Landsbyhistorier.dk

Med høj cigarføring

Det må indrømmes, det var rigtig kålet at ryge syntes jeg som dreng. Det skulle selvfølgeligt prøves, og naturligvis i smug. Det var jo strengt forbudt for børn i min alder, og så var det jo det her med tændstikkerne, dem måtte jeg heller ikke røre, men forbud er vel til for at brydes, mente jeg, så det var den mindste ting.

Året var 1947, jeg var da omkring de otte. Men det at skulle forsøge sig i rygningens kunst var faktisk ikke så lige en sag endda. Ind i mellem havde jeg da fået et hiv af naboens karl – han røg pibe. Ikke fordi jeg syntes det smagte særligt godt – det føltes – hvis man som han, ikke kun sugede, men inhalerede det hele ned i lungerne – ja føltes som om man havde slået ti kolbøtter i træk, men alligevel var det, som var man var en af de store – næsten som var man konfirmeret, når man forsøgte sig.
Naboens karl sagde, man var en pisling, hvis man ikke kunne ryge en stopper og få røgen ud af næsen. Han selv kunne tilmed få røgen ud af ørene, men det var for viderekommende, indrømmede han. Jeg havde prøvet fars pibe engang, men havde fået røgen gal i halsen, og så havde det følt som tungen brændte. Far havde bare grinet og sagde at jeg skulle vente til jeg blev konfirmeret. Det havde naboens karl også sagt man skulle. Gad vide hvorfor man altid skulle vente med alting til efter sin konfirmation?

Sådan var det også med at få sig en ny cykel – men hvad skulle jeg for resten også med den. Den cykel jeg havde var jeg ikke særligt gode venner med, forstod ikke at håndtere den da den var alt for stortil min størrelse. En ny fik man først til sin konfirmation . Eller måtte gå med kasket, ja eller eje en dolk – sådan er der så meget man måtte vente med.

Men nu skulle det altså være alvor . En ganske almindelig formiddag. Jeg havde omsider fået fat i et skod – et cigarskod, sikkert et far havde lagt fra sig, havde glemt i askebægeret, og så skulle jeg naturligvis ligne naboen, for han stak altid en tændstik i spidsen af cigaren så han nemmere kunne holde den i munden. Det så vældig sejt ud så jeg prøvede derfor at efterligne ham.
Den rigtige ilddåb skulle foregå hjemme, bag hønsehuset. Der kunne jeg være helt uforstyrret. Det var efter min mening det sikreste sted.Den smagte ikke særligt godt, cigaren – og stærkt var den, bare det at holde den i munden var slemt nok, også selv om den kun rørte ved læberne, endda uden at være tændt.
Den smagte desuden hæsligt. Jeg kunne for alt i verden ikke forstå når nogen voksen kunne sige: “Det er sandelig en god cigar” måske mente de noget helt andet så, men man var vel karl for sin hat, ryges det skulle den, og helt ned med røgen.

Jeg følte som skulle jeg kvæles. Det fornemmedes også, som havde jeg snurret om mig selv syv og tyve gange, men det var bare om at fortsætte, sug efter sug . Den gav meget røg, den osede, som når far forsøgte at brænde våd halm og cigaren blev helt varm, følte jeg. For hver sug blev jeg mere og mere utilpas. Jeg måtte også sætte mig ned, Måske skulle jeg tage en lille pause? – eller måske bedre gemme resten til en anden dag. Hvem sagde for resten, den absolut skulle ryges helt op på en gang?

Lige med et kunne jeg ikke holde mig mere. Op kom alt det jeg havde fået til morgenmad. Var det sådan at være konfirmeret? Alt blev glemt om de mandhaftige løfter jeg havde givet mig selv. Jeg måtte, hvor nødigt jeg end ville, give op. Der kom mere morgenmad op. Det jeg for alt i verden ønskede nu var vand. Jeg vaklede gennem kostalden og laden og ind for at finde et glas. Så var det jeg mødte mor i køkkenet.
Hvad jeg havde glemt var, at lægen netop denne dag skulle se på min søster Kirsten, hun havde bronkitis, og så var han netop nu på besøg, et meget uheldigt tidspunkt at få sin ilddåb på. Mor fik lægen til at se på mig også , nu han var her, som hun sagde. Han så mig i øjnene, han så mig i halsen. han sagde meget lidt, men havde et medvidende blik i øjet, ”Kun så vidt han kunne se et midlertidig ildebefindende” sagde han, og at mor hellere måtte lægge mig i seng også, og ellers holde mig hjemme fra skole denne dag. Det var sikkert ovre til i morgen.

Hvad han ellers fortalte mor og far var uden for min hørevidde. Mor og far kommenterede det aldrig. De lod det vel være en sag mellem lægen mig – og cigaren. Det kunne vel være straf nok i sig selv. De var vel sikker på at det ville vare meget længe før jeg prøvede igen – en god lærestreg.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.