Landsbyhistorier.dk

Nye underbukser eller rationering

Rationering – de nye underbukser.
Set med nutidens øjne var det en trist tid. Begrebet, velfærdsstat, var endnu ikke opfundet. For de fleste familier var dagligdagen præget af afsavn. Selv de, der havde penge, havde svært ved at købe ting på grund af vareknaphed og rationering, men det var ens for alle. For vi børn var det irriterende, men det var jo ikke vores problem.

Det medførte stor glæde stigende til jubel, hvis det lykkedes at komme gennem rationeringsjunglen – som da jeg fik et par nye underbukser.
Kort efter besættelsen den 9. april 1940 blev der for at undgå hamstring indført rationering. Til sidst kunne næsten intet købes uden rationeringsmærker: Sukker, koks, mel, soda, kaffe – og det selvom der næppe var bare en enkelt lille forskræmt kaffebønne i posen. Det mærkeligste var dog tobakken. Selv ældre damer, der aldrig havde rørt tobak, blev næsten voldelige, hvis man anfægtede deres ret til tobaksmærker. De kunne jo byttes med andre mærker.
Også i Grove var der personer, der udnyttede situationen og “hanled´’  swot” – drev lidt sortbørshandel med rationeringsmærker for at tjene en ekstraskilling. Det var ilde set, men de fleste har dog nok alligevel prøvet, når de ikke i tide havde fået sparet nok mærker op til en konfirmation eller et bryllup. Enkelte prøvede endog på den årlige tur til Randers at handle cykeldæk eller andet på Den sorte Børs ved Rutebilstationen.
Det faldt ikke altid heldigt ud. Enhver kunne jo på lang afstand se, vi var fra landet. Hvert kvartal strømmede folk til skolen, når medlemmer af sognerådet mødte op for at udlevere rationeringsmærker – selv tøj var på mærker. Nu lå det langt under drenges værdighed at beskæftige sig med mode. Det tog vore mødre sig af, og de var blændende til det.

Efterhånden gik vi alle rundt med lapper på albuer og knæ og stopninger på strømper og underbukser. Mange mødre udviklede det til en kunstart. Sirlige lapper og stopninger blev til pynt på tøjet, men det gjaldt jo os alle, så hvem tog sig af det. Alle lofter blev støvsuget for tøj. Gamle bukser, jakker og frakker genopstod efter en vask eller rensning som de fineste drengebukser eller jakker – og som de kunne strikke den gang – i farver og med snoninger. Jeg er nok ikke den eneste dreng, der med stolthed har gjort entre i en fin ny strikket trøje eller slip-over – gnubbende sig i varmen på grund af den hjemmestrikkede uldtrøje.

Nyt tøj fik vi næsten aldrig. Nogle påstod, at en flæskesteg eller andre naturalier kunne gøre underværker, når en handlende skulle lokkes til at finde varer under disken, men hvor skulle en degne-kone få den slags fra.
Med 3-4 sæt undertøj og storvask hver tredje uge var det trods klatvask i utide ikke nogen let sag for min mor at holde mig pæn og ren, men hun var lidt pillen, så det var ikke på det område, hun gik på kompromis.

En dag gik rygtet, at manufakturhandleren i Havndal, Martens, havde fået et parti børneundertøj. Mor smed, hvad hun havde i hænderne, steg på cyklen og ilede mod Havndal.
Nu var det at få fru Martens, der var tidligere oversygeplejerske, til at bøje sig ned for at se, om nogle af de eftertragtede varer skulle have forputtet sig under disken, ikke den nemmeste opgave. Der var jo langt fra nok til alle. Men hvad kan mødre, der kæmper for deres yngel, dog ikke skamme sig til. Jeg forestiller mig min mors sørgmodige øjne, da hun bøjede sig ind over disken mod fru Martens og hviskede ord som: Lille dreng, fryse, astma, rigelig. Det gjorde åbenbart indtryk, for fruen bøjede sig hurtigt ned under disken, tog et par underbukser, som hun diskret pakkede ind i brunt papir med en tynd snor om – papir-snor, for almindelig snor fandtes ikke. Selv omslaget til cigarer blev lavet af papir. Gad vide, om Mor ikke har sunget en lille sang på vejen hjem. Hun var i alle tilfælde glad og ikke uden grund.
Da jeg kom hjem for at spidse aftensmad, overrakte hun mig endnu glad og opstemt over sit held den brune pakke med papirsnoren. Jeg var meget spændt, grænsende til det lykkelige, indtil jeg så indholdet. Et par underbukser, mørkebrune, med lodden vrang og elastik i benene – pigeunderbukser.
Jeg turde ikke sige noget, men jeg så i et glimt mig selv som jaget vildt i drengeflokken. Jeg blev først rolig, da jeg nogen tid efter fik et glimt af Villums nye underbukser. De var af samme model som mine, men laksefarvede. Vi så et kort øjeblik hinanden fast i øjnene. Rigtige mænd klynker ikke – men broderskabet var genoprettet.

Og underbukserne. Ja! Farven blev vel lidt lysere efterhånden, men de holdt i ufattelig lang tid, så vidt jeg husker til langt efter krigen. Nej, så syntes vi, at de underbukser, vi overtog, når vore ældre brødre var vokset ud af dem, var mere fikse og maskuline, selv om de bestemt ikke fik os til at ligne modelapse. Vi krigsbørn savner bestemt ikke rationeringen.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.