Landsbyhistorier.dk

Stadig bedst til kaffe

Da jeg i slutningen af 60’erne lærte Ove at kende, boede jeg sammen med mine fire børn i en lejlighed i Thisted, hvor jeg arbejdede som hjemmehjælper.

I 1971 flyttede vi til Dalsgaard i Grove. Det var en stor omvæltning for os alle. Ove måtte vænne sig til, at han ikke længere var ungkarl, og mine børn måtte pludselig påtage sig arbejde og pligter, de aldrig havde kendt til før. Arbejde i stalden, vaske mælkespande og meget andet. Det var svært. Det var lidt nemmere for mig. Jeg havde tidligere tjent på en gård, så jeg kendte arbejdet i forvejen.

Man taler så meget om, hvor svært det kan være at blive godtaget, når man som fremmed flytter til en ny egn. Sådan var det ikke for os. Vi fik en meget varm og hjertelig modtagelse af naboerne. Børnene kom ofte på Holmgården, hvor Edith Johansen tog sig meget af dem. Det var lige før, de betragtede Holmgården som deres andet hjem. Også de andre naboer havde vi stor glæde af, ikke mindst Magda Møller, Oves kusine. Selv om hun ikke havde meget at gøre med, havde hun som regel altid en kage eller andet med, når hun kom på besøg. Hun var et meget elskeligt menneske.

Da jeg kom til Grove, var mekaniseringen i landbruget slået så meget igennem, at konernes arbejdskraft ikke længere var så påkrævet i mark og stald som tidligere. Man fik mere ud af det, hvis hun arbejdede ude og kom hjem med en uge- eller månedsløn.

Efter et 65 timers kursus på Sølund ved Skanderborg, blev jeg ansat på Sødisbakke i Mariager. Det blev min arbejdsplads de næste 25 år.

Det var et dejligt arbejde Jeg var ansat på en afdeling, hvor der var 30 beboere – nogle gode – næsten selvhjulpne, mens andre behøvede megen hjælp. Jeg var heldig at være på Sødisbakke i en tid, hvor beboerne ikke var så tunge, som de senere er blevet.

Der skulle laves morgenmad til Ove, børnene og medhjælperne, der mødte tidligt hos os for at være med til at tilrettelægge dagens arbejde, der først startede lidt op ad formiddagen.
Jeg havde skiftende arbejdstider, men inden jeg tog af sted på arbejde, skulle jeg have lavet frokost eller middagsmad, for Ove var bedst til kaffe.

Jeg har altid været afhængig af arbejdet derhjemme. Jeg var nødt til at holde ferie, når der var mest travlt på ejendommen – for eksempel i høsten.

I Grove havde man altid sagt, at fordi jorden var bedre, kunne gårdmændene i Kastbjerg godt tillade sig at få en bitte snak i Brugsen om formiddagen. Det gik ikke i Grove, der har man altid skullet arbejde hårdt for føden. Det var nu ikke det, der gjorde, at Ove i mange år havde ønsket sig at få en gård i Kastbjerg, men da Sommerseje i 1981 blev til salg, solgte vi Dalsgaard til Søren Johansen og flyttede til Kastbjerg.
Jorden, der hørte til Sommerseje, var bedre end sandjorden i Grove, og den lå tættere ved. Dyrene kunne græsse på engen, lige neden for gården. Det sparede megen tid, der kunne bruges til så meget andet. Ove glædede sig. Vi andre, der altid havde befundet os godt i Grove, var mere forbeholdne.

Udviklingen, som vi ikke kunne forudse, medførte imidlertid, at der ikke længere var så stor forskel på at drive landbrug i Kastbjerg og Grove.
Danmarks medlemskab af EU resulterede i støtteordninger og et større og mere stabilt marked. Det fik priserne på vore landbrugsprodukter til at stige. Det blev også almindeligt at anvende mere gødning bl.a. gylle på markerne. Det betød større udbytte.

Selv om vi ikke længere siger – hjem – om Grove, ser vi stadig tilbage på årene, vi tilbragte der, med meget stor glæde. Alt har forandret sig, kun en ting er ved det gamle – Ove er stadig bedst til kaffe.

Hvert år til fastelavn gik fastelavnsdrengene rundt og samlede ind til en fest i Sem Forsamlingshus. Alle mødre havde haft travlt med at kreere hatte og dragter, inden turen gik rundt til huse og gårde, hvor der blev samlet penge ind til festen. Det kunne være en kold tur, så ofte blev drengene inviteret ind på boller og saftevand, når de havde sunget deres sang. Skikken gled desværre ud Grove, fordi der var for få drenge.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.