Landsbyhistorier.dk

Vildænder sælges

Det var et muntert hold, der i 1959 mødte op i Hem Præstegård, for at gå til konfirmationsforberedelse hos pastor Nørgaard. Vi sad i det samme lokale som damerne, der gik til kjolesyning. Det hændte, at de tabte en knappenål på gulvet. Vi konfirmander brugte dem lidt anderledes end damerne. En dag jeg fløj op på bordet for at undgå at få en knappenål i bagen, klappede bukkene, der holdt bordpladen, sammen. Da vi ikke kunne nå at stille bordet op igen, inden pastor Nørgaard kom ind ad døren, måtte vi i en stiv klokketime sidde og holde bordpladen. Det var lidt anstrengende.

Konfirmationsfesten foregik hjemme i Grove. Stuerne blev ryddet. Borde og stole stillet op, så der var plads til hele familien. Nogle dage senere blev venner og bekendte, der havde givet gaver eller penge, inviteret til spisning. De nye skikke var ved at snige sig ind, for vi fik serveret et enkelt glas vin til maden. Det var ellers ikke spiritus, man brugte penge på i Grove. Jeg fik et fotografiapparat og 600 kr. i konfirmationsgave.

Jeg arbejdede hjemme det første halve år, inden jeg til 1. november fik plads på Enghavegaard i Edderup. Lønnen for hele året var 2.900 kr. Jeg var glad for at være hos Inga og Erik. Det var en gård i drift, hvor vi lærte meget, og forholdene på Enghavegaard havde ændret sig, siden Dorthe gik på aftægt. Vi havde det godt.

Året efter (1963) fik jeg plads hos Rasmus Brønnums svigersøn, Jens Madsen, i True, hvor jeg skulle være enekarl. Det var en gård som de fleste på den tid. Det war jo lit lont hjemfra, så jeg blev glad, da nogle kammerater fra Grove meddelte, at de ville besøge mig. Jeg købte en kasse øl hos købmanden. Konen i huset, Ruth, ville gerne hjælpe, så hun nedkølede øllene. Jeg tror nu nok, at hun har nok været bedst til snaps, for hun anbragte dem i fryseren. Da de igen blev taget op, var flaskerne sprængt. Vi ærgrede os lidt, men det er en af de episoder, jeg stadig husker fra en festlig ungdom.

Året efter flyttede jeg 500 m ned ad vejen til Truegaarden. Det var en stor, moderne gård. Vi var to karle til at passe markerne og de 60 køer. Det var nu til at overkomme, for vi havde både traktor og moderne maskiner – bl.a. rørmalkningsanlæg. Der var meget ordnede forhold. Jeg havde fri hver anden weekend fra lørdag middag til mandag morgen, så jeg havde god tid til at køre hjem til Grove på den knallert, jeg havde anskaffet mig. Var jeg heldig, kunne jeg få et lift med Hans Lindskovs, Ole, der tjente i nærheden. Han havde bil.

Fra slutningen af 1950’erne var stemningen meget optimistisk. Det var, som om alt kunne lade sig gøre. Folk fik flere penge mellem hænderne. Der blev også penge til det inde. Badeværelse med toilet, nye husholdningsmaskiner og møbler. Der var efterhånden traktorer og moderne maskiner på gårdene, og man begyndte at se flere biler på vejene. Far og Mor var nogle af de første i Grove, der fik bil. Den var gammel og uden selvstarter. Skulle vi ud at køre, satte Far sig ind i bilen bag rattet, mens Mor måtte stille sig foran bilen med enden i vejret og dreje med startsvinget.

Min næste plads var Ødumgaarden. Den plads kunne der fortælles meget om, men det gør jeg ikke. Mellem frugttræerne var der sået græs og ærter, som blev slået med le til dyrefoder. En søndag, manden selv slog foderet, kom han til at brække leen. Det havde han åbenbart glemt, for mandag morgen, da jeg tog leen op, for at slå græs, kom han ud og gav mig skylden.

1966 blev jeg indkaldt til flyvevåbnet. Efter rekruttiden i Karup blev jeg overført til flyvestation Ålborg, hvor jeg blev chauffør i eskadrille 723. Jeg kørte med piloterne og havde ansvaret for tre minibusser. Lønnen var 60 kr. om ugen samt kost, logi og fri rejse, når jeg i weekenden rejste med Hadsund-Peter hjem til trinbrættet ved Trudsholm, hvorfra Far hentede mig i bilen.

Da jeg var 15 år, købte jeg en brugt rugemaskine, 80 fasanhøner, 16 kokke, og begyndte at opdrætte fasankyllinger. Når kyllingerne havde gået otte uger i den voliere, jeg havde lavet i haven, blev de solgt til skytter, der brugte dem til udsætning. Det var en rimelig forretning, hvis de kunne være i fred for ræv og mår. Det gik kun galt en gang. En mår kom ind i volieren og bed halvdelen af kyllingerne ihjel. Da det gik bedst, udrugede jeg 4000 kyllinger. Også skattevæsenet syntes, det gik strygende, men det snakkede vi nu om – det har vi for øvrigt gjort flere gange siden. Senere begyndte jeg også at ruge vildænder ud.

Jeg var glad for min flittige mor, der påtog sig at passe bedriften, mens jeg var soldat. Pengene kunne jeg jo godt bruge. Kun en gang var vi lidt uenige. Jeg havde sat en annonce i avisen:

Vildænder sælges 12 kr. pr. stk. – plukkede 13 kr.

Mor blev lidt overrasket.

Hwem ska’ pluk dem, spurgte hun. De’ ska’ do da! Ka de’ it go rundt?

Det er ikke altid nemt at være arbejdsgiver.

Efter soldatertjenesten begyndte jeg at arbejde som chauffør på Foderstoffen i Havndal. Jeg boede i Grove hos Mor og Far. Arbejdet bestod i at køre rundt mellem fjordene med byggematerialer og dyrefoder, som kunderne havde bestilt. Der var et meget hårdt arbejde.

I oktober 1969 søgte jeg plads som chauffør på Havndal Andelsmejeri. Der var kommet nye regler. Landmændene skulle af hygiejniske grunde installere rørmalkningsanlæg og køletanke, så mælken hver dag kunne blive afhentet af tankbiler. Det var et meget bundet job. Skulle jeg have fri, måtte jeg betale vikar. Til gengæld bestemte jeg selv, hvor lang tid jeg ville bruge på ruten. Det blev som regel til seks timer.

I 1970 købte jeg et par byggegrunde på ca. 1.400 m2 i Havndal og begyndte at bygge huse. Det første, der var på 170 m2, solgte jeg for 190.000 kr. Det andet var jeg lidt uheldig med. Vi havde ikke fået aftalt, hvor meget inventaret måtte koste, så da køberne valgte dyrere materialer, end jeg havde beregnet, holdt jeg kun lige skindet på næsen, men så blev jeg så klog. Jeg fik den ide, at jeg kunne supplere min indtjeningen ved at købe en varebil og i min fritid køre ud på landet og sælge ost, som jeg købte på Havndal Andels-mejeri. I 1973 blev jeg gift. Vi kom til at bo i Vestparken i Mariager.

Der var store forandringer i landbrugssektoren i de år. Stort er godt, lød mottoet, da Havndal Andelsmejeri blev opkøbt af Mælkecentralen i Randers og nedlagt. Jeg kom til at køre ud fra Randers i et nyt, større område, der nåede næsten helt til Viborg. Den ene uge kørte jeg i fem dage, den næste uge i to dage, så der var rigeligt med fritid.

I 1984, da jeg blev skilt, fik jeg brug for lidt ekstra kapital. Jeg købte en trailer. På den satte jeg en kasse med køleanlæg. Da den blev godkendt, begyndte jeg at køre en landtur med oste, som jeg kunne købe på mejerierne. Efterhånden fik jeg mulighed for at udvide varesortimentet. Det fik både kunderne og jeg glæde af.

I 1992 blev jeg gift med Pia. Fire år senere købte vi den gamle dyrlægeboglig, Klostergade 9 i Mariager I 1997, da jeg var sygemeldt i 11 måneder, fik jeg at vide, at jeg ikke længere kunne arbejde som chauffør. Jeg begyndte at arbejde på Åge Larsens plastfabrik i Mariager, hvor jeg var ansat til 1. januar 2003.

Mange havde gennem årene spurgt mig, om jeg ikke kunne tænke mig at åbne en osteforretning i Mariager. I 1998 syntes jeg, at tiden var inde. Vi indrettede en forretning med lager i udhuset. Jeg gik stadig på arbejde, kørte landtur med oste m.m., og der blev også ind imellem tid til med venstre hånd at klare et rengøringsjob.

Sortimentet af ost, vin, spiritus og øl udvides stadig, og vi kan glæder os over, at indtægterne fra forretningen nu næsten kan forsørge vores familie.

Ud over forretningen er fiskeri og jagt min store hobby. Første gang jeg var på jagt i Sverige, var jeg så heldig at skøde en elgkalv.

Ser jeg tilbage på, hvordan det er gået, kan jeg se, at det ikke er nok, at man er heldig. Man skal også være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og være rede til at turde tage chancen, når den byder sig.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.