Han haj nåed i grøn flasker

Da vi overtog ejendommen, flyttede mine svigerforældre over i naboejendommen, som de havde købt af Karl Thomsen. Vi skulle dyrke jorden, men Rasmus Petersen og Kristine, der hele deres liv havde slidt hårdt i landbruget, havde ikke let ved pludselig at blive pensionister. Rasmus måtte have noget at lave, så hver dag kom han over til os for at hjælpe til med det arbejde, han magtede – og det var hans alder taget i betragtning meget. Han var meget interesseret i dyrene.

Han var en rigtig bedstefar. Børnene var meget sammen med ham – så gjorde de gymnastik. Man skal holde sig i form og have en god holdning, mente Rasmus. En morgen blev det for meget for ham. Han strakte sig og fik voldsomme smerter. Vi fik ham ind og sendte bud efter lægen. Han kunne ikke komme, fordi konsultationstiden lige var begyndt. Det blev en meget lang dag. Lægen glemte opkaldet og ankom først kl. halv fem om eftermiddagen. Rasmus blev straks indlagt på sygehuset, hvor de konstaterede, at en svulst i maven var sprængt. Vi blev hos ham, indtil vi skulle hjem og fodre dyrene. Tidlig næste morgen døde han.

Kristine blev boende alene i huset, hvor hun fortsatte med at leve beskedent og enkelt, som hun havde levet hele sit voksne liv sammen med Rasmus. Intet blev forandret, for hun var utryg ved alt nymodens som el og vand.
Hun elskede at få gæster, men brød sig ikke om at komme hjemmefra, hvis det ikke var strengt nødvendigt. De få indkøb, hun mente at havde brug for, blev foretaget, når købmanden eller andre handlende kom forbi hendes dør på landturen.

Børnene havde, siden de var små, vænnet sig til hver dag at slå et smut over til Bedstemor om eftermiddagen. Det fortsatte, da de blev voksne og kom i lære – til stor glæde for Kristine. Hun var aldrig karrig og havde altid sørget for en godbid – lidt suppe eller et stykke kage. En dag, da de var blevet voksne, spurgte hun:

Han haj nåed i grøn flasker (øl). Ka’ I li’ de’ ?

Det kunne de. Besøgene hos Bejste huskes endnu.