Landsbyhistorier.dk

Landet der formede os

Det siges, at naturen kan forme et menneskes sind. Som eksempel nævnes gerne de milde fynboer og de barske vestjyder. I så fald gælder det vel også vi unger fra Sem Sogn. Vort sogns natur var ikke særlig kendt. Kun vi kendte Kæret, engene syd for Sem, hvor travle hænder hver sommer skar millioner af tørv til akkompagnement af fuglesang, åen hvis dovne, plumre vand vi badede i om aftenen, mens de sidste solstråler glitrede i overfladen, Semskovens dunkle dyb, hvor vi kunne opleve det tyste dyreliv eller hengive os i fantasiens verden, når legen tog over, Den stur Hie med sensommerens blomstrende lyngtæppe, som vi måtte forcere, når vi søgte efter blåbær eller hedens guld, tyttebærrene og Højen, fra hvis top vi kunne drømme os så langt ud i verden, vi lystede.

Semskoven
Alle sognets gamle drenge mindes med glæde de muntre lege i Semskoven. Gled man gennem skovbrynet ind mellem de høje, mørke granstammer, var man i eventyrland. Havde man tålmodighed – det kunne knibe – kunne man, hvis man en stund satte sig i det bløde mos bag klyngen af lyngfarvede gederams i udkanten af en af de små, åbne lysninger, være heldig at se både rådyr, ræv eller en fasan, der skogrende flagrede bort mellem træerne.

Mens man ventede, kunne man betragte solstrålerne, der som små lyn skar ned mellem kviste og blade og dannede smukke, dansende mønstre på skovbunden. Det var, som kunne man høre stilheden – den sagte susen i trætoppene.

Om sommeren var der en gennemtrængende duft af harpiks fra de nyskovede stammer, om efteråret en krydret duft af svampe og hele året en lidt ram lugt af forfald fra skovbunden, hvis det da ikke var Mikkel Ræv, der sneg sig forbi i grantykningen.

Vi kendte skoven. Den skærpede vore sanser og nærede vor fantasi. Vi vidste hvor krage og spurvehøg byggede rede, og hvor den lille gravhøj lå. Den vidnede om, at området engang havde været åben land og ikke en granskov så tyk, at vi kunne bygge en grenhytter og være Robinson Crusoe.

I den del, der lå ud mod Narresiem, havde skoven karakter af løvskov. Der kunne man næsten se Robin Hood og hans lystige svende. Med sværd i hånd kunne vi deltage i hans tapre kamp mod den onde Prins John og sheriffen af Nottingham – og til sidst vinde den smukke Lady Marian. Nå, nej! Nok måtte flere af os på grund af tidernes ugunst – tøjmangel og rationering – føre os frem i brune eller laksefarvede pigeunderbukser, men piger interesserede os ikke. Det kom først senere.

Kun en gang har jeg haft en ubehagelig og skræmmende oplevelse i skoven. Det begyndte ellers så godt. En sollys sommersøndag (selv om statistikken siger noget andet, var der altid solskin om sommeren i vores barndom) samledes vi, som vi plejede, hos Carla og Hans Lindskov i Skovlyst.

Vi små holdt os lidt på afstand af de større drenge, hvis de havde deres slangebøsser med. De store skød ikke bevidst efter os, men det kunne jo hænde, vi stod i vejen for en vildfarende fyrrekogle eller et agern. Det sved og i de følgende dage blomstrede stedet op i alle regnbuens farver.

Da vi drog til skovs, fulgte Polly, Hans Lindskovs lille, vakse foxterrier med. Den var en glimrende rottehund, der, når den var med i skoven, som regel fik færden af en hare eller en fasan. Denne dag var det et lille egern, der nysgerrig betragtede den støjende drengeflok fra sin plads bag en granstamme. Pludselig vendte stemningen. Den glade flok landsbydrenge forvandlede sig i løbet af et øjeblik til en bande blodtørstige jægere. Vi små løb rundt og samlede de sten, som de store brugte, når de forsøgte at ramme det flygtende egern. Hver gang egernet blev borte mellem grenene, fandt Polly det igen. Til sidst sad det i et åbent egetræ helt ude i skovbrynet mod marken. Det havde ikke en chance. Snart lå det dødt og forslået ved egetræets fod.

Mens vi stod og betragtede det lille, mishandlede dyr, var det, som bredte der sig en hvad-skete-der stemning? Man mishandlede jo ellers ikke dyr i vort sogn.

Min mor og far undrede sig, da jeg den søndag eftermiddag kom hjem. Som regel havde jeg en masse at fortælle og kunne gøre et godt indhug i kagerne på fadet, men denne søndag var jeg meget fåmælt og spiste ingenting. Det næste lange stykke tid var jeg bange for, at min far skulle høre, hvad der var hændt i skoven den eftermiddag. Jeg fortalte det aldrig til Mor eller Far. Jeg skammede mig vel.

Når jeg nævner begivenheden for de nu 70-årige herrer, kan jeg mærke, at også de tænker: Hvad skete der egentlig? Hvordan kunne vi?

Hulvejen
Længe før vor tid har den snoet sig frem gennem lyng og småkrat, vejen ower hien, smutvejen fra Grove til Sem. Dybt inde i skoven, hvor den drejer ned over den lille bakke mod Sem, har knirkende vogne, rappe fødder og regnen gennem årene lavet et dybt skår ned i bakken. Men først da Maagaard Skoven eller Sem Skoven, som vi kaldte den, blev rejst omkring 1902, blev den til den vej, vi kendte så godt, Hulvejen.

I vor barndom var der trafik på Skovvejen. Det var ad den Mariane Andersen fra Sem kom hvirvlende med strikketøjet i hånden, når hun skulle hjælpe til ved en slagtning, en storvask, være med til at samle kartofler op eller bare skulle på familiebesøg.

Skolebørnene fra Sem og Nørre Sem fulgte med større eller mindre lyst vejen i de syv år, de gik i skole. Om efteråret kunne man se et lille grantræ pyntet med et rigt udvalg af alle de smukke svampe, der fandtes i Skoven: Rød fluesvamp, gule kantareller, brune Carl Johan svampe og mange flere.

Degnen i Grow fulgte vejen om søndagen – i nypudsede sko, gamacher og stok i de godt 20 år, han varetog arbejde som kirkesanger ved Sem Kirke.

Alle færdedes ad Skovvejen.

Her 60 år efter er det svært at forestille sig, at selv voksne mennesker syntes, stedet var så uhyggeligt og ensomt, at man nødigt gik alene gennem skoven om aftenen.

Vi, der oplevede 2.Verdenskrig og mørkelægning, kender til mørket, der kunne være så dybt og sort, at man rent bogstaveligt ikke kunne se en hånd for sig. Der var ingen store byer, hvis lys oplyste himmelen og alle vinduer i hele landet var dækket af sorte, mørke gardiner. Selv de små cykellygter skulle afskærmes, så der kun kom en lille, tynd lysstråle frem.

Og stilheden kunne være øredøvende, hvis ikke en lille vind fik træernes blade til at hvisle, for ingen biler eller maskiner larmede.

Til gengæld kunne man hver dag i Radioavisen høre om sabotage og clearingmord. Mennesker, der ikke var rædde i mørke, var næsten undtagelsen.

Endnu kan enkelte huske historien om den ældre mand fra Assens, der var så mørkeræd, at han, hver gang han skulle gennem Sem Skoven om aftenen, talte højt og slog med stokken for at tøgs manne – synes mange. Long-Krasjan havde nær kyst livet af ham, da han en aften uventet dukkede frem bag en busk.

Min storebror, Sven, kom som andre drenge ud at tjene straks efter konfirmationen. Han tjente hos Peder Svendsen i Sem. Når han om aftenen havde været hjemme i Grove Skole, måtte han gå ad vejen langs Sem Møgelhøj hjem til Sem. Han turde ikke gå gennem skoven.

Man pralede ikke af, at man var bange for at gå ad Skovvejen om aftenen, Da Sven fyldte 15 år, bestemte han, at nu skulle det være. Lidt urolig, men fast besluttet på at foretagendet skulle lykkes, satte han kursen mod skoven, der mørk og stille lukkede sig om ham. Da han gik gennem Hulvejen, hørtes han kun stilheden og sit eget hjerteslag.

Han var allerede begyndt at føle lettelsen, da en ugle på jagt lydløst dykkede ned over ham – her 60 år efter påstår han, at han stadig kan mærke hårrødderne bevæge sig, bare han fortæller om det.

Rædselen greb ham. Han startede et hurtigløb, han aldrig senere har kunnet gentage. Det sluttede først, da han hivende efter vejret stod med ryggen til sin låste kammerdør hos Peter Svendsen. FRELST!

I 1943 var der skydeøvelse ude i Den stur Hie. Ikke en af de sædvanlige, hvor et enkelt kompagni tyske soldater holdt øvelse med håndvåben eller rifler. Denne gang deltog tre tyske tanks. En af dem kørte i vejgrøften mellem Victor Kristensen og Chr. Borresen. Man morede sig over vognstyreren, en SS-mand i ulastelig, sort uniform. Han gik helt amok, da han indså, at det trods al hans råberi ikke var muligt at få køretøjet op af grøften uden hjælp. Efter sigende antog hans ansigt en smuk, mørkerød farve, der stod godt til uniformen. Han var jo aldeles hjælpeløs over for det skæve danske grin.

De tre kampvogne, hvoraf den ene var malet i gule camouflagefarver – et tegn på, at den havde i deltaget i feltmarskal Erwin Rommels ørkenkrig i Nordafrika – kom kørende gennem Grove, forbi Hans Lindskov, ad Skovvejen mod Sem. Larvefødderne skar bredt og dybt i Hulvejen. Ved den lejlighed forsvandt lidt af dens uhygge og magi.

Senere tiders opdyrkning af Den stur Hie gjorde det ikke bedre. Vejen fik et slidlag af grus, så man kunne køre med større vogne og maskiner.

I dag fremstår Hulvejen som den rene idyl – om dagen. Men den gang!

Da Grove Skole blev nedlagt og bilismen satte ind i slutningen af 1960’erne, mistede Hulvejen sin berettigelse. Til sidst blev den, som så mange andre af de veje vi benyttede som børn, lukket.

Høwen
Siden bronzealderen (1700 – 500 f. Kr.) har Høwen ligget på toppen af Sembakken som en knude i landskabet. Det er nærliggende at tro, at bavnen har blusset fra højens top og kaldt egnens folk sammen, når svensken eller tysken i ufredstider invaderede vort sogn, hvis da ikke Den stur Hie, de små marker og huse overbeviste ham om, at her ikke var meget at hente.

Om aftenen virkede den tunge skygge dyster og skræmmende. En og anden har nok i tidens løb skelet over skulderen, når han gik forbi ved nattetide. Man sagde jo, at Helhesten, det gamle øg, der humpede rundt på sine tre ben og varslede død, huserede om Høwen. Og hvordan var det nu med bønderne fra Sem, der drømte om at finde skatten? Hver gang de begyndte at grave i Høwen, så det ud, som om Sem By brændte. De styrtede hjem blot for at opdage, at alt var i den skønneste orden. Troldtøj.

En væsentlig del af de unges sociale liv har i århundreder udspillet sig omkring Høwen.Valborgaften, den 30. april, hyggede man sig ved et fredeligt bål – for at drive de onde ånder bort. En karl fik undertiden mildnet sit barske, jyske sind, når hun fik ham lokket ned i gryden, hvor amorinerne – i ly for nyfigne blikke – drev deres spil. Og hvem af sognets knægte har ikke efter behændigt at have undgået kokasserne, når de trillede en rask gang Tyk-Maren ned i Gryden – det lykkedes ikke hver gang – skuet ud over flere sogne eller bare ligget på ryggen i solen med smagen af søde blåbær i munden, og set skyerne danne ansigter eller skibe.

I den lune midsommer endte aftenturen ofte på Høwen. Enkelte år kunne man, hvis man var heldig, plukke så mange blåbær, at man senere på aftenen kunne mæske sig med en hel tallerken bær med mælk og sukker. Var der ikke nok bær på Høwen, kunne man for en sikkerheds skyld lægge hjemvejen om ad Sem Skoven og Den stur Hie, så var der rigeligt til både aftenhyggen og de mange glas blåbærsyltetøj, der var nødvendige i enhver husholdning, hvis man i vinterens løb skulle nyde de nybagte pandekager og æbleskiver.

Jo, har Høwen en gang mærket dig, vender du tilbage. Synd for nutidens ungdom, der aldrig fik chancen. Læs mere om Sem Møgelhøj her.

Krattet
Vejen fra Edderup Skovgård til Nebstrup eksisterer åbenbart ikke mere.

I vor barndom var det en offentlig vej, som postbudet fra Havndal benyttede hver dag, når han på cykel eller gåben kom for at dele aviser og breve ud, og var vejret godt, kunne det hænde, at vi drenge kørte ad vejen, når vi tog til Å Mølle for at bade i Mariager Fjord.

Den smukke bøgeskov, Krattet, lå lige op ad vejen på den anden side af åen over for Edderup Skovgård.

I tiden før og under den 2. Verdenskrig hændte det, at eleverne i Bitteklasse med hinanden i hånden gik fra skolen ned til Krattet.

Når man havde leget lidt under bøgene, var det tid til at se efter, hvad der var i den skotøjsæske, mange brugte som madkasse. Den var i dagens anledning foret med rabarberblade for at nedkøle ægge-, spegepølse- og sukkermadderne.

Efter frokosten mener en enkelt at kunne huske, at man fik lov til at tage en dukkert i det dovne, lunkne åvand. Drenge for sig og piger hver for sig, for det var kun få, der havde badetøj. Sikkert ikke en udflugt, nutidsbørn ville skrive hjem om, men for os var det en hyggelig oplevelse.

Hver søndag eftermiddag sommeren igennem samledes op mod 20 børn og unge i nykridtede, hvide gymnastiksko for at lege og hygge sig i Krattet.

Drenge og unge mænd brugte mange kræfter på at jagte hinanden rundt på de stejle skrænter ned mod åen for at imponere pigerne. Undertiden lykkedes det.

Vi, der mødtes i Krattet, opførte os eksemplarisk. Det kan ses af den kendsgerning, at forpagteren på Edderup Skovgård, Laurits Fløche Jensen, en søndag inviterede alle i Krattet på kaffe og smørboller i haven.

Jow! Jow! Også gæstfriheden havde gode kår.

Engen
Husmænd og arbejdere holdt ofte geder. Chr. Navndrup trak hver dag sine geder ned i engene syd for Sem for at græsse. Han havde mange geder, og da vi ofte anvendte øgenavne i vort sogn, lå det lige for, at Chr. Navndrup fik tilnavnet Gedekongen. Christen havde også en gedebuk. Det afstod de fleste ellers fra på grund af lugten.

I ældre tid var det almindeligt, at man lejede fællesjorden og vejgrøfterne som græsningsarealer til gederne.

Mange mente, at hvide geder gav mælk, der smagte næsten som komælk, mens brogede geders mælk havde ord for at være kraftigere i smagen.

Mælkens smag var også afhængig af foderets kvalitet. Var der meget ukrudt i foderet, var mælken så stærk, at de fleste afstod fra at drikke den.

Mælken blev anvendt i husholdningen. Det man ikke drak, blev der lavet smør eller ost af. Var der rigeligt med mælk, fik også grisene en tår.

Der var flere, der holdt geder, fordi de anså gedemælk for at være sundere end komælk. Det gjaldt f.eks. Hans Mortensen i Edderup.

Det var almindeligt, at drenge og karle efter aftensmaden skulle en tur i engen for at vande kalve og kvier. Var vejret godt blev der som regel også tid til en svømmetur i Kastbjerg Å.

Det foregik enten nede bag Edderup Østergaard eller i engen neden for Hestehavegård. En overgang udviklede det sig til drabelige mudderkampe mellem drengene fra Grove og Sem – i al venskabelighed forstås.

En 10 – 12 nøgne drenge blev delt op i to hold, et hold på hver side af åen. I en tørvegrav æltede vi det dejligste pludder af tørvemuld. Med ammunitionen på venstre arm, ventede man på et gunstigt øjeblik til at foretage et fremstød over åen – målet var jo at indtage den anden åbrink.

Under en sådan mudderkamp foretog fjenden et dristigt fremstød over åen. Selv om vi overdængede dem med tørvemudder, lykkedes det dem at komme op på brinken. Der stod jeg pludselig ansigt til ansigt med Henning Domino. Henning var på min alder – lille og tæt med lysende rødt hår.

Vi kæmpede begge tappert og indædt, som det nu sømmer sig. Pludselig havde Henning ikke mere ammunition, og da det ikke var muligt at nå vores mudderbunke, drejede han resolut om og sprang i åen for at hente mere mudder i sin egen lejr.

Nu er et angreb jo det bedste forsvar. Og i krig og kærlighed gælder alle kneb – troede jeg. Jeg hoppede i åen efter Henning. Febrilsk svang han benet op på åbrinken for at komme i sikkerhed. Ikke just den bedste forsvarsstilling for en dreng – uden badebukser. Er ens modstander en nidding – og det var med skam at melde jeg – så kan situationen udvikle sig uheldigt. Som Henning hang der på brinken forsvarsløs, kunne jeg ikke modstå fristelsen til en letkøbt sejr. Et let greb i klokkestrengen havde en forbløffende virkning.

Henning nærmest kollapsede. Uden en lyd eller bevægelse gled han ned i åen. Kun boblerne viste, hvor han forsvandt.

Da han kort tid efter igen dukkede op af vandet, havde hans ansigt antaget en smuk, mørkerød farve. Han talte meget højt, da han repeterede reglerne for gentlemen fight for mig – og blandt dem var mit ufine trick ikke nævnt. Beskæmmet måtte jeg indse, at i rigtige, ædle kampe mellem mænd og i alle tilfælde i mudderkampe mellem drenge i Sem Mose gælder ikke alle kneb. Jeg har nu – 60 år efter begivenheden fandt sted – givet Henning min uforbeholdne undskyldning og med forbavselse måttet konstatere, at han ikke har den fjerneste erindring om episoden.

Min far påstod, at han kunne udpege de drenge, der havde deltaget i mudderkampen i engen aftenen før – bare ved at se på ørerne.

Vandstanden i åen er i dag kun en brøkdel af, hvad den var, dengang vi lærte at svømme. Borte er flere af de store, smukke dunhammer- og sivskove med måger, blis-og rørhøns samt flægen – småbuskene. Men isfugl og nattergal er efter sigende rykket ind. Det er fremskridtet. Ak, ja!

Men de skulle nu have haft lov til at prøve en badetur i engen – wos unger.

Vejene
Landet begyndte i 1950’erne igen at rejse sig efter Besættelsen. Folk fik flere penge mellem hænderne. Fremskridtet satte ind. De unge, der begyndte at overtage ejendommene, havde set andre skikke. De ville bl.a. ikke længere dele toilet med køerne. Der blev installeret træk og slip, badeværelser og oliefyr. Og ude begyndte der at dukke traktorer og nye arbejdsbesparende maskiner op samt en enkelt bil.

Når vi tidligere skulle købe ind, kunne vi, når det drejede sig om dagligvarer som mel, sukker og gær, nøjes med en gåtur gennem Sem Skoven op til Martha – købmanden i Sem.

Skulle vi klippes, til læge, købe julegaver, kød eller tøj, måtte vi på cykel til Assens, Mariager, Kastbjerg eller Havndal, hvis det da ikke blev til en af de sjældne ture til Randers med Grønnings rutebil fra Sem eller Carl Thomsens rutebil fra Kastbjerg.

Har man bare en gang på vej ned ad Sembakken efter et tordenvejr eller en voldsom regnbyge oplevet at stige af cyklen over styret, fordi man kom til at køre ned i en af de dybe render, som regnvandet havde dannet, så glemmer man dem aldrig – grusvejene.

Vi lærte at færdes med lempe. Et uheld kunne betyde, at vi, hvis vi fik ro til det, i flere dage efter kunne sidde i skolen og pille småsten ud af håndflader og knæ med en kongepen.

Vejen mellem Kastbjerg og Mariager var en lang og lige grusvej uden de store stigninger. Så længe der kun kørte cykler og landbrugsvogne, gik det nogenlunde, men efter krigen, da trafikken og farten øgedes, havde vejmanden svært ved at holde den fri for huller.

Undertiden syntes det, som var vejen til Havndal dobbelt så lang, som den egentlig var, fordi man hele tiden måtte krydse ud og ind mellem de mange huller og vandpytter.

Havde denen i Grow, der var lidt pillen med sit tøj, været på sin månedlige cykeltur til Havndal, gjorde man klogt i ikke at spørge ham om eventuelle oplevelser, før han havde fået cykelklemmerne af og børstet støvet af buksebenene – i regnvejr spurgte man slet ikke.

Tempoet på vejen var adstadigt. Man talte om middelfart – 60 km. Det fortælles dog, at især dyrlæge Munch fra Havndal, der var en temperaments-fuld mand, efter den tids forhold kørte meget stærkt. En dag, han var ude på en gård for at se til en ko, spurgte manden, hvad dyrlægen syntes om hullerne i vejen. Hvilke huller, svarede Munch. Han var kendt for sine hurtige bemærkninger.

Der var stor glæde, da man i foråret 1951 begyndte at asfaltere vejen. Allerede om efteråret havde man forberedt arbejdet ved at køre sand og grus ud. Det fik man stor fornøjelse af den vinter.

Vejen gik over fladt land, så der plejede ikke at være mange snedriver, men sandbunkerne gav ly for fygesneen, så der blev rigeligt at lave for både snekasterne og sneploven.

Da arbejdet på vejen startede om foråret, blev der brug for mange arbejds-mænd. Blandt andet stod Ajs Finn og Mads Hansen i en grusgrav i Nebstrup og harpede det sand, som Carl Jensen kørte op til vejen i sin nyindkøbte gummivogn.

Det var hårdt fysisk arbejde at anlægge en vej. Det var håndarbejde med trillebør, skov og stengreb.

Først blev vejen gravet ud. I renden fyldtes håndstore sten, som blev trykket sammen af vejtromlen – et monstrum med to store jernhjul fyldt med cement.

Når arbejdsmændene derefter havde kastet et jævnt lag sand ovenpå, kørte vandvognen en tur. Det var en almindelig kassevogn med en ajletønde fyldt med vand. Det var meget vigtigt, at sandet blev vandet godt ned mellem stenene, inden det hele igen blev trykket godt sammen med vejtromlen.

Når vejen var fin og jævn, kom lastbilerne kørende med tjærebelægningen, som arbejdsmændene spredte jævnt ud over sandet, inden vejen igen fik en overhaling med tromlen. Det tog lang tid, men da den var færdig, kunne man også køre fra Kastbjerg til krydset ved Harry Jensens ejendom uden at have hænderne på styret. Jow! Jow!

Vejene blev ikke gjort bredere. De smukke, gamle elmetræer stod stadig som en alle’ langs vejen.

Da der begyndte at komme mange biler og farten øgedes, hændte det, at et vejtræ blev skrammet, og man hørte om tilskadekomne. Det startede en hetz – ikke mod bilisterne, der kørte for stærkt efter forholdene, men mod vejtræerne.

Hans Mortensen i Edderup gik rundt med en liste og indsamlede under-skrifter til kommunen for at få træerne fældet. De faldt for øksen. Mange af dem endte i den store grusgrav, der den gang lå på bakken øst for vejen, når man kører fra Havndal mod Stangerum – for nu havde vi råd – oliefyr var kommet på mode.

Nu, mange år efter breder nostalgien sig. Man er igen begyndt at plante træer langs vejene. De skal efter sigende få trafikanterne til at nedsætte farten.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.