Landsbyhistorier.dk

St. Restrup Andelsmejeri

Selvom man nu skriver 2012 kan man ikke lige se det – hvis man ikke lige ved det, men på hjørnet af Tostrupvej og Aalborgvej landevej lå det nu hedengangne St.Restrup Andelsmejeri . Selve bygningen ligger der endnu, men i min barndom forekom den som en stor majestætisk bygning, der sammen med den høje skorsten da stod som et af byens betydelige vartegn.

Jeg husker endnu mejeriet som en arbejdsplads, der især hver tidlig morgen og formiddag summede af liv. Her regerede dengang mejeribestyrer Sofus Jensen med myndig røst og hvor min far, Svend Stoffersen havde pladsen som 1. mejerist fra omkring 1940 til 47, indtil han overtog ejendommen på Sønderbyvej 24. Der var foruden ham ansat yderligere en mejerist og en elev til at forestå alt forfalden arbejde i mejeriet.

For en udenforstående måtte selve mejeriet, hvis han kikkede ind en formiddag, føles som et stort virvar af blå og rødmalede rør, aksler og hjul. Hjul der snurrede – drivremme der klaprede- og en kærne af hvidskuret bøgetræ, der rumlede adstadig rundt og rundt , først den ene vej – så den anden vej omkring sin aksel. – Lyden af spande, der kurede hen af de smukke våde og rene blankslidte terrazzo gulve, kunne skure i ørerne og travle optagne hvidklædte mejerister, der passede deres dont mellem de altid blankpudsede beholdere af stål og forkromede maskiner, der skinnede af properhed, og hvor der samtidig i rummet lå en umiskendelig, duft af nymalket mælk og smør.

De hestetrukne mælkevogne ankom allerede tidligt om morgenen til mejeriet for at aflevere de mange mælkejunger mælkekuskene havde hentet hos husmændene på deres faste ruter i St. Restrup, Tostrup og Restrup enge. Husmændene i St. Restrup havde i snit vel fra 5 til 15 køer , alt efter hvor meget jord man havde, men nær alle, som havde jord nok til at brødføde et par køer, leverede mælk til mejeriet. Mælkepengene var nær en livsnødvendighed for de fleste , hvad enten man havde to som tyve køer. For nogle husmænd var det en af de få indtægter man havde, hvis man ikke, som dog mange af restruphusmændene gjorde, også specialiserede sig i gartneriprodukter, som f.eks. tidlige kartofler.

Man fik afregning fra mejeriet hver 14. dag og fik pengene i en gul konvolut, der var sat i klemme i et af returmælkens spandelåg. Det må tilføjes at det hørte til de yderste sjældenheder at konvolutten med mælkepengene forsvandt. Jungerne blev sat ud til vejen , hvor så mælkekusken afhentede dem hver morgen – søndag som mandag . Når de havde afleveret mælken på mejeriets perron, gik turen hjemad med returmælk i form af skummetmælk og kærnemælk til brug i husholdningen og ikke mindst til foderbrug hos dyrene.

Det var dengang at kærnemælk smagte som ægte kærnemælk skal og bør og hvad var bedre på en varm sommerdag end at fylde et spandelåg med nylavet koldt friskt kærnemælk, nærmest frisk fra fad, for at slukke sin tørst.

De forskellige mælkeruter blev hvert år udbudt i licitation. Som regel var det de samme mælkekuske der bød ind. De var selv husmænd og for mange af dem et kærkommet og ofte nødvendigt tilskud for at have til dagen og vejen Mælkekuskene havde ofte flere uofficielle funktioner. De bragte nyheder fra landsbyen videre , var som en slags nyhedscentral for hvad der skete hos deres ”kunder” og på kollegaernes ruter. Det var en del af landsbykulturen at man gavmildt delte hinandens sorger som glæder. Ofte var de også på hjemvejen et smut hos købmanden. De havde ordre på købmandsvarer med fra mange af rutens husmødrene – varer som så bleve skrevet i ”bogen”, som alle dengang havde hos købmand eller brugs – varer som de så leverede på tilbageturen sammen med returmælken, der blev stillet ved indkørslen eller leveret ved stalddøren. For denne tjeneste vankede der ofte en cigar – og var der tid , en kop kaffe. Disse små tjenester var dog ikke med i deres aftale med mejeriet, men de fleste af mælkekuskene tog det som en selvfølge og var glade for at hjælpe – og for cigaren. Mælkekusken var således en vigtig person for alle i byen.

Når mælkekuske kørte til perronen og havde afleveret sin last af fylde junger, blev hver enkelt leverandørs mælk nøje afvejet på vægten og noteret op i en protokol. Jungerne var alle behørigt mærket med landmandens leverandørnummer. Mængden af leveret mælk var bestemmende for hvor meget returmælk den enkelte fik. Desuden blev der blev udtaget en prøve af mælken for at måle mælkens fedtprocent, der var bestemmende for den pris mælken blev afregnet til hos landmanden. Herfra gik det i centrifugen, som rensede mælken for urenheder og udskilte fløden fra mælken, hvor restproduktet var skummetmælk. Fløden gik videre i rør til kærnen, hvor smørret udskilte sig som store klumper, hvor restproduktet var kærnemælk . De store smørklumper fra kærnen kom herefter i æltemaskinen og derfra pakket i smørdritler som lurmærket usaltet smør til eksport. Dog blev også en del saltet og pakket til direkte salg i halvkilo og kvartkillo pakninger direkte fra mejeriet. Her var højskolen storaftager af de mejeriprodukter, man kunne byde på, hvad enten det var til eleverne, eller som under besættelsestiden , da højskolen var besat, hvor det var tyskerne, der købte de mælkeprodukter, de havde brug for på mejeriet.

Fyrrummet og dampmaskinen, var en vigtig del af mejeriet – nærmest livsnerven. Det var herfra kraften kom til at holde alle hjulene og maskinerne på mejeriet i gang. Der skulle fyres godt op for at få det hele i sving. Der blev fyret med både kul og tørv, men under krigen, hvor det var sparsomt med dette brændsel, var det hovedsageligt med tørv. Mejeriet havde derfor dengang også et par stor staklader med tørv på den anden side af Tostrupvejen.

Allerede kl. 3.00 – 3.30 skulle fyres under kedlen for der var damp nok til at starte dampmaskinen, så alt var klar når dagens første mælk ankom. De år jeg husker tilbage var det som regel fars job, da han foruden at være mejerist havde uddannelse som kedelpasser.

Det var ikke kun dampmaskinen, der skulle bruge den skoldhede damp og vand . Det blev brugt meget til rengøring af gulv og maskinerne efter endt dagsproduktion , for al ting skulle være pinlig rent . Men på mejeriet fandtes også et stort badekar, hvor byens folk efter aftale kunne komme for at få et varmt gratis bad. Kutymen var her at mejerieleven fik lidt drikkepenge for eventuelt at klargøre badet og rengøre karret efter brug. Husmændene kom også med vogne læsset med kartofler – kartofler, der blev kogt til foderbrug efter den sidste mælkekusk havde forladt mejeriet. En slange blev monteret i bagsmækken og overskudsdamp fra kedlen blev således anvendt til kogningen af kartoflerne direkte i vognen.

Meget af spildevandet blev genbrugt. En idérig nabo til mejeriet, Peter Bjerring, fik den ide at lede det opvarmede spildevand fra mejeriet ud som vanding til sine nye kartofler. Det var en del varmere end vand fra åen – og havde måske også om end ubetydelig næringsværdi. Derved kunne han dyrke nye kartofler til salgsforeningen GASA måske en uge før andre og tillige have to afgrøder om året på arealet – og åen, hvori spildevandet ellers blev ledt i – slap for dette. En gevinst for både ham og åen og uden udgift for mejeriet, selv om man dengang ikke havde den store opmærksomhed på miljø og forurening.

Når man sammenregner den samlede arbejdsstyrke, der havde arbejde i og ved mejeriet; mejeribestyreren, mejerister, eleven samt mælkekusker var mejeriet således dengang en betydelig arbejdsplads og et godt aktiv for byen. Denne epoke er slut, men mindet om den får lov at leve videre.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.