Landsbyhistorier.dk

Fik varmen to gange

Under 2.Verdenskrig var det næsten umuligt på grund af varemangel og rationering at skaffe kul og koks til komfur og kakkelovn. Men i vort sogn har vi altid kunnet klare os – også i krisetider. Livremmen blev strammet en tand, og så købte vi ellers et passende antal rummeter bøgetræ hos de lokale skovejere – og i intet hus savnedes tørv.

Til alle gårde og husmandssteder hørte den gang et lille stykke eng, hvor ungkreaturerne græssede hele sommeren, og hvor man gravede de uundværlige tørv.

Allerede i de første forårsmåneder og senest når man havde tilsået markerne, strømmede folk til “Kjar’ed”, det lave sumpede engareal, der omkransede åen, der løb. lige syd for Sem By. Det var her blandt siv og flæg, man kunne finde tørvegravenes klare, mørke vandspejl, og det var ud af gravenes lodrette, brune vægge, man hvert år skar millioner at tørv til eget forbrug og til salg til fremmede – 10.000 om dagen, hvis daglønnen skulle holdes.

“Tør æ’ed værre slæw, men di gir warm tow gang”, sagde de gamle.

Og de havde ret. Det var et hårdt arbejde, og det gav varmen.

Et 1,5 m langt bræt, der i højre side havde påmonteret en bøjle, der nederst endte i en jernplade, en kniv, (der sad vinkelret på brættet) blev skubbet lodret ned i tørvemassen. Ved at vride kniven ind mod brættet skar man en “klyne” på (ca. 30 cm x 20 cm x 100 cm) ud af graven. Når den tunge vandfyldte “klyne” var trukket op af graven og væltet ud på jorden, blev den skåret op i små tørv med en lille spade, hvis blad var pæreformet. Tørvene blev læsset på en træplade og af en hest slæbt ud til tørrepladsen. Det var Mors eller ungernes arbejde.

På tørrepladsen blev tørvene stillet på højkant, så de kunne tørre. Som regel skulle de vendes et par gange, inden de var så tørre, at de kunne “skrues”, stables op i små stakke. Det lå i luften, at hos ordentlige tørvesælgere var der 500 eller 250 tørv i hver skrue. Der hviskedes dog om, at en enkelt tjente en ekstra skilling ved at komme færre tørv i skruerne. Det kunne sagtens lade sig gøre, for ingen ordentlige mennesker kunne jo finde på at tælle, om de havde fået færre end de tusinde tørv, de havde bestilt og betalt for.

Når tørvene var helt tørre blev de kørt hjem i tørvehuset eller ud til kunderne sækkevis på en af de små knirkende trævogne med løse sidefjæl. Først da var de surt tjente penge i hus.

Der var som regel ingen disciplinære problemer, når man en hel dag havde gravet tørv i “Kjared”. Ungerne kom i seng til tiden, og sov godt, men dagen efter kunne de godt være lidt stive i ryggen.

Mange gange har små barnehænder efter leg i sneen igen fået varmen i skæret fra de brændende tørv i kaminen, og et hav af saftige “deller” er blevet stegt over den buldrende tørveild i det gamle, sorte komfur i køkkenet – som regel var farsen på grund af rationering dog strakt lidt med mel eller havregryn.

Mangen mor har, når hun stod ved komfuret – med ryggen til, mumlet ord, som børn ikke skulle høre, for tørvene svinede og gav meget aske.

Der blev lagt aviser ud, når risten i kakkelovnen skulle rystes, eller når vi forsigtigt baksede den fyldte askeskuffe gennem stue, køkken og gang ud på møddingen, for asken var jo glimrende gødning.

Mange af os har prøvet med den ene hånd at åbne døren, mens vi samtidig med den anden hånd forgæves forsøgte at holde både den tunge askeskuffe og avisen, der var lagt over. Men vinden er en svigefuld partner. Undertiden var det, som lå den på lur. I et pust fjernede den avisen og sendte en sky af aske ind i gangen, som Mor lige havde fejet, og selv stod vi tilbage, som små, grå snemænd.

At gå ud med askeskuffen var ikke et eftertragtet job. Det gav sjældent rosende omtale.

Undertiden kunne man være heldig at få fat i lidt brunkul. De blev brudt i lejrene i Midtjylland. De gav lidt mere varme, men de svinede lige så meget som tørvene.

Nej! Alle længtes efter andre tider uden tørv, rationering og erstatningsvarer.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.