Strejferne

Vi havde næsten dagligt besøg af skærslippere og tiggere. En dag, da far gjorde klar til at skære hakkelse, fandt han en mand, der sov rusen ud i hakkelsekassen. Der blev en vældig ballade ude på gårdspladsen. Det blev der også den dag, vi vågnede ved, at en grødet mandsstemme sang ”Dejlige Danmark”. Heldigvis var far hjemme. ”A ska gi dæ dejlige Danmark” råbte far og jagede ham ud fra stalden.
Var der noget, der kunne gøre far ophidset, så var det, når vi fik besøg af ”strejferne”, som vi kaldte dem. De kom som regel fra Havnen i Århus, og ofte kom de parvis. Far blev vred, når de dukkede op. Han, som ikke tålte lediggang, mente de burde arbejde for føden i stedet for at rende hæderlige folk på dørene. Et synspunkt han ikke forsømte nogen lejlighed til at minde dem om. Vi søskende var bange for strejferne. Mor havde altid en kop med lidt mønter parat. Når hun så vagabonderne komme, gik hun ud og stillede sig i døren, så de ikke behøvede at komme ind i huset.

En dag, da Peter og jeg var alene hjemme, spurgte jeg, om han kunne lære mig at cykle. Han var ikke den, der gik af vejen for en udfordring, og han mente da nok, han var mand for at lære mig det. Vi havde kun en gammel herrecykel. Rød som en ræv var den – og alt for høj til mig. Ved hjælp af en trappesten med 2 trin lykkedes det mig dog at få benet over stangen. Og så begyndte undervisningen. Kørslen foregik i haven, for på vejen måtte vi ikke komme. Det var galt nok, at vi havde lånt cyklen uden tilladelse.

I vores have var der en stor græsplæne med en flagstang midt på, og der foregik undervisningen. Bedst som vi var kommet i gang, fik Peter øje på to strejfere, der gik ind til vores nabo, Buel. I samme øjeblik indså han, at det ikke kunne vare længe, før de kom til os. Resolut gav han cyklen et skub og løb sin vej. Som nybegynder, havde jeg nok at gøre med at holde fast. Styre havde jeg endnu ikke fået lært, så cyklen ramte flagstangen. I næste øjeblik lå jeg på plænen med cykelstyret presset ind mod brystkassen. Endelig kom jeg fri og løb efter Peter. Jeg fandt ham gemt under bordet i stuen. ”Peter, der må du ikke ligge. Kom med ind i spisekammeret. Der kan de ikke se os”. Vi trak gardinerne for. Der stod et stort saltkar derinde. Bag det gemte vi os. Peter åndede tungt: ”Du må ikke sådan trække vejret, Peter. Det kan de høre”, hviskede jeg. Ganske stille lå vi bag saltkarret og forsøgte at holde vejret. Vi kunne høre deres skridt nærme sig, og fra vores skjul kunne vi se dem gå forbi vinduerne. Længe lå vi uden at røre os.

En aften da vi stod og bagte pandekager sammen med mor, bankede det på døren. Mor lukkede op. Udenfor stod en af de farende svende. ”Godaften frue, må jeg have lov at spille et stykke”, spurgte han høfligt. Heldigvis var far ikke hjemme, så mor nikkede. Det blev et af de øjeblikke, som aldrig går i glemmebogen. Da hørte jeg for første gang sangen ”Hjem, hjem mit kære hjem”. Manden spillede og sang, så det kunne røre ethvert hjerte. Måske lige bortset fra fars. Bevæget lyttede vi til hans sang og musik. Med tårer i øjnene rakte mor ham en pandekage. Jeg var for betaget til at kunne få et ord frem, men da han havde spist op, gik jeg hen og trak ham i ærmet og spurgte, om han ikke nok ville spille den igen. ”Karen”, udbrød mor irettesættende, men manden smilede og sagde: ”Ja, det kan du tro, jeg vil”, og så sang han den igen. Mor rakte ham en mønt, men han sagde: ”Nej tak frue, jeg er dejlig mæt af pandekager”. Og med et høfligt buk og et smil gik han. Det var pludselig meget stille i køkkenet. Tavse stod vi og så efter ham, men så vendte mor sig mod mig og gjorde mig klart, at jeg havde opført mig aldeles uanstændigt. ”Du ved da, at du aldrig må tale til den slags mennesker. Og da slet ikke røre dem”, sagde hun.