Landsbyhistorier.dk

Opvaskemaskinen – det var mig

Fredagen før min konfirmation i Sem Kirke i foråret 1951 havde hele familien meget travlt med at gøre rent bl.a. i haven. Det kunne vi nu have sparet os, for på selve dagen startede en forrygende snestorm midt på formiddagen. Den bestilte taxa kunne ikke køre, så det blev til en rask – men meget kold kanetur til kirken – i tynd konfirmationskjole og ny frakke. Det blev ikke bedre i kirken, der ikke kunne varmes ordentlig op. Alle beholdt overtøjet på også konfirmanderne. Det blev en konfirmation i farver.
Arme Mor. Hun havde de voldsomste bekymringer om maden. Hvad skulle vi gøre med al den mad? Vi havde jo ingen fryser. Det klarede kogekonen. Vi fik tidlig eftermiddagskaffe, og kort tid efter serverede hun aftensmaden, som hun allerede havde gjort klar dagen i forvejen. Alle gæsterne blev mætte af den gode maden og kunne tage afsked i tide. Det næste år blev som alle de foregående. Jeg var stue-, inde-, ude- og barnepige hjemme hos Mor og Far. Jeg fortsatte med at malke mine tre køer hver morgen og aften, som jeg plejede.

Det år, jeg fyldte 15, følte jeg, at verden åbnede sig. De fleste piger i området kom på ungdomsskole i Vivild, men jeg startede den 1. maj sammen med en kusine og ca. 100 andre piger på Haubro Ungdomsskole ved Års. Vi lærte en masse om husførelse, som det hed: Husholdning, syning og alm. skolefag. Alle mindes sikkert de hyggelige sommeraftener i parken med foredrag, sang, kaffe og underholdning – og der var mødepligt. Det var livet, men der var disciplin. Hver aften gik den lærer, der havde vagt rundt for at se, om nu også alle var i hus – ærbarhed er en god ting, og vore forældre skulle jo nødigt have flere hjem, end de sendte ud. Da jeg rejste hjem fra skolen den 1. oktober, havde jeg kun været hjemme i Grove nogle få gange på cykel – og så selvfølgelig i sommerferien. De få måneders ophold på ungdomsskolen havde øget min selvrespekt og gjort mig mere selvstændig.

Efter et ophold hos min moster i Skals, hvor jeg skulle gå til hånde i huset og passe en kusine på fire år samt et par tvillinger, ville min far og mor gerne have mig ud på en gård i drift – et sted hvor jeg kunne lære noget. Det kom jeg, da jeg fik plads hos Charles Brønnum. Mand, kone, fire børn af samme temperament som dem derhjemme, tre karle, en fodermester og mig – en pige på 16. Jeg skulle tidligt op, for de voksne skulle have røgtet og spist, inden de tog i marken kl. 7.00. Børnene skulle op og have spist, inden kl. 8.00, så de kunne komme i skole til tiden.

Senere er jeg kommet til at tænke på, at hver gang vi spiste, blev der brugt et helt spisestel – vi var 12 personer. Opvaskemaskinen – det var mig. Så var der lige de seks til otte senge, der skulle redes, og halmen rystes, inden jeg gik i gang med at skrælle eller skrabe en spandfuld kartofler med top. Måske blev der lige tid til en lille cykeltur til fryseboksen i Enslev for at hente det kød, der skulle anvendes til middagsmaden kl. 12,00, for der blev lavet god mad, og der var ingen forskel på ”folken” og herskabet.

I 1954-55 flyttede jeg over til Charles Brønnums søster i Bjergby. Her var en karl, en gift fodermester, der spiste hjemme, familien på fem og mig. Det var næsten som at komme på ferie. Jeg havde tid til at gå til syning, håndbold og bal i Borup – og endelig var der ikke langt til Randers, så det var heller ikke vanskeligt at komme i biografen. Det var på det tidspunkt, jeg lærte min senere mand, Arne, at kende.

Min sidste plads var hos en lærerfamilie i Randers. De var meget engagerede i deres arbejde og ofte hjemmefra, så her førte jeg i 2½ år hus, som var det mit eget med rengøring, madlavning, indkøb og børnepasning.
I maj 1958 blev jeg gift med Arne i Sem Kirke. Det var vi nødt til. Nej! Nej! Det var fordi man den gang ikke kunne få en lejlighed uden at være gift. Vi var heldige at få en lejlighed på 1. sal i en villa i Hornbæk.
Vi betalte 53 kr. om måneden i husleje, men så var der også både garage til vores motorcykel og plads til koks – og dem blev der god brug for. Gik vi ud i skunken, kunne vi næsten se gennem væggen, der bestod af tynde forskallingsbrædder. Isolationen bestod kun af fire lag tapet, så selvom vi fyrede bravt om vinteren, måtte vi rykke godt sammen i sengen for at kunne holde varmen.
Vi levede for ca. 75 kr. om ugen, så vi kunne lægge penge til side til en byggegrund. Arne, der var murer, drømte om at komme til at bygge vort eget hus.
Det var meningen, jeg skulle være hjemmegående. Det kunne jeg ikke finde mig i, så jeg fandt et rengøringsarbejde hos en lægefamilie. Jeg arbejdede fra kl. 7.00 til kl. 13.00 til en timeløn på mellem tre og fem kr.

I 1960 byggede vi hus. I et halvt år tilbragte vi næsten al vores fritid med at planere, byggemodne grunden og bygge huset.
En lokal vognmand stillede, når han kom hjem fra arbejde, sin lastvogn på grunden. Næste morgen kørte han væk med al den jord, vi den foregående aften havde gravet ud og læsset på bilen.
Huset kom til at koste knap 50.000 kr. Det var lille, men det var vores, og efter en senere udbygning blev det rammen om et dejligt familieliv for os og vore to piger.
Jeg fortsatte med at arbejde. En overgang syede jeg konfirmationskjoler til otte kr. pr. stk. Senere syede jeg Randers Handsker for tre kr. pr. par.

I 1970 søgte jeg arbejde på Kollektivhuset i Randers. De lovede at give besked, hvis jeg fik jobbet, men vi havde ikke telefon. I stedet mødte en medarbejder op og indbød mig til en jobsamtale. Derefter fik jeg stillingen.
Der var meget at bestille på Kollektivhuset, men i begyndelsen havde vi tiden til at klare arbejdet. Efterhånden som nedskæringerne i begyndelsen af 80’erne satte ind, blev det sværere. Det var ikke rart at skulle sige nej, når vi kunne se, at folk behøvede hjælpen, men det var ikke altid, vi kunne nå det hele. Kollektivhuset blev min arbejdsplads, indtil jeg gik på efterløn i 1998.

Vi var altid glade, når muligheden for en camping- eller ferietur til udlandet bød sig. Tiden, hvor vi kunne gå på efterløn og senere pension, nærmede sig. Vi forventede større frihed og muligheder for at rejse. Jeg forberedte mig ved at følge et kursus i tysk på aftenskole, så vi bedre kunne klare os i udlandet. Men det skulle gå helt anderledes. I 1996 ændredes mit liv voldsomt, da Arne blev syg og døde.
Ved børnenes, familiens og gode venners hjælp har jeg genvundet glæden ved livet. Jeg har også været med familien på ture i udlandet, men mindet om ham, jeg delte alt ondt og godt med i 38 dejlige år, lever stadig.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.