et bal på Havndal Kro. Jeg var kun 20 år, men Far havde stor tillid til Henry – for han var landmand. Vi flyttede ind i en lejlighed hos købmanden i Dalbyover. Efter vores indtjening, var den meget dyr. Vi skulle betale 225 kr. om måneden samt lys og varme.

To år senere købte vi et nedlagt landbrug lidt udenfor Dalbyover. Prisen var 32.000 kr. Jeg blev hjemmegående for at passe vores søn, der på det tidspunkt var to år. Senere, da en nabo fik behov for at få sit barn passet, oprettede vi en tid en dagpleje.

Den vognmand Henry kørte for blev syg og måtte lukke sin forretning. Inden da skaffede han Henry et nyt arbejde som chauffør på Randers Kulkompagni. Det blev hans arbejdsplads de næste 35 år.

Vi syntes, vi boede lidt for langt ude, så vi besluttede at flytte til Jennumparken i Randers. Det var et lidt barskt kvarter, så da børnene skulle til at gå i skole, besluttede vi at flytte tilbage til Dalbyover.

Min svigerfar var syg, så han havde brug for Henrys hjælp på ejendommen. Det var grunden til at vi i 1974 fik dispensation til at bygge et hus på den grund, vi havde valgt, selv om den lå i landzone. Vi skulle jo bo tæt på min svigerfars ejendom. Byggegrunden, der var på 961 m2, kostede 25.000 kr., og huset, der var på 120 m2, kostede kun 172.000 kr.. Vi lavede en stor del af arbejdet selv, men havde en dog murer til at skalmure og støbe gulve og en elektriker til at tage sig af elarbejdet. Efterhånden som familien voksede og vi fik brug for mere plads, blev det nødvendigt at foretage et par ud- og ombygninger – men vi bor stadig i det samme hus.

I 1981 syntes jeg, at jeg havde brug for at se andre end børnene. Jeg søgte og fik ansættelse i køkkenet på plejehjemmet i Øster Tørslev i 30 timer om ugen. Jeg var gerne hjemme, når børnene kom fra skole kl.14.00. Det var min arbejdsplads i 12 år, indtil jeg en dag i 1992 pludselig blev uarbejdsdygtig på grund af leddegigt. Efter 120 dages sygefravær blev jeg afskediget og umiddelbart derefter pensioneret.

Vi har altid nydt at køre rundt i vores eget smukke land og en enkelt gang i Sverige. Derfor har vi aldrig haft brug for et pas. Det fik vi først sidste år, da vi var på en tur til Tønder. Vi ville gerne prøve at handle ind syd for grænsen.
Nu går vi og overvejer, om vi skal tage med på en bustur til Østrig, nærmest for at se, om det at rejse i udlandet er så vidunderligt, som folk påstår, men lad os nu se – man ska’ it’ forjaw sæ!