Landsbyhistorier.dk

Danmarks eneste adelige heks

Christense Kruckow, Danmarks eneste adelige heks. Det var i den første halvdel af 1600 – tallet, som var hekseforfølgelsens storhedstid i Danmark. Christian den Fjerde udsendte i 1617 da en forordning: Om Troldfolck oc deris Medvidere. Dette gav lovgrundlag for at skelne mellem rigtige troldfolk og dem, der blot brugte galdne og indbildede kunstner. Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Dem, der brugte de galdne og indbildende kunstner for eksempel var kloge folk, der signede og manede.

Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen, med det, der blev vedtaget ved lov. I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.

Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted. Ikke mindst på baggrund af at Luther havde overtaget samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han meget overtroisk. Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri.
Der skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden. Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.
Jordemoderen var også at betragte som heks, idet hun kunne fremtrylle børn ud af kvinders mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselsseng.
Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig. Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne.

I Europa var der cirka 100.000 helsesager. Halvdelen af disse hekse blev brændt. Den første heks, der blev dømt til bålet, blev brændt i Stege i 1540. Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Den officielt sidste heks, der dømtes var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693. Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800 – tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.

Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør, og det endte med at landsby boerne satte ild til Dortes hus og indebrændte hende.

Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone: Her er mesteren for alt hekseriet. Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.

Danmarks eneste adelige heks, Christense Kruckow, ligger ifølge overleveringer begravet i Sønderholm kirke. Hun blev dømt til døden og den 16. okt. 1621 halshugget i Aalborg. Normalt er det ikke i samfundets øverste lag, at troldkoner skal findes. Men der er én undtagelse. Christenze Kruckow er den eneste adelige, der er henrettet for trolddom.

De begivenheder, der førte til, at jomfru Christenze Axelsdatter Kruckow blev anklaget og dømt som heks lå i begyndelsen af 1580´erne. Hun var dengang ganske unge, og boede på Nakkebølle hos den fornemme og veluddannede Eiler Brockenhuus og hans kone, Berte Friis. I overklassen var det almindeligt, at unge kvinder opholdt sig en tid hos slægt og venner, fx for at få større erfaring i husførelse og selskabelig adfærd.
I 1582 døde fru Berte i en alder af 33 år. Christenze blev på Nakkebølle efter fru Bertes død og havde måske håbet at blive hendes efterfølgerske?
Sådan gik det imidlertid ikke, for søndag den 9. august 1584 holdt Eiler bryllup med den tyveårige Anne Bille. Hun var ældre end Christenze, men alligevel så ung, at man måtte håbe på mange arvinger. Det kom der også, men ingen overlevede.
I løbet af de kommende år fødte fru Anne i alt 17 børn, men alle var enten for tidligt fødte, dødfødte eller døde kort efter fødslen. Der blev bekostet udenlandske doktorer og baderejser, men intet hjalp. I 1696 havde Anne været gift i 12 år – og havde alligevel ikke en eneste levende arving.
Fru Anne havde en kusine, der netop havde fået en søn, som var død kort tid efter fødslen. Kusinen var blevet melankolsk, og mente, at hun var forgjort. Man havde fundet frem til de skyldige, og de var blevet brændt. 3 uger efter henrettelsen gik Anne i gang med at undersøge, om der også skulle være trolddom med i spillet i hendes tilfælde.

Først faldt hendes øjne på den gamle Åse Lauridses fra Fåborg, som blev forhørt den 6. august 1596. Og Åse tilstod, at hun havde ”målt” brudesengen i forbindelse med Anne og Eilers bryllup. Sengen blev målt med en snor, hvorpå der blev knyttet knuder. Derefter var den sendt til en mere kyndig kvinde, der kunne lave den egentlige forgørelse. Bortset fra Åse selv, havde en kvinde ved navn Gunder Kældersvends og en hjælpedjævel også deltaget. men den, som havde taget initiativ til det hele og blev udlagt som den fjerde i komplottet – det var jomfru Christenze.
Åse havde også set, at Christenze havde givet fru Anne noget mælk, og i mælken havde hun lagt en stor edderkop, som deres hjælpedjævel var kommet med. Som om alt dette ikke var nok, havde jomfruen også båret et voksbarn under armen i 40 uger. Barnet fik fru Annes navn og de haft det med i kirke. Til sidst blev det begravet til ordene “Nu sætter vi al fru Annes lykke og velfærd ned”.
Den næste troldkone, som blev forhørt var Johanne Jenses. Hun kunne fortælle, at hun og Christenze havde været på Bloksbjerg to gange. Der havde været dans og musik, og Djævelen havde sørget for, at de havde vin nok at drikke. Johanne havde også været med til at lave trolddom med fru Annes seng. Sammen med Åse og Christenze havde hun pakket tre stålkors ind i papir med en sort tråd om, og korsene var blevet sat under sengen. I pakkerne havde der også været hårtotter fra de tre troldkoner. Johanne bekendte, at jomfru Christenze havde været med i al den trolddom der var lavet mod fru Anne. Johanne endte på bålet, men Christenzes bror lagde sag an.
Beskyldningerne var æreskrænkelse, og den eneste sandhed der var, handlede om at Christenze havde målt sengen. Men kun fordi broderen ville have én der holdt de samme mål.
Christenze slap for videre tiltale og flyttede til Nordjylland nærmere bestemt hos sine slægtninge på St. Restrup sammen med sin søster.

Nogle år senere, i oktober 1619 var Aalborg plaget af større trolddomsaffære. Mystiske ting var foregået gennem de seneste 8 år. Vidner kunne berette om forgørelse, uforklarlige sygdomme og bekymrende ting som talende svin og katte på kirkegården. En gruppe troldkoner blev dømt og brændt, og de udlagde jomfru Christenze Kruckow som én af deres medskyldige. Og så begyndte anklager og indicier at vælte frem: sognepræsten mente, at Christenze havde været med til at forgøre hans kone på grund af et skænderi om noget rendestensvand.
Peder Poulsen berettede, at han en Sct. Lucie aften ved seks-tiden havde set nogle kvinder der “fødte” en “trold” eller et voksbarn i en kendt troldkones hus. Han råbte op, kvinderne flygtede og blandt dem havde han genkendt Christenze.
Søren Tømmermand var blevet overfaldet af en sindsforvirret mand med en kniv. Kort før havde Christenze lovet ham en ulykke. Hun havde også for 8 år siden givet Søren Lauritzen på Egholm ni stykker oblat med “nogen bogstaver på”, som middel imod “Den Kolde Syge”.
Christenze tilstod nogle af de ting, hun blev anklaget for. Nemlig, at hun havde målt fru Annes brudeseng, og brugt oblater som helbredelsesmiddel. Skænderiet med præstefruen havde tilsyneladende også bund i virkeligheden.

Sagen endte med at hun blev fundet skyldig og dødsdømt. Christian den Fjerde, der selv var heksetroende, stadfæstede dommen, og i 1621 blev den ca. 63-årige jomfru henrettet, dog med visse formildende forhold. I modsætning til andre danske hekse blev hun halshugget med sværd. Dette blev regnet som en ærlig henrettelse, hvorfor hun også kunne blive ordenligt begravet – og måske endda komme i himlen.

Christense Kruckow var i slægt med Gyldenstierne, og hun boede, som før nævnt en tid her hos en onkel på St. Restrup. Denne fik udvirket- på grund af Gyldenstjernernes tætte forbindelser til kong Christian d. 4. hun kunne få en kirkelig begravelse. Kongen var selv heksetroende og havde selv siddet ved dommerbordet og derfor været med til at dømme hende . Christense Kruckow blev ført til sognets kirke i Sønderholm, men hvor hun her ligger begravet er uvist. Nogle kilder mener hun ligger under gulvet i kirken, medens andre påpeger hun som dømt heks ikke måtte komme i indviet jord, og hun derfor ligger uden for kirkediget.

 

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Danmarks eneste adelige heks […]

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.