Byens piger gik i tivoli kjoler

Mor og Far, Alfred Møller, boede i Grove indtil 1980, da de solgte ejendommen til Ove Lindskov, Grove. De flyttede til Randers, hvor de kom til at bo i en ejerlejlighed på Randers Kollektivhus. De fik nogle rigtig gode år der. Det var en stor forandring for dem, men de nød deres otium og var tæt på vi tre søskende, der bor i Randers.

Far døde i 1991. Han var syg i tre år og måtte til sidst på plejehjem. Mor kom oven på igen og fik ti år, hvor hun deltog i mange arrangementer på Randers Omsorgscenter. Desværre faldt hun og brækkede lårbenet i august 2001. Hun døde i september samme år efter at have ligget i syv uger på Randers Centralsygehus. Det er et stort savn for hele familien. Hun var vores samlingspunkt, og hun fulgte med i vores liv til det sidste.

Om sommeren gik de store børn, sturklasse, i skole tirsdag og fredag og de små, betteklasse, mandag, onsdag, torsdag og lørdag. Det kunne jeg godt lide. Det gav et lille pusterum, for når vi kom hjem, måtte vi hjælpe til med, hvad hver især nu kunne udrette af dagens arbejde. Der var altid ting, der skulle laves både i haven, marken eller inde hos Mor.

Vi var næsten selvforsynende i husholdningen. Vi avlede alt i haven: Frugt, grønsager, kartofler. Vi havde også høns og duer. Det gav foruden arbejdet æg, og dueunger. Det var dejlig søndagsmad, når de blev serveret med persille.

Hver morgen og hver aften skulle vore 12 køer malkes. Det var håndarbejde, for malkemaskine var ikke almindelig på de små ejendomme den gang. Jeg skulle malke tre køer, inden jeg gik i skole. Jeg var ikke så glad for det malkeri, så jeg sad ofte og tænkte på, at det ville jeg ikke, når jeg flyttede hjemmefra.

Jeg kom heller aldrig til det mere, for Far og Mor fik malkemaskine, da de købte mere jord omkring 1950. Det var det år, jeg rejste på ungdomsskole. Far fik også traktor, en grå Ferguson. Det var hårdt, da alt arbejde skulle laves ved håndkraft, og pengene var små. Nu blev arbejdet meget lettere.

Det var næsten umuligt at få tøj, da vi var børn. Vi var heldige, fordi vi havde en mor, der kunne sy. Hun syede nyt tøj til os af næsten alt det gamle tøj, hun kunne få fat i. Var Far i Randers, købte han tit en pakke brugt tøj hos en marskandiser. Når han kom hjem, flokkedes vi om ham, spændte på at se, hvad der denne gang var i pakken. Mor skulle nok få tøjet syet det om til os. Jeg syntes altid, at vi var lige så fine, som de andre børn.

Vi fik også et katalog fra Dalls Varehus. På et tidspunkt havde de stof med Tivolimotiver på blå og rød bundfarve. Jeg tror, at alle mødre, der boede i Grove, Sem og omegn, havde skrevet efter mange meter af det stof. For alle pigerne gik i kjoler, nederdele eller skjorter med det motiv.

Mor syede også vores overtøj. Det havde sin fordel at være en af de ældste, for tøjet gik i arv til de yngre søskende, så længe det kunne holde.

Vore mødre gik til sykursus i Grove Skole. Der blev fabrikeret tøj i alle afskygninger. Lederen af kurset, fru Holm, boede i Mariager.

Vi kunne heller ikke købe strømper, men vi manglede ikke, for Mor købte uld og tog den med op til min bedstemor, Maren Jensen, der boede i Sem. Det var ikke helt lovligt, da alt skulle afleveres til videre forarbejdning, så alle kunne få glæde af det. Bedstemor kartede ulden og spandt den til garn på sin rok, og derefter strikkede hun lange strømper til os.

Vi gik alle med et ufikst livstykke. Det lignede en kort undertrøje uden ærmer. Det var lavet af tykt faststrikket stof. Nederst på livstykket sad to knapper, så vi med de sortstribede elastikstrømpebånd kunne holde strømperne oppe. De var varme. Ih, hvor de kradsede.

Vi havde heller ikke meget fodtøj. Hjemmesko lavede Mor selv. Hun strikkede eller syede dem af det stof, hun havde. Træsko havde vi altid – sikkert også træskostøvler. Og så fik vi en gang imellem et par dejlige, varme sivsko.

Ca. hver fjerde uge vaskede Mor storvask. Dagen før store vaskedag blev tøjet sat i blød i baljer i bryggerset, og en kedelfuld hvidt tøj blev kogt i gruekedelen, så vaskekonen havde noget at gå i gang med den næste morgen.

Gruekedelen blev opvarmet med masser af træ, inden Mariane Andersen fra Sem kom næste morgen. Hun levede bl.a af at gå rundt i hjemmene som vaskekone. Hun hjalp også min Mor med tøjvasken. De stod hele dagen i vaskehuset og kogte, vaskede og skyllede tøj. Sikke et arbejde, vi var syv personer. Jeg kan huske, at vi næsten kun kunne skimte dem, når de stod derude i dampen en kold vinterdag.

Men der kom bedre tider. Far og Mor lejede en Ferm vaskemaskine i Kastbjerg hos Bersang, den var til el. Det var en lettelse, nu kunne Mor selv klare storvasken.

Vi slagtede en gris, når saltkarret og henkogningsglassene var tomme.

Der var stor opstandelse, når slagteren kom kørende ind i gården. Far skulle have stigen klar og fyret godt op under gruekedelen, så vandet spilkogte.

Grisen blev fanget i stalden. Den hylede og skreg, når den blev bundet og lagt op på det kar, slagteren havde medbragt. Der skulle tre mand til at holde den, når slagteren stak den i halsen, så blodet væltede ud.

Mor stod klar med en spand med rugmel til blodet. Hun rørte og rørte. Blodet måtte ikke klumpe, for det skulle bruges til blodpølser.

Derefter blev karret vendt rundt og fyldt med kogende vand. Den døde gris skulle skoldes i vandet, så slagteren kunne skrabe alle hårene af med sit skrabejern, der lignede en stor isvaffel af metal.

Når grisen var blevet skrabet, så der ikke var flere børster, blev den lagt op på stigen og bundet godt fast i bagbenene. Stigen kunne nu rejses op mod muren. Med et langt snit skar slagteren grisen op fra hoved til hale og trak alle indvoldene ud. Kroppen blev renset og skyllet godt, så den var fin. Derefter skulle den hænge til næste dag for at blive hel kold. Så gik slagteren i gang med at rense de forskellige indvolde: Hjerte, lever og tarmene, der skulle bruges til medister- og blodpølser. Hovedet blev brugt til sylte.

Den næste dag parterede mor grisen i passende stykker. Flæsket blev røget og kødet kom i saltkarret. Senere blev det moderne at henkoge steg og medisterpølse m. m. Det var et meget stort arbejde for Mor.

Det var en stor dag, når Uld-Søren fra Udbyover kom på besøg. Han kom afhængigt af vejret enten gående eller cyklende. Han havde et rigtigt stort, blåt klæde, som var bundet sammen i spidserne. I klædet havde han det tøj, han solgte. Vi var spændte, når han løsnede knuderne, og alle de spændende varer væltede frem. Vi var jo ikke så forvendte med forretninger. Vi var stolte og glade, hvis der blev købt et par undertrøjer eller underbukser, men det var jo kun, hvis det var meget nødvendigt. Han havde også småting som elastik, tryklåse, tråd og kamme – og måske var vi heldige at få en kam eller et nyt spænde til håret.

Om søndagen, især om foråret, kunne det ske, at vi fik lov til at komme en tur i Kratted. Det var en lille skov af løvtræer, der lå nede bag Edderup Skovgaard på den anden side af åen.

Det var noget særligt at komme der ned og lege. Vi mødtes med mange andre børn også nogle fra Kastbjerg. Vi legede forskellige lege, og det kunne hænde, at vi fik skrabet et knæ eller en hånd. Der var store, stejle bakker, og det gik jo ikke altid stille af. En slåskamp mellem et par af drengene kunne sagtens forekomme. Vi var stolte, når vi havde et par nyudsprungne bøgegrene eller en buket hvide anemoner med hjem til Mor.

Min første udflugt med skolen gik til Randers. Vi kørte i hestevogn til Havndal station. Derefter gik turen til Randers med Hadsund-Peter, som motorvognen blev kaldt. Vi så flere ting: Scandia, Randers Amtsavis, Niels Ebbesen og til sidst endte vi i Doktorparken. Jeg kan ikke huske, om der stadig var ZOO dengang.

Vi spiste vor medbragte madpakke i det lille overdækkede træhus med bænke. Det er der endnu. Jeg mindes det som et stort hus, men det er et barns fantasi. Jeg har boet i Randers siden 1958 og været der tit, nu syner det lille.

Piger legede den gang med dukker. Jeg havde en dukke lavet af papmache’. Den var jeg meget glad for, men ellers syede Mor dukker til os af gamle strømper. Vi samlede også på servietter og glansbilleder eller legede med påklædningsdukker Vi var heldige, hvis det var en købt. Ellers tegnede, malede og klippede vi selv både dem og tøjet.

Jeg kunne godt lide, når vi havde botanik i skolen. Vi samlede blomster og planter. Lærer Bach fortalte om planterne og lærte os navnene. Jeg tog dem gerne med hjem og tørrede dem i nogle gamle aviser, for senere at klistre dem ind i en bog.

Det var også spændende, når Bach tog os med ud i sin nyanlagte have for at fortælle om blomsterne der.

Ved befrielsen, den 5. maj 1945, gik vi samlet over i haven for at hejse flaget. Bagefter sang og hyggede vi os. Det var en dejlig dag.

Om efteråret kom der træ hjem til skolen. Det lå i en stor dynge ude i skolegården under træerne. Vi fik lov til at lave huse. Vi stablede brændet op og lavede forskellige rum. Her boede vi i små familier både drenge og piger. Vi kunne næsten ikke løsrive os fra legen, når lærer Bach stod på trappen og kaldte os ind til timen. Det var en nem måde at få træet tørret på.

Om vinteren, når himmel og jord stod i et, blev mange hjemme fra skolen. Jeg stred mig i hvert tilfælde der ned, for så hyggede vi os. Vi tegnede, fik historie og sang. Der var sange, vi kun lærte sådan en dag. Var vi heldige, kom fru Bach med saftevand, boller eller kage.