Specialist i mørklægning

Da Lærer Bach i 1950 rejste fra Grove, kunne man ikke få en ny lærer. Der var ingen, der ville fastansættes i embedet.
Det var grunden til, at vi i de fire år jeg gik i Grove Skole, blev undervist af et utal af to – tremåneders vikarer, og det var ingen ideel skolegang. Den sidste lærer, som jeg havde hed Olsen. Han var meget engageret i skolen, eleverne og egnen.

I Sem Sogn var der ikke tradition for at sende børn i betalingsskole. Vi vidste vel knap nok, hvad en eksamen skulle bruges til. Den indstilling søgte lærer Olsen at ændre, og det lykkedes til en vis grad for min årgangs vedkommende. Vi var seks børn, der blev indmeldt på Harboes Realskole. Den lå på Tøjhushavevej i Randers.

Det var en lang skoledag. Bussen startede nede ved korsvejen kl. 6.30 og var først hjemme igen kl. ca. 15.30. Når jeg endelig kom hjem, skulle jeg hjælpe til i mark og stald, inden jeg kunne gå i gang med lektierne.

Vi har altid været rene og pæne i tøjet, men jeg var landbobarn, når jeg kom til Randers. Især, når jeg var til skolefest sammen med mine forældre, følte jeg, at de var anderledes klædt på. For en voksen betyder den slags intet, men jeg var teenager.
I 1957 gik jeg til præst i Randers hos pastor Arberg, der boede på Udbyhøjvej, men jeg valgte at blive konfirmeret i Sem Kirke sammen med mine kammerater fra Sem Sogn. Det var pastor Nørgård fra Hem, der var præst. Da jeg i 1961 havde taget min præliminæreksamen, vidste jeg ikke, hvad jeg ville være, men det ordnede sig.

Far, der var i bestyrelsen for Havndal Andelsmejeri, havde tilfældigt en aften, han var til møde, mødt installatør Lykkemark på mejeriet. Lykkemark manglede en hånd til at holde noget måleudstyr, og da far hjalp ham i fin stil, tilbød han for sjov min far en læreplads. Det var Far ikke interesseret i, men det var hans søn måske – og sådan blev det.

Jeg kunne bo gratis hjemme, hvor jeg også hjalp til i mark og stald. De 39 kr., jeg i starten tjente om ugen, kunne fint strække. Jeg kunne næsten hver lørdag gå til bal på Havndal Kro. Vi krævede ikke meget den gang, men vi morede os fint.

Lykkemark antog en lærling hvert år, så der var altid tre lærlinge. I begyndelsen kom jeg ud sammen med Lykkemark eller en af de andre lærlinge, men meget hurtigt blev jeg sendt ud alene.

Jeg er og har altid været bange for strøm, men det skyldes nok, at jeg har været med til at mørklægge dele af Havndal et par gange.
Hvert år til jul blev der hængt granguirlander med lys op i Havndals gader, og da der skulle sættes strøm til, var det et job for Lykkemark og hans lærlinge. Det var lidt besværligt og langsomt at skulle kravle op i masterne ved hjælp af nogle specielle mastesko. Vi anvendte i stedet for en stige af træ, som blev stillet op ad masten og nogle steder direkte op ad ledningerne – det var ikke gået i dag! Der er ikke strøm i den øverste ledning, så den kunne man fint tage fat i – selv uden handsker.

Når man havde arbejdet i flere timer, og fyraften nærmede sig, kunne man godt blive lidt uopmærksom. Det blev den ældste lærling, for han havde glemt, at han var trådt et trin ned af stigen. Han greb fat i ledningen – en strømførende – og hang fast. Lykkemark var lynhurtig. Han kravlede op på stigen bag lærlingen og kortsluttede ledningerne to og to med en skruetvinge. Det reddede lærlingens liv – men mørkelagde Havndal. Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ikke Lykkemark have været der lige i det øjeblik. Der blev en del puslen og spørgen rundt om i byen, da lyset forsvandt, men jeg tror, Lykkemark gik lidt let hen over detaljerne, da han forklarede årsagen. Man skal jo ikke gøre folk urolige.

Mens jeg var i lære hos Lykkemark, blev der bygget nye fløje til Havndal Skole.

Kunne du tænke dig udelukkende at arbejde på skolen, spurgte Lykkemark.
Ja, hvis du tror jeg kan klare det, svarede jeg.

De næste halvandet år var en dejlig og lærerig tid. Jeg var den yngste af alle håndværkerne og blev nærmest forkælet af dem. Det var almindeligt, at man fræsede elektrikerrørene ind i muren, inden den skulle pudses. Jeg fandt ud af at have alle materialer klar, når murerne og tømrerne arbejde, for så kunne jeg få sat rør og stikdåser i fra deres stilladser. Jeg sparede tid, Lykkemark penge, og alle var glade. Lykkemark var snu. Han gav to poser kaffe til håndværkerne om ugen samt en flaske snaps til højtiderne. De penge var givet godt ud.

Under skolebyggeriet, fik jeg mulighed for at deltage i diverse byggemøder m.m., hvor jeg talte med ingeniørerne, der var tilsynsførende på byggepladsen. Det har sikkert påvirket mit senere erhvervsvalg.

Da jeg skulle tilslutte den nye hovedforsyningstavle, mente Lykkemark ikke, det var nødvendigt at afbryde strømmen til den gamle skole. Det ville forstyrre undervisningen, mente han. Senere skulle det vise sig, at det alligevel ville have været en god ide. Der var ikke ret megen plads i hovedtavlen, så min skruetrækker havde et øjeblik været et sted, den ikke skulle – den blev næsten brændt over. Pludselig befandt jeg mig efter et stort brag og et lysglimt i den anden af lokalet, og skolen blev mørkelagt. Jeg tror, der var en, som holdt hånden over mig.
Jeg fik yderligere respekt for mit arbejde, men hverken Lykkemark eller jeg forsøgte at skræmme folk ved at gå i detaljer, da vi forklarede, hvad der var hændt.

Lykkemark mente, at jeg havde haft så mange ekstra timer under skolebyggeriet *), at min læretid kunne afkortes med ca. tre måneder. Det var årsagen til, at jeg allerede efter sommerferien 1965 kunne begynde som studerende ved Århus Teknikum. Jeg ville være stærkstrømsingeniør.
*) Overtidsbetalingen var fem kr. pr. time, det var mange penge for en lærling dengang.

Under det første studieår i Århus boede jeg sammen med to andre studerende i en lejlighed hos en ældre frøken. Vi havde hver vort værelse – mit var det mindste på ca. seks m2. – samt fælles køkken, bad og toilet. Det værste var dog, at der kun var adgang til mit værelse gennem frøkenens dagligstue. Det kunne gå til daglig, men når der blev holdt bønnemøde, og vi havde fået et par øl, var det ubehageligt. De sidste tre år af min studietid boede jeg på Teknisk Kollegium. Her var der gang i den, men jeg deltog kun i weekendfesterne, da lektierne jo skulle passes.

Morgenmaden og frokosten stod jeg selv for, men hver dag kunne jeg i en nærliggende slagterforretning afhente den varme mad – dagens ret – i min lille lerkrukke. Det kostede fire eller fem kroner – og så var der rigelig mad.

En af vore lærere mente, at man ikke bare, som han havde gjort, skulle begrave sig i læseriet. Man havde også behov for at feste engang imellem, så af og til holdt vi fri på Maritza. Her dansede jeg en aften med Elin fra Hald. Hun var i Århus for at søge job i huset hos en lektor. Det udviklede sig, så vi blev gift i 1971.

Da jeg efter min eksamen i 1969 var på session, blev jeg udtaget til flyvevåbenet som værnepligtig ingeniør. Efter rekruttiden i Karup arbejdede jeg 10 måneder i Værløse, hvor vi lavede testudstyr, der skulle bruges til at servicere Draken flyene på de jyske flyvepladser.

Efter soldatertjenesten var det svært at finde en stilling omkring Århus, så jeg begyndte at søge over hele Jylland og på Fyn. Efter en del ansøgninger overalt i Jylland, fik jeg i november 1970 et job som el-ingeniør på Ålborg Værft, hvor jeg lavede styringer til diverse oliebrændere. Min månedsløn var på 3.200 kr., hvilket var normen dengang.