Øster Bjerregrav - Hvidkalket Hus

Hjul-Mariane – byens heks?

Hver by har sin heks! Og for mange var Hjul-Mariane en kvinde, der kunne mere end sit fadervor. Mariane Rasmusdatter blev født i 1815 i Helsted. I 1853 blev hun i Bjerregrav kirke gift med Laust Christensen, og de to slog sig ned i et faldefærdigt hus ved en lille mose, der dengang fandtes bag forsamlingshuset. Laust ernærede sig ved lidt karetmageri og rygtet fortalte også om krybskytteri i Fussingskoven. Han beskrives som en lille undersætsig mand med et stort skaldet hoved og rindende øjne. Hun som en trivelig bondekone i grøntfarvet vadmelsskørt og med hovedet indsvøbt i tørklæder. Men som ung skulle hun have været en landsbyskønhed, omend af tvivlsomt ry.

Øster Bjerregrav - Hvidkalket HusI det lille hvidkalkede hus i baggrunden til højre boede Laust og Mariane fra 1853.

På loftet stod to ligkister, som Laust havde lavet og som de skulle begraves i, når den tid kom.

Her i det lille hus foregik der ting, som ikke altid tålte dagens lys. Mariane var byens kloge kone. Ikke blot med urter og gode råd, men også med håndspålæggelser og besværgelser. Man sagde, at hun havde Cyprianus og andre skumle bøger stående. Hun kunne læse over en bullen finger, så den blev rask. Mange frygtede hende. Om en bonde fortælles, at han var bange for, at Mariane skulle komme forbi hans smukke heste, klappe dem og derved gøre dem syge. Kamma Pedersen fortæller, at hendes oldemor blev et offer for Hjul-Marianes besværgelse. Hun fik at vide, at hvis hun gik gennem en bestemt dør, ville hun dø inden en bestemt dato. Oldemoderen tog sig ikke af advarslen – og hun døde inden tiden var gået!

Byens folk søgte hende ikke. Her var hun foragtet, og man drog hellere den lange vej til den kloge kone i Vindblæs for at søge hjælp. Men rygtet om hendes evner nåede vidt omkring. Når mørket faldt på kunne man se folk – ofte kvinder – komme til hende for at få hjælp. Der blev set fjedervogne med kusk som bragte ”klienter” til hendes dør. Der blev talt om fosterfordrivelse. En dag var Mariane på sygebesøg i et hjem og medbragte en krukke med et indhold, der lugtede så forfærdeligt i husets køkken, at konen udbrød:” Den vil a mi sæl et ha te aa sto hie, Mariane”! Mariane svarede:” Da æ dæ manne pæn piger dæ maa haet i sæ!

Laust og Mariane holdt sig for sig selv, og det forøgede blot mystikken omkring ægteparret. Byens folk gik helst en omvej uden om huset. De holdt et par får på lidt jord, men penge kom de vist ikke ærligt til? Besøgende kunne fortælle om et lille grønt vægskab, som skulle være fyldt med pengestykker!

En dag kom sognefogeden og hentede hende, og hun var borte i længere tid.

Efter Lausts død i 1893 blev Mariane boende i huset nogle år. Hun blev svagelig og for at sikre sin sidste tid ”solgte” hun sig til en kone i byen, som skulle passe hende, til hun døde mod at blive hendes universalarving.

Senere solgte konen hende videre til en husmand i Svejstrup for 400,- kr., og Mariane flyttede hen til ham. Da huset blev tømt, var spændingen stor i byen efter at se, hvad huset gemte. Men der var blot almindeligt fattigt indbo. Kun det grønne vægskab havde Mariane ført med sig aflåst. Senere blev huset overtaget af Laurits og Andrea Larsen. Niels Brøndum husker hjemmet som velholdt og hyggeligt og ægteparret som respektable folk.

Huset blev revet ned i 1950erne.

I 1898 døde Hjul-Mariane.

Billeder fra Bjerregrav kirkebog 1898:

 

 

Mariane Rasmusdatter: Enke efter Husejer i Bjerregrav, Sønderlyng Herred
Laust Christensen, født i Helsted, Borup Sogn, 7. April 1815
Forældrene var Daglejer i Helsted Rasmus Olesen og Hustru Sofie Vognsdatter. Sidste fælles Bopæl var i Bjerregrav

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Har du en kommentar til historien?
Deltag endelig - tilføj din kommentar nedenfor!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.