Landsbyhistorier.dk

Semmøgelhøj var hans og ingen andres

Hans Rasmussen var fynbo, sammen med sin kone, Marie, blev han kaldt hjem for at hjælpe svigerfaderen, Hans Lindskov, med at drive hans ejendom i Edderup. Familien flyttede med, da Hans Lindskov senere flyttede fra Edderup til ejendommen, Semmøgelbo, som Hans Rasmussen overtog i 1923.

I 1950 solgte Hans Rasmussen den lille ejendom ved foden af Semmøgelhøj til sin nabo, Anthon Møller, og vendte tilbage til tilbage til Steenstrup på Fyn med sin familie.

Han havde da ejet Semmøgelbo i 27 år.

Marie, der var født i Sem, var søster til Hans og Jens Lindskov. I mange år gik hun strikkende langs granskellet, når hun skulle ned at gøre rent i Grove Skole.

Brønden ved Semmøgelbo løb ofte tør for vand. Derfor måtte Hans, når han kom hjem fra mælketuren i Edderup, hente vand i skolen. Når Marie næsten var færdig med at gøre rent, kom Hans med mælkejungerne, som han fyldte med vand, så kunne han og Marie følges ad hjem.

Slap vandet op, mens Hans arbejdede i marken eller på anden måde var optaget, gik Marie over til sin bror, Hans Lindskov i Skovly, med to spande. Når spandene var fyldt op, lagde hun altid to hyldegrene oven i vandet, så skvulpede de dyrebare dråber ikke over på vejen hjem. Under krigen, i 1943, hentede Hans vand i et par specielle tønder. De stammede fra en våbennedkastning på Sem Hede. De containere, der blev kastet våben og andet udstyr ned i, kunne deles op, så der blev to udmærkede tønder ud af hver. De var nemmere at anvende end de almindelige mælkespande, når der skulle hentes vand.

Det gik udmærket, indtil den dag Hans blev standset og spurgt, hvor han havde tønderne fra. Han blev truet med fængsel, hvis han ikke straks afleverede dem hos sognefogeden, Anders Møller, i Edderup.

Ved samme lejlighed fik sønnen Christian sin cykel “stannerd” – sat i stand. Enderne af containerne var gjort stærkere og tætte med brede, klæbende gummibånd. Båndene var som skabt til at surre om vor barndoms udslidte cykeldæk, og hvis man surrede et lag om cykelsaddelen, blev den noget blødere at sidde på, så det gjorde Christian. Der sad de godt, indtil sagens alvor gik op for ham, så kom de af i en fart.

Familien Rasmussen oplevede under besættelsen en dramatisk begivenhed. En ko, der var sat på græs, blev stjålet. Man fandt senere de sørgelige rester i en skov ved Fladbjerg, hvor den var blevet slagtet. Alle regnede med, at det var C.C kaldet “Baseren”, der stod bag. Hestehandler, Christen Juul, udtalte det offentlig og modtog få dage efter en pistolkugle i et brev.

Da salgsskødet i 1950 skulle underskrives hos sagføreren i Mariager, meddelte køberen, Anton Møller, at han ikke ville betale for den jord, Semmøgelhøj lå på. Han forlangte et afslag på 800 kr. Salgsprisen blev så 21.000 kr. Der blev holdt lidkøb hos Antons bror, Jens Møller.

Under sine senere besøg hos datteren og svigersønnen, Magda og Julius i Hammergaarden, sagde Hans Rasmussen gerne på syngende fynsk: Jeg må jo hellere gå op og se til min høj! Den senere ejer, Axel Jensen, blev lidt usikker, når man drillede ham med, at han i virkeligheden slet ikke ejede Semmøgelhøj.

Semmøgelhøj var i Hans Rasmussens tid rammen om en ældgammel tradition. Valborg aften, den 30. april, samledes egnens unge på højen til blus – bål. Træ blev hentet i Semskoven og et kæmpe bål, der kunne ses langt omkring, blev antændt. Når bålet var brændt ud, blev de endnu glødende grene slynget ud fra højens top. Det var et flot syn, især hvis man stod nede på marken.

Et par af de små drenge blev belønnet for at løbe ned efter is m.m. hos købmanden i Sem, Martha Hermansen. Når man kom tilbage med kassen, var det med at være hurtig, hvis man ville have sin is. Alle ville være sikre på, at de fik det, de havde betalt for. Som altid var der enkelte, der forsøgte at få lidt mere. Men ellers var der råhygge – på forskellige planer – på Semmøgelhøj.

Hans Rasmussen gjorde aldrig indsigelse, når de unge mødtes på højen Valborg aften eller Skt. Hans aften. Det gjorde de senere beboere i Semmøgelbo, så i løbet af få år døde den århundrede gamle skik ud.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.