Landsbyhistorier.dk

Hvor er han, hestehandleren

Vi var mange børn derhjemme. Hans og Jos kom ud at tjene allerede, da de var 13 år – et år før de blev konfirmeret. Alligevel var vi så mange børn, at det kunne knibe med pladsen, når vi skulle i seng.
Tre af de mindste sov i slagbænken i stuen. Om dagen slog Mor, der havde nok andet at se til, bænkens sæde op. Så kunne de små gå rundt i slagbænken uden at gå i vejen eller komme noget til. De fleste af os tog de første skridt i slagbænken.
Vi seks stur – store – sov oppe på loftet i en enkelt- og en dobbeltseng. Man vænnede sig til at sove to i sengen. Det var trangt, så man måtte være forberedt på i løbet af natten at blive vækket af en vildfarende arm.
Kammeret var bygget op af forskallingsbrædder, og det var ikke isoleret, så det var en kold fornøjelse om vinteren. Når vi efter en lang arbejdsdag skulle i seng, måtte vi være forsigtige. Vi måtte for at komme op på loftet, ud i laden og balancere op ad den løse hønsestige.
Om vinteren blev der i god tid lagt nogle mursten på kakkelovnen. Når de var varmet op, blev de pakket ind i tæpper eller håndklæder og anbragt i sengene, så vi ikke skulle i en iskold seng. Vi fik lært, at stenene måtte ikke være for varme, når de blev pakket ind. Det skete en gang. Røgen bølgede os i møde, da dynen blev slået til side, men der blev heldigvis ikke ildebrand.

Hver søndag kom de stur gerne en tur hjem. Det glædede vi os til, for med dem kom også en masse andre unge og børn, og så var der liv og glade dage. Jeg kan huske, at jeg var både lidt forundret og forarget, når vi skulle spise. De stur tog en hel frikadelle hver. Det var jo det rene fråds. Vi andre gjorde, som vi altid havde gjort – delte frikadellerne. De skulle jo række til mange. Jeg konstaterede, at der åbenbart var andre madvaner, hvor mine ældre søskene tjente. Jeg glædede mig.

Vi havde ikke elektrisk lys. Det fik vi først efter 2. Verdenskrig. Far skulle bruge lys, når han tidligt om morgenen stod op for at fodre kreaturerne, inden han tog på mælketur. Den petroleum, vi skulle bruge til lamper og primus, var rationeret, så undertiden var der problemer med at skaffe nok. Jeg har prøvet at sidde i flammeskæret fra kakkelovnen og læse mine lektier, hvis jeg ikke havde nået det, mens tid var. Der var ikke mange, der havde lyst til at møde uforberedt i Grove Skole.

Senere fik vi en karbidlampe. Den lyste meget kraftigere. Jeg kan huske første gang den blev tændt. Jeg troede, den ville eksploderede. Den hvæsede og spruttede, og så skulle man lige vænne sig til lugten.

Undertiden kom Chren Møller på besøg. Han havde en Petro-Max lampe. Det var nærmest en primuslygte. Når den blev tændt, var det ikke nemt for de små nullermænd at skjule sig i hjørnerne. Mor brød sig ikke meget om den lampe.

Jeg altid kunnet lide at handle. Min første erindring om handel går langt tilbage. Min far var meget interesseret i heste. Han var mælkekusk, så det var vigtigt, at vore heste var i god stand. En aften vi havde fremmede, sad de og snakkede om heste i almindelighed og sluttede med at snakke om min onkel, Hans Rasmussens, heste. Hans havde ikke mange penge, det bar hestene præg af. De var med et udtryk, vi anvendte om lidt afpillede dyr – nogle skabilkener – det var ingen ros. Far sagde bl.a. Di æ it manne øre værd. Jeg lyttede, skulle muligheden for at blive hesteejer være kommet. Jeg samlede hele min rørige formue, syv øre, med dem i lommen ilede jeg ad stien over til Hans Rasmussen i Semmøgelbo.
Jeg ville ikke være smålig, så jeg tilbød ham straks hele beløbet for hesten. Hans var imidlertid ikke indstillet på handel. I stedet sagde han med sin bløde, fynske accent: Du må hellere gå ind til Marie og få en bolle!
Da jeg med bollen i hånden var på vej hjem, kom jeg til at græde. Selv om det ikke stod mig helt klart, havde jeg en fornemmelse af, at jeg uden at ville det, havde gjort noget helt forkert.
Det viste sig senere, at Hans ikke bar nag og oven i købet havde humor. Når han kom på besøg hos os, spurgte han sædvanligvis: Hvor er han, hestehandleren?

Under krigen havde enhver dreng i Grove med respekt for sig selv kaniner. Det var ikke almindeligt at have mange grise, så da vi alligevel havde et par stier, der var tomme, anskaffede Per og jeg kaniner. Dyrene gik sammen i de to stier. Enhver med bare lidt kendskab til kaniners seksualliv kan forestille sig resultatet. I løbet af kort tid var der ca. 50 kaniner, der vrimlede rundt i stierne. Hannerne sloges, så uldtotterne føg. Det blev for meget for Far. Kaninerne blev solgt. Fortjenesten? Far mente, at det var ham, der havde betalt foderet, så han beholdt pengene, og det var vel kun rimeligt. Men siden har jeg nu altid sikret mig, at der ved enhver handel også er en lille fortjeneste til mig.
Historien med kaninerne har en lille krølle. Kaninkødet smagte dejligt, og det var rart med lidt andet end det evindelige flæsk. Første gang en af kaninerne skulle slagtes, ville min far ikke slå den ihjel.

Go over til Hans. Han ka’ skyde den.

Hans Rasmussen var jæger. Han gik i marken, da vi kom over og bad ham skyde kaninen. Hans holdt den op i bagbenene og gav den et håndkantslag i nakken, så måtte min mor tage sig af resten. Senere aflivede Far selv kaninerne.

Under krigen var det kun postbude og nogle få andre, der kunne få rigtige dæk og slanger til cykler. Vi andre måtte køre rundt på faste gummidæk med træfælge. De var meget ubehagelige at køre på. Det var grunden til, at jeg en gang jeg var i Randers kom til at handle på Den sorte Børs.
På hjørnet ved rutebilstationen stod der den gang altid en masse sortbørshandlere. Det var folk, der kunne levere alle slags varer – som regel stjålet eller skaffet til veje på anden uærlig vis. Da jeg gik forbi, spurgte en af sortbørshandlerne, hvad jeg manglede – tobak eller andet.

Ingenting, svarede jeg. Det kan da ikke passe? Noget må du da mangle!

Det eneste, jeg kunne komme i tanker om, var cykeldæk. Kom igen om en time, sagde manden. Da jeg kom tilbage, bad en mand mig følge med.

Vi gik op i Thorsgade, ind i en baggård, op ad en hønsestige til en mørk lejlighed. Der skulle mandens kone til at lave mad. Hun var sur, fordi han ikke havde kød med hjem. Han fandt to dæk og to slanger frem, som jeg kunne købe for 100 kr. Jeg havde 60 kr. i lommen, og jeg ville ikke betale mere. På det tidspunkt følte jeg mig så utryg, at jeg ville gå igen. Man kan også sælge guld for dyrt, udbrød konen. Så fik jeg dæk og slanger pakket ind i en avis, betalte de 60 kr. og skyndte mig ud på gaden.
Knap stod jeg på fortovet, før jeg opdagede to betjente på vej ned ad Thorsgade lige imod mig. Jeg overvejede at smide pakken og løbe, men tog mig sammen og gik stilfærdigt til jeg kom rundt om hjørnet. løb jeg, alt hvad jeg kunne, ned til rutebilstationen, hvor jeg fandt frem til Carl Thomsens rutebil. Jeg smed pakken ind under et sæde. Hvor var jeg lettet. Nu kunne de i alle tilfælde ikke tage mig på fersk gerning.
Jeg turde ikke blive på rutebilen, så jeg spurtede op til Hadsundvej, hvor jeg stillede mig og forsøgte at se rolig ud, da rutebilen kom. Til min store lettelse lå pakken stadig under sædet. Helt tryg blev jeg dog først, da vi nåede Enslev. Jeg steg lettet af rutebilen, fandt min cykel og skyndte mig hjem. Jeg følte aldrig senere trang til at handle på Den sorte Børs.

Ved flere lejligheder kunne folk genkende de varer, der blev forhandlet nede ved rutebilstationen. Det kunne være vasketøj stjålet fra tøjsnoren – stadig vådt. Så blev der sendt bud efter smedene på Skandia, når de kom, vankede der tæv til de sortbørshandlere, de fik fat i.

Under krigen skulle man skrives op på Trekroner i Randers for at komme i betragtning, når de nye cykler blev delt ud. Kort tid efter var jeg en af de heldige. Der kom besked, at nu kunne jeg købe en ny cykel. Den havde jeg jo ikke brug for nu, så jeg solgte den til Per og tjente derved til mine nye dæk.

Når man kom ud at tjene, blev man fæstet for et år ad gangen. Løn og arbejdsvilkår forhandlede man om, inden man blev fæstet. Kost og logi hørte med til lønnen. Sommerlønnen på ca. 500 kr. var større end vinterlønnen. Husbond betalte også karlens skat og sygekasse.
Lønnen blev først udbetalt til skiftedag, så de karle og piger, der ikke havde penge eller andre indtjeningsmuligheder – og det var de fleste, fik i løbet af sommeren udbetalt mindre beløb, forskud, til tøj, eller fem kr., hvis man skulle til fest eller bal i forsamlingshuset.
Selv om der ikke var så store muligheder for at bruge penge, kunne en del af lønnen, hvis man ikke passede på, let være brugt inden skiftedag. Så havde man drømmen om at få sin egen gård, måtte man agte sig og ikke feste for meget.
Man kunne godt forhandle, så man fik fri på bestemte dage. Mange var for eksempel interesserede i at komme til marked. Det betød lidt frihed, og man mødte kammeraterne, og så var der jo dyrene.

Da jeg fik plads hos Jens Møller i Grove, fik jeg at vide, at det var vigtigt at sikre sig en fridag, når han tog til marked. Jeg skulle trække til Hadsund med de dyr, der skulle sælges. Jens ankom senere på cykel. Jeg havde fået at vide hjemmefra, hvad dyret skulle koste, så undertiden var handelen overstået, når Jens kom. Med lidt held kunne jeg sælge til en halvtredser mere, end Jens forlangte. Så var den dag reddet. I alle tilfælde lærte jeg meget om handel, som jeg senere har nydt godt af.
Man har jo også lov til at være heldig. En gang, jeg købte et lod i tombolaen på dyrskuepladsen, vandt jeg en kviekalv. Den løb hele vejen hjem efter cykelen. Jeg havde ikke noget at bruge den til, så den fik min far. Den voksede op og kom til at stå som ko hjemme hos ham.

I 1952 fik jeg muligheden for at blive ansat som kontrolassistent i kontrolforeningen i Sivested ved Grenå. Lønnen var 4.000 kr. om året. Det var for en karl den gang en særdeles god løn, så jeg slog straks til.
Jeg havde et fast værelse, hvor mine ting stod, men ellers var det en evig rejsen rundt mellem gårdene. Jeg cyklede til et nyt sted hver dag, mens kassen med de remedier, jeg skulle bruge, blev hentet af de forskellige bønder. På de større gårde var jeg en hel dag. Var ejendommene mindre, kunne jeg klare op til fire på en enkelt dag. Jeg skulle bestemme fedtprocenten i mælken. Jo højere fedtprocent, des bedre var afregningen fra mejeriet.

Jeg oplevede store forskelle rundt om på gårdene. Et sted måtte jeg kravle over cykler og kasser, inden jeg kunne komme i seng ude i det lille værelse bag hestestalden. Om morgenen måtte jeg vaske mig i koldt vand. Sengetøjet lå fra gang til gang, som jeg havde forladt det – uden at blive vasket. Og maden . . . .

De fleste steder var forholdene dog gode. Man spurgte som regel, hvad jeg kunne tænke mig at spise. Jeg svarede, som rigtigt var, at jeg kunne lide alting. Tænk, hvis jeg skulle have haft min yndlingsret hver dag.

Hos Mathilde i Sivested var det som at komme på luksushotel. Når jeg ankom, var sengetøjet nyvasket og hængt ud til luftning, og var vejret køligt, var der en varmedunk i sengen – og maden. Den kunne man godt skrive hjem om. Mathilde var den eneste i området, jeg sagde De til, ikke fordi hun forlangte det, men hun havde myndighed, så det lå i luften.

Et sted jeg kom, var de så fattige, at hvis jeg skulle overnatte der, måtte deres børn den nat sove med en frakke over sig, fordi de ikke havde en ekstra dyne. Det syntes jeg ikke, jeg kunne byde dem, så jeg cyklede hjem på mit værelse. De var helt sikre på, at jeg skulle ud for at besøge en pige. Jeg lod dem blive i troen, så havde de jo det at snakke om.
Når kontrolassistenten kom, skulle der spilles kort. Jeg sagde, at jeg ikke kunne spille kort. Det passede ikke, men hvem kan holde ud at spille kort hver aften.

Jeg havde i nogle år arbejdet på forskellige gårde, da jeg fik tilbudt stillingen som bestyrer på en større gård til 14.000 kr. om året. Det var en meget god løn, men jeg ville gerne have mit eget.

Det fik jeg i 1954, da jeg købte ejendom i Bale ved Rønde.
Min storebror, Hans, havde købt Dalsgaard i Grove af Jens Møller. Det var måske lidt for tæt på vores far. Han blandede sig. Og Hans havde nok lidt svært ved at sætte sin vilje igennem – i alle tilfælde var han ikke helt tilfreds. En jul foreslog vores bror, Jens, at vi kunne bytte gårde. Det gjorde vi i 1956. Hans flyttede til Bale, og jeg fik Dalsgaard i Grove.

Hvert år skulle man indlevere et skatteskema. Marius Winter i Skrødstrup, der var sygekassekasserer havde forstand på tal. Han hjalp mig med at skrive skemaet. Når vi var færdige, sagde han gerne: Haar do no howed de hiele, Ove? Når jeg nikkede, råbte han til konen: Så ka’ do godt kom mæ hyldebærsaften. Vi fik gerne et glas varmt saft efter anstrengelserne.

Den gang fik man ansat skatten efter privatforbruget. Det hændte, ligningsmyndighederne syntes, mit forbrug var sat for lavt, så blev vi indkaldt til torskegilde.
Jeg fortalte, at jeg gik til madlavning, hvor vi lavede tre retter mad for fire kr. om dagen, og til morgenmad spiste jeg kun havregryn. De knurrede, men efter lidt snakken frem og tilbage sagde Marius: I ka’ godt trow po ham!
Vi kunne snakke om tingene i Hem-Sem Kommune, men da ligningen kom til at foregå på rådhuset i Mariager, var det overstået.

I midten af 1960’erne satte mekaniseringen i landbruget for alvor ind. Det betød, at meget af det hårdeste arbejde forsvandt, og at der ikke længere var brug for så mange medhjælpere på landet, daglejere, karle og piger.

Det havde altid været almindeligt, at man holdt igen med det derinde, nye møbler m.m. Det derude gik forud. Det var jo der, man tjente pengene. Da tiderne blev bedre, forandredes dagligdagen på landet i løbet af et par årtier dramatisk. Folk ville ikke længere nøjes med at dele toiletfaciliteter med dyrene. Der blev indlagt vand og lavet badeværelser. Kakkelovnene blev udskiftet med oliefyr, og der kom varmt vand i haner og radiatorer.

Tidligere havde der ikke været mange restriktioner med hensyn til byggeri og indretning af udhuse og stalde. Nu begyndte man fra officiel side at opbygge et regelsæt. Pludselig måtte vi ikke levere mælk til mejeriet, hvis ikke der var indrettet malkemaskinrum med fliser og nedkølingsfaciliteter.
Så var der jo ikke andet at gøre end at få fat i Jens Vase. Hvis Jens havde sin murerske og hammer, kunne han lave alting. I løbet af kort tid byggede han rummet, beklædte det med fliser og lavede en ny gulvrist. Jeg var godt tilfreds, indtil jeg kom til at se på gulvet. Det skrånede den forkerte vej.

Har æ no de’ for nåed’ mæ golled, Jens? De’ hæller jo den forkirt vej!
Jens: Wær do glå for de, få så for do it’ skit’ i risten!

Efterhånden blev jeg helt glad for det. Jens havde jo ret. Når jeg havde fejet vandet i risten, lå skidtet i hjørnet lige til at feje op på en skovl. Praktisk!
Det hårde arbejde i marken krævede en kalorierig kost. Vi fik kartofler næsten hver dag. Kogte kartofler, brasede kartofler, kartoffelmos med stegt flæsk og stegefedt eller sovs lavet på stegefedtet i panden. Grønsager fik vi ikke så tit – men dem, vi fik, var godt gennemkogte.

Kun Bodil og Hans Mortensen i Edderup spiste rå grønsager – men de var jo også vegetarer og stammede fra Fyn.
Hvor ofte har vi ikke, hvis husmoderen satte for mange grønsager på bordet, hørt husfaderen mumle: Trower do, vi æ kaniner!

Kartofler avledes uden hjælp af maskiner. Det betød meget og hårdt håndarbejde.
Det begyndte om foråret, når de skulle i jorden. Forrest gik en mand og pløjede. Bag ham gik en anden med en sæk om livet fyldt med så mange læggekartofler, han kunne bære. En efter en blev de kastet i furen og dækket, næste gang ploven kom.
Når kartoflerne skulle renses og hyppes, travede man efter hestene række op og række ned. Det blev til mange skridt i løbet af dagen. Om aftenen følte vi det, der blev kaldt sund træthed. Vi havde ikke behov for at gå i byen.

Kartoffeloptagningen i oktober måned var en så vigtig begivenhed, at selv Denen i Grow tog hensyn og lagde efterårsferien, som vi kaldte kartoffelferien, på det tidspunkt – hans egne kartofler skulle jo helst op til tiden. Der var brug for alle hænder. Var der ikke børn nok i familien, måtte man rekvirere arbejdskraft udefra. Drenge, arbejder- og husmandskoner og kartoffelkonerne fra Assens mødte op for at tjene lidt ekstra. Lønnen var som regel kartoflerne i hver 5. række, man samlede op. En gang tingede Jens Møller med en arbejder om prisen.

Do ka’ wal ha hver femte raj – række!
Manden protesterede. Nej! A væl ha’ hver 7.!
Jens: Nå, jamen så for do de’.

Man var klædt på i flere lag tøj, for vejret var som regel koldt og fugtigt og årsag til den gigt, mange senere kom til at døje med.
Kartoflerne blev hakket eller pløjet op. Mange havde en gammel sæk på som forklæde. Den tog noget af fugten og skånede arbejdstøjet. Og så gik det på knæene op langs rækkerne. Med en lille skraber eller håndrive blev kartoflerne skrabet ud af jorden og lagt i en løb – en kurv flettet af pilekviste.
De kartofler, der var beskadigede, kom i en zinkspand. De blev senere kogt og brugt til dyrefoder.

Skulle man have kogt et helt vognlæs kartofler til dyrene, kunne man tage til Havndal Mejeri. Her blev vognen dækket med sække, og et dampspyd stukket ind mellem kartoflerne, så var hele læsset kogt i løbet af et par timer.
I enden af marken blev kartoffelkulen gravet med en skovl. Det var en stor, bred rende foret med halm, fyldt med kartofler og dækket med jord. Havde man husket udluftningen, kunne kartoflerne holde sig i kulen hele vinteren.

Da Far holdt som mælkekusk, overtog jeg hvervet. Det passede mig godt. Jeg stod op kl. 4 og havde røgtet, inden jeg kl. 6 startede traktoren og tog på mælketur. Kl. 8 var jeg hjemme igen efter at have afleveret de ca. 70 spande. Så kunne jeg starte på markarbejdet samtidig med naboerne.
Jeg havde i den periode stor fornøjelse af postbudet. Når jeg kom hjem, havde han gerne lavet en kop frisk kaffe og smurt et stykke brød, hvis han havde tid, og det havde han ofte. Det var rart lige at sidde og få en lille sludder, inden arbejdet fortsatte.
Det var anderledes, da min far kørte turen. Det tog længere tid med heste end med traktor. Ikke så sjældent tog han sig tid til en bitte snak. Han sagde heller ikke nej, hvis han blev budt på en kop kaffe hos Carl Pedersen på Thorshede eller i Grove Skole.

Da jeg arbejdede på Djursland i begyndelsen af 1950’erne satte mekaniseringen i landbruget så småt ind. Hestene blev sat ud, og de små Ferguson traktorer holdt deres indtog. Som regel blev hestene solgt, så man havde til udbetalingen på traktoren. På Djursland var man nu så praktiske igen. Der fulgtes hestehandleren og maskinhandleren ad ud til landmanden, så kunne man ordne både salget af hestene og indkøbet af traktoren på samme tid. Hestene blev som regel solgt til eksport, hvis de da ikke blev slagtet.

I Grove var vi ikke praktiske, men de fleste fik dog solgt hestene og investeret i en traktor. Der var stor skepsis i begyndelsen. Flere – blandt dem Niels Jørgen Svendsen i Sem – mente ikke, at det kunne lade sig gøre at så og rense roerne ordentligt med traktoren, så han beholdt en hest. Efterhånden blev han og alle andre dog overbeviste og solgte hestene.

Der stod en lille traktor i Dalsgaard, da jeg flyttede ind. Den solgte jeg til Gunnar Bjerregaard og fik en hest i bytte.
Som ungkarl havde jeg jo ikke så meget at komme hjem til, så da jeg havde købt en hest til, begyndte jeg at arbejde for andre. Et år såede jeg for Harry Jensen.
De lokale maskinhandlere og smede mistede handel, fordi folk begyndte at handle med f.eks. Dronningborg Maskinfabrik.

Traktorer og mejetærskere var dyre, så man tænkte sig godt om, inden man købte. Vi købte en Volvo traktor til 50.000 kr. Efterhånden som vi fik indkøbt flere traktorer og maskiner, begyndte vi at arbejde som maskinstation. Da vi havde ansat et par traktorførere, kom vi til at arbejde så langt væk som i Hald, Vindblæs og Mariager.

Det var i de gode gamle dage. De fleste forretninger var tilfredse, hvis regningerne blev betalt inden tre måneder – først derefter begyndte man at skrive renter på. Vi havde det på samme måde. Nogle af landmændene havde ikke pengene. De kunne først betale regningen året efter, når kornet var høstet og solgt.
Jeg henvendte mig til smed Østergaard i Kastbjerg, fordi jeg ville bytte min gamle bil med en traktor. En aften ved 24 tiden ringede telefonen. Østergaard havde fundet en traktor til mig hos sin bror, der var maskinforhandler på Samsø. Jeg skulle bare levere bilen på kajen i Århus, så kunne jeg køre i min nyerhvervede traktor hele vejen fra Århus til Grove. Det blev noget af en tur.

Da jeg var meget ude for at arbejde for andre, måtte arbejdet på Dalsgaard, klares, når der var tid. En gang, der var meget travlt, måtte jeg ordne marken, der lå mellem Dalsgaard og Alfred Møllers ejendom meget sent om aftenen. Alfreds svigermor, Maren Jensen, boede hos dem. Hun blev lidt irriteret, for hun havde svært ved at sove for støjen. Til sidst spurgte hun Alfred.

Hvis no vi inviterer ham ind te en kop kaffe, trower do så it, det blywer så sille, at han kyrer lig hjem å sower.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.