Landsbyhistorier.dk

En rigtig sandstorm

Jeg var 13 år, da jeg i foråret 1933 blev konfirmeret i Hem Kirke på pastor Skjærbæks sidste konfirmandhold.
Det blev en lidt træls dag for mig. Vi havde ikke fået bestilt kogekone i tide, så vi blev nødt til at holde festen en anden søndag. Det var nu ikke helt det samme, men det blev en dag, vi alle mindes, for der blev sandstorm. Kun de, der har oplevet en rigtig sandstorm, som den forekom i Grove i gamle dage, ved, hvordan det var.

Fra efterårspløjningen til om foråret, når markerne var tilsået, og afgrøderne var kommet op, lå de fleste marker helt bare og åbne for vinden. Havde foråret været lidt tørt, kunne en storm hvirvle så meget jord med, at det lå som store driver hen over vejene. Hvis driverne generede trafikken, tjente Hans Lindskov undertiden en ekstraskilling ved at skovle driverne op med håndkraft og køre det ud i Ajs Møllers sandgrav i Edderup.
Husmødre, der havde gjort forårsrent, skumlede, for nu kunne de begynde forfra. Sandet trængte ind gennem alle revner og sprækker. Det lå ikke alene som små driver i vindueskarmene – det fordelte sig i et smukt, jævnt lag over hele huset. Nogle påstod ligefrem, at de kunne mærke det knase mellem tænderne. Landmændene, der havde gødet og sået roer, måtte undertiden så om. Det hjalp først, da Det flyvende korps – Hedeselskabet – under krigen begyndte at plante læhegn omkring markerne.

Sådan var vejret, da jeg søndagen efter min konfirmation, gik op til Sem Kirke sammen med mine forældre for at gå til alters. Min familie, der var ankommet fra Ærø for at deltage i festen, påstod, at de næsten ikke kunne finde Holmgården, så dårlig var sigtbarheden. Det hjalp lidt på humøret, at jeg fik hele 138 kr. i konfirmationsgave – og så er det jo altid hyggeligt at sidde midt i familien i sin nye, fine kjole og være midtpunkt, mens man spiser den gode mad: Suppe, tarteletter med høns, flæskesteg og citronfromage.

Vores mor havde i en ung alder fået sin ryg ødelagt, så hun havde svært ved at klare arbejdet. Det betød, at min søster, Kathrine, og jeg efter vores konfirmation måtte skiftes til at være hjemme på Holmgården, hvor vi deltog i arbejdet ude og inde.

Det var den almindelige mening, at piger skulle tjene i forskellige pladser for at lære at føre hus. Da jeg havde været hjemme et par år, blev det Kathrines tur til at komme hjem, mens jeg fik plads hos Asmus Hjort i Dalbyneder, hvor jeg skulle hjælpe til både ude og inde.

Jeg havde været hjemme på Holmgården et års tid, da jeg 1. november 1937 rejste til Kjellerupgården, hvor jeg skulle være kokkepige. Det var også mit arbejde at gøre rent i folkestuen og karlekamrene. Det værste var dog at gøre rent hos røgteren. Han var gammel og hørte ikke til de mest propre. Han gik lige ind på værelset fra hestestalden i sine spidsnæsede træsko – sikke et gulv hver morgen. Det blev ikke bedre af, at han skråede og havde spyt–bakke, for den ramte han kun sjældent.

Maden blev serveret tre steder. Folken spiste i folkstowen, pigerne i køkkenet og herskabet i spisestuen, men vi fik alle den samme mad. Det var ellers ikke ualmindeligt, at folken po goren spiste mere beskedent end herskabet.
Jeg havde fri hver anden søndag. Jeg måtte tage af sted lige over middag, når jeg havde lavet mad til røgteren, men jeg skulle selvfølgelig være tilbage igen samme aften.

Da Kathrine i 1937 blev gift, kom jeg atter hjem. Jeg blev på Holmgården, til jeg i 1943 blev gift med Svend Djørup fra Assens. Vi rejste til Visborg, hvor Svend arbejdede på Kildegården. Jeg tjente lidt penge ved at tynde roer og arbejde i tørvene.

I 1944 begyndte Svend at arbejde på Å Mølle, hvor man blandt andet drev foderstofforretning. Han var helt hvid, når han kom hjem. På Kongsdal ved Assens brød man kridt, som blev kørt på tipvogne ned til havnen. Her blev det læsset i skibe og sejlede til Å Mølle. Losningen foregik med skovl og trillebøre. Kridtet blev lagt til tørre på lange bænke og senere malet fint. Derefter var det klar til at blive solgt som foderkridt eller indgå i fremstillingen af tavlekridt og maling.
Da Å Mølle indskrænkede, arbejdede han en tid på Dania, indtil vi i 1951 fik mulighed for at få vort eget. Vi købte en statsejendom på 13 tdl. i Kjellerup ved Mariager for 40.000 kr. Stillede man ikke for store fordringer, kunne man godt leve af det – dengang.

Efterhånden som forholdene i landbruget ændrede sig, blev det nødvendigt for de fleste at supplere indtjeningen med arbejde udenfor hjemmet for at kunne klare sig. Svend begyndte at arbejde på Randers Fjerkræslagteri. Markerne måtte han passe, når han kom hjem. Jeg gik hjemme og passede køerne og grisene. Selv om en maskinstation efterhånden overtog markarbejdet, blev ordningen så uoverkommelig, at vi i 1976 solgte køerne og kort tid efter lejede jorden ud.
Da Svend døde i 1993 solgte jeg ejendommen og flyttede til Mariager i en dejlig lejlighed.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.