Landsbyhistorier.dk

Krigen 1940-45 – set med mine øjne

Krigen gik ikke sporløst forbi mig, selv om jeg kun var en meget lille purk, da den startede. Der er enkelte glimt, der står helt tydeligt for mig, men meget er vel fortalt så mange gange, det er svært at skelne. Jeg husker kun ikke krigen som noget særligt gruopvækkende, der til var jeg for lille, men alligevel var der mange ting, der var, som ikke burde være. Det kunne jeg mærke på både bedstefar og min far og mor.

Jeg kan huske mørklægningsgardinerne og den ret uhyggelige stemning, når der blev skudt fra luftværnskanonerne på Sønderholm hede, der ligger små 2 km fra mit barndomshjem. Det var næsten altid på mørke aftner.
Først kunne man høre flyvemaskiners karakteristiske summen over os, kort efter lød kanonernes smelden og bragen. Når den lyd kom, blev vi altid placeret så langt væk fra vinduerne som muligt, – ind midt i huset, og lyset blev slukket.
Det kunne ske far linnede lidt på de mørkelægningsgardiner, så vi kunne se lidt af det, der foregik. Det var som en nytårsaften i dag, på grund af de mange sporprojektiler, der oplyste himlen – og bragene.
Mange gange kunne vi høre granatsplinter fløjte over huset og høre dem falde som store hagl ned over tagene. Dagen efter kunne vi finde dem på gårdspladsen.
En aften blev en af vore naboers mælkespande gennemhullet af en granatsplint, så mere end halvdelen af mælken løb ud. Da blev han også meget ophidset og vred.

Hjemme i stuen hang ofte lugten af stenkulsnafta. Det var når far skulle lappe sin cykel. Limen lavede han af gamle rågummisåler, der blev opløst i denne væske. Han skulle tit lappe slanger. Han skar også slanger over og satte andre stykker i, han håbede på var bedre. Dækkene blev repareret med læderstykker, der blev syet på med såkaldt kinesertråd. Dæk og slanger var som så meget andet ikke til at skaffe, men han skulle helst bruge cyklen hver dag til og fra arbejde.

Far startede sit arbejde på mejeriet allerede klokken tre om natten, hvor han skulle fyre op under kedlerne. En nat blev han holdt op af bevæbnede tyske soldater. Han var meget betænkelig ved situationen, fordi han netop denne gang ikke havde sit legitimationsbevis på sig.
Der blev uro hos tyskerne, indtil en af soldaterne så fars hvide tøj under hans mørke frakke og kunne så genkende ham. Han havde sit kvarter på St. Restrup højskole, der var besat og en af dem, der hentede mælk hver dag på mejeriet.
Far blev fri for at komme til afhøring.

Krigen fik jeg også mærket til fulde på min egen krop. Det var alt det hjemmestrikkede uldting jeg blev udstyret med og absolut skulle have på. Bedstefar og bedstemor i Binderup kartede og spandt selv uld fra deres får, og bedstemor strikkede næsten alt til sine børnebørn af dette uld, – undertøj som strømper, – men det kløede og stak alle vegne. Det var en gru, – det var en lidelse at få på. Selv efter det var vasket flere gange kløede det. Strømperne var af de helt lange, som damestrømper, og blev holdt oppe af et livstykke og elastik stropper , så det var kun ansigtet, der gik fri af dette klø-uld. Og så skulle man i tilgift takke pænt med hånd og give kys af bare taknemlighed. Men det varmede og der var ikke andet at få i disse rationeringstider.

Da jeg var omkring fem år, var jeg en dag ved middagstid, sammen med mor, vidne til en luftkamp. Nogle engelske flyvere ville foretage et overraskelsesangreb på Aalborg flyveplads, der ligger omkring 8-10 km i luftlinje fra mit hjem. De blev opdaget, og en flok tyske jagere gik i luften. Det kom til et kraftigt opgør. Nogle, om ikke alle engelske flyvere blev skudt ned. Hjemme på gårdspladsen kunne vi følge en del af dramaet. Vi kunne se, hvordan en af de engelske flyvere fik en fuldtræffer, – hvordan en sort røg vældede ud af den, og den begyndte at tabe højde. Lidt efter kunne vi se en lille hvid klump falde ud af maskinen, og en stor faldskærm foldede sig ud, som en kæmpesvane. Neden under hang en lille mørk klump, alt imedens maskinen faldt mod jorden – udenfor vort synsfelt. – lige så med faldskærmen.

Jeg husker, hvordan mor var meget tavs og stille resten af dagen Alt var rationeret. Tyskerne lagde jo beslag på alt hvad de kunne og sendte det til Tyskland, men af en eller anden grund var ventilgummi ikke rationeret. Koner og piger mødtes ofte hos smeden og købte i metervis, ikke til det oprindelige formål, men til bukseelastik. Man kunne aldrig vide, om det også kom på listen , så var det med at forsyne sig. Mejerivarer, som eksempelvis smør kunne man også kun få mod rationeringsmærker, men på grund af fars arbejde, kunne han ind i mellem få lidt ekstra sådan under hånden.

En anden ting jeg også husker tydeligt, var fars store radioantenne. Hvordan han om aftenen skruede og indstillede på radioen og prøvede at finde Englands danske radioudsendelser, – husker kendingsmelodien: “Prins Jørgens Marc”, og de kryptiske hilsner og meddelelser. Det var også fra radioen, vi fik frihedsbudskabet den 4. maj komme, og mindes stadig, hvordan radioen gik for fri udblæsning den 5. Maj og dagene derefter, – husker hvordan mor tog mig op mange gange den dag og gav mig et utal af knus og kys, samtidig med tårerne løb i stride strømme ned af hendes kinder. Jeg forstod ikke ret meget, – kun at tårerne var glædestårer.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.