Landsbyhistorier.dk

Faldt i søvn og tabte geværet

Som alle andre ordentlige drenge i Sem Sogn kom også denens støst knejt u å tien lige efter konfirmationen i foråret 1941. Det var hos Peder Svendsen i Sem. Senere arbejdede jeg som daglejer hos: Kristian Juul, Erik Ørfeldt og Christen Borresen.

I foråret 1946 – det år jeg fyldte 18 år – gik jeg og hakkede roer på den af Peder Svendsens marker, der lå yderst mod heden. Pludselig så jeg, at min far i sit sædvanlige iltre tempo kom svingende ud ad Semskoven tværs over markerne. Straks han stod hos mig, spurgte han, om jeg ikke syntes, det var på tide at indsende en ansøgning til Nørre Nissum Seminarium om optagelse i forberedelsesklasse. Det gik, som i de fleste familier den gang. Min far blev hurtigt enig om, at det var det. Egentlig var jeg slet ikke interesseret i at forlade egnen. Det var ikke almindeligt, at unge fik en boglig uddannelse – og hvad med alle mine venner? Men ansøgningen blev sendt, og kort tid efter modtog jeg besked om, at jeg var optaget i forberedelsesklassen på Nørre Nissum Seminarium, hvor min far var blevet uddannet i 1927.

Jeg kom til at bo hos en af seminarielærerne. Jeg vidste godt, at der var et optagelsesritual, så jeg sørgede for at låse døren om aftenen. Det hjalp ikke. En aften blev værelset stormet, og jeg slæbt ned i gården i pyjamas, hvor 2. års eleverne gav mig en gang buksevand. Sådan opnåede jeg retten til det følgende år at kalde mig nissumit.

Der var mangel på lærere, derfor tog man altid flere elever ind i Forberedelsesklassen, end man året efter kunne optage i 1. seminarieklasse, så, selv om jeg bestod eksamen, måtte jeg søge ind på Gedved Seminarium. Mens jeg gik der, lærte jeg min senere kone, Petrea at kende.

Min far var naturmenneske. Det hændte ikke så sjældent, at familien med Far i spidsen gik en søndags- eller aftentur op på Semmøgelhøw, i skoven eller i heden. At Far var havemand sås tydeligt på vores veltrimmede køkken- og blomsterhave. Gennem flere år indsamlede og tørrede han planter til sit herbarium, for det var blomster og ikke dyr, der interesserede ham.

Det var helt andre naturoplevelser, jeg havde med min svigerfar, Magnus, der var jæger og fisker. Mange aftener var jeg med ham ude på Horsens Fjord for at tatte eller blusse ål. Det er en fiskemetode, der for længst er blevet forbudt. I meget stille og klart vejr sejlede vi ud på fjorden med en petroleumslygte i bådens stavn, når vi så ålene ligge på bunden, stangede vi dem med et ålejern – en lyster. Vi gik også på jagt – undertiden efter krager, der fik skyld for at skade ungvildtet. Magnus havde bygget en kragehytte af tang. En udstoppet musvåge blev placeret i et træ, inden vi satte os til at vente på en ølkasse i tanghytten. En aften jeg sad og ventede i hytten, faldt jeg i søvn og tabte geværet. Jeg blev hurtigt helt vågen, da kolben ramte gulvet. Geværet gik af og sendte en byge af hagl op forbi mit ansigt ud gennem tangtaget. Da Magnus kom springende, havde jeg lidt besvær med at forklare ham, hvad jeg havde skudt efter.
Jagt og fiskeri har senere givet mig mange dejlige naturoplevelser. Gik livet lidt for stærkt, var det en lise at sidde ved åen en sommermorgen og se solen stå op, mens jeg ventede på bid, eller se en buk liste frem i skovbrynet.

1951 var et turbulent år. Jeg fik min lærereksamen om foråret og fik plads i min fars gamle embede ved Grove Skole. Jeg fik min sag for. Der var 4 årgange i klassen, og jeg måtte jo fortsætte som min far med at undervise hver årgang for sig. Jeg syntes, jeg fortjente min løn.
Man skulle dengang have arbejdet i to år på en skole med flere lærere, inden man kunne blive fast ansat. Der var lærermangel, så beboerne rettede henvendelse til Randers Amt for at få mig fastansat. Det lykkedes ikke, så den 1. december 1951 blev jeg ansat i Maribo. Der ville man ikke alene fastansætte mig. Man tilbød også at betale halv løn i soldatertiden. Det var et tilbud, jeg ikke kunne nej til.

I 1952 blev jeg indkaldt som dragon til Randers Kaserne. Efter et halvt års rekruttid, blev jeg sendt på sergentskolen i Næstved.
Der var ikke mange heste ved dragonerne længere. Vi kørte i tanks, så jeg blev sendt på kampvognsskolen i Oksbøl for at blive uddannet som kampvognsfører. Jeg oplevede det som en barsk tid – bl.a. blev en af mine venner dræbt ved en færdselsulykke og en kampvogn kørte på en tysk pansermine fra krigens tid.

Da jeg blev hjemsendt i 1953, var jeg ansat i Maribo et år, inden vi rejste til Horsens, hvor jeg først fik ansættelse på Kildegade Skole og senere på den nybyggede Søndermarksskole. Myndighederne var den gang meget interesserede i, at man efteruddannede sig, så jeg blev i 1960/61 uddannet som træ- og metalsløjdlærer på Dansk Sløjdlærerskole i København. I 1968 blev jeg på Hørecentralen og Taleinstituttet i Århus uddannet som tale- og hørepædagog. Jeg har for det meste altid gjort, hvad jeg er blevet bedt om. Men da Horsens Kommune nægtede talepædagogerne den kørselsgodtgørelse, som psykologerne fik, for at køre rundt mellem skolerne i egen bil, blev det for meget. Jeg begyndte at gå rundt mellem skolerne – måneden efter fik vi kørselsgodtgørelsen.

Efter min skilsmisse, bosatte jeg mig sammen med mine to drenge i Vorup og fik ansættelse ved Randers Kommune indtil 1995, hvor jeg som 67-årig blev pensioneret. I 1977 var jeg blevet jeg gift med Grethe, der var lærer og som senere blev talepædagog i Randers Efter ankomsten til Randers fik jeg igen kontakt med flere af mine gamle skolekammerater, bl.a. kom jeg til at på jagt med Villy Kastberg og Svend Nielsen.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.