Landsbyhistorier.dk

Konfirmation

Enkelte kom ud at tjene, før de blev konfirmerede, men de fleste af os blev først voksne den dag i april, vi blev konfirmeret i Sem Kirke af pastor Skærbæk eller hans afløser pastor Nørgaard. Fra den dag af havde drengene – som Long-Krasjan så rammende udtrykte det:

– lov te å røg, drik djer øller å slå djer sk… mæ kålen. –

for pigerne gjaldt lidt andre normer.

Det var en stor dag, som vi så hen til med spænding, glæde og nogen bæven. Vi vidste, at vi fra den dag af selv havde et stort ansvar for, hvordan vort liv skulle forme sig.
Egentlig var det startet allerede det foregående år, da vi begyndte at gå til konfirmationsforberedelsen i Hem Præstegård.
Enkelte var så heldige at have en gammel cykel, men før hen og under krigen måtte de fleste gå den lange vej til Hem.
I godt vejr var der høj stemning på hen- og hjemturen. Det var spændende at møde de andre konfirmander. De søde piger fra Skrødstrup eller Hem vakte de underligste tanker, men man gjorde klogt i ikke at røbe dem, for var der noget, der kunne få de hemmer og skrødstrupper til at spille med musklerne og markere territoriet, var det, hvis de mærkede for stor interesse for deres piger. Den ungersvend, der forglemte sig og kiggede dybt i et par fremmede pigeøjne, gjorde klogt i at komme hurtigt gennem Skrødstrup på vejen hjem – men der opstod også mange varige venskaber mellem konfirmanderne.

Konfirmationsforberedelsen var for dem, der i bibelhistorietimerne i Grove Skole havde terpet Den lille Katekismus’ skriftsteder og forklaringer, ikke noget mysterium. Heller ikke for den enkelte, der først havde fået lært stoffet i en eftersidningstime, når de andre var gået hjem fra skole.

En dag kort før konfirmationen tog vi med vore forældre til Mariager, Hadsund eller Randers for at købe konfirmationstøj. Man forsøgte at købe noget praktisk, der også kunne anvendes efter konfirmationen. Det lykkedes for de færreste. Drengene voksede som regel hurtigt ud af det fine sorte eller mørkeblå jakkesæt.
Pigernes yndige, hvide kjole var – selv om den blev farvet – stadig en konfirmationskjole – og hvilken ung dame havde lyst til at stille op til ballerne i Sem Forsamlingshus som konfirmand. Nej, heller ikke konfirmationskjolen holdt længe.
Pigerne følte de sig ganske anderledes sikre, når de mødte op i den fikse andendagskjoe, den ny frakke, tasken og de smarte, nye sko.
Var man meget fornuftig, kiggede man i avisens annoncer og fandt en næ-sten ny konfirmationshabit. Der var penge at tjene.

Vi havde stadig ordene fra konfirmationsdagens taler – Nu går du ind i de voksnes rækker – klingende i ørerne, når vi som 13 -14-årige, mødte i vores første plads, men livlinen blev ikke endelig klippet over. Vi kom sjældent langt væk første gang, og blev hjemveen for stor, kunne vi altid cykle hjem om søndagen eller en aften i løbet af ugen. Som undskyldning kunne vi medbringe en pakke snavset tøj på bagagebæreren, for det var stadig Mor, der stod for storvasken.

Var man frihedshungrende, syntes man, at alt for mange af de store beslutninger, der vedrørte ens liv, skulle tages sammen med forældrene. Nogle kaldte det frivillig tvang og slog sig i tøjret. Det kom der nu sjældent noget godt ud af. Forældrene påstod på deres side, at det var til vores eget bedste.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.