Landsbyhistorier.dk

Vist vaskede vi da hænder!

Herligt. Hvem vil undvære det – morgenbadet. Ud af fjerene, ind under bruseren, et let drej på blandingsbatteriets hane, og det herligste tempererede vand fosser ud – men vi skriver jo også 2007. I min barndom i 1940’erne var der måske vand nok, men kvaliteten kunne være svingende.

Alle havde på deres egen krop erfaret, hvor meget arbejde det krævede, at pumpe drikkevand op til kreaturerne og hente vand til husholdning og rengøring – for slet ikke at tale om de ca. 70 spande vand, en storvask krævede – selv uden vandafledningsafgifter lærte vi at spare på vandet.

De fleste familier havde deres egen lukkede brønd med pumpe i rimelig afstand fra møngen, – møddingen. Hos dem var det ingen sag at hente en spand vand, hwis da’t pomplæj’åd – læderpakningen – war bløwen tør eller slit op, for så måtte der hældes en sjat vand ned i pumpen, inden den virkede. Var der ikke mere vand i spanden, kunne sjatten hentes i kjæltrowed, – vandtruget – der altid stod tæt ved pumpen. Selvfølgelig huske man så at lade de første fire – fem pumpeslag gå i vandtruget, inden man begyndte at pumpe rent vand i spanden.

Mere problematisk var det i de hjem, hvor man stadig havde kæl, – brønd – i gården. Det kunne gå, de steder, hvor brønden var indhegnet med brædder og dækket af en trælem, så børn og andet ikke faldt i vandet. Vi kaldte det kælhused, – kildehuset. Det blev af de dristigste drenge brugt som skjulested, når vi legede gemmeleg.

Tog en frø ophold i brønden, betragtedes vandet som værende af god kvalitet, for også frøer var kræsne og krævede frisk vand – til gengæld formodedes de at tage sig af uønskede smådyr.

I enkelte hjem hentedes vandet i en uafdækkede brønd. Det kunne give problemer i regnvejr og næsten altid om foråret, når smeltevandet fossede ned i brønden. Så var vandet ubrugeligt, indtil brønden var renset for overfladevand, og slam og nyt grundvand var sivet ind – i den mellemliggende tid måtte man hente vand hos naboen eller smelte sneen på komfuret.

I en nabokommune måtte en familie, der boede til leje i et arbejderhus hos en gårdmand, helt op i 1950-erne hente deres brugsvand i den lille dam, hvor køer og heste blev vandet. Først, da de klagede til sundhedskommissionen, blev forholdene ændret – men . . . sån var’ed slet it i Siem.

Indtil man i 1908 byggede et fælles vandværk, havde alle gårdene i Sem deres egen brønd. Nogle af husene havde slået sig sammen om en fællesbrønd. Med det nye vandværk var byen sikret en mere stabil og hygiejnisk vandforsyning. Vandet blev hentet i et væld, der lå nær Brækil – den lille sø i Sem mose, hvor man kunne se sandet hvirvle op, når grundvandet fossede ud i søens bund. Vandet var friskt og hele året kun 80 varmt, men også i den lille opsamlingsbrønd var der frøer. To hæverter pumpede dag og nat vand op i en ca. ca. 4 m3 beholder, der stod tæt ved kirkediget.

I 1958 byggedes en ny brønd på 27 m3 tæt ved Chren Juuls hus på et stykke jord, Axel Pedersen i Toftegaard havde skænkede til vandværket. Til gengæld skulle have lov til at vande sine køer ved boringen. Det skulle vise sig at være en dårlig ide. Køerne var heller ikke renlige, så snart fandt man kolibakterier i vandet – nogle mente, at det var udsivning fra kirkegården. Det fik kredslæge Gilberg til at nedlægge forbud mod at anvende boringen.

Bent Fynboe havde tidligere drevet dambrug ved Brækil – Bredkilde. I 1978 sikrede vandværket sig langt ud i fremtiden ved at købe det nedlagte dambrugs pumpeværk. Prisen var 70.000 kr. og en stikledning til Bent Fynboes hus, der var nærmeste nabo til Hestekjærgaard.. Få år efter kunne man føre en vandledning til Grove og Edderup.

I de hårde vintre 1942-44 led alle. Selvom mange, når vinteren nærmede sig, isolerede pumpen med halm og sække, kunne den fryse til. Så måtte man, indtil smeden fik tid til at tø rørene op, skaffe sig vand hos naboen, tø sne op eller hente vand i Brækil, der aldrig frøs til..

Et enkelt år under krigen, var der mange hjem i Sem, der havde store problemer. De usædvanlig høje kuldegrader fik mange vandrør til at fryse til. Folk valfartede op mod købmanden med deres zinkspande, for i skellet ved Chren Juuls grund stod en brandhane, der kunne modstå kuldegraderne. Hver formiddagen blev den viklet ud af isoleringen, så folk kunne fylde deres spande med rent, iskoldt vand. Mens man stod og ventede på, at det skulle blive ens tur til at tappe vand, var der rig lejlighed at tale om danskernes yndlingsemner, vejret og krigen.

De gammel ville korse sig, hvis de så vor tids store toiletmiljøer med designede møbler, lækre bløde håndklæder i mange størrelser og farver, forkromede haner, toiletpapir med farvede mønstre.

Som om der war nown, der ku’ si mæ den æn!

Æ de nåd’ å brug si pæng te’ – – –

– ville en og anden nok mumle – men de, der var vant til de iskolde cementgulve, ville sikkert have nydt badeværelsets gulvvarme.

Varmt vand fandtes kun i den lille vandbeholder bagest i komfuret, grisen, hvis pigen havde nået at fyre op. Så skulle karlene, når de stod op, have det iskolde vand tempereret, måtte de slå en tur over gården med potmålet – og hvem havde lyst til det kl. 5.00. Nej, det var forståelig nok ikke alle, der vaskede sig om morgenen. Men om aftenen vaskede man sig – flere af karlene i kjældtrowed – vandtruget i gården – i koldt vand. Ikke underligt, at det var nødvendigt at skifte sengetøjet i karlekammeret ofte – hver 14. dag. Ellers stod man ved køkkenbordet i undertrøje og skrubbede hænder, arme, ansigt og nakke – nogle nøjedes med at kiltre ærmer op og bøje skjortens flip lidt rundt. Man forstod dem, der var formildende omstændigheder.

Renlighed er en god ting sagde kællingen. Hun vendte særken nytårsaften.

I Sem Sogn foregik det lidt oftere. Mange af vi unger kom i bad i en zinkbalje på køkkengulvet en gang om ugen, andre hver tredje uge, når mor havde storvask. Nogle få nøjedes med etagevasken ved køkkenbordet, og en par stykker var kendt for aldrig at misbruge vand.

De fleste skiftede undertøj en gang om ugen – eller når det var nødvendigt. Det kunne hænde, vi trak det en dag eller to, for at spare mor for alt for meget vaskeri.

Jeg hørte en gang en mand i fuld alvor påstå, at den største økologiske katastrofe i verdenshistorien var opfindelsen af det moderne vandkloset. Han var sågar skolepsykolog. Havde han så været landmand. Men når jeg tænker på de struttende frugtbuske og træer i skolehaven – for slet ikke at tale om rabarberne, der var sognets kraftigste, burde jeg måske give ham ret.

En lille jydehistorie:

Ane gravede ikke, som andre i sognet, wc-tøndens indhold ned. Hun hældte det ud over rabarberne. En dag præstefruen var på besøg, pralede Ane af sine flotte rabarber. Præstefruen bestyrtet: Jamen Ane! Kan det ikke smages?

Ane: Kuns lig.

Toiletter?

Det kunne hænde, at enkelte gårde havde et lokum i udhuset. Det blev som regel kun brugt, når der var gæstebud, Til daglig delte de fleste toiletfaciliteter med køerne. Man brugte grebningen – i daglig tale kaldt grewlingen. Der sad vi så på vagt med en halmvisk eller en halv side af Randers Dagblad i hånden og det ene øje diskret bagudrettet, for blev koen inspireret, skulle man være hurtig.

Vaske hænder? Hvor? Der var hverken vand, sæbe eller håndklæde i kohuset. Nej! Vi lærte fra vi var små ikke at beskæftige os med uvæsentlige ting, og vi vidste, at vi sku’ ha’ syw pund skit i wos om ored – året. Til gengæld voksede vi op og blev en sund, karsk jysk stamme, der ikke kom til at fylde meget i sygestatistikken. Det er skam ikke uden grund, vi kunne opbygge en velfærdsstat og i dag kaldes: Det grå Guld. Der fandtes selvfølgelig folk som min far og mor, der vaskede hænder, men det var ikke en selvfølge.

Skolen havde et tissehus til drengene – sædvanligvis brugte vi et andet ord. Urinen løb gennem et hul i væggen ud i vores mødding, som Hans Lindskov en gang imellem tømte over sine marker. Desuden var der et das til pigerne, et til drengene og denens private. Vi brugte nu i daglig tale et mere folkelige ord, men var denen til stede, sagde vi WC.

De høje zinkspande fra de tre dasser blev med passende mellemrum tømt. Det klarede min forældre. Mens de småtrippende med tønden mellem sig krappede sig op i haven, for at grave indholdet ned ved buske, træer og eller rabarber – sognets flotteste – hørte jeg undertiden min mor hvisle ord, som jeg ikke skulle have hørt – især hvis det var pigetønden, der var noget livligere end de to andre.

Nytårsårsaften morede de unge sig. Et år fortalte man, at en mand i Sem havde udført det kunststykke at hejse tønden ned fra flagstangen, hvor de unge i ly af mørket havde anbragt den. For at give ham mulighed for at brillere, havde de endog indkøbt for ti øre gær hos vores købmand, Marta. Efter den tid var der flere, der låste eller taw tønden ind nytårsaften.

Heller ikke i Sem Forsamlingshus var der problemer til baller eller fester. Var der behov, smuttede man diskret ud bag salen, der var et lille område med træer og buske. Her kunne karlene sagtens stå og kikke stjerner, og pigerne uden at vække opsigt sidde fnisende på hug, mens de diskret svang med skørtet.

En nutidsdansker med adgang til et moderne badeværelse vil anse forholdene i vort lille, fattige sogn for ekstreme. Vi kan kun give ham ret, men de var ikke unikke. Vi delte vilkår med stort set alle danske landsogne, og vel også med mange beboere i fattige bykvarterer med lokum i gården – selvom de dog i det mindste havde koldt vand i vandhanerne.

Omkring 1950 begyndte landet så småt at rejse sig. Marshallhjælpen fik Europas hjul til at snurrede hurtigere. Lønnen steg. Vi fik råd til ting, vi tidligere end ikke havde turdet drømme om. Unge måtte rejse fra sognet, for på grund af landbrugets mekaniseringen var der ikke længere brug for så mange hænder. De vænnede sig hurtigt til højere løn og fast arbejdstid, og de fik nye vaner. Også de unge, der flyttede ind på gårdene havde været udensogns. Den øgede indtjening gav dem mulighed for at ændre på forholdene inde. Man fik badeværelse med toilet og bruser, og det gamle vaskebræt blev udskiftet med en vaskemaskine. I løbet af få år var alt det, vi kendte borte – men vi begræder det ikke. Længes vi tilbage til barndommen, er det bestemt ikke de hygiejniske forhold, vi tænker på.

Spørger du nu, om jeg vaskede hænder, er svaret:

Vist vaskede vi da hænder, . . . .hvis de trængte.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.